Der var engang en fattig bonde, der havde en flok gæs. En dag kom han ud i gåsefolden og så til sin store forbavselse, hvad der lignede et guldæg ligge under en gås. Han samlede ægget op og, jo, det var et æg af pure guld! Bonden jublede af henrykkelse og tog ægget med sig.
Den næste dag kom han igen ud og kiggede under gåsen. Atter lå der et guldæg under gåsen. Dag efter dag lagde gåsen et guldæg, og bonden blev gradvist en holden mand. Alt, han havde drømt om, kunne han nu købe.
Desværre blev han samtidig, som tiden gik, også mere og mere grisk og begærlig. En dag tænkte han, at hvorfor skulle han vente på æggene. Hvorfor ikke bare få dem alle på én gang? Jo, nu ville han have alle æggene med det samme! Med raske skridt gik han ud i gåsestien, greb gåsen og skar halsen over på den. Derefter skar han ivrigt gåsens mave op og fandt – ingenting. Ak og ve, der var ingen guldæg inde i gåsen, og nu havde han slået gåsen, der lagde et guldæg hver dag, ihjel.
En af Æsops berømte fabler, der illustrerer, at man ikke kun kan høste, men også må passe og pleje det, der er kilden til ens ønskede frugter. Historien minder også om, hvad Srila Prabhupada med et bengalsk ordsprog kaldte den-halve-hønes-logik. Man kan ikke kun acceptere den halve høne. Man er også nødt til at fodre hønen, hvis man ønsker æggene fra den.