Den muslimske Kejser Akhbar diskuterede med sin minister Birbal, der var en vaisnava. De talte om Guds inkarnation, og hvorvidt Gud Selv kommer her. Akhbar holdt på, at det gør Han ikke. Hvorfor skulle Gud komme til denne usle materielle verden, der ingen tiltrækning har på Ham.
Birbal svarede, at selv om denne verden ingen tiltrækning har på Gud, kommer Han for at hente os betingede sjæle tilbage. Akhbar svarede, at det behøver Gud ikke at gøre. Det har Han Sin profet til. Birbal forklarede, at det er rigtigt, men Gud kommer også Selv på grund af Sin store kærlighed til Sine sjæle. Det kunne Akhbar ikke acceptere.
Samtalen foregik i paladsets park, hvor der også var en smuk lille sø med trapper ned til vandet hele vejen rundt, som det er meget almindeligt i Indien. Akhbar havde en lille søn, 3-4 år gammel, der løb rundt og legede. Pludselig faldt han i vandet og begyndte at råbe og skrige. Da Akhbar så sin søn ved at drukne, rev han sine kongelige klæder af og kastede sig ud i vandet og reddede den lille prins.
Da han var tilbage, så Birbal på ham. ”Hvorfor gjorde du det, kære konge?” spurgte han.
”Hvorfor?” sagde Akhbar. ”Jamen, min søn var jo lige ved at drukne.”
”Men så mange andre kunne have reddet ham. Du er konge. Du kunne have bedt en af dine vagter eller soldater svømme ud og redde ham.”
”Den tanke strejfede mig slet ikke,” svarede Akhbar. ”Når det kommer til stykket, er han jo MIN søn, og jeg elsker ham.”
”AHA,” sagde Birbal. ”Derfor kommer Gud Selv også sommetider til denne verden!”