Af Srila Prabhupada (Oversat af Christopher Thuesen)

Under en forelæsning, som Srila Prabhupada var blevet anmodet om at give i september 1972 på Nairobis Universitet, taler han til en stor samling studerende og regeringsansatte i Tafla Hall( Uafhængighedshallen).

Srila Prabhupada anmoder borgerne i u-landet Kenya: “Jeg vil opfordre jer til at udvikle jer åndeligt, for åndelig udvikling er fornuftig udvikling.

Lad være med at imitere amerikanerne eller europæerne, der lever som hunde og katte. Atombomben findes allerede, og så snart den næste krig bryder ud, vil deres skyskrabere og alt andet gå til grunde.”

Mine damer og herrer, mange tak, fordi I er mødt op for at deltage i dette Krishnabevidsthedsspredende arrangement. Krishnabevidsthedsbevægelsen forsøger at lede menneskesamfundet til det punkt, hvor alles liv vil blive vellykket. Dette forsøger vi at instruere hele verden i.

Menneskelivet opnås først efter mange, mange millioner års evolution. Vi må huske på, at der ifølge Padma Purana er 8,4 millioner livsarter. Livet startede i havet, for den vediske litteratur fortæller os, at hele planeten var oversvømmet i begyndelsen af skabelsen. Den materielle verden består af fem grove elementer – jord, vand, ild, luft og æter. Der er yderligere tre subtile elementer – sind, intelligens og ego. Bag disse tilsløringer finder vi sjælen, der er dækket af disse otte elementer. Det fortæller Bhagavad-gita os.

Mennesket er ikke det eneste væsen, der besidder en sjæl. Vi er alle sjæle – dyr, fugle, reptiler, insekter, træer, planter, undersøiske væsener osv. Sjælen dækkes blot af forskellige klæder, præcis ligesom nogle af jer er klædt i hvidt, andre i grønt eller rødt osv. Vi er ikke interesserede i klæderne. Vi er interesserede i sjælen. Derfor står der i Bhagavad-gita (5.18):

vidya-vinaya-sampanne
brahmane gavi hastini
suni caiva svapake ca
panditah sama-darsinah

“I kraft af sand viden ser de ydmyge vismænd med samme syn på en lærd og mild brahmana, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder.”

Vismanden gør ikke forskel på baggrund af farve, intelligens eller livsart. Han betragter ethvert levende væsen som en åndelig partikel. Der står skrevet [Cc. Madhya 19.140]:

kesagra-sata-bhagasya
satamsah sadrsatmakah
jivah suksma-svarupo ‘yam
sankhyatito hi cit-kanah 

“Der findes utallige partikler af åndelige atomer, der er på størrelse med en titusindedel af en hårspids.” Fordi vi ikke er i besiddelse af noget instrument, der er i stand til at måle sjælens dimensioner, måles den mikroskopiske sjæl på denne vis. Med andre ord er sjælen så lille, at den er mindre end et atom. Denne lille partikel befinder sig inden i mig, i elefanterne, i enorme dyr, i alle mennesker, i myrerne, i træerne, overalt. Videnskabelig viden kan dog ikke måle sjælens dimensioner, ej heller kan en doktor lokalisere den inden i kroppen. Derfor konkluderer materialistiske videnskabsmænd, at sjælen ikke findes, men det passer ikke. Der er en sjæl. Sjælens tilstedeværelse afgør, om en krop er levende eller død. Kroppen dør, så snart sjælen forlader den. Kroppen er værdiløs. Uanset hvor stor videnskabsmanden eller filosoffen måtte være, må vedkommende alligevel anerkende, at kroppen dør, så snart sjælen forlader den. Derefter har kroppen ingen værdi og må smides væk. Faktum er, at sjælen vandrer, hvilket forklares i Bhagavad-gita (2.22):

vasamsi jirnani yatha vihaya
navani grhnati naro ‘parani
tatha sarirani vihaya jirnany
anyani samyati navani dehi

“Ligesom en person ifører sig nyt tøj og kasserer det gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.”

Når et stykke tøj bliver gammelt og slidt, giver vi afkald på det og iklæder os noget nyt. På samme måde skifter sjælen klæder ifølge sine ønsker. Fordi sjælen er en lille del af Gud, har den guddommelige egenskaber. Gud besidder den højeste vilje, den mægtigste styrke, den største uafhængighed, og eftersom vi er små bestanddele af Ham, besidder vi disse egenskaber i mindre grad. Vi besidder vilje, tankevirksomhed, følelser og ønsker. I Vedaerne står der, at Gud er den højeste livskraft blandt alle livskræfter (cetanas cetananam). Han sørger også for alle de levende væseners fornødenheder.

Der er utallige af os levende væsener. Der er ingen grænse for vores antal. Gud er derimod én. Han er også levende ligesom os, men vi er små partikler af Hans livskraft. For eksempel er en guldklump og en guldmine ens i kvalitet. Hvis man kemisk analyserer en vanddråbes bestanddele, vil man finde alle de samme ingredienser, der er til stede i det store hav. Ligeledes er vi ét med Gud i form af Hans bestanddele. Denne guddommelige partikel, sjælen eller livskraften, vandrer fra vanddyr videre til træer og planter og fra planter og træer videre til insekter, dernæst til reptiler og derefter til fugle og dyr. Darwins evolutionsteori er kun en delvis forklaring på sjælens vandring. Darwin har blot taget information fra den vediske litteratur, men han aner intet om sjælen. Forskellen ligger i, at sjælen vandrer fra vanddyr til planter og træer, videre til insekter, så til fugle, derefter dyr og til sidst til mennesker, og inden for menneskelivet bevæger sjælen sig fra uciviliseret til civiliseret liv osv. Det civiliserede menneskeliv repræsenterer evolutionens kulmination og udgør et knudepunkt. Herfra kan vi igen glide tilbage ned i den cykliske evolutionsproces, eller vi kan ophøje os til en guddommelig tilværelse. Valget er vores. Det tilkendegives i Bhagavad-gita.

Denne menneskeform betyder udviklet bevidsthed. Derfor må vi ikke spilde vores liv, som hunde, katte og svin gør det. Det er vores påbud. Selv om denne krop vil forgå ligesom en hund eller en kats, adskiller den sig ved, at man gennem menneskekroppen kan opnå tilværelsens perfektion. Vi er uadskillelige dele af Gud, men på den ene eller anden måde er vi faldet ned i denne materielle eksistens. Nu må vi udvikle os på en sådan vis. at vi kan vende hjem, tilbage til Guddommen. Det er den højeste perfektion.

Der er faktisk en anden verden, en åndelig verden. Som anført i Bhagavad-gita 8.20:

paras tasmat tu bhavo ´nyo
vyakto ‘vyaktat sanatanah
yah sa sarvesu bhutesu
nasyatsu na vinasyati

“Og dog findes der en anden umanifesteret natur, der er evig og transcendental til denne manifesterede og umanifesterede materie. Den er suveræn og forgår aldrig. Når alt i denne verden bliver tilintetgjort, består den del, som den er.”

I den materielle verden bliver alting skabt, eksisterer i et stykke tid, producerer biprodukter, svinder ind og fordufter til sidst. Vores kroppe skabes gennem seksuel forening. Mandens sæd emulgerer og tager form som en ært, det levende væsen eller sjælen søger ly i den form, og fordi det søger ly, udvikler det hænder, ben, øjne osv. Denne udvikling er fuldendt i syvende måned, og i niende måned forlader det livmoderen. Det er på grund af sjælens tilstedeværelse, at barnet udvikler sig. Hvis sjælen ikke er til stede, vil der ikke finde nogen udvikling sted, og barnet vil være dødfødt. Man kan tage den døde barnekrop og opbevare den i kemikalier, men den vil ikke udvikle sig. Udvikling betyder kropsskifte. Vi har alle haft barnekroppe, men de kroppe findes ikke længere. Den spæde krop forvandler sig til en barnekrop, og den krop forvandler sig til en drengekrop, der forvandler sig til en teenagekrop, der til sidst forvandler sig til en gammelmandskrop. Afslutningsvist forsvinder kroppen fuldstændigt. Hele den kosmiske manifestation, denne materielle verdens gigantiske form, er underlagt samme lov. Den skabes, den udvikles, den vedligeholdes, og på et eller andet tidspunkt forgår den. Det er den materielle verdens natur. Den manifesterer sig med jævne mellemrum og forsvinder igen (bhutva bhutva praliyate).

Ordet bhava betyder “natur”. Der er en anden natur, der aldrig opløses og er evig. Som jivaer, åndelige sjæle, er vi også evige. Det bekræftes i Bhagavad-gita 2.20:

na jayate mriyate va kadacin
nayam bhutva bhavita va na bhuyah
ajo nityah sasvato ‘yam purano
na hanyate hanyamane sarire 

“For sjælen findes der aldrig nogensinde hverken fødsel eller død. Han er ikke blevet til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.”

Ligesom Gud hverken fødes eller dør, gør vi åndelige sjæle det heller ikke, men fordi vi tror: “Jeg er denne krop,” tror vi, at vi fødes og dør. Den tankegang kaldes for maya eller illusion, og så snart vi standser denne illusion, der består af identifikationen af sjælen med kroppen, vil vi opnå stadiet brahma-bhuta. Når man erkender aham-brahmasmi: “Jeg er ikke denne krop. Jeg er en åndelig sjæl, en bestanddel af den Højeste Brahman,” opnår man det, man kalder Brahman-erkendelse. Så snart man opnår Brahman-erkendelse, vil man være lykkelig.

Er det ikke et faktum? Hvis man fuldt ud forstår, at man hverken fødes eller dør, men er evig, vil man da ikke blive lykkelig? Selvfølgelig vil man det. Derfor vil man ikke længere opleve længsel eller sorg, når man har opnået Brahman-erkendelse, åndelig erkendelse. Nu længes I afrikanere efter at blive ligesom europæerne og amerikanerne, men europæerne har mistet deres imperium, og nu er de i sorg. På samme måde er denne materielle verden ikke andet end en kombination af længsel og sorg. Vi længes efter de ting, vi ikke besidder, og vi sørger over de ting, vi har mistet. Sådan hænger den materielle verden sammen. Hvis det imidlertid går op for os, at vi er uadskillelige dele af Guddommens Højeste Personlighed (Parabrahman), og at vi er Brahman, vil vi sætte os ud over denne længsel og sorg.

Såkaldt universel broderskab eller enhed, som de Forenede Nationer forsøger at opnå, lader sig kun gøre på Brahman-erkendelsens åndelige platform. Brahman-erkendelse er meningen med menneskelivet. Man bør ikke slide som hunde, katte eller svin. Svinet er altid travlt beskæftiget både dag og nat med at finde afføring, og når det finder det, æder dét det, bliver seksuelt opstemt og har hæmningsløst sex. Et svin kan have sex både med sin mor eller søster, ja hvem som helst. Det er et svins tilværelse. Skrifterne indikerer dog, at det ikke er meningen med menneskelivet at skulle slide for sansetilfredsstillelse ligesom hunde, katte eller svin. Meningen er at nå til erkendelsen af, at “Jeg tilhører ikke denne materielle verden. Jeg er en åndelig sjæl, og jeg er evig, men på en eller anden måde er jeg faldet ned i denne betingede tilværelse af fødsel, alderdom, sygdom og død.” Meningen med menneskelivet er at finde en løsning på disse fire materielle ubekvemmeligheder – fødsel, alderdom, sygdom og død. Det er menneskeformens mål. Forsøg blot at forstå, at meningen med menneskelivet ikke er at skulle knokle ligesom svinene i jagten på lidt sansetilfredsstillelse blot for pludseligt at dejse død om. (Fortsættes i næste nummer)