I en tale i England i 1973 diskuterer Srila Prabhupada, hvad en guru virkelig er, hvordan han oplyser os, og hvorfor det er så vigtigt at finde en guru og høre fra ham.

om ajnana-timirandhasya
jnananjana-salakaya
caksur unmilitam yena
tasmai sri-gurave namah

”Jeg fødtes i den mørkeste uvidenhed, og min guru, min åndelige mester, åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg bøjer mig respektfuldt og ydmygt for ham.”

Ordet ajnana betyder ”uvidenhed” eller ”mørke”. Hvis alt lys i dette rum pludselig gik ud, ville vi ikke kunne vide, hvor vi eller andre sidder. Alt ville være forvirring. På samme måde er vi i mørke i denne materielle verden, der er en verden af tamas. Tamas eller timira betyder ”mørke”. Denne materielle verden er mørk, og derfor er der brug for solskin eller måneskin til at oplyse den. Imidlertid er der en anden verden, en åndelig verden, der ligger uden for dette mørke. Den verden beskrives af Sri Krishna i Bhagavad-gita (15.6):

na tad bhasayate suryo
na sasanko na pavakah
yad gatva na nivartante
tad dhama paramam mama

”Denne Min bolig oplyses ikke af Solen eller Månen og heller ikke af elektricitet. Den, der kommer dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

Guruens opgave er at føre sine disciple fra mørke til lys. For øjeblikket lider alle på grund af uvidenhed, ligesom man kommer i forbindelse med en sygdom på grund af uvidenhed. Hvis man ikke kender til hygiejniske principper, vil man ikke vide, hvad der vil smitte én. Derfor bliver vi inficeret på grund af uvidenhed og bliver syge. En forbryder kan sige: ”Jeg er ligeglad med loven,” men han vil ikke blive undskyldt, hvis han begår en forbrydelse. Uvidenhed er ingen undskyldning. På samme måde vil et barn, der ikke ved, at ild brænder, røre ved ilden. Ilden tænker ikke: ”Her er et barn, og det ved ikke, at jeg vil brænde det.” Nej, der er ingen undskyldning. Ligesom landet har sine love, findes der også strenge naturlove, og disse love gælder på trods af vores uvidenhed om dem. Hvis vi gør noget forkert på grund af uvidenhed, må vi lide. Det er loven. Uanset om loven er landets lov eller naturens lov, risikerer vi at lide, hvis vi bryder den.

Guruens opgave er at sørge for, at intet menneske lider i denne materielle verden. Ingen kan påstå, at de ikke lider. Det er umuligt. I denne materielle verden er der tre slags lidelse: adhyatmika, adhibhautika og adhidaivika. Disse er lidelser, der opstår fra den materielle krop og sindet, fra andre levende væsener og fra naturens kræfter. Vi lider måske mentalt, vi lider på grund af andre levende væsener som eksempelvis myrer, myg eller fluer, eller vi lider på grund af en højere magt. Måske er der ingen regn, eller der er oversvømmelse. Det kan være alt for varmt eller alt for koldt. Så mange slags lidelser trækkes ned over os af naturen. Således er der tre slags lidelser i den materielle verden, og alle lider under én, to eller tre af dem. Ingen kan sige, at de er helt fri for lidelse.

Vi kan da spørge, hvorfor det levende væsen lider. Svaret er: på grund af uvidenhed. Det tænker ikke: ”Jeg begår fejltagelser og fører et syndigt liv. Det er grunden til, at jeg lider.” Derfor er guruens første opgave at redde sin discipel fra denne uvidenhed. Vi sender vores børn til skole for at redde dem fra lidelse. Hvis vores børn ikke får en uddannelse, er vi bange for, at de vil lide i fremtiden. Guruen ser, at lidelse skyldes uvidenhed, der sammenlignes med mørke. Hvordan kan man redde en person fra mørke? Med lys. Guruen tager kundskabens lys og stiller det foran det levende væsen, der er omsluttet af mørke. Den viden befrier det fra lidelsen i uvidenhedens mørke. Man kan da spørge, om guruen er absolut nødvendig. Vedaerne fortæller os, at det er han:

tad-vijnanartham sa gurum evabhigacchet
samit-panih srotriyam brahma-nistham [MU 1.2.12]

Vedaerne indprenter, at vi skal finde en guru. I virkeligheden siger de, at vi skal finde guruen, ikke bare en guru. Guruen er én, for han kommer i discipelrækken. Det, som Vyasadeva og Krishna instruerede for 5.000 år siden, bliver der også undervist i nu. Der er ingen forskel på de to instruktioner. Selv om hundredvis og tusindvis af acaryaer er kommet og gået, er budskabet ét. Den virkelige guru kan ikke være to, for den virkelige guru siger intet, der er forskelligt fra hans forgængere. Nogle åndelige lærere udtaler: ”Efter min mening bør du gøre dette,” men sådan er en guru ikke. Sådanne såkaldte guruer er blot slyngler. Den ægte guru har kun én mening, og det er den mening, der udtrykkes af Krishna, Vyasadeva, Narada, Arjuna, Sri Caitanya Mahaprabhu og Gosvamierne. For 5.000 år siden talte Herren Sri Krishna Bhagavad-gita, og Vyasadeva nedskrev den. Srila Vyasadeva sagde ikke: ”Det er min mening.” Tværtimod skrev han sri-bhagavan uvaca, dvs. ”Guddommens Højeste Personlighed siger.” Alt, som Vyasadeva skrev, blev oprindeligt talt af Guddommens Højeste Personlighed. Srila Vyasadeva gav ikke sin egen mening.

Følgelig er Srila Vyasadeva en guru. Han misfortolker ikke Krishnas ord, men videregiver dem nøjagtigt, som de blev talt. Hvis vi sender et telegram, behøver personen, der afleverer telegrammet, ikke at rette det, redigere det eller tilføje noget. Han skal blot overbringe det. Det er guruens opgave. Guruen kan være den ene eller den anden person, men budskabet er det samme. Derfor står der, at guruen er én.

I discipelrækken finder vi blot gentagelse af det samme emne. I Bhagavad-gita (9.34) siger Sri Krishna:

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

”Engager dit sind i altid at tænke på Mig, bliv Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være helt absorberet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” Netop disse instruktioner er blevet gentaget af alle acaryaer såsom Ramanujacarya, Madhvacarya og Caitanya Mahaprabhu. De seks Gosvamier videregav også det samme budskab, og vi følger blot i deres fodspor. Der er ingen forskel. Vi fortolker ikke Krishnas ord ved at sige: ”Efter min mening repræsenterer Kuruksetras slagmark menneskekroppen.” Sådanne fortolkninger fremsættes af slyngler. I denne verden er der mange slyngel-guruer, der giver deres egen mening, men vi kan udfordre alle sådanne slyngler. En slyngel-guru kan hævde: ”Jeg er Gud”, eller ”Vi er alle Gud.” Det er i orden, men lad os slå op i ordbogen og finde ud af, hvad betydningen af ordet Gud er. Generelt vil en ordbog fortælle os, at Gud angiver det Højeste Væsen. Således kan vi spørge en sådan guru: ”Er du det Højeste Væsen?” Hvis han ikke forstår dette, kan vi forklare ham betydningen af højeste. Enhver ordbog vil fortælle os, at højeste betyder ”den største autoritet.” Vi kan da spørge: ”Er du den største autoritet?” Selv om en sådan slyngel af en guru erklærer, at han selv er Gud, kan han ikke svare på dette spørgsmål. Gud er det Højeste Væsen og den højeste autoritet. Ingen er Hans lige eller større end Ham. Alligevel er der mange guru-guder, mange slyngler, der hævder, at de er den Højeste. Sådanne slyngler kan ikke hjælpe os til at slippe ud af den materielle tilværelses mørke. De kan ikke oplyse vores mørke med den åndelige kundskabs lampe.

Den ægte guru vil blot give, hvad den højeste guru, Gud, siger i ægte skrifter. En guru kan ikke ændre discipelrækkens budskab.

Vi må være klar over, at vi ikke kan finde den Absolutte Sandhed gennem forskning. Caitanya Mahaprabhu sagde Selv: ”Min Guru Maharaja, Min åndelige mester, anså Mig for at være et stort fjols.” [Cc. Adi 7.71] Den, der forbliver et stort fjols foran sin guru, er selv guru. Men hvis man hævder: ”Jeg er så avanceret, at jeg kan tale bedre end min guru,” er man blot en slyngel. I Bhagavad-gita (4.2) udtaler Sri Krishna:

evam parampara-praptam
imam rajarsayo viduh
sa kaleneha mahata
yogo nastah parantapa

”Denne højeste videnskab blev således modtaget gennem discipelrækken, og de hellige konger forstod den på den måde. Men i tidens løb blev kæden brudt, og derfor ser det nu ud til, at videnskaben er gået tabt.” (fortsættes i næste nummer)