Sankarsana Dasa svarer på spørgsmål

SPØRGSMÅL: Som jeg har forstået det, ofres små portioner af den mad, der skal indtages, med bøn på alteret. Skal disse små portioner også spises, eller kasseres de?

SVAR: De særlige portioner, der stilles direkte på alteret, forvandles til den mest kraftfulde manifestation af Herren Sri Krishnas nåde. De er så specielle, at de har et særligt navn. Al mad, der ofres til Krishna, kaldes prasadam, men portionen, der stilles på alteret, kaldes mahaprasadam. Maha betyder stor.

Mahaprasadam bør spises med stor hengivenhed og nydelse. Den må aldrig smides væk. I stedet for ordet ’spise’ plejer vi at bruge ordet ’ære’ eller ’respektere’ for at beskrive indtagelsen af Krishna-prasadam. At spise Krishna-prasadam er et helligt sakramente. Det er ikke almindelig spisning.

SPØRGSMÅL: Tjener jeg Krishna egoistisk, fordi jeg vil have noget til gengæld (lykke), eller oplever jeg lykke ved at tjene ham uselvisk?

SVAR: Det er et rigtigt godt spørgsmål. I begyndelsen kommer vi til Krishna med ønsket om lykke. Det er uundgåeligt, for vi har ingen ide om ren hengiven tjeneste. Men gennem omgang med guru og vaisnavaer kommer vi gradvist til at forstå, at det er bedre at glæde Krishna end at forsøge at glæde sig selv.

For den, der er på den progressive vej til åndeligt fremskridt, er det en kombination af begge – at tjene Krishna for sin egen tilfredsstillelses skyld og at tjene Ham for at glæde Ham – der gradvist ændrer sig til, at man mærker uendelig lykke ved kun at tænke på Krishnas tilfredsstillelse. Det er den højeste lykke.

SPØRGSMÅL: Når som helst jeg hengiver mig til enhver form for aktivitet, der på en eller anden måde er relateret til Krishna, oplever jeg en umådelig lykke, glæde og tryghed, som jeg aldrig kunne opleve på nogen anden måde. På samme tid siger en stemme inden i mig: ”Du gør disse ting for din egen lykkes skyld og ikke for Krishna. Du er egoistisk og fornærmer i virkeligheden Herren.” Hvorfor står jeg i et sådant dilemma?

SVAR: Du skal være parat til at gøre enhver pligt, du bliver givet i Krishnas tjeneste af den åndelige mester, uanset om den er behagelig eller ubehagelig for dig. Du bør hverken være knyttet til eller have aversion imod din egen lykke eller ulykke. Den hengivne tænker ikke på sin egen lykke. Han ønsker blot at se, at Krishna er fornøjet. Men fordi den hengivne er en uadskillelig del af Krishna, bliver han naturligt glad, når Krishna er glad.

Der er intet forkert i at blive lykkelig ved at tjene Krishna, for lykke er det naturlige resultat af hengiven tjeneste til Herren. Men du bør ikke blive for henrevet eller revet med af en sådan lykke og tænke, at nu er du blevet en stor hengiven. Du bør i stedet give denne glædesfyldte energi tilbage til Herrens tjeneste for at forbedre kvaliteten af din tjeneste til Ham mere og mere og mere. På den måde vil du styre direkte tilbage mod din oprindelige eksistens, der er evig, fuld af lykke og fuld af viden.

Har du spørgsmål om Krishna-bevidsthed, er du velkommen til at sende dem til redaktionen: Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse. E-mail: lalitanatha@krishna.dk. Her svarer Sankarsana Prabhu på flere spørgsmål.