For et par måneder fik jeg (Lalitanatha Dasa) en henvendelse fra DR om nogle spørgsmål, de gerne ville have svar på fra os i forbindelse med en udsendelsrække med Professor Peter Lund Madsen (hjerne-Madsen).
Her følger spørgsmålene og svarene, der specifikt er rettet til en hjerneforskerorienteret videnskabsmand og hans publikum. Samtidig er de holdt så korte og præcise som muligt på grund af det tilsigtede medium, en fjernsynsudsendelse.
SPØRGSMÅL: Hvad er meningen med livet?
SVAR: Lad mig først stille et andet spørgsmål: Er livet overhovedet noget, der kan være en mening med? Hvis vi bare er en samling biokemiske reaktioner og processer i hjernen, og alt slutter, når kroppen dør, og hjernen slukker, kan der altså slet ikke være nogen mening til at begynde med.
Men vi må heldigvis være mere end det, for reinkarnation kan faktisk observeres. Reinkarnation betyder, at den samme person befinder sig i forskellige kroppe på forskellige tidspunkter. Det sker lige for øjnene af os. Jeg kan se, at min krop ændrer sig hele tiden fra barn til ung til voksen til gammel, men alligevel er jeg altid den samme bevidste mig. Når kroppen hele tiden ændrer sig, og jeg ikke gør det, må kroppen og jeg være to forskellige ting. På den måde er reinkarnation let at få øje på. Set i det lys må forsøget på at finde personligheden eller jeg’et gennem hjerneforskning derimod være spild af tid, for det er slet ikke fra hjernen, at bevidstheden kommer fra.
Meningen med menneskelivet må derfor være at få svar på, hvem jeg er, hvorfor jeg er her i denne verden, og hvad der er bag alting. Det er forskellen på menneske og dyr. Mennesker kan stille sådanne spørgsmål, dyr ikke. Mennesker, der ikke stiller sådanne spørgsmål, er ikke bedre end dyr.*
SPØRGSMÅL: Er mennesket godt eller ondt?
SVAR: Det kommer an på. Som evige sjæle kan vi frit vælge, hvad vi vil. Arbejder vi for at få åndelig erkendelse, er det godt. Vælger vi at fjerne os fra åndelig erkendelse, er vi onde. Vi har ingen forudbestemt, uforanderlig ond natur, vi ikke kan sætte sig os ud over.
SPØRGSMÅL: Hvorfor er det svært at være menneske?
SVAR: Hvem siger, det er svært? Hvis man bruger menneskelivet på det, som det er beregnet til, nemlig at erkende, hvem man selv er, og i bund og grund på at genoplive sit kærlighedsforhold til den Højeste Sjæl, der er bag alting – Gud eller Krishna med andre ord – opdager man, at der er en dyb mening med alting, og at man har en ven, der altid hjælper én igennem de vanskeligste situationer. Det er kun, når man ingen åndelig indsigt har, at livet virker svært og meningsløst.
* Et fjerde spørgsmål var: ”Hvad er forskellen på menneske og dyr?” Dette spørgsmål blev også besvaret i det første svar.
Har du spørgsmål om Krishna-bevidsthed, er du velkommen til at sende dem til redaktionen: Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse. E-mail: lalitanatha@krishna.dk.