En konge udlovede engang en sæk guldmønter til hvem som helst, der kunne stå en hel nat i den iskolde flod, der løb forbi paladset. En yogi besluttede sig for at gøre det og tilbragte faktisk en hel nat stående i floden. Om morgenen spurgte kongen ham, hvordan han undgik at fryse ihjel. Yogien svarede, at han havde mediteret på lyset, der kom ud af et paladsets vinduer, og på den måde holdt varmen.
”Aha,“ sagde kongen. ”Det er snyd. Du får ikke guldmønterne.“
Derved blev det, selv om yogien protesterede.
Dette var kongens minister ikke tilfreds med, og han udtænkte en plan for at give kongen en lærestreg. Næste dag inviterede ministeren kongen og hans følge til middag. Kongen kom til tiden, men fik at vide, at middagen ikke var klar endnu. Efter en time blev kongen utålmodig og spurgte, hvornår middagen var færdig, og ministeren svarede, at kicharien ikke var kogt færdig.
Endnu en time gik, og kongen blev så utålmodig, at han gik ud i køkkenet for at se, hvad der skete. Han så, at uden for køkkenet hang der en gryde højt oppe i et træ, og et stearinlys stod under træet. Kongen spurgte irriteret, hvad det var, og ministeren svarede, at det var kicharien, han lavede til kongen.
”Men den kommer da aldrig til at koge,“ sagde kongen.
Ministeren svarede: ”Kan man holde sig varm i en iskold flod ved at se på et lys fra et vindue, kan man også koge kichari højt oppe i et træ med et stearinlys under.“
Kongen tænkte sig om og sagde: ”Giv yogien hans guldmønter.“
Man skal holde, hvad man lover, uden spidsfindigheder.