Den følgende samtale mellem Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada og nogle af hans disciple fandt sted den 12. juni 1974 i Paris.

Hengiven: En mand kom til templet for nogle dage siden og hævdede, at vi kan virkelig ikke sige med sikkerhed, at der er liv efter døden, så hvorfor bekymre sig om det? Vi skulle hellere arbejde for et bedre samfund. Dette kan vi i det mindste forstå, og det er en meningsfuld ting at gøre.

Srila Prabhupada: Måske forstår han ikke, at sjælen antager en anden krop efter døden, men kan han forstå, at han vil blive sparket ud af sin nuværende krop? Forstod han ikke det?

Hengiven: Han mente, at det var vigtigere at arbejde for økonomisk udvikling.

Srila Prabhupada: Derfor er han et fjols. Lad os sige, at jeg er på besøg her i Paris, og du siger: ”Så snart dit visa udløber, vil du blive sparket ud.” Skal jeg være interesseret i at skabe noget kompliceret? Jeg vil blive sparket ud efter to måneder, så hvorfor skulle jeg bygge et stort hus her? Det ville kun en tåbelig slyngel gøre. Slynglen ved, at han vil blive sparket ud, men alligevel arbejder han dag og nat for at samle mursten og bliver en ”stor mand”. En tåbelig slyngel anses for at være en stor mand. Derfor står der i Srimad-Bhagavatam [2.3.19], sva-vid-vara-hostra-kharaih samstutah purusah pasuh: ”Mennesker, der er som hunde, svin, kameler og æsler, priser tåbelige slyngler, de ikke-hengivne.”

Hengiven: Somme tider hævder folk, at Gud har givet os vore sanser, så derfor bør vi nyde dem.

Srila Prabhupada: Hunden nyder også sine sanser. Jeg siger til sådanne mennesker. ”Hvad nyder I, som hunden ikke nyder? I spiser. Hunden spiser også. I sover. Hunder sover også. I nyder sex. Hunden nyder også sex. I er bange for jeres fjender. Hunden er også bange for sin fjende. Så hvad er forskellen på hundens mentalitet og jeres mentalitet?”

Gud har givet os intelligens til at forstå, at vi er ingenting, og at Han er alting. Blot forstå det – det er intelligens. Virkelig intelligens er, når man forstår: ”Gud er stor. Jeg er Hans tjener.” Ellers vil man være nøjagtig ligesom hundene.

Hengiven: Mennesker af i dag har konkluderet, at Gud er død.

Srila Prabhupada: Dem svarer jeg: ”Gud er ikke død; det er din intelligens, der er død. Du har en død krop, og du er stolt af den. Kroppen er ligesom en bil. En bil er død, og hvis der ikke er nogen fører, virker den ikke. På samme måde er kroppen død, og så snart du, sjælen, forlader kroppen, holder den op med at fungere. Det betyder, at du bor i en død krop. Den virker kun, så længe du er der, men i virkeligheden er kroppen død. Du udsmykker en død krop. Alle dine anskaffelser er blot dekorationer på en død krop. Apranasya hi dehasya mandanam loka-ranjanam. En eller anden slyngel vil måske bifalde: ”Ih, hvor er du intelligent. Så fint du pynter din krop!” Men et intelligent menneske vil bemærke: ”Sikke et fjols, der pynter en død krop.”

Hengiven: Nogle vil måske spørge, hvorfor vi pynter Deiteten i templet.

Srila Prabhupada: Fordi den ikke er død. Den lever. Den, der kommer med dette argument, ved ikke, at vi pynter den virkelige, levende krop.

Hengiven: Du siger, at Deiteten er den virkelige krop, men den ser ud til at være lavet af sten. Der er ingen symptomer på liv i Deiteten.

Srila Prabhupada: Jo, der er liv – det højeste liv – men du har ikke øjne til at se det. Premanjana-cchurita-bhakti-vilocanena. En hengiven kan se, at Deiteten er levende. Er vi så meget fjolser og slyngler, at vi tilbeder en død krop? Tror du, at efter at vi har læst så mange skrifter, tilbeder vi en død sten? Du har ikke øjne til at se sandheden. Du er nødt til at rense dit syn for at kunne se, at Krishna er personligt til stede i Deiteten.

Hengiven: De fleste folk kan ikke engang forstå sjælens eksistens. Så hvordan kan de forstå Deiteten?

Srila Prabhupada: Derfor er de nødt til at blive vores elever eller disciple for at forstå denne videnskab. Da vil de se, at denne sten-Deitet er også Krishna.

Hengiven: Er min krop også Krishna, siden den er lavet af jord ligesom Deiteten?

Srila Prabhupada: Nej, men den er Krishnas energi. Derfor bør kroppen engageres i Krishnas tjeneste. Det er Krishna-bevidsthed. Så snart man forstår, at kroppen er Krishnas energi, vil man ikke bruge den på noget andet formål end Hans tjeneste. Men folk har ikke denne indsigt. De tror, at kroppen er deres, eller at de er kroppen. Dette er illusion.

Hengiven: Når de upersonalistiske filosoffer læser i Bhagavad-gita [18.61], at den Højeste Herre befinder sig i hjertet på enhver, hævder de, at siden Krishna er i hjertet på alle levende væsener, er hvert eneste levende væsen Krishna.

Srila Prabhupada: Hvorfor det? Hvis jeg er i et værelse, er jeg så blevet værelset? Holder det argument? Krishna er inde i min krop, og jeg er også inde i min krop, men betyder det, at jeg er kroppen, eller at Krishna er kroppen? Krishna er alting, men alligevel er Krishna forskellig fra alting. I Bhagavad-gita [9.4] udtaler Krishna, maya tatam idam sarvam jagad avyakta-murtina: ”Jeg er spredt over hele universet i Mit upersonlige aspekt.” Mat-sthani sarva-bhutani: ”Alting er i Mig.” Na caham tesv avasthitah: ”Men jeg er forskellig fra alting.” Dette er filosofien om samtidig enhed og forskellighed (acintya-bhedabheda-tattva).

Hengiven: Andre religioner har ingen viden om…

Srila Prabhupada: Vi taler ikke om religion, vi taler om videnskab. Hold ”religion” udenfor. Der er så mange religioner, hvor folk gør ting i blinde. Sådanne ”religioner” er ikke vores anliggende. Vi taler om videnskab.

Hengiven: …videnskaben om, hvordan Guds energier virker?

Srila Prabhupada: Ja. Lad os for eksempel sige, at varme er ild. Er det forkert?

Hengiven: Nej, for det kommer fra ild.

Srila Prabhupada: Ja. Varme er ildens energi. Derfor kan man sige, at varme er ild, men på samme tid er det ikke ild. Det er samtidig et med ild og forskellig fra ild.

Hengiven: Nogle vil måske sige: ”Hvis stenen også er Krishna, hvorfor tilbeder I så ikke alle sten?”

Srila Prabhupada: Når vi laver Krishnas form i sten, tilbeder vi den pågældende sten. Det er ikke sådan, at vi tilbeder en hvilken som helst sten. Fordi Krishna er alting igennem Sine ekspansioner af Sine energier, betyder det ikke, at vi skal tilbede hunden. Nej. Vores pligt er at tilbede Krishnas form.

 

DSCF1253-Edit