Af Jahnu Dasa

Ifølge den vediske fremstilling kan intelligens måles ved i hvor høj grad, man kan skelne mellem bevidsthed og materie. Faktisk begynder intelligens ikke før, at man kan skelne mellem sig selv sig på den ene side og sin krop og sit sind på den anden.

Et menneske har to kroppe – en fysisk krop af jord, vand, ild, luft og æter og en psykisk krop, der består af sind, intelligens og falsk ego.

Sindets funtion er at tænke, føle og ville. Intelligensens funktion er at skelne, huske og tvivle. Det falske egos funktion er at få én til at idenficere sig med sin krop og dens kultur.

Så længe man ikke kan skelne mellem ånd og materie, kan man ikke siges at være intelligent. Med andre ord kan man ikke siges at besidde virkelig intelligens, så længe man identificerer sig selv med sin krop og dens kultur.

I Bhagavad-gita er ydmyghed beskrevet som det første tegn på viden. Sand viden kan kun komme fra en, der har den i forvejen. Man lærer med andre ord om kundskab fra andre. Viden er ikke noget, man kan spekulere sig frem til. Vi ville ikke engang vide, at 2 plus 2 er 4, hvis ikke der var nogen, der havde lært os det.

Så viden er noget, man modtager fra andre. Man er nødt til at modtage denne åndelige kundskab fra en, der har den i forvejen, og for det kræves der ydmyghed. Man må blive ydmyg for at nærme sig en autoritet (en åndelig mester) og lære fra ham.

Dette gælder, hvad enten autoriteten underviser i åndelig (absolut) eller materiel (relativ) viden. Hvis man ikke behager sin lærer eller sin åndelige mester ved at udvise ivrighed efter at forstå emnet, vil han ikke være tilbøjelig til at give sin viden fra sig.

I denne moderne Coca-cola tidsalder er det blevet normalt at betale for viden om det ene og det andet. Man er endda begyndt at sidestille information med viden. Der er også dem, der tager sig betalt for såkaldt åndelig viden.

Intelligens defineres i den vediske filosofi som skelneevnen. Sand viden eller åndelig viden begynder, når man lærer at skelne mellem sit selv og sin krop og sit sind. At man har realiseret den åndelige viden, viser sig ved, at man ikke mere vil være tvunget til at handle ifølge sine sansers og sit sinds impulser. I samme grad, som man er åndeligt realiseret, vil man i samme grad være ubundet til sin krops og sit sinds diktater.

I den menneskelige livsform kan sjælen enten hæve sig eller degradere sig selv. Det falske ego opdager man, når man får øje på den mekanisme, der får os til at tro, at vi er mænd eller kvinder, gamle eller unge, smukke eller grimme, hvide eller sorte osv.

Alle disse materielle betegnelser beskriver kun kroppen og dens kultur. De beskriver ikke selvet. Selvet kan beskrives som observanten. Man kan ikke beskrive selvet gennem at beskrive det, der observeres af selvet. At forstå, at der er forskel på observanten og det, der observeres, er det første trin i åndelig erkendelse.

Med andre ord er det første trin i åndelig viden at forstå, at der er forskel på ånd eller bevidsthed og materie. Bevidstheden (ånd) er observanten, og materien er det, der observeres. Det er derfor, ateister per definition er mindre intelligente. De skelner ikke mellem bevidsthed og materie. De tror, at bevidsthed blot er nogle kemiske vekselvirkninger i hjernen.

Det, der varer ved, dvs. det, der er konstant, er åndeligt, og det, der ikke varer ved, eller med andre ord det, der er midlertidigt, er materielt. Definitionen på virkeligheden er den samme. Det, der varer ved – det konstante – eksisterer, og det, der ikke varer ved – det midlertidige – eksisterer ikke.

Materien eksisterer givetvis, men fra en evighedssynsvinkel har dens evige omskiftelighed ingen relevans. Man kan godt sige, at for en totalt åndeligt oplyst person eksisterer den materielle verden ikke. Han eller hun ser kun Krishna og Hans energi udbredt overalt.

Krishna siger: ”De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende (den materielle krop) ingen varighed udviser, og at det eksisterende (sjælen) er evigt uden forandring. Dette er de kommet frem til ved at have studeret begges natur.” (Bg. 2.16)

Det, Krishna siger her, er, at kun det evige er virkeligt. Det midlertidige eksisterer ikke.

Man kan så indvende, at selv om noget er midlertidigt, må det dog stadig eksistere. En hammer eller et hus er givetvis midlertidige, men hammeren gør ikke desto mindre ondt, når den lander på vores tommelfinger. Hvordan kan Krishna da hævde, at kun det varige eksisterer, og at det midlertidige ikke eksisterer? Hvordan giver det mening, når Krishna hævder, at f.eks. et hus eller et træ ikke eksisterer?

Svaret er, at det selvfølgelig skal ses ud fra en evighedssysnvinkel. Krishna er evig. Han eksisterer i et eneste ekspanderende nu. Et hus eller en hammer er kun kortvarige, flygtige glimt på det evige plan, ja, det er som om, de slet ikke fandt sted.

Brahma er det første skabte levende væsen i universet. Han er skaberguden. Han er den, der har formet materien til verden, som vi kender den. Han lever i ufattelig lang tid. Hans livslængde er beregnet til 311,04 billioner år, og det svarer også til universets livslængde.

Lad os sige, at jeg fødes, vokser op og bygger et hus. Hvor lang tid varer det? 30 år måske. Hvor lang tid er 30 år ud af 311,04 billioner år? Hvor ubetydelig en hændelse vil det være i Brahmas liv? Et ubetydeligt øjeblik, et fragment af et sekund, nærmest som om det aldrig var sket.

Og Brahma er blot en almindelig jiva, dvs. en individuel sjæl som du og jeg. Selv han er underlagt illusion. Hans ultramega livslængde er blot et glimt i sjælens evige eksistens, et glimt i evigheden. Når vi tynder Brahmas livslængde på 311,04 billioner år ud i evigheden, eksisterer den faktisk ikke for slet ikke at tale om de 80 eller 100 år, vi eksisterer på denne planet.

Set ud fra en evighedssynsvinkel eksisterede huset ikke som andet end en kortvarig forandring i materien. På det evige plan har hændelsen ingen konsekvens. Den kunne lige så godt aldrig være sket. Ligegyldigt hvor stort et tidsrum, vi tager ud af evigheden, er det så godt som ingenting.

De tre begreber virkelighed, bevidsthed og viden defineres således i den vediske version i deres forhold til tiden. Virkelighed er konstant i tiden, og illusion forsvinder i tiden. Derfor er kun en eksistens i de åndelige dimensioner at anse for virkelig.

Vores materielle eksistens er uvirkelig på samme måde, som en drøm er uvirkelig. I en drøm oplever vi hele registret af følelser, som vi gør i det såkaldte virkelige liv. Hvornår ved vi, at den frygt eller glæde, vi oplever i en drøm, er uvirkelig? Når vi vågner op.

Læg mærke til, at livet i en materiel krop er nøjagtigt lige sådan. Den fantastiske oplevelse, vi havde for en uge siden, har vi ingen gavn af nu. Det er et minde blot, nøjagtig som en drøm. Ja, det kunne lige så godt have været en drøm, hvad vi lavede for en uge siden.

Derfor har kun det evige substans i virkeligheden. Det midlertidige er usubstantielt. Det er derfor, sjælen aldrig kan blive lykkelig i den materielle verden i en materiel krop ligegyldigt hvor meget sansetilfredsstillelse, den nyder.

Kun ved at vende tilbage til sin evige tilstand sammen med Krishna kan sjælen erfare sand lykke. Krishna siger:

”Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens’ elendigheder.” (Bg. 9.1)

”O lærde Uddhava, de, der fikserer deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som umuligt kan opleves af dem, der er optaget af sansetilfredsstillelse.” (SB. 11.14.12)