Dette er den sidste del af Srila Prabhupadas diskussion af Søren Kierkegaard med hans to disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa. Hayagriva og Syamasundara fremlægger nogle af Søren Kierkegaards ideer, og Srila Prabhupada svarer på dem impromptu. Vi tager forbehold for, at fremlægningen ikke nødvendigvis yder Kierkegaard fuldstændig retfærdighed. For os er det interessante Srila Prabhupadas kommentarer. Bemærk, at Kierkegaard-citaterne er oversat fra engelsk og er ikke Kierkegaards originale danske.
Syamasundara: For Kierkegård åbenbares tro i selvets forhold til sit eget selv igennem dets villighed til at være sit autentiske selv og stå gennemsigtigt foran Gud i dets fulde integritet.
Srila Prabhupada: For mayavadierne er selvrealisering at blive ét med det Højeste Selv, men en sådan sammensmeltning er ikke mulig. At stå gennemsigtigt foran Gud betyder at engagere sig i Guds tjeneste. For at engagere sig i Guds tjeneste må man forstå, at man er en uadskillelig del af den Højeste. Én del af kroppen engagerer sig i tjeneste til hele kroppen. Så snart man engagerer sig i Guds tjeneste, er man selvrealiseret. Det er mukti, befrielse. Karmier, jnanier og yogier forsøger at erkende selvet, men da de ikke er engageret i tjeneste til det Højeste Selv, befries de ikke. Vi forsøger derfor ihærdigt at sprede Krishna-bevidsthed med enhvers endelige selvrealisering for øje.
Syamasundara: Kierkegård så selvrealisering opstå af viljens udøvelse. Jo mere selvrealiseret man er, jo mere vilje har man. Når vi er fuldt ud os selv, er vi fuldt villende og kan vælge rigtigt.
Srila Prabhupada: Men er man en uadskillelig del af helheden, må man tage valg fra helheden. Man kan ikke vælge alene. Det eneste valg, man kan gøre, er at vælge at tjene Krishna. Ordrerne kommer fra det højere. Arjuna beordredes af Krishna til at kæmpe, og ved Bhagavad-gitas afslutning valgte han at adlyde Krishnas vilje. Det er det eneste valg, vi kan træffe: at adlyde Krishnas vilje eller ej. Krishna og Hans repræsentant træffer alle andre beslutninger.
Syamasundara: Så hvad betyder ‘fuld vilje’?
Srila Prabhupada: Fuld vilje vil sige at overgive sig fuldt ud, at følge den Højestes ordrer absolut.
Syamasundara: Kierkegård så, at selv fortvivlelse kan bære frugt, for det kan lede os til at ønske et ægte liv i selverkendelse.
Srila Prabhupada: Når man fortvivler, er det en stor lykke. Så er alt forbi. Alt ansvar er væk, og personen aflastes. Af fortvivlelse tænkte Arjuna på at blive tigger. Når vi fortvivler over al lykke i materielt liv, vender vi os muligvis til åndeligt liv. Somme tider knuser Krishna alle vore materielle ressourcer, så vi af fortvivlelse fuldt ud kan engagere os i Krishnas tjeneste. Krishna får somme tider en person til at forlise materielt, når han ønsker at blive Gudsbevidst, men på samme tid vil have materiel nydelse på grund af stærk tilknytning. Men somme tider, når Gud knuser éns materielle håb, tror man, Gud er uvenlig imod én, og man fortvivler. Man ser ikke, det er Guds barmhjertighed, at Gud fjerner hindringerne, så man kan overgive sig fuldt ud og absolut.
Engang blev Indra, himmelens konge, tvunget til at blive et svin, og han kom til denne del af den materielle verden som et lavt dyr. Som svin havde han en hustru, børn osv. Brahma kom og sagde til ham: ”Min kære Indra, du har glemt din position. Du var engang en himmelsk konge og besad stor rigdom. Nu er du et svin, og du har glemt din tidligere ophøjede tilværelse. Opgiv dette modbydelige og beskidte liv og kom med mig.“ Men på trods af Brahmas indtrængende bønner var Indra ikke overbevist. Han sagde: ”Hvorfor? Jeg er lykkelig. Jeg har hustru, børn og hjem.“ Da Brahma så Indra meget knyttet til sin svinetilværelse, begyndte Brahma at dræbe alle hans svinebørn og til sidst hans svinehustru. Da Indra så sin hustru dræbt, fortvivlede han: ”Åh! Du har slået hele min familie ihjel!“ Kun da gik Indra med til at komme med Brahma. På samme måde kan Krishna skabe en situation, hvor det levende væsen fortvivler og vender sig til Krishna og overgiver sig helt til Ham.
Syamasundara: Kierkegård anså fortvivlelse for at være at tænke: ”Jeg er en synder!“ og tro, at man aldrig vil slippe fri af synd. Han hævder, at dette leder os endnu længere ned i syndigt liv.
Srila Prabhupada: Det kommer slet ikke på tale at fortvivle på grund af synd. En person synder på grund af uvidenhed. Spørger man en slagter: ”Hvorfor begår du synder?“ vil han svare: ”Det er mit erhverv. Hvad syndigt er der i det?“ Da Narada fortalte jægeren, at det var syndigt at dræbe dyr, fortvivlede jægeren ikke, men blev ophøjet til Krishna-bevidsthed igennem Naradas instruktioner.
Syamasundara: Kierkegård mente, at tro overvinder synd og fortvivlelse.
Srila Prabhupada: Tro betyder tro på Gud. For at styrke vor tro på Gud må vi opgive alt håb om lykke i denne materielle verden. Vi er nødt til at fortvivle over al materiel lykke.
Syamasundara: For Kierkegård er tilværelsen kontinuerlig og derfor altid ufuldendt.
Srila Prabhupada: Systemet er fuldendt, når vi overgiver os til Krishna. Gud har et fuldstændigt system, igennem hvilket vi kan gøre fremskridt imod Gudsbevidsthed. Når vi bliver fuldt bevidste, har vi opnået fuldendelse. Så længe vi ikke har nået det punkt, gør vi fremskridt.
Hayagriva: ”Gud er kildevældet til al individualitet,“ skriver Kierkegård. ”At have individualitet er at tro på enhver andens individualitet, for individualiteten er ikke min. Den er Guds gave, som Han tillader mig at være, og igennem hvilken Han tillader enhver at være.“
Srila Prabhupada: Denne kendsgerning forklares også i Katha Upanisad: nityo nityanam cetanas cetananam. Gud er et levende væsen, og vi er også levende væsener. Ligesom Han er evig, er vi også evige. Kvalitativt er vi ét, men kvantitativt er vi forskellige. Gud opretholder enhver, og de levende væsener opretholdes. Vi er alle individuelle evige dele af Gud, og vor naturlige position som dele af Ham er at elske Ham.
Syamasundara: Kierkegård så det levende væsen som konstant blivende til.
Srila Prabhupada: Blive til hvad? Hvad er målet? Målet er Krishna-bevidsthed. Derfor siger Krishna i Bhagavad-gita (7.7):
mattah parataram nanyat kincid asti dhananjaya
mayi sarvam idam protam sutre manigana iva
”O vinder af rigdomme, der er ingen sandhed højere end Mig. Alt hviler på mig som perler, der er trukket på en snor.“ Krishna er den endelige sandhed, det højeste mål, og fuldendelse vil sige at komme til Krishna-bevidsthed.
Syamasundara: Men er der ikke også tale om tilblivelse, selv når vi er fuldt Krishna-bevidste og er sammen med Krishna?
Srila Prabhupada: Nej, tilblivelsesprocessen slutter der. Der er imidlertid variationer, der er åndelige. Alt er komplet, men man nyder mangfoldigheden. Somme tider er Krishna en kohyrdedreng, somme tider er Han Yasodas barn, somme tider Radharanis gemal, somme tider er Han i Mathura, somme tider i Vrindavana. Der er mange åndelige variationer, men alt er fuldstændigt i sig selv. Der er ikke tale om tilblivelse. Når vi når det punkt, nyder vi blot mangfoldighed. Det er alt.
Syamasundara: Hvad er forskellen på åndelig mangfoldighed og materiel mangfoldighed?
Srila Prabhupada: Materiel mangfoldighed er kunstig. Det er som et menneske, der er tilfreds med en plastikblomst. Nydelse af en plastikblomst kan ikke være det samme som nydelse af en rigtig blomst. En plastikblomst har ingen duft. Den er kunstig, et bedrag.
Syamasundara: Imens Hegel betonede intellektuel tanke, betonede Kierkegård handling. Han så friheden ligge i den rette handling.
Srila Prabhupada: Ja, åndeligt liv betyder ret handling. Det er ukorrekt at tro, at man er uvirksom, når man når det fuldkomne stade. Det er mayavadi-teorien. Mayavadier anfører som argument, at en krukke laver en stor lyd, hvis den ikke er fuld af vand. De sætter lighedstegn imellem fylde og tavshed. Men fra Bhagavad-gita kan vi forstå, at sjælen aldrig er uvirksom. Somme tider ser vi imidlertid uvirksomhed anbefalet. Det betyder, at vi ikke bør tale eller handle tåbeligt. Kan vi ikke tale intelligent, er det bedre, vi holder op med at tale. Men en sådan uvirksomhed kan ikke ligestilles med fuldkommenhed.
Syamasundara: Kierkegård fandt sandhed i det relative og subjektive, i personlig, individuel overvejelse, i hvad han kalder ‘indadvendt lidenskab’.
Srila Prabhupada: Sandhed er sandhed, og den er absolut. Man kan frembringe relative sandheder, men den Absolutte Sandhed er én. Har vi ingen viden om den Absolutte Sandhed, lægger vi vægt på relative sandheder. Der kan være indadvendt lidenskab eller hvad som helst, men kender vi ikke det endelige mål, kan vi blive ledt på vildspor. Det er i orden at sige, at lidenskab er sandhed, men lidenskab betyder aktivitet. Hvad fører ens aktivitet til? Hvad er formålet med ens aktivitet? Man kan køre i sin bil, men hvad er pointen, hvis man ikke ved, hvor man skal hen? Man spilder sine kræfter. Selvfølgelig kan man sige: ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, men det er lige meget. Lad mig blot starte min bil og komme af sted.“ Men er det en god idé?
Syamasundara: For Kierkegård er det ikke, hvad der gøres, men hvordan det gøres.
Srila Prabhupada: Det er en hunds stædighed.
Syamasundara: Dette er en form for subjektivitet, der altid er uvis. Uvished skaber frygt.
Srila Prabhupada: Den, der ikke kender livets mål, vil altid være frygtsom.
Syamasundara: For Kierkegård fjernes denne frygt og uvished med, hvad han kalder ‘troens spring’.
Srila Prabhupada: Ja, men springet må gøres, når der er et mål. Medmindre man kender målet, det faste punkt, vil ens lidenskab og kræfter måske blive misbrugte, vildledte.
Syamasundara: Som kristen mente Kierkegård, at vore kræfter bør bruges på at nå til Gud igennem Kristus.
Srila Prabhupada: Det er et godt standpunkt. Det er vores proces. Men det er ikke nødvendigt at gennemgå de lavere stadier. Hvorfor ikke gå til Gud med det samme, hvis man kan nå Gud igennem Jesus Kristus? Vores proces er, at man må overgive sig til guruen for at forstå den højeste sandhed.
tad viddhi pranipatena
pariprasnena sevaya
upadeksyanti te jnanam
jnaninas tattva-darsinah
”Forsøg blot at forstå sandheden ved at gå til en åndelig mester. Spørg ham ydmygt og tjen ham. Den selvrealiserede sjæl kan videregive dig viden, for han har set sandheden.“ (Bg. 4.34).
I Srimad-Bhagavatam (11.3.21) står der også:
tasmad gurum prapadyeta
jijnasuh sreya uttamam
sabde pare ca nisnatam
brahmany upasamasrayam
”Enhver person, der alvorligt ønsker at opnå virkelig lykke, må opsøge en ægte åndelig mester og søge tilflugt hos ham igennem indvielse. En åndelig mesters kvalifikation må være at have erkendt skrifternes konklusion igennem overvejelse og argument, og således må han være i stand til at overbevise andre om disse konklusioner. Sådanne store personligheder, der har søgt fuld tilflugt hos den Højeste Guddom og tilsidesat alle materielle hensyn, må forstås at være ægte åndelige mestre.“ Dette er processen. Det er ikke sådan, at vi fortsætter ad vor egen vej og håber at finde den rigtige vej igennem erfaring. Midt ude på det umådelige hav ved man ikke, hvor man skal styre sit skib hen. Man kan styre den ene vej, og man kan styre den anden. Kender man ikke retningen, kuldkastes ens bestræbelser. En kaptajn, et kompas og en sekstant er nødvendig. Kaptajnen er guruen, der giver retningslinjer og anvisninger. Har man et skib uden kaptajn, vil man gå i én retning og så i en anden og spilde sine kræfter. Hvis Kierkegård accepterer Kristus, accepterer han en form for vejledning.
Syamasundara: Kierkegård siger: ”Gud tænker ikke, Han skaber. Gud eksisterer ikke, Han er evig. Mennesket tænker og eksisterer, og eksistens skiller tanke fra væsen.“
Srila Prabhupada: Hvad mener han med, at Gud er evig og ikke eksisterer?
Syamasundara: For ham refererer ordet ‘eksistens’ til det, der bliver til. Gud ‘eksisterer’ ikke i den forstand, for Han er altid den samme.
Srila Prabhupada: Det betyder, at Han er fuldkommen. Hvis det er Kierkegårds filosofi, bør han indvillige i at følge Guds ordrer. Hvorfor eksperimentere? Gud er almægtig. Vi er enige i, at Han ikke behøver at lægge planer. Han skaber automatisk. Hans energier er så perfekte og fine, at så snart Han tænker, virkeliggøres det. Det skabes automatisk.
Syamasundara: Kierkegård ser menneskets tilværelse som en konstant tilblivelse. Menneskets tanke er forskelligt fra dets væsen
Srila Prabhupada: Så hvorfor ikke forene tanke og væsen ved at overgive sig til Krishna?
Søren Kierkegaard