Sankarsana Dasa svarer på spørgsmål

SPØRGSMÅL: Jeg er blevet instrueret i, at der ikke må være noget hul til maya, og at vi hele tiden skal engagere vores sind i tjeneste til Krishna, den åndelige mester og de hengivne.

Sådanne tanker kommer ikke til mit sind automatisk. Selv efter morgen-sadhana med meditation og tilbedelse føres mit sind let væk af materielle tanker, selv om jeg seriøst forsøger at huske på Krishna. Hvordan kan jeg træne mit sind til altid at være fokuseret på Krishnabevidshed?

SVAR: Du skal have en stærk tro på, at du vil blive ophøjet til livets højeste fuldkommenhed igennem Krishnabevidsthed. Et sådant fokus i sindet kaldes vyavasayatmika, at være resolut i Krishnabevidsthed. I denne forbindelse siger Krishna i Bhagavad-gita (2.41):

“De, der er på denne vej, er resolutte i deres forsæt, og deres mål er ét. O du Kuruernes elskede barn, intelligensen hos dem, der er irresolutte, har mange grene.”

Hemmeligheden er, at der ikke må være huller til maya. En gang forklarede Srila Prabhupada for en discipel, hvordan han altid holdt sig beskæftiget i Krishnabevidsthed. Han pegede på sit harmonium og fortalte, hvordan han, hvis der var tid til overs, spillede på sit harmonium og sang Krishnabevidste sange. Så snart der er et hul i tiden, skal den bruges Krishnabevidst, og man skal dække sine behov, f.eks. behovet for at høre god musik, på en Krishnabevidst måde. Du skal arrangere dit liv på en intelligent måde, så der slet ikke er plads tilbage til maya.

*

SPØRGSMÅL: Hvor i vores skrifter står der, at beruselse er forbudt? Jeg talte med en fyr, der sagde, at han var en rastafari og brugte hash for at ændre sin bevidsthed og meditere på Gud på den måde. Jeg kunne ikke svare på, hvor vi finder det i vores skrifter.

SVAR: Det simple modargument er, at så længe du afhænger af et kemikalie til at ændre din bevidsthed, er du stadig på det materielle plan. Ved at acceptere ideen om at ændre bevidstheden ved at tilføre et kemikalie, accepterer man den kropslige opfattelse af selvet. En sådan kropslig opfattelse af selvet binder én til en tilstand af illusion. Metoden til at opnå og holde fast i en ægte tilstand af guddommelig beruselse er helt at forkaste enhver form for fysisk eller materiel opfattelse af selvet ved at genoplive sin oprindelige rene tilstand af spirituel beruselse. Denne metode kaldes Krishnabevidsthed.

Ifølge Svetasvatara Upanisad skal man have fuld tro på den åndelige mesters ord. Srila Prabhupada gav os hundredvis af gange besked om strengt at undgå enhver form for beruselse. Disse ord, der kommer fra den største åndelige mester i universets historie, er i sig selv et skrift. Ud over det gør mange skriftlige udtalelser det klart, at beruselse skal opgives. For eksempel ifølge Srimad-Bhagavatam (11.23.18-19):

”Tyveri, vold, løgn, falskhed, lyst, vrede, rådvildhed, stolthed, skænderi, fjendskab, troløshed og farerne ved kvinder, spil og beruselse er de femten uønskede kvaliteter, der forurener mænd på grund af grådighed efter rigdom. Selv om disse kvaliteter er uønskede, tilskriver mennesker falsk dem værdi. Den, der ønsker virkelig fordel og gavn i livet, bør derfor forblive hævet over uønsket materiel rigdom.”

Fortæl sådanne personer, at hvis de kan lide at være berusede, skal de seriøst afprøve den højeste form for beruselse, Krishnabevidsthed. Da vil de altid være høje og aldrig komme ned igen.

Har du spørgsmål om Krishnabevidsthed, er du velkommen til at sende dem til redaktionen: Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse. E-mail: lalitanatha@krishna.dk.