Det er en meget kold aften efter en lang dags vandring i ørkenen. Araberen har træt lagt sig til ro i sit telt, imens hans kamel står tøjret udenfor. Lige før hans øjne lukker sig, og han forsvinder til drømmeland, hører han noget.
”Pst.” Det er kamelen, der taler. ”Det er frygteligt koldt herude. Kan jeg ikke bare få lov til at stikke snuden inden for i teltet?”
”Men hvis du først får hovedet indenfor, ender du med at være helt inde i teltet,” indvender araberen.
”Nej, nej,” bedyrer kamelen, ”Jeg vil bare udnytte den tomme plads, der alligevel er for oven i teltet.”
”Lad gå da,” siger araberen. Han lægger sig igen til at sove.
Der går en halv time. ”Hallo.”
”Hvad nu?” vågner araberen søvndrukkent.
”Uh, det er så koldt, så koldt. Kunne jeg ikke få lov til bare at stille den ene fod inden for der, hvor skoene står? Du ved, hvis fødderne er varme, er hele kroppen varm.”
Araberen protesterer, men ender med at give efter, for han vil gerne sove videre.
Lidt efter: ”Undskyld mig.”
”Hvad er der nu?” vågner araberen
”Min hals er så kold. Kunne jeg ikke få lov til at have hele halsen inde i pladsen foroven i teltet? Den plads bruges alligevel ikke.”
Historien fortsætter. Til sidst sidder araberen udenfor og fryser, imens kamelen ligger indenfor i teltet og sover sødt. Går man på samme måde bare lidt på kompromis med sit åndelige liv og sine principper, ender man med at være tilbage i materielt liv, og ens åndelige liv ligger på hylden til næste liv.