En mand gik ud i skoven for at finde honning. På grund af dårlig karma blev han desværre jagtet af en tiger.

Heldigvis var der et træ, han kunne kravle op i. Det var hans gode karma. Desværre brækkede grenen af, da han greb fat i den. Dårlig karma.

På grund af sin gode karma faldt han gudskelov ned i en tør brønd, hvor tigeren ikke kunne nå ham. Han hængte på kanten af brønden i den brækkede gren, og i kraft af sin gode karma faldt han ikke helt ned i bunden af brønden, der var fyldt med giftige slanger.

På grund af dårlig karma var der desværre en bikube på den brækkede gren. Bikuben faldt ned på mandens hoved, og de rasende bier stak ham.

På grund af mandens gode karma kom der en anden mand forbi, og manden kastede et reb ned til ham og sagde: ”Grib fat.“

”Det kan jeg ikke, for på grund af dårlig karma har jeg brækket både arme og ben,“ svarede manden i brønden.

”Så grib fat i rebet med tænderne,“ sagde den anden mand.

”Det vil jeg ikke,“ svarede manden i brønden, der havde en tiger over sig, giftige slanger under sig og bier, der stak ham i hovedet. ”Der drypper honning ned fra bikuben, og nu er det lige før, den første dråbe falder på min tunge. Jeg tror, jeg snart kommer til at nyde, og så vil alt gå i orden.“

”Dette er materiel lykke i en nøddeskal,” afsluttede Prahladananda Swami, der havde historien fra Puranaerne.