Der var engang en mand, hvis hele liv kredsede omkring den butik, han havde bygget op og passet igennem mange år. Selv hans familie for ikke at tale om religion og Gud fyldte mindre i hans liv end hans butik.
Omsider, om end hurtigere, end han havde regnet med, kom den uundgåelige tid, hvor han lå på sit sidste leje og ventede på at dø. Omkring ham stod hans sørgende familiemedlemmer.
”Hvor er min hustru?” spurgte han.
”Jeg er her. Vi er her alle.” svarede hans hustru.
”Hvor er min ældste søn?” spurgte manden.
”Jeg er her,” svarede sønnen. ”Alt er i orden. Vi er her alle. Nu kan du blot koncentrere dig om at tænke på Gud.”
”Hvor er min næstældste søn?” spurgte manden derefter.
”Jeg er her også, far,” svarede den næstældste søn. ”Tænk du nu blot på Gud her i dine sidste minutter.”
”Hvor er min datter?” spurgte manden og fik bekræftende at vide, at hun også var der. En efter en gik han igennem dem alle – sønner, døtre, svigerbørn, børnebørn osv. – og fik hver gang at vide, at de var der.
”I er her alle sammen. Jamen, hvem passer så butikken?” råbte han forfærdet – og døde.
(Ifølge Bhagavad-gita afgør tanken i dødsøjeblikket ens næste liv. Livets fuldkommenhed er at tænke på Gud i dødsøjeblikket, men hvis andre ting har fyldt ens liv mere, er det sandsynligt, at disse ting vil dominere ens tanker, når man dør.)