Der går mange historier i Indien om Birbal, Kejser Akbars berømte kloge minister. Ved mange lejligheder demonstrerede han sin intelligens og visdom i forskellige praktiske situationer, som han løste med sin snuhed og intelligens. Her er et par historier om, hvordan han ved to lejligheder ubesværet afslørede en tyv.
Den stjålne ring
En dag mistede Kejser Akbar sin fingerring. Da Birbal ankom til hoffet, fortalte Akbar ham: ”Jeg har mistet min ring. Min far gav den til mig som gave. Kan du ikke hjælpe mig med at finde den?”
Birbal svarede: ”Tænk ikke på det, Deres Majestæt. Jeg skal nok finde ringen til dig med det samme.” Han fortsatte så højt, at alle i hoffet kunne høre, hvad han sagde: ”Deres Majestæt, ringen er her stadig i hoffet hos en af dine hofmænd. Hofmanden, der har et græsstrå i sit skæg, har din ring.”
En af hofmændene blev forskrækket og førte med det samme hånden hen over sit skæg. Birbal bemærkede hofmandens bevægelse. Han pegede straks på ham og sagde: ”Prøv at gennemsøge den mand. Han har kejserens ring.”
Det viste sig, at Birbal havde ret. Den udpegede hofmand havde ringen på sig. Akbar kunne ikke umiddelbart forstå, hvordan Birbal kunne vide, hvem der havde ringen, men Birbal svarede Akbar, at en skyldig person altid er bange.
Tyven og den forlængede stok
Engang blev en rig købmands hjem plyndret. Købmanden havde en mistanke om, at tyven var en af hans tjenere. Derfor kom han til Birbal og fortalte ham om hændelsen. Birbal kom hjem til ham og samlede alle hans tjenere. Han spurgte, hvem der havde stjålet købmandens ting, men ingen af dem ville indrømme det.
Birbal tænkte sig om et øjeblik og gav derefter en lang stok af samme længde til alle købmandens tjenere. Derefter fortalte han dem, at den virkelige tyvs stok ville være to tommer længere i morgen. Alle tjenerne skulle komme tilbage i morgen og fremvise deres stokke.
Tjenerne gik hjem til sig selv og kom tilbage næste dag med deres stokke. Birbal bad dem alle om at vise deres stokke frem. En af tjenernes stokke var to tommer kortere. Birbal sagde med det samme: ”Her er din tyv, kære købmand,” hvilket viste sig at være rigtigt.
Senere spurgte købmanden Birbal: “Hvordan vidste du, at det var ham?”
Birbal svarede: “Tyven troede, at hans stok ville blive to tommer længere i løbet af natten, og derfor savede han de to tommer af den i frygt for at blive afsløret om morgenen.”