Af Srila Prabhupada
Sankaracarya er kendt som mayavadiernes store leder og Herren Sivas inkarnation. De fleste af hans tilhængere ved imidlertid ikke, at i virkeligheden var han en stor vaisnava, der kun prædikede upersonlig mayavada-filosofi på højere ordre for at fordrive buddhismen fra Indien.
Hans virkelige hjerte afsløres i hans meditationer over Bhagavad-gita, som Prabhupada her har oversat og sat sine kommentarer til.
O Bhagavad-gita, igennem Dine atten kapitler overøser du mennesket med den udødelige nektar af den Absoluttes visdom. O velsignede Gita, igennem Dig oplyste Herren Krishna Arjuna. Derefter inkluderede den urgamle vismand Vyasa Dig i Mahabharata. O kærlige moder, ødelægger af menneskets genfødsel i denne dødelige verdens mørke, jeg mediterer på Dig.
Hyldester til dig, O Vyasa. Du er af et vældigt intellekt, og dine øjne er så store som kronbladene på en fuldt udvokset lotus. Det var dig, der tændte denne visdommens lampe ved at fylde den med Mahabharatas olie.
Forklaring: Sripada Sankaracarya var fra det materialistiske synspunkt en upersonalist. Men han afviste aldrig den åndelige form, der er kendt som sac-cid-ananda-vigraha [Bs. 5.1] eller den evige, fuldstændigt lyksalige form af viden, der eksisterede før den materielle skabelse. Når han omtalte den Højeste Brahman som upersonlig, sigtede han til, at Herrens sac-cid-ananda-form ikke måtte forveksles med en materiel opfattelse af personlighed. I begyndelsen af sin kommentar til Bhagavad-gita fastslår han, at Narayana, den Højeste Herre, er transcendental til den materielle skabelse. Herren eksisterede før skabelsen som den transcendentale personlighed, og Han har intet at gøre med nogen materiel personlighed. Herren Krishna er den samme Højeste Personlighed og har ingen forbindelse med en materiel krop. Han nedstiger i Sin åndelige, evige form, men tåbelige mennesker tror fejlagtigt, at Hans krop er som vores. Når Sankara prædiker upersonalisme, er det specielt for at instruere tåbelige personer, der anser Krishna for at være et almindeligt menneske, der består af materie.
Ingen ville bekymre sig om at læse Bhagavad-gita, hvis den var blevet talt af et materielt menneske, og Vyasadeva ville helt sikkert ikke have gjort sig den ulejlighed at have inkluderet den i Mahabharatas historie. Ifølge ovenstående vers er Mahabharata Oldtidens verdenshistorie, og Vyasadeva er forfatteren til dette store epos. Bhagavad-gita er identisk med Krishna, og fordi Krishna er Guddommens Absolutte Højeste Personlighed, er der ingen forskel på Krishna og Hans ord. Derfor er Bhagavad-gita lige så tilbedelsesværdig som Herren Krishna Selv, da begge er absolutte. Den, der hører Bhagavad-gita ”som den er”, hører i virkeligheden ordene direkte fra Herrens lotuslæber. Men uheldige personer hævder, at Bhagavad-gita er for gammeldags for det moderne menneske, der ønsker at finde Gud gennem spekulation eller meditation.
Jeg hilser Dig, O Krishna, O Du, der er tilflugtsstedet for den fra havet fødte Laksmi og alle, der tager tilflugt ved Dine lotusfødder. Du er så sandelig det ønskeopfyldende træ for Dine hengivne. Din ene hånd holder en stav til at vogte køer, og Din anden hånd er rejst, og tommelen rører spidsen af Din pegefinger som angivelse af guddommelig viden. Hilsener til Dig, O Højeste Herre, for Du er malkeren af Bhagavad-gitas ambrosia.
Forklaring: Sripada Sankaracarya erklærer udtrykkeligt: “I tåber, blot tilbed Govinda og den Bhagavad-gita, der blev talt af Narayana Selv.” Alligevel fortsætter tåbelige folk med deres forskningsarbejde for at finde Narayana. Følgelig er de nogle ulykkelige stakler, der spilder deres tid til ingen verdens nytte. Narayana er aldrig fattig eller daridra. Tværtimod tilbedes Han af lykkens gudinde, Laksmi, såvel som af alle levende væsener. Sankara kaldte sig selv for ”Brahman”, men indrømmer, at Narayana eller Krishna er den Højeste Personlighed, der er hinsides den materielle skabelse. Han frembærer sin respekt til Krishna som den Højeste Brahman eller Parabrahman, for Han (Krishna) er tilbedelsesværdig for alle. Kun tåber og Krishnas fjender kan ikke forstå, hvad Bhagavad-gita er (selv om de skriver kommentarer til den), og siger: “Det er ikke den personlige Krishna, vi skal overgive os helt og aldeles til, men den ufødte, begyndelsesløse Evige, der taler igennem Krishna.” Tåber styrter ind, hvor engle tøver med at træde. Imens Sankara, den største af upersonalisterne, viser Krishna og Hans bog, Bhagavad-gita, sin tilbørlige respekt, siger de tåbelige, at “Vi behøver ikke at overgive os til den personlige Krishna.” Sådanne uoplyste mennesker ved ikke, at Krishna er absolut, og at der ingen forskel er på Hans indre og ydre. Forskellen på indre og ydre opleves i den dualistiske materielle verden. I den absolutte verden er der ingen sådan forskel, for i den absolutte verden er alting åndeligt (sac-cid-ananda), og Narayana eller Krishna tilhører den absolutte verden. I den absolutte verden er der kun den faktiske person, og der er ingen forskel på krop og sjæl.
Upanisaderne er som en flok køer. Herren Krishna, en kohyrdes søn, er deres malker. Arjuna er kalven. Bhagavad-gitas ypperlige nektar er mælken, og det vise menneske med et renset intellekt er den, der drikker.
Forklaring: Medmindre man forstår åndelig mangfoldighed, kan man ikke forstå Herrens transcendentale lilaer. I Brahma-samhita står der skrevet, at Krishnas navn, form, kvalitet, lege, følge og udstyr alle er ananda-cinmaya-rasa. Kort sagt er alting i Hans transcendentale selskab af den samme sammensætning af åndelig lyksalighed, viden og evighed. Der er ingen ende på Hans navn, form osv. i modsætning til den materielle verden, hvor alting har en ende. Som der står i Bhagavad-gita, håner kun tåber Ham, imens det er Sankara, den største upersonalist, der tilbeder Ham som Vasudevas søn og Devakis glæde sammen med Hans køer og Hans lilaer.
Du Vasudevas søn, udsletter af dæmonerne Kamsa og Canura, Du Moder Devakis højeste lykke, O Du universets guru, verdenernes lærer, Dig, O Krishna, hilser jeg.
Forklaring: Sankara beskriver Krishna som Vasudeva og Devakis søn. Betyder det dermed, at han tilbeder en almindelig materialistisk mand? Han tilbeder Krishna, fordi han ved, at Krishnas fødsel og aktiviteter alle er overnaturlige. Som der står i Bhagavad-gita (4.9), er Krishnas fødsel og handlinger mystiske og transcendentale, og derfor kan kun Krishnas hengivne kende dem til fulde. Sankara var ikke sådan en tåbe, at han ville acceptere Krishna som en almindelig mand og på samme tid overbringe Ham alle hengivne underkastelser i viden om, at Han er Devaki og Vasudevas søn. Ifølge Bhagavad-gita kan man kun opnå befrielse og få en åndelig form som Krishnas ved at kende Krishnas transcendentale fødsel og aktiviteter. Der er fem slags befrielse. Den, der bliver ét med Krishnas åndelige aura, der er kendt som den upersonlige Brahman-udstråling, udvikler ikke til fulde sin åndelige krop. Men den, der fuldt ud udvikler sin åndelige eksistens, bliver en omgangsfælle til Narayana eller Krishna i forskellige åndelige boliger. Den, der kommer til Narayanas bolig, udvikler en åndelig form nøjagtig som Narayanas (firarmet), og den, der kommer til Krishnas højeste åndelige bolig, der er kendt som Goloka Vrindavana, udvikler en åndelig form med to arme ligesom Krishnas. Sankara kender som en inkarnation af Herren Siva alle disse åndelige eksistenser, men han afslørede dem ikke for sine buddhistiske tilhængere, for det var umuligt for dem at forstå den åndelige verden. Herren Buddha prædikede, at tomhed er det endelige mål, så hvordan kunne hans tilhængere forstå åndelig mangfoldighed? Derfor sagde Sankara, brahma satyam jagan mithya eller materiel mangfoldighed er falsk, men åndelig mangfoldighed er virkelighed. I Padma Purana har Herren Siva indrømmet, at han var nødt til at prædike filosofien om maya eller illusion i Kali-yuga som en anden udgave af Buddhas “tomhedsfilosofi”. Han måtte gøre dette på Herrens ordre af helt bestemte grunde. Han afslørede sin virkelige tankegang ved at anbefale, at folk tilbeder Krishna, for ingen kan blive frelst blot gennem intellektuel spekulation over jongleren med ord og grammatiske manøvrer. Sankara instruerer videre:
bhaja govindam bhaja govindam
bhaja govindam mudha-mate
samprapte sannihite kale
na hi na hi raksati dukrn-karane
”I intellektuelle fjolser, blot tilbed Govinda, blot tilbed Govinda, blot tilbed Govinda. Jeres grammatiske kundskaber og verbale taskenspillerkunst vil ikke redde jer ved tiden for døden.”
Kuruksetras slagmark var som en forfærdelig og skræmmende flod, som Pandavaerne sejrrigt krydsede over. Her var Bhisma og Drona som de høje bredder, Jayadratha som flodens vand, Gandharas konge den blå vandlilje, Salya hajen, Krpa strømmen, Karna de mægtige bølger, Asvatthama og Vikarna de frygtindgydende krokodiller og Duryodhana selve strømhvirvlen. Men Du, O Krishna, var færgemanden!
Må Mahabharatas fejlfrie lotus, der vokser på vandene i form af Vyasas ord, blandt hvilke Bhagavad-gita er den uimodståeligt søde duft og dens fortællinger om helte de fuldt udvoksede kronblade, der blev fuldt åbnet af Herrens Haris tale, der tilintetgør Kali-yugas synder, dagligt kaste lys på de nektarsøgende sjæle, der er som så mange bier, der sværmer glade omkring. Må denne Mahabharatas lotus skænke os det højeste gode.
Hilsner til Herren Krishna, indbegrebet af den højeste lyksalighed, ved hvis nåde og medfølelse den stumme bliver veltalende og den lamme bestiger bjerge – Ham hilser jeg!
Forklaring: Tåbelige spekulanters tåbelige tilhængere kan ikke forstå betydningen af at udtrykke hilsner til Herren, der er indbegrebet af lyksalighed. Sankara selv frembar sine hilsner til Herren Krishna, så forhåbentligt nogle af hans intelligente tilhængere kunne forstå den virkelige kendsgerning gennem eksemplet fra deres store mester, Sankara, Herren Sivas inkarnation. Men Sankara har mange stædige tilhængere, der nægter at vise deres respektfulde hilsen til Herren og i stedet vildleder uskyldige personer ved at indgyde materialisme i Bhagavad-gita og forvirre uskyldige læsere med deres kommentarer, og følgelig får læserne aldrig muligheden for at blive velsignet ved at sende deres hilsner til Herren Krishna, alle årsagers årsag. Den største bjørnetjeneste til menneskeheden er at holde menneskeheden i mørke omkring videnskaben om Krishna eller Krishnabevidsthed ved at fordreje Bhagavad-gitas betydning.
Hilsner til denne højeste skinnende ene, som skaberen Brahma, Varuna, Indra, Rudra, Marut og guddommelige væsener priser med hymner, hvis hæder besynges af Vedaernes vers, som Samas sangere synger om, hvis herligheder Upanisaderne erklærer i kor, som yogierne ser med deres sind absorberet i perfekt meditation, og om hvem alle hærskarerne af guder og dæmoner ingen grænser kender – til Ham, den Højeste Gud, Krishna, må være alle hilsner. Ham hilser vi! Ham hilser vi! Ham hilser vi!
Forklaring: Ved recitationen af sin meditations niende vers, der er citeret fra Srimad-Bhagavatam, har Sankara tilkendegivet, at Herren Krishna er tilbedelsesværdig for alle og enhver inklusive ham selv. Han giver en antydning til materialister, upersonalister, intellektuelle spekulanter, “tomhedsfilosoffer” og alle andre kandidater, der er underlagt de materielle lidelsers afstraffelse – blot frembær hilsner til Herren Krishna, der tilbedes af Brahma, Siva, Varuna, Indra og alle andre halvguder. Han har imidlertid ikke nævnt Visnus navn, for Visnu er identisk med Krishna. Vedaerne og Upanisaderne er bestemt til forståelse af processen, hvorigennem man kan overgive sig til Krishna. Yogierne forsøger at se Ham (Krishna) inde i sig selv gennem meditation. Med andre ord er det for alle halvguderne og dæmonerne, der ikke ved, hvad det endelige mål er, at Sankara underviser, og han instruerer dæmonerne og tåberne, at de skal frembære hilsner til Krishna og Hans ord, Bhagavad-gita, ved at følge i Hans fodspor. Kun sådanne handlinger kan give dæmonerne nogen gavn, som de ikke får ved at vildlede deres uskyldige tilhængere med deres såkaldte intellektuelle spekulationer og teatralske meditationer. Sankara frembærer direkte hilsner til Krishna, som om han vil vise fjolserne, der søger efter lys, at her er der lys ligesom Solen. Men de faldne dæmoner er som ugler, der ikke vil åbne øjnene på grund af deres frygt for selve solskinnet. Disse ugler vil aldrig åbne øjnene for at se det ophøjede lys fra Krishna og Hans ord i Bhagavad-gita. De vil imidlertid kommentere Bhagavad-gita med deres lukkede, uglelignende øjne for at vildlede deres uheldige læsere og tilhængere. Sankara afslører imidlertid lyset for sine mindre intelligente tilhængere og viser, at Bhagavad-gita og Krishna er den eneste kilde til lys. Dette er alt sammen for at lære de oprigtige søgere af sandheden, at de skal frembære deres hilsen til Herren Krishna og således overgive sig til Ham uden forbehold. Det er livets højeste fuldkommenhed, og det er den højeste lære fra Sankara, den store lærde, hvis lærdom fordrev Buddhas tomhedsfilosofi ud af Indien, kundskabens land. Om tat sat.