Af Srila Prabhupada
Srila Prabhupada var til den store Kumbha Mela i Allahabad i 1977 og gav den 15. januar følgende tale.
Folk forstår ikke, at der er liv efter døden. Men Bhagavan siger: ”Jo, der er liv efter døden.” Tatha dehantara-praptih [Bg. 2.13]. Der er to slags dehantara-prapti [liv efter døden], enten mod helvede eller mod himlen, mod befrielse eller mod trældom. Befrielse betyder mahat-sevam dvaram ahur vimukteh [”tjeneste til mahatmaer, store sjæle, åbner døren til befrielse,” SB. 5.5.2]. Vi ønsker befrielse. Derfor er vi nødt til at søge tilflugt hos mahatmaer, mahat-seva. Men hvis man gerne vil til den materielle eksistens’ mørkeste område, så værsgo’, yositam sangi-sangam, sansenydelse. Yosit betyder kvinde. Sansenydelsens ultimative tilflugtssted er sexliv. Hvis vi hengiver os til sexliv, da yositam sangi-sangam. Det betyder ikke kun, at vi hengiver os direkte til sexliv, men også, at vi indirekte omgås med personer, der kun er interesserede i sexliv.
Hele verden er interesseret i sexliv. Pumsah striya mithuni-bhavam etat. Denne materielle verden kredser omkring denne mithuni-bhava [sexliv]. Tamo-dvaram yositam sangi-sangam. Den vediske levemåde begrænser derfor hengivelse til sex, for hvis vi hengiver os til mere sexliv end absolut nødvendigt, glider vi ned mod en helvedesagtig livstilstand. Og hvis vi følger mahatmaernes vej, mahat-seva, er det dvaram ahur vimukteh – vi gør fremskridt mod befrielse.
Denne Kumbha Mela er en chance for at få muligheden for mahat-seva. Men selvfølgelig er det Kali-yuga. Der er så mange såkaldte mahatmaer, der har klædt sig ud for at tjene til livets ophold. Den slags mahatmaer er der ikke brug for. Mahatma beskrives i Bhagavad-gita (7.19): sa mahatma su-durlabhah. I virkeligheden skal vi omgås med en sådan mahatma, der er su-durlabhah, ikke let opnåelig. Og hvem er denne su-durlabhah mahatma? Det beskrives også:
bahunam janmanam ante
jnanavan mam prapadyate
vasudevah sarvam iti
sa mahatma su-durlabhah
”Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig viden, sig til Mig. En sådan stor sjæl er meget sjælden.” (Bg. 7.19)
I vil se så mange mahatmaer, der spreder ateisme: ”Der er ingen Gud. Jeg er Gud. I er Gud. Hvorfor søger I efter Gud? Gud hænger ud på gaden, daridra-narayana.” Lad være med at omgås med sådanne såkaldte mahatmaer. De er ikke mahatmaer. De er duratmaer. Pas på I ikke tager fejl af, hvem der er mahatma. Mahatma er en meget enkel ting. Mahatmanas tu mam partha daivim prakrtim asritah [Bg. 9.13]: Mahatmaer står under omsorg af daivi-prakrti, den åndelige verden. De har intet med denne materielle verden at gøre. Bhajanty ananya-manaso [Bg. 9.13]. Symptomet på en mahatma er, at han er helt engageret i at tjene Krishna.
Krishna er den oprindelige, Guddommens Højeste Personlighed. Vi skal gribe fat i Krishnas lotusfødder. Bahunam janmanam ante [Bg. 7.19]. Det er ikke let, men det kan gøres, hvis vi har intelligens. Ifølge Krishna betyder intelligens mam eva ye prapadyante mayam etam taranti te [”De, der overgiver sig til Mig, bliver fri med lethed,” Bg. 7.14). Hvis man går i gang med Krishnabevidsthed, er man med det samme på vejen. Men vi skal selvfølgelig gøre det seriøst og ikke som et skuespil. Alting skal være seriøst. Da er vi med det samme på vejen til mahat-sevam dvaram ahur vimukteh [”Døren til befrielse åbnes gennem tjeneste til store sjæle,” SB. 5.5.2].
Denne hengivne tjenestes vej er seva, tjeneste. I sidste ende er vi alle tjenere, men fordi vi ikke er mahatmaer, tjener vi maya. Tjeneste er der. Vi kan ikke blive herrer. Det er ikke muligt. Jivera svarupa haya nitya krsna dasa [”Sjælens evige natur er at være Krishnas tjener,” Cc. Madhya 20.108-109]. Der er to ting: Krishna og maya, lys og skygge. Hvis vi ikke tjener Krishna, tjener vi maya, og de, der tjener maya i navn af Krishna, kaldes mayavadi. I virkeligheden tjener de maya, men de påstår, at de er befriede. De beskrives som vimukta-maninah. Maninah betyder en, der i virkeligheden ikke er det, men falsk tror: ”Jeg er befriet. Jeg er blevet lig med Narayana.” De kaldes vimukta-maninah. I virkeligheden er det ikke rigtigt. Vi skal passe meget på og undgå den slags mahatmaer, der tror, at de selv er Narayana eller lige så gode som Narayana, eller sommetider hævder de, at de er mere end Narayana. Dem skal vi passe meget på.
Til denne mela er der så mange såkaldte mahatmaer. Men en mahatmas symptomer beskrives i Bhagavad-gita [9.13]: bhajanty ananya-manaso [”De tilbeder Mig konstant”]. Det er kvalifikationen. Og at blive en hengiven af Krishna er ikke så vanskeligt. Alle kan blive det. Mam hi partha vyapasritya ye ’pi syuh papa-yonayah [Bg. 9.32]. Selv de, der er af lav fødsel, kan også søge tilflugt hos Krishna for slet ikke at tale om, at hvis virkeligt kvalificerede brahmanaer søger tilflugt hos Krishna, gør de meget hurtigt fremskridt [kim punar brahmanah punya bhakta rajarsayas tatha, Bg. 9.33]. Punya. Uden en baggrund af punya eller sukrti [fromhed] kan ingen fødes i en familie eller et samfund af brahmanaer.
For det første skal vi blive rene brahmanaer:
samo damas tapa saucam
ksantir arjavam eva ca
jnanam-vijnanam astikyam
brahma-karma svabhava-jam
[”Fredfyldthed, selvbeherskelse, spartanskhed, renhed, tolerance, ærlighed, viden, visdom og religiøsitet er de naturlige kvaliteter, der kendetegner brahmanaernes arbejde,” Bg. 18.42]
Disse er de brahminske kvalifikationer. Desværre er ingen interesserede i at blive brahmana for slet ikke at tale om at blive en vaisnava. En vaisnava er mere end en brahmana:
sat-karma-nipuno vipro
mantra-tantra-visaradah
avaisnavo gurur na syad
vaisnavah sva-paco guruh
”En lærd brahmana, der er kyndig inden for alle områder af vedisk viden, er ukvalificeret til at blive en åndelig mester, hvis han ikke er en vaisnava eller kyndig i videnskaben om Krishnabevidsthed. Men en person, der er født i en familie fra en lav kaste, kan blive en åndelig mester, hvis han er vaisnava eller Krishnabevidst.” (fra Padma Purana)
En brahmanas profession er sat-karma. Pathana paathana yajana yaajana dana pratigraha: En brahmana er meget dygtig i sin profession som brahmana. Pathana paathana: Han har studeret Vedaerne meget grundigt, og han har mange elever, som han har lært den vediske viden. Det er pathana paathana. Yajana yaajana: Han er dygtig til at tilbede Deiteten, og han lærer også andre disciple at gøre det. Sri-vigraharadhana-nitya-nana-srngara-tan-mandira-marjanadau [Gurvastakam 3].
Der er brahmanaer, der ikke er vaisnavaer, men tilbeder halvguder og andre end Guddommens Højeste Personlighed. Sådanne brahmanaer er der ikke brug for. Sådanne brahmanaer er fordømte. Kamais tais tair hrta-jnanah prapadyante ’nya-devatah [”De, der mistet deres intelligens til lystne ønsker, tilbeder halvguder,” Bg. 7.20]. Visnu er den oprindelige devata, og den næste devata er Herren Brahma, så Herren Siva og dernæst andre. De er alle anya-devatah. Om tad visnoh paramam padam: Man skal tilbede Visnu. Det er en vaisnava. Visnur asya devata iti vaisnavah. Vaisnava betyder, at han ikke er en tilbeder af halvguder. Der er ikke tale om at være respektløs over for halvguder. Men saranam saranyam: Det anbefales at søge tilflugt hos og tilbede den Højeste Herre – mam ekam – og ikke alle. Vi kan bøje os respektfuldt for selv en myre, men den tilbedelsesværdige Guddom eller Gud er Krishna eller Visnu, Visnu-tattva.
Der er mange former af Visnu-tattva. Ramadi-murtisu kala-niyamena tisthan [Bs. 5.39]. Han er ekspanderet i mange former såsom Rama, Nrsimha, Varaha osv. Der er så mange inkarnationer af visnu-tattva. De er alle én og samme. Advaitam acyutam anadi ananta-rupam. Visnu-tattva eller Krsna-tattva er tilbedelsesværdig. Og for at forankre vores urokkelige tro på Visnu bør vi diskutere visnu-tattva og ikke andet. Det kaldes siddhanta. Siddhanta boliya citte na kara alasa: ”Vær ikke doven, når det kommer til at diskutere siddhanta.” Iha haite krsne lage sudrdha manasa: ”Jo mere man diskuterer visnu-tattva, maya, jiva-tattva og sakti-tattva, desto mere vil det blive klart, hvad Krishna er.” Krishna er oprindelsen til alting. Aham sarvasya prabhavo mattah sarvam pravartate [Bg. 10.8]. Vi bør forsøge at forstå denne kendsgerning, at Krishna er oprindelsen til alting, og hvis vi går i gang med Krishnabevidsthed og bliver Krishnabevidste, vil alle vores andre pligter automatisk blive opfyldt. Krsne bhakti kaile sarva-karma krta haya [Cc. M. 22.62]. Det er det samme eksempel, som vi tidligere har givet: Hvis man vander roden på træet, gøres alle andre pligter automatisk. Der er ikke behov for separate forsøg såsom filantropi, filosofi og nationalisme, den ene og den anden isme. Vi har fundet på så mange ting og så mange afvigelser fra den virkelige pligt. Den skal vi koncentrere os om. Det er siddhanta.
siddhanta boliya citte na kara alasa
iha haite krsne lage sudrdha manasa
Vi bliver mere og mere trofaste over for Krishna ved at forstå siddhantaen.
Mayavadi-bhasya sunile haya sarva [Cc. Madhya 6.169]. Kanistha-adhikarier [begyndere i hengiven tjeneste] skal specielt undgå denne mayavadi-filosofi, som siger, at ”Alle og enhver er Gud. Jeg er Gud. Du er Gud osv.” Det er ateisme, en lumsk og bedragerisk ateisme. En klasse af ateister er sunyavadi: ”Der er ingen Gud.” Det kan vi forstå. Han er ateist: ”Der er ingen Gud.” Han erklærer offentligt: ”Vi tror ikke på Gud.” Men mayavadierne er farlige, for de siger, at Gud findes, men uden form, uden hoved, uden ben. Hvis man gør det hele til ”ingen, ingen … ”, hvad er der så tilbage? Det bliver i sidste ende til nul. Forsæt med ”ingen, ingen, intet … ” ”Intet hoved, ingen hale, ingen hånd, ingen hånd, ingen … ” Hvad er der tilbage? Det er en udspekuleret måde at sige på, at der ingen Gud er. Derfor har Caitanya Mahaprabhu sagt, at denne klasse, der giver den negative definition på God – ”Ikke dette, ikke dette, ikke dette, ikke dette” – disse mayavadier er de største ateister.
veda na maniya bauddha haya ta nastika
vedasraya nastikya-vada bauddhake adhika
“Buddhisterne anerkender ikke Vedaernes autoritet. Derfor anses de for at være agnostikere. Men, de, der har søgt tilflugt i de vediske skrifter, men alligevel prædiker agnosticisme i overensstemmelse med mayavada-filosofien, er afgjort farligere end buddhisterne.” [Cc. M. 6.168]
Det er meget farligt at omgås med mayavadier, specielt for dem, der er kanistha [begyndere]. Men de, der er forankrede i Krishnabevidsthed, kan blande sig med hvem som helst. Ingen kan rokke dem. De er beskyttede. Hvis man er blevet en ren hengiven, kan man tage hvor som helst hen for at prædike.