Dette er et berømt essay, hvor Srila Prabhupada tager til genmæle over for beskyldningen om, at Krishnas hengivne skulle være skøre, fordi de afviger fra det materielle samfunds normer. Essayet er en oversættelse fra Back to Godhead, nr. 66 fra 1974.

Hele verden er opdelt i fraktioner, og hver især beskylder de hinanden for at være skøre. Men hvis der ikke er noget kriterium for, hvad der er normalt, hvem kan da afgøre det?

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

“Tænk altid på Mig, bliv Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændigt absorberet i Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.” (Bg. 9.34)

Her siger Krishna, at man altid bør tænke på Ham, være Hans hengivne og tilbede Ham. Dette er den hengivne tjenestes proces. Det er ikke særlig vanskeligt, og alle kan gøre det ved at tænke på Gud og gøre tjeneste til Ham. Generelt identificerer folk sig med en eller anden gruppe, enten socialt, politisk, økonomisk eller religiøst. I USA er der republikanere og demokrater, og på den internationale skueplads er der kapitalister og kommunister. Religiøst identificerer folk sig med en eller anden gruppe som kristne, muslimer, hinduer osv. I Indien er der også sociale grupper som brahmanaer og ksatriyaer. Kort sagt er det ikke muligt at undgå at tilhøre en eller anden gruppe. Åndeligt liv betyder imidlertid, at vi skal identificere os med Guds gruppe.

På det åndelige livs platform er der også grupperinger i den forstand, at åndelige mennesker kalder materialisterne for skøre, og materialisterne kalder åndelige mennesker for skøre. Vi har startet et Samfund for Krishna-bevidsthed, og de, der ikke kan lide det, påstår, at vi er ”skøre”. På samme måde ser en person i Krishna-bevidsthed den, der handler i materiel bevidsthed, som en skør person. Så hvem er da virkelig skør? Hvem afgør det? Hvordan kan de involverede grupper afgøre det? Hele verden er ganske rigtigt opdelt i grupperinger, der hver især beskylder de andre for at være skøre. Men hvis der intet kriterium er for, hvad der er normalt, hvem kan da afgøre det?

Hvis vi spørger ethvert almindeligt menneske på gaden, hvad det er, vil det svare: ”Jeg er denne krop.” Det vil måske videre forklare, at det er kristent, hindu eller jøde, eller at det er Hr. den-og-den eller hvad som helst, men alle disse er blot betegnelser for kroppen. Med andre ord opstår de alle fra kroppen.

Når en person siger, at han er amerikaner, refererer han til kroppen, fordi han tilfældigvis er født på Amerikas jord og derved forbinder sig med titlen amerikaner. Men det er også kunstigt, for jorden er hverken amerikansk eller fransk, kinesisk eller russisk – jord er jord. Vi har blot kunstigt skabt nogle grænser og sagt: ”Dette er USA, dette er Canada, dette er Mexico, Europa, Asien eller Indien.” Det er vores opfindelser, for vi finder ikke, at disse lande oprindeligt var opdelt på den måde. For tre eller fire hundrede år siden var dette land ikke engang kendt som Amerika eller beboet af hvide mennesker fra Europa. Selv for et tusinde år siden var Europa beboet af andre folk og kaldt ved andre navne.

Disse er alle betegnelser, der hele tiden ændrer sig. Fra den vediske litteratur kan vi forstå, at hele denne planet var kendt som Ilavrta-varsa, og en konge, Maharaja Bharata, der herskede over hele planeten, ændrede planetens navn til Bharata-varsa. Gradvist blev planeten delt op igen, og forskellige kontinenter og områder blev kendte under forskellige navne. Selv for nylig blev Indien delt op i et antal lande, hvorimod Indien tidligere i århundreder havde inkluderet Burma, Ceylon og Øst- og Vestpakistan. I virkeligheden er landet hverken Bharata-varsa, Indien, Europa, Asien osv. Vi bruger blot disse betegnelser i henhold til tid og påvirkning.

Ligesom vi giver landet betegnelser, giver vi også vores kroppe betegnelser, men ingen kan sige, hvad deres betegnelser var før deres fødsel. Hvem kan sige, at han var amerikaner, kineser, europæer osv.? Vi tror, at efter at have forladt denne krop, fortsætter vi som amerikanere, indere eller russere. Men selv om vi bor i USA i dette liv, kan vi være i Kina i det næste, for vi skifter hele tiden vores kroppe. Hvem kan sige, at han ikke skifter kroppe? Når vi fødes fra vores moders mave, er vores krop meget lille. Hvor er den krop nu? Hvor er kroppen, vi havde som dreng? Vi kan have fotografier, der minder os om, hvad kroppen var i fortiden, men vi kan ikke sige, hvad der er blevet af kroppen. Kroppen har ændret sig, men alligevel har vi følelsen af, at vi ikke ændrer os. ”Jeg er det samme menneske,” tænker vi, ”og i min barndom så jeg sådan og sådan ud.” Hvad er der blevet af disse år? De er forsvundet sammen med kroppen og alting, der kom i kontakt med den.

Men selv om alt ændrer sig hvert øjeblik, hænger vi stadigvæk fast ved vores kropslige identifikation, så når vi bliver spurgt om, hvad vi er, giver vi et svar, der på en eller anden måde er relateret til kroppen. Er det ikke skørt? Hvis en person identificerer sig med noget, han ikke er, anses han for skør. Konklusionen er, at den, der identificerer sig med kroppen, virkelig ikke kan anses for at være normal. Dette er hermed en udfordring til verden: Hvem som helst, der hævder, at Guds ejendom eller Jorden tilhører hans krop, der konstant ændrer sig, kan kun blive anset for at være en skør mand. Hvem kan virkelig bevise, at dette er hans ejendom, eller at dette er hans krop? Ved naturens tilfældigheder anbringes en person i en bestemt krop og dikteres af den materielle naturs love. Trods det tror vi under illusion, at vi behersker naturen. Derfor siger Krishna i Bhagavad-gita:

prakrteh kriyamanani
gunaih karmani sarvasah
ahankara-vimudhatma
kartaham iti manyate

“Den åndelige sjæl, der forvirres af indflydelsen fra det falske ego, anser sig selv for at være den, der udfører handlinger, der i virkeligheden bliver gjort af den materielle naturs tre kvaliteter.” (Bg. 3.27)

Prakrteh kriyamanani. Den materielle natur trækker alle rundt ved øret, ligesom en streng lærer trækker en elev rundt i øret. Hver enkeltperson står under den materielle naturs diktat og anbringes somme tider i den ene krop og somme tider i en anden. Vi er nu så heldige at have fået en menneskekrop, men vi kan let se, at der er mange andre slags kroppe (8.400.000 ifølge Padma Purana), og under den materielle naturs love kan vi blive anbragt i enhver slags krop ifølge vores arbejde. Derfor er vi fuldstændigt i den materielle naturs vold. Selv om vi i dette liv kan være heldige at have en menneskekrop, er der ingen garanti for, at vi næste gang ikke vil få en krop som hund eller et andet dyr. Alt dette afhænger af vores arbejde. Ingen kan sige: ”Efter min død vil jeg blive født igen i USA.” Den materielle natur vil tvinge os ind i den ene eller den anden krop. Siden vi ikke er autoriteter, fortæller Bhagavad-gita os, at alting styres af naturens suveræne love. Det er det tåbelige menneske, der tænker: ”Jeg er noget særligt. Jeg er fri.” Ahankara-vimudhatma. Dette er falsk logik. Selv om det levende væsen er forskelligt fra kroppen, tror han: ”Jeg er denne krop.” Derfor prædikede Sankaracarya i bund og grund det samme budskab igen og igen: aham brahmasmi, “Jeg er ikke denne krop. Jeg er Brahman, åndelig sjæl.” (Fortsættes i næste nummer)