MADLAVNINGSLEKTION 4

Af Yamuna Devi Dasi (Oversat af Christopher Thuesen)

Fra Back to Godhead 26-06 1992.

November 1970. Den store jernnøgle, der var kommet med posten, faldt tungt ned på Delhi Dharmashalas sandstensstag.

Ti hænder langede ud efter den. Vi sendte den respektfuldt på runde blandt os velvidende, at den var vores adgangsbillet til Vrindavana, Herren Krishnas evige bolig, hvis verdslige manifestation lå blot 145 km syd for vores position.

Srila Prabhupadas håndskrevne note, der fulgte med nøglen, instruerede os i at drage til Vrindavana og rengøre hans værelse i Radha-Damodara-templet. Værelserne havde stået ubeboede hen i to år. Han beskrev værelserne som to rum med et køkken og et soveværelse/studierum adskilt af en veranda. Han skrev, at disse rum var hans evige bolig i Vrindavana. Han havde holdt til der, inden han bragte Krishnabevidsthed til Vesten. Med stor iver forberedte vi vores første tur til Vrindavana.

De grå trædøre til køkkenet svang langsomt op med jernhængsler, der knirkede under dørenes vægt. Stænger af solskin skinnede gennem persienner og landede på sølvgrå gardiner. Scenen mindede om et maleri fra det 19. århundrede. Hver overflade var dækket af et fem cm tykt lag sand, der gjorde det vanskeligt at se hjørner og vinkler og fik alt til at se æterisk ud.

I 30 graders brændende varme skiftedes vi til at fjerne spand efter spand fyldt til randen med sand. Det var først sent på eftermiddagen, at vi kunne inspicere køkkenets interiør. Køkkenet var udstyret sparsomt: skeer, metaltallerkener, to lerkrukker til vand, en bageplade af jern til capatier, en skålformet karai-pande og en bengalikniv af den slags, man holder mellem fødderne for at skære grøntsager. Et par læsebriller og en notesbog lå i en lille fordybning i væggen.

Hylden til tørvarer var tom bortset fra et par krukker krydderier og et glas med skruelåg. Vi fandt indholdet af glasset meget besynderligt: stenhårde, gyldne marengslignende klumper. Grundet min nysgerrighed over, hvad det mon kunne være, satte jeg glasset til side for at kunne kigge nærmere på det senere. Det var først ud på aftenen, at vi blev færdige med at rengøre køkkenet og dets inventar.

Da vi forlod templet, stødte vi på Sarajini Devi, der længe havde boet i Vrindavana og sommetider hjulpet Prabhupada med at tilberede mad ved for eksempel at handle ind, bygge bål eller vaske op. Jeg viste hende glasset og spurgte ind til dets indhold.

Med et stort smil svarede hun: “Mung badi, mung badi, en af Bhaktivedanta Swamis favoritter, i særdeleshed med kartofler i suppe.”

Næste dag blev vi inviteret på besøg hos Dr. O. B. L. Kapoor, en af Srila Prabhupadas gudsbrødre. Under vores behagelige visit spurgte jeg ind til mung badi og viste ham glasset. Han forklarede, at badi bliver lavet af en bælgfrugtpasta, der bliver krydret, formet og tørret, indtil den bliver sprød. Han ledte os ind i køkkenet og viste os tre forskellige hjemmelavede varianter: mung badi med grøn chili, stærk urad badi á la Punjab og mung badi med tomat blandet med urad badi med peberkorn.

Han gav mig en detaljeret lektion i, hvordan de laves og opbevares samt adskillige idéer til deres anvendelse i retter. Dr. Kapoor insisterede på, at vi blev til frokost, hvor vi fik serveret en badi-ret. Måltidet indeholdt friske capatier af hvedemel, en yoghurtsalat samt en ret, vi kaldte Vrindavana badi sabji.

Hvilket bringer os til nutiden. Badi, der også bliver kaldt warian eller wadi, er Indiens pendant til TVP (tekstureret vegetabilsk protein). Ud over at tilføje en tekstur med bid i til retten er det også en fedtfri proteinkilde med mange smagsvarianter. Det er nemt (men tidskrævende) at lave i eget køkken, og man kan opbevare det i fryseren i op til et år. For travle kokke er der godt nyt, for man kan købe færdiglavet badi hos indiske forhandlere af en vis størrelse. 

Ud over badis traditionelle anvendelse inden for indisk cuisine har jeg også tilsat panderistet badi til alt fra chili til kartoffelsalat til tacofyld til spanske ris.

Prøv den følgende opskrift. Se indekset i Lord Krishna’s Cuisine eller The Best of Lord Krishna’s Cuisine for yderligere eksperimenter ud i badis alsidighed og tilbered flere af opskrifterne. Prøv derefter selv at finde på flere opskrifter med badi.

Vrindavana kartoffel-badi stuvning 

(6 portioner)

Prøv denne ret som et hverdagsmåltid, en søndagsbrunch eller en selskabsmiddag med flammeristede capatier og salat.

  • 2 dl gul mung badi
  • 2 spsk. ghee eller vegetabilsk olie
  • 2 spsk. revet ingefærrod
  • 1 tsk. spidskommenfrø
  • ½ tsk. gurkemeje
  • ¼ tsk. cayennepeber eller mere, hvis man vil give retten et ekstra stærkt pift
  • 4 mellemstore tomater (omtrent ½ kg), hakket
  • 3 mellemstore kartofler, skrællet og skåret i 1 cm3 tern
  • 1,4 l vand
  • 0,6 dl hakket koriander eller persille
  • salt og peber

Knus badi’en i tern på omtrent 1 cm3. Varm ghee eller vegetabilsk olie over middelvarme i en gryde. Tilføj badierne og steg dem, indtil de gyldnes let. Tag dem op med en hulske og sæt dem til side.

Tilsæt ingefær og spidskommenfrø og steg, indtil frøene bliver et par nuancer mørkere. Tilsæt gurkemeje, cayennepeber og tomater. Steg under omrøring i omtrent 10 minutter, eller indtil tomaterne bliver let mosede.

Tilføj badi, kartofler, vand og halvdelen af urterne. Sænk blusset til lav varme, dæk til og tilbered i ca. 10 minutter, eller indtil kartoflerne bliver møre. Tilsæt resten af urterne, drys med salt og peber, og lad retten stå under låg i 10 minutter inden servering.