– Af Lalitanatha Dasa –

Dette er tredje og sidste del af historien om Guru Paramartha. Første del blev bragt i Nyt fra Hare Krishna 8.2015. Historien fortsætter, efter at vi har hørt om, hvordan Guru Paramartha og hans disciple fik foræret en hest, og om alle de genvordigheder, som hesten førte med sig.

Hvad der faldt ned fra hesten

Snart mangler asramaen penge, og Guru Paramartha og disciplene må igen ud at tigge. ”Vi rejser til de nærmeste byer og landsbyer,” siger Guru Paramartha til sine disciple. ”Vær meget varsomme, for vi skal blot skaffe nogle penge og ikke ud på et stort eventyr, der ender i en katastrofe, som det før er sket. Jeg vil absolut ingen forstyrrelser have, imens vi rejser.”

Guru Paramartha pakker sine ejendele i poser, og disciplene fastspænder dem til hesten. Så stiger han op, og de drager af sted. Undervejs slår en overhængende gren hans turban af, og den falder ned på vejen, uden at han ligger mærke til det. Hans disciple tænker: ”Guru Paramartha sagde ’Ingen forstyrrelser’.”

Da solen bliver varm, lægger Guru Paramartha mærke til den manglende turban og spørger efter den. Disciplen bag hesten svarer: ”Den faldt af for et par kilometer siden.” Guru Paramartha er rasende. ”Hvorfor samlede du den ikke op?”

”Du ville ingen forstyrrelser have,” stammer disciplen.

”Gå tilbage og hent den. Fra nu af holder du øje med, at intet falder ned fra hesten og bliver liggende på vejen.”

Disciplen løber tilbage og henter turbanen. På vej tilbage lægger han mærke til nogle hestepærer, som hesten har ladet falde. Han samler dem op og lægger dem ned i turbanen. Da han vender tilbage, rækker han guruen hovedbeklædning med indhold.

”Hvad!” råber Guru Paramartha. ”Er du helt vanvittig?!? Turbanen er fuld af hestemøg!”

Disciplen falder ned på knæ med foldede hænder. ”Jeg er virkelig ked af det. Men du sagde, at uanset hvad der falder ned fra hesten, skal det returneres til dig. Jeg følger blot dine guddommelige instruktioner.”

Guruens hjerte bløder op, og han tilgiver sin discipel. ”Men vi kommer ingen vegne med denne tåbelighed,” siger han.

Disciplen siger: ”Vi er for uintelligente til at kunne følge dine dybsindige instruktioner. Hvordan kan vi tilfredsstille dig, når dine instruktioner ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste?”

”Jeg vil give jer en liste over præcis, hvad I skal samle op.” Guru Paramartha finder en blyant og et stykke papir frem og skriver navnene på de ejendele, han har læsset på hesten. Så fortsætter de.

Guruen får en kold bagdel

Kort efter når de frem til et stort mudret område. Midt i al mudderet træder hesten fejl og stejler. Guru Paramartha kastes ned i mudderet med hovedet først sammen med alle poserne. Disciplene fortsætter, indtil de hører deres guru råbe: ”Hjælp mig!” De vender rundt og løber hen til deres guru.

”Hvad skal vi gøre?” diskuterer de imellem sig selv. ”Det er nemt nok. Vi følger blot, hvad Guru Paramartha har skrevet på sedlen.”

De lægger alle tingene, der står på sedlen, tilbage i poserne og læsser dem op på hestens ryg. Guruen selv er ikke nævnt på listen, så ham samler de ikke op. Disciplene fortsætter deres videre færd, imens deres stakkels guru bliver liggende i mudderet.

Guruen spræller med armene og kalder på dem, men til ingen nytte. Lidt efter kommer en fremmed forbi. Guru Paramartha skriver noget ned på en seddel, giver den til ham og beder ham løbe efter disciplene og give den til dem. Det sker, og disciplene læser: ”Kom tilbage og saml jeres guru op og føj ham til de andre ting på hesten.” Disciplene vender om og henter deres guru.

”Lad os vende tilbage til asramaen,” er alt, Guru Paramartha kan sige til dem. På tilbageturen lægger Guru Paramartha mærke til, at hans krop er blevet meget kold. Han nævner det ikke for sine disciple, for de er allerede så rundtossede. Da de kommer tilbage, vasker han sig selv og går i seng. Stadigvæk forbliver hans bagdel kold. Han slutter, at døden må være lige rundt om hjørnet. Den næste morgen røber han sin sorg for sine disciple. De rådslår imellem sig og får fat på en håndlæser, der læser Guru Paramarthas hånd og siger: ”Brahmanaens forudsigelse kan modvirkes. Døden behøver ikke at følge en kold bagdel.”

Disciplene er forbløffede. ”Er det virkeligt i din magt at vende selve skæbnen? Vi har aldrig hørt om noget sådant i skrifterne.” Håndaflæseren svarer hovmodigt: ”Jeg refererer ikke til almindelige religiøse skrifter. Det, jeg taler om, er skjult viden.” Han fortæller da en historie som illustration.

Den mystiske morter

For længe siden var der en velhavende mand, der var en hengiven af Siva. Han havde taget et løfte om, at så snart han mødte en Siva-sadhu, tog han ham med hjem og fik sin kone til at lave en middag til ham. Men hans kone brød sig ikke om denne bespisning af radmagre, tvivlsomme personer. En dag, da han sendte en sadhu i forvejen, før han selv kom hjem, tænkte hun: ”Jeg skal nok få sat en stopper for dette pjat.” Hun bad venligt sadhuen tage plads på verandaen. Lidt efter kom hun selv ud med køkkenmorteren i hånden. Hun dryssede aske over den og over sig selv og mumlede nogle hemmelige mantraer, hvorefter hun smed sig ned foran morteren. Til slut tog hun den op og begyndte at gå ind i huset.

Sadhuen betragtede forbløffet dette optrin. ”Kære kvinde, hvorfor tilbeder du denne morter?” spurgte han.

”Det er blot en tradition i min familie. Det er ikke noget særligt.” Hun smilede til ham på en sælsom måde. Da hun gik ind ad døren til huset, hviskede hun, ”Når morteren lander på dit hoved, vil du også bede om dens nåde!” Sadhuen blev forfærdet. ”Jeg bliver ikke i dette hus et øjeblik længere. Denne kvinde er gal!” Han sprang ned fra verandaen og løb ud igennem indgangslågen, netop som manden kom tilbage. Manden forsøgte at standse ham, men han snoede sig udenom og styrtede ned ad gaden.

Manden kom ind i huset og bad om en forklaring fra sin kone. Hun sagde: ”Den sadhu er gal. Han forlangte, at jeg gav ham køkkenmorteren. Jeg sagde nej, en sadhu har ikke brug for en morter. Han blev vred og gik sin vej.”

”Åh, du har ødelagt alting,” udbrød hendes mand. ”Når denne sadhu fortæller de andre om din særlige form for gæstfrihed, vil ingen sadhu nogensinde komme her igen. Hvorfor gav du ham ikke morteren. Vi køber en anden til os selv.”

Han tog morteren i hånden, løb ud på gaden og kaldte på sadhuen.  Sadhuen hørte ham råbe og vendte sig om, men da han så manden komme løbende hen imod sig med morteren i hånden, skreg han i skræk og sprang ned ad gaden. Manden måtte opgive og vendte nedslået hjem. ”Ak, nu vil ingen sadhu besøge vores hjem igen,” var alt, han kunne sige, imens hans kone forsøgte at skjule sin glæde.

Guruens død

Guruen og disciplene ler længe. Så siger Guru Paramartha: ”Men jeg forstår ikke pointen.” Håndaflæseren siger: ”Pointen er enkel. Vær glad. Jeg fortalte denne historie som en vittighed for at få jer til at le, ikke som nogen lære med nogen bestemt betydning. Du skal ikke dø nu. Du er kold, ja, men ikke fra den kommende død, men fra at sidde i mudderet i en time. Det er naturligt. Brahmanaens forudsigelse sagde blot, at når sjælen forlader kroppen, bliver bagdelen kold. Men det sker ikke for dig nu. Denne kulde, du oplever, har en genkendelig årsag. Kun når du ikke kan få øje på årsagen, kan du vide, at sjælen er ved at gå bort.”

Guru Paramartha og hans disciple er ude af sig selv af glæde og giver håndaflæseren 15 guldmønter. Og således fortsætter livet i asramaen mere lykkeligt end nogensinde før. Men en nat er der en regnstorm, og vand drypper ned på guruens bagdel, imens alle sover. Den næste morgen er regnen holdt op, så ingen kan se, hvor det har lækket ind. Da Guru Paramartha sætter sig op, føler han sig kold bagi. Han råber på sine disciple: ”Min bagdel er kold. Jeg vil have at vide hvorfor.”

De søger, undersøger og diskuterer, men kan ikke finde nogen åbenlys grund til guruens kolde bagdel. Da guruen ser deres chokerede forvirring, udbryder han: ”Asana seetam, jivana nasam!” og besvimer. Disciplene forsøger at genoplive ham, men uden held. De slutter, at han er død, og bærer ham hen til en dam for at bade kroppen. Neddyppet i vandet genvinder guruen bevidstheden. Han forsøger at komme op af vandet, men hans disciple tror, at han bliver løftet op af spøgelser, og skubber ham ned igen. Han kæmper som en afsindig for sit liv. Til sidst løber disciplene væk fra dammen af frygt for det stærke spøgelse, der har bemægtiget sig deres gurus krop.

Netop da kommer en lokal kohyrdedreng tilfældigvis ind på asramaens område efter at have hørt al tumulten. Han ser guruen stå alene nøgen i dammen. ”Hvad er der sket her, Maharaja?” smiler drengen venligt.

Guruen forklarer alting. ”Du er bedre stillet uden sådanne fjolser omkring dig,” bemærker kohyrdedrengen velmenende. ”Kom nu blot op af dammen og tør dig selv.”

Guru Paramartha er lykkelig over, at endelig er der en, der giver ham et praktisk anvendeligt råd. ”Der er ingen grund til at spilde dit liv på en flok hjælpere, der kun giver dig besvær,” fortsætter drengen. ”Se her, jeg holder en flok køer. Hver ko giver lidt mælk, som jeg samler sammen. Det koster selvfølgelig lidt arbejde. Men i sidste ende kan man lave så mange fine ting af denne mælk. Lad mig give dig en dejlig kop frisk fed mælk. Du vil hurtigt få varmen og vide, hvad virkelig lykke er.”