Af Srila Prabhupada
Over en periode i midten af 1970erne havde Srila Prabhupada en række samtaler med et par disciple om forskellige vestlige filosoffer. Her følger hans diskussion af den græske filosof Plotin (eller Plotinus), der levede fra år 205 til 270.
Hayagriva præsenterer Plotins ideer for Prabhupada, der kommenterer dem spontant og improviseret. Det skal bemærkes, at Hayagrivas fremlæggelse ikke nødvendigvis fuldstændigt repræsenterer det fulde omfang af Plotins filosofi. Det er heller ikke altafgørende, for det eneste, vi interesserer os for her, er Prabhupadas kommentarer.
Hayagriva: Ligesom Origenes studerede Plotin filosofi i Alexandria under den formodede grundlægger af neoplatonismen, Ammonius Saccas. Plotin var tilhænger af en teori om udstrømning, ifølge hvilken sjælen udstrømmer fra intelligensen, ligesom intelligensen udstrømmer fra det Ene. Intelligensen (nous) er mange, men alligevel én på samme tid. Det Ene er allestedsnærværende, blottet for mangfoldighed, upersonlig og transcendental. For Plotin er der et slags hierarki med det Ene som det højeste, som intelligensen og de individuelle sjæle er underordnede.
Srila Prabhupada: Ifølge den vediske opfattelse er den Højeste Absolutte Sandhed én. De individuelle sjæle er af samme kvalitet som den Højeste Ene, men de er fragmentariske dele, og de udstrømmer fra Ham. De individuelle sjæle har samme form for intelligens og sind, men deres indflydelsesområde er begrænset. Som individuelle sjæle er vi til stede, men vi er ikke allestedsnærværende. Gud er allestedsnærværende. Vi har en vis viden, men vi er ikke alvidende. Vi er ikke død materie, men vi er sansende væsener. Den Højeste Ene har alle åndelige kvaliteter til fulde, imens vi har dem i ganske lille omfang. Vi er som gnister, og den Højeste Ene er som en stor ild. Det er vores naturlige position i relation til det Ene.
Når gnister flyver væk fra en stor ild, slukkes de. Når vi vender os væk fra det Ene, formørkes vores glans, og vi indhylles i maya, mørke. Hvis vi genopliver vores forhold til det Ene, kan vi genoplive vores lysende kraft, der er vores åndelige kraft, og leve sammen med den Højeste Ene i et fredfyldt, evigt lyksaligt liv.
Hayagriva: Plotin var en upersonalist, idet han mente, at når vi tilskriver Gud kvaliteter, begrænser vi ham nødvendigvis. Selv om det Ene er transcendentalt, er der ingen mangfoldighed i Ham. På samme tid er Gud årsagen til alle mangfoldigheder.
Srila Prabhupada: Ifølge den vediske opfattelse er den Højeste Ene årsagen til alle levende væsener.
nityo nityanam cetanas cetananam
eko bahunam yo vidadhati kaman
tam atmastham ye’ nupasyanti dhiras
tesam santih sasvati netaresam
(Katha Upanisad 2.2.13)
I Katha Upanisad såvel som i Svetasvatara Upanisad står der, at Guddommens Højeste Personlighed opretholder utallige levende væsener. Han er det Højeste Evige Væsen. Blandt evige levende væsener er Han den førende. Han har ubegrænsede transcendentale kvaliteter og er derfor allestedsnærværende, alvidende og almægtig. Hvis Han ikke havde disse kvaliteter, kunne Han ikke være fuldkommen. Han er den ubegrænsede årsag til alting, og fordi Han er ubegrænset, kan Han ikke begrænses. Jeg ved ikke, hvad Plotin mener, når han hævder, at Guds egenskaber begrænser Ham. Gud kan på ingen måde begrænses. Alting er ubegrænset Brahman. Mat-sthani sarva-bhutani (Bg. 9.4). Alting udstrømmer fra Ham, og alting hviler på Ham. Upersonligt set er Gud overalt, og personligt set er Han lokaliseret. Den upersonlige glans udstrømmer imidlertid fra en person. Det bekræftes i Bhagavad-gita:
brahmano hi pratishaham
amrtasyavyayasya ca
sasvatasya ca dharmasya
sukhasyaikantikasya ca
”Og Jeg er grundlaget for den upersonlige Brahman, der er den naturlige position for den yderste lykke, og som er udødelig, uforgængelig og evig.” (Bg. 14.27)
Selv om Solen befinder sig på ét sted, spredes dens stråler ud over hele universet. På samme måde ekspanderer den Højeste Herre Sig ubegrænset i Sit transcendentale upersonlige aspekt, brahmajyoti. Hvis vi funderer over Hans personlighed, kan det virke, som om Han er begrænset, men det er Han ikke. Igennem Sine energier er Han ubegrænset.
vadanti tat tattva-vidas
tattvam yaj jnanam advayam
brahmeti paramatmeti
bhagavan iti sabdyate
”Lærde transcendentalister, der kender den Absolutte Sandhed, kalder denne ikke-dualistiske substans Brahman, Paramatma og Bhagavan.” (SB. 1.2.11)
Det upersonlige aspekt er altgennem-trængende. Det lokaliserede aspekt, Paramatma, er også allestedsnærværende og bor i hjerterne på alle levende væsener. Det personlige aspekt, Paramatma, er tilmed inde i hvert eneste atom og bliver derfor tilbedt af den hengivne. Når den hengivne er til stede, er den Højeste Herre også personligt til stede, selv om han opholder Sig i Goloka Vrindavana. Det er naturen af Hans allestedsnærvær. Ingen kan beregne afstanden til Goloka Vrindavana, men når en hengiven som Prahlada er i fare, er den Højeste Herre omgående til stede. Han kan beskytte Sin hengivne, selv om Han er trillioner af kilometer væk. Det er betydningen af allestedsnærvær.
Hayagriva: Selv om Plotin troede, at Gud er til stede i alle objekter over hele universet, forbliver Gud tydeligt adskilt fra alle skabte væsener og også transcendental til dem. Dermed er Han mere end altgennemtrængende.
Srila Prabhupada: Det forklares udtrykkeligt i Bhagavad-gita:
maya tatam idam sarvam
jagad avyakta-murtina
mat-sthani sarva-bhutani
na caham tesv avasthitah
na ca mat-sthani bhutani
pasya me yogam aisvaram
bhuta-bhrn na ca bhuta-stho
mamatma bhuta-bhavanah
yathakasa-sthito nityam
vayuh sarvatra-go mahan
tatha sarvani-bhutani
mat-sthanity upadharaya
”Hele dette univers gennemstrømmes af Mig i Min umanifesterede form. Alle levende væsener er i Mig, men Jeg er ikke i dem. Og alligevel hviler alt, der er skabt, ikke i mig. Se blot Min mystiske overdådighed! Selv om Jeg opretholder alle levende væsener, og selv om Jeg er overalt, er Jeg alligevel ikke en del af denne kosmiske manifestation, for Jeg er selve kilden til skabelsen. Forstå, at ligesom den vældige vind, der blæser overalt, altid hviler i rummet, hviler alle skabte væsener i Mig.” (Bg. 9.4-6)
Hayagriva: Plotin forestillede sig de individuelle sjæle eksistere i forskellige stadier: Nogle er legemliggjorte, andre er ikke legemliggjorte. Nogle er himmelske og lider ikke, imens andre er jordiske. Under alle omstændigheder er de alle individuelle.
Srila Prabhupada: Ingen kan tælle antallet af sjæle. De har de samme kvaliteter, som det Ene har, men de har dem i ganske lille mængde. Nogle af disse sjæle er faldet ned i den materielle atmosfære, imens andre, der kaldes nitya-mukta, er evigt befriede. Nitya-muktaerne er aldrig betingede. Disse sjæle, der er faldet ned i denne materielle verden for at tilfredsstille deres sanser, kaldes nitya-baddha, evigt betingede. Med ’evig’ mener vi, at ingen kan anslå, hvor lang tid den betingede sjæl skal tilbringe i den materielle verden. Skabelsen går for sig bestandigt. Nogle gange er den manifesteret, og nogle gange ikke. Uden Krishnabevidsthed fortsætter den betingede sjæl med at eksistere i den materielle verden. Før skabelsen er den betingede sjæl til stede i en slumrende tilstand, og når manifestationen udstrømmer fra Maha Visnu, vågner den individuelle sjæl. For at befri sådanne betingede sjæle nedstiger Guddommens Højeste Personlighed Selv eller sender Sin inkarnation eller hengivne for at kalde nitya-baddhaerne tilbage hjem, tilbage til Guddommen. De, der er heldige, drager fordel af dette. De, der er uheldige, er ikke interesserede og fortsætter dermed med at være betingede inden for denne materielle verden. Den materielle verden skabes og tilintetgøres, og de betingede sjæle lider i dette kredsløb.
Hayagriva: Plotin troede på, at sjælen er evig og forskellig fra kroppen i mennesker, dyr og selv planter. I denne henseende afveg han fra mange andre filosoffer på den tid.
Srila Prabhupada: Det er også den vediske konklusion (sarva-yonisu), at den levende sjæl, der er en uadskillelig del af Gud, er til stede i alle forskellige livsarter. De, der er tåbelige, tror, at dyret ingen sjæl har, men der er intet rationelt grundlag for denne tro. Et dyr er nok mindre intelligent end et menneske, ligesom et barn er mindre intelligent end sin far, men det betyder ikke, at der ingen sjæl er. Den form for mentalitet ødelægger civilisationen. Folk er blevet så degragerede, at de tilmed tror, at et foster ikke har nogen sjæl. Fra Krishna forstår vi, at alle har en sjæl, og at sjælen utvivlsomt er til stede i alle forskellige livsformer. Den individuelle sjæl udvikler sig fra en lavere kropstype til en højere, og det er betydningen af åndelig evolution. Så snart den individuelle sjæl er i menneskeformen, kan han, hvis han vil, forstå Bhagavad-gitas lære, overgive sig til den Højeste Herre og vende tilbage til Guddommen. Hvis han er ligeglad med dette, forbliver han i den materielle verden for at gennemgå prøvelserne af gentagen fødsel, alderdom, sygdom og død. På den måde får han en anden materiel krop.
Hayagriva: Ifølge Plotin vender sjælen tilbage til Gud, det Ene, igennem tre stadier. På det første må den individuelle sjæl lære utilknytning til den materielle verden. På det andet adskiller han sig selv fra selve fornuftsprocessen. Det er det højeste punkt, som filosofi eller intellektuel spekulation kan opnå. På det tredje stadie overskrider intellektet sig selv og træder ind i sfæren af det ukendte, det Ene. Plotin skriver: ”Fordi det er intellekt, overvejer det det, som det overvejer [det Ene] ved at ræsonnere over det i det, som ikke er intellekt.”
Srila Prabhupada: Ifølge Vedaerne er der også tre stadier: karma, jnana og yoga. Karmierne forsøger at forbedre deres situation igennem materiel videnskab og uddannelse. Nogle forsøger at komme til de himmelske planeter ved at udføre fromme aktiviteter. Bedre end karmierne er jnanierne, der spekulerer over den Absolutte Sandhed og konkluderer, at Gud er upersonlig. Yogierne forsøger at opnå mystiske kræfter ved at praktisere det mystiske yoga-system. Igennem dette system opnår de asta-siddhi, otte forskellige fuldkommenheder. De kan blive lettere end det letteste, mindre end det mindste, større end det største osv. Virkelig yoga vil imidlertid sige at se den Højeste i kernen af hjertet. Alle tre processer kræver vanskelige bestræbelser. Den højeste proces er dog bhakti-yoga, hvor man simpelthen overgiver sig til den Højeste. Den Højeste Ene giver bhakti-yogien intelligensen, hvorigennem han kan blive befriet fra materiel forvikling.
tesam satata-yuktanam
bhajatam priti-purvakam
dadami buddhi-yogam tam
yena mam upayanti te
”Til dem, der konstant hengiver sig til at tjene Mig med kærlighed, giver Jeg den forståelse, gennem hvilken de kan komme til Mig.” (Bg. 10.10)
(Fortsættes i næste nummer)