– Af Srila Prabhupada –
Til december udkommer en ny bog på dansk, Yoga, der er en oversættelse af Srila Prabhupadas The Perfection of Yoga. I den anledning bringer Nyt fra Hare Krishna et af bogens kapitler.
Vi har alle hørt om yoga. Ordet yoga kommer fra sankrit [oldindisk] og betyder ”at forbinde”. Yoga er beskrevet i Bhagavad-gita, og der forklares yoga endvidere som en renselsesproces. Målet er trefoldigt: at kunne beherske sanserne, at rense sine handlinger og at blive forbundet med Krishna i et kærlighedsforhold.
Den Absolutte Sandhed kan erkendes i tre faser: som den upersonlige Brahman, som den lokaliserede Paramatma (Oversjælen) og endelig som Bhagavan, Guddommens Højeste Personlighed. Bhagavad-gita og de øvrige Veda-tekster konkluderer, at den Højeste Absolutte Sandhed er en person. I den materielle verden ekspanderer Krishna Sig personligt som Oversjælen, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener såvel som i kernen på alle atomer. Brahmajyoti er Krishnas upersonlige aspekt, som er udstrålingen fra den åndelige verden. Bhagavan Sri Krishna er som Guddommens Højeste Personlighed fuld af alle kvaliteter. Krishna er oprindelsen til alt, og alle energier tilhører Ham, men på samme tid er Han den mest utilknyttede. I den materielle verden finder vi, at den rige ikke har lyst til at opgive sin rigdom, men sådan er Krishna ikke. Han kan forsage alting og forblive den Fuldkommne.
Når vi læser eller studerer Bhagavad-gita under en ægte åndelig mesters dygtige vejledning, må vi ikke tro, at den åndelige mester fremlægger sine egne meninger. Det er ikke ham, som taler. Han er blot et instrument. Det er Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, som både er indeni og udenfor, som taler. Han udtaler Sig i begyndelsen af Bhagavad-gitas sjette kapitel om yoga-systemet:
sri-bhagavan uvaca
anasritah karma-phalam
karyam karma karoti yah
sa sannyasi ca yogi ca
na niragnir na cakriyah
”Guddommens Højeste Personlighed sagde: Den, der ikke er knyttet til sit arbejdes frugter, men arbejder, som han er forpligtet til, befinder sig i forsagelsens orden. Det er ham, der er den sande mystiker – ikke den, der ingen ild tænder og ingen pligt udfører.” (Bg. 6.1)
Enhver, der udfører en handling, forventer et resultat af sit arbejde, og man kan derfor anspores til at spørge, hvad formålet med arbejde er, hvis man ingen forventning har til resultatet? En person, der udfører et stykke arbejde, forventer som regel betaling for eller et resultat af arbejdet, han har udført. Men her antyder Krishna, at man kan arbejde udelukkende af pligtfølelse uden at forvente noget resultat af sine handlinger. Hvis man arbejder på denne måde, er man rent faktisk en sannyasi, en person i forsagelsens livsorden.
Ifølge den vediske kultur gennemgår mennesket fire faser i tilværelsen: brahmacari, grhastha, vanaprastha og sannyasa. Brahmacari er en elevtid, hvor man er fordybet i åndelig forståelse. Grhastha-liv betyder ægteskabet. Når børnene er store nok til at klare sig selv i mandens halvtredsårsalder, kan han træde ind i vanaprastha-livsordenen, hvilket vil sige, at han forlader hjemmet og rejser med sin hustru til hellige pilgrimssteder som f.eks. Vrindavana, Rishikesa eller Mayapur. Til slut kan han forlade både hustru og børn og koncentrere sig om at udvikle Krishna-bevidsthed. Denne fase kaldes sannyasa eller forsagelsens livsorden.
Alligevel antyder Krishna, at forsagelse ikke er alt for en sannyasi. En sannyasi må også have et kald eller en pligt at udføre. Hvad kan denne pligt bestå af for en sannyasi, som har forsaget sit familieliv og ikke længere har nogen materielle forpligtelser? Hans pligt er et meget stort ansvar: at arbejde for Krishna. Dette er alles pligt uanset hvilket udviklingstrin, man befinder sig på i tilværelsen, men sannyasiens eneste pligt er at tjene Krishna.
I ethvert menneskes liv er der to pligter: Den ene er at tjene illusionen (den materielle situation), og den anden er at tjene virkeligheden. Når man tjener virkeligheden, er man en sand sannyasi. Når man tjener illusionen, føres man bag lyset af maya (illusion). Det må imidlertid forstås, at alle er tvunget til at tjene, uanset om man tjener illusion eller virkelighed. Det levende væsens naturlige position er at være tjener og ikke herre. Ingen er herre. Man kan muligvis tro, at man er herre, men i virkeligheden er man en tjener. Når man har en familie, kan det opfattes som om, at man er hustruens, børnenes, hjemmets og forretningens herre, men dette er misvisende. Ret beset er man sin hustrus, sine børns og sin forretnings tjener. Muligvis anser man en præsident for at være herre over landet, han regerer, men han er faktisk sit lands tjener. Vi har altid en tjeners position – enten er vi illusionens tjenere, eller også er vi Guds tjenere. Hvis vi imidlertid vedbliver med at være illusionens tjenere, spilder vi vort liv og har levet til ingen verdens nytte. Naturligvis er der ingen, der tror, at de er tjenere. Tværtimod tror alle, at de arbejder for sig selv. Skønt frugterne af deres arbejde er kortvarige og illusoriske, tvinges alle til at være tjenere af illusionen eller af deres egne sanser. Når virkeligheden går op for en person, og når han er fuldt oplyst og får indsigt i sin åndelige eksistens, er han situeret i viden. Da forstår han, at sjælen har form og sanser og af eksistens er evig. Når man kommer til kundskabens niveau, forstår man, at man i alle henseender er en tjener. Siden det ikke er muligt at være herre, befinder man sig langt bedre, hvis man tjener virkeligheden i stedet for illusionen. Når en person har fuld erkendelse af dette, har han virkelig viden. Ved sannyasa forstås en person, som er kommet til denne forståelse. Sannyasa er et niveau af erkendelse og ikke bare en social status.
Det er alles pligt at blive Krishna-bevidste og tjene Krishnas sag. Når man virkelig erkender dette, er man en mahatma, en stor sjæl. Krishna udtaler i Bhagavad-gita, at når en person efter mange, mange liv besidder fuld viden, ”overgiver han sig til Mig”. Hvordan kan det være? Vasudevah sarvam iti. Den vise person indser, at “Vasudeva (Krishna) er alting.” På den anden side siger Krishna, at en sådan sjæl er meget sjælden. Hvorfor? Når det går op for den intelligente person, at det endelige mål med tilværelsen er at overgive sig til Krishna, hvorfor skulle han så tøve? Hvorfor ikke overgive sig øjeblikkeligt? Hvilket formål er der med at vente i så mange liv? Når man kommer til denne forståelse, er man virkelig en sannyasi. Krishna tvinger aldrig nogen til at overgive sig til Ham. Overgivelse er et resultat af kærlighed, transcendental kærlighed. Hvor der findes tvang, og der ingen frihed er, kan der ikke være tale om kærlighed. Når en moder elsker sit barn, er hun ikke tvunget til at elske det. Hun gør det heller ikke, fordi hun forventer en belønning eller godtgørelse for det arbejde, hun udfører.
På samme måde kan vi elske den Højeste Herre på mange forskellige måder – vi kan elske Ham som herre, som ven, som barn eller som ægtemand. Vi er evigt beslægtet med Gud gennem fem grundlæggende rasaer eller forhold. Når vi er selvrealiserede, og vi er oplyste af viden, kan vi forstå vores specifikke forhold, vores rasa, til Herren. Dette stadie kaldes for svarupa-siddhi, virkelig selvrealisering. Alle levende væsener har et evigt forhold til Herren som enten herre/tjener, ven/ven, forælder/barn, mand/kone eller elsker/elskerinde. Disse forhold er evigt eksisterende. Hele den åndelige erkendelsesproces og yoga-systemets egentlige mål er at blive genforenet med Krishna i et sådant forhold. For øjeblikket bliver vort forhold til den Højeste Herre genspejlet på en forvrænget måde i den materielle verden. I den materielle verden er forholdet mellem herre og tjener baseret på penge, tvang eller udnyttelse. Det er ikke et spørgsmål om at tjene af kærlighed. Dette forvrængede forhold mellem herre og tjener varer kun så længe, som herren kan betale sin tjener. Så snart betalingen ophører, ophører forholdet også. Ligeledes vil venskabelige forhold i den materielle verden brydes, så snart der opstår den mindste uoverensstemmelse, og venner bliver fjender. Somme tider, når der er forskellige meninger mellem børn og forældre, forlader børnene ligeledes hjemmet, og forholdet bliver brudt. Det er det samme med mand og kone. Den mindste uoverensstemmelse, og man lader sig skille.
Intet forhold i den materielle verden er virkeligt eller evigt. Vi må forstå, at de flygtige forhold, vi har til forskellige personer og levende væsener i denne materielle verden, kun er forvrængede forhold, som er midlertidige erstatninger for det evige forhold, vi har til Guddommens Højeste Personlighed. En refleksion af et objekt i et spejl er ikke virkelig. Selv om genspejlingen til forveksling ligner originalen, vil vi erfare det anderledes, når vi rører ved spejlet. Ligeledes må vi lære at forstå, at disse ven-, forældre-, barn-, herre-, tjener-, mand-, kone- eller elskerforhold udelukkende er midlertidige erstatninger for det forhold, vi har til Gud. Når vi kommer til denne forståelse, har vi fuldkommen viden, og da begynder vi at forstå, at vi er Krishnas tjenere, og at vi har et evigt kærlighedsforhold til Ham.
I vores forhold til Krishna bør vi ikke have nogen forventning om materiel vinding. Naturligvis finder der godtgørelse sted, men den er langt større, end når vi blot tjener til livets ophold, for Krishnas godtgørelse har ingen grænser. I denne forbindelse er der en historie om Bali Maharaja, en meget magtfuld konge, som erobrede flere af de himmelske planeter. Beboerne på disse planeter bønfaldt derfor den Højeste Herre om at redde dem, efter de nu var blevet besejret af den dæmoniske konge, Bali Maharaja. Efter at være blevet bedt om hjælp nedsteg Krishna som en ung brahmana-dværg ved navn Vamanadeva. Han tiltalte Bali Maharaja: “Min kære konge, Jeg er blot en fattig brahmana, og du er en stor monark og berømt for at give velgørenhed til brahmanaer, så vil du opfylde et ønske, Jeg har?”
Bali Maharaja svarede: “Hvad end du ønsker, skal du få.”
“Jeg ønsker blot tre skridt jord,” sagde drengen.
“Nå, er det det hele?” svarede kongen, “og hvad vil du gøre med så lille et stykke jord?”
“Selv om det tilsyneladende er et lille stykke jord, er det tilstrækkeligt for Mig,” smilede Vamanadeva.
Bali Maharaja, der var hersker over hele universet, gik med til at give den lille brahmana-dværg, hvad Han ønskede. Vamanadeva tog de første to skridt og dækkede hele universet og spurgte derefter Bali Maharaja, hvor Han skulle placere Sit sidste skridt. Bali Maharaja, der nu forstod, at det var den Højeste Herre Selv, der havde vist Sig for ham, svarede: “Min kære Herre, jeg har nu mistet alt. Jeg har ingen anden ejendom end mit hoved, hvor Du kan placere Dit sidste skridt.”
Herren Sri Krishna blev meget fornøjet med Bali Maharaja, og Han spurgte: “Hvad kan Jeg gøre til gengæld for dig?”
”Jeg havde ingen forventning til, at Du skulle give mig noget” svarede Bali Maharaja. “Jeg forstod, at Du ønskede noget fra mig, og alt i min besiddelse har Du nu taget fra mig.”
“Ja”, sagde Herren, “men Jeg har derimod noget til dig. Jeg vil altid tjene dig ved at være budbringer ved dit hof.”
Således blev Herren Bali Maharajas portner, og dette var Hans belønning. Hvis vi på samme måde som Bali giver noget til Krishna, bliver det gengældt millioner af gange. Men vi bør ikke forvente det. Herren er altid ivrig efter at gengælde Sine hengivnes tjenester. Hvem, der end forstår, at det i virkeligheden er hans pligt at tjene Herren, har perfekt viden og har opnået fuldkommenheden i yoga.