Srila Prabhupada havde over en årrække diskussioner af forskellige vestlige filosoffer med to af sine disciple, Syamasundara og Hayagriva Dasa. Deres diskussion af Søren Kierkegaard bragte vi i Nyt fra Hare Krishna for snart femten år siden, men da mange af vores nuværende læsere ikke har læst denne diskussion, er vi blevet opfordret til at bringe den igen.
Vi skal således høre, hvordan Hayagriva og Syamasundara fremlægger nogle af Søren Kierkegaards ideer, og Srila Prabhupada svarer på dem impromptu. Vi tager forbehold for, at fremlægningen ikke nødvendigvis yder Kierkegaard fuldstændig retfærdighed. For os er det interessante her udelukkende Srila Prabhupadas kommentarer. Bemærk også, at Kierkegaard-citaterne er oversat fra engelsk og er ikke Kierkegaards originale danske.
Hayagriva dasa: Kierkegaard, en kristen dansk filosof, kaldes ofte eksistentialismens fader. Han mente, at hvis religionens sandheder ikke er medfødte i mennesket, må man lære dem fra en lærer. Siden mennesket ville blive skræmt ved synet af Gud, hvis Gud Selv kom for at undervise, som Han er, kommer Gud i stedet i menneskelig form som en tjener af Gud eller, for en kristen, som Jesus Kristus.
Srila Prabhupada: Fordi mennesker generelt er på dyreniveauet, er der brug for en form for uddannelse. Når menneskets bevidsthed er avanceret, kan det undervises i forståelsen af Gud gennem autoriteters undervisning. Det er det vediske system. I den menneskelige livsform er det levende væsen somme tider meget videbegærligt og vil gerne forstå Gud. Dette kaldes formelt brahma-jijnasa: interesse i det Absolutte. Dette er kun muligt i den menneskelige livsform. Hvis vi er ivrige efter at vide noget om Gud, må vi vende os til en guru, ellers kan vi ikke forstå naturen af Gud eller vores forhold til Ham. At acceptere en guru er ikke et modelune, men en nødvendighed. En guru er ham, der er fuldstændigt uddannet i den totale mængde af åndelig viden eller vedisk viden. Vediske ord eller lyde er ikke almindelige materielle lyde. De er fuldstændigt åndelige. Hare Krishna-mantraet er f.eks. en ren åndelig lyd. Så snart en person er trænet i totalmængden af åndelig lyd, er han ikke længere interesseret i et materialistisk liv. En sådan person fremtryller heller ikke guld eller junglerer med ord for at tiltrække tåbelige folk og tjene penge. En guru er per definition den, der ikke længere er interesseret i materielle ting. Han har søgt tilflugt ved den Højeste Herre, og hans materielle ønsker er fuldstændigt ophørt. Vi bør vende os til en sådan ægte guru, overgive os til ham, tjene ham og derefter udspørge ham om Gud og vores forhold til Gud.
Hayagriva: Har Kierkegaard ret i, at mennesket ville blive skræmt, hvis Gud kom for at undervise, som Han er? Kom Krishna ikke, som Han er, for at undervise i Bhagavad-gita?
Srila Prabhupada: Krishna kom, som Han er, men folk misforstod Ham, fordi Han viste Sig for dem som et almindeligt menneske. Fordi de ikke kunne overgive sig til Ham, kom Han senere som en hengiven, Caitanya Mahaprabhu, for at undervise mennesker i, hvordan man nærmer sig Gud. Det er, hvad Sri Caitanya Mahaprabhu er. Sarvabhauma Bhattacarya forstod, hvad Caitanya Mahaprabhu gjorde, og skrev omkring hundrede vers i påskønnelse. To af disse vers lyder:
vairagya-vidya-nija-bhakti-yoga –
siksartham ekah purusah puranah
sri-krsna-caitanya-sarira-dhari
krpambudhir yas tam aham prapadye
kalan nastam bhakti-yogam nijam yah
praduskartum krsna-caitanya-nama
avirbhutas tasya padaravinde
gadham gadham liyatam citta-bhrngah
“Lad mig søge tilflugt hos Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna, der er nedsteget i form af Herren Caitanya Mahaprabhu for at lære os virkelig viden, Hans hengivne tjeneste og utilknytning til alt, der ikke giver ophav til Krishna-bevidsthed. Han er nedsteget, fordi Han er et hav af barmhjertighed. Lad Mig overgive mig til Hans lotusfødder.
”Lad min bevidsthed, der er som en honningbi, søge tilflugt ved lotusfødderne af Guddommens Højeste Personlighed, der netop har vist Sig som Sri Krishna Caitanya Mahaprabhu for at undervise i det ældgamle system af hengiven tjeneste til Ham Selv. Dette system var næsten blevet glemt på grund af tidens indflydelse.” (Caitanya-caritamrta, Madh. 6.254-255)
Sarvabhauma Bhattacarya forstod således, at Caitanya Mahaprabhu er den selvsamme Krishna, der er kommet for at undervise i bhakti-yoga og måden, hvorpå man praktiserer forsagelse. Sri Caitanya Mahaprabhu underviste i den samme filosofi: Bhagavad-gita. Men i stedet for at komme som Krishna kom Han som en hengiven af Krishna. Rupa Gosvami påskønnede også Caitanya Mahaprabhu som den mest storsindede inkarnation, fordi han ikke blot gav Krishna, men ren kærlighed til Krishna. Namo maha vadanyaya krsna-prema-pradaya te. Hvis Krishna skal give Sig Selv til den hengivne, kræver Han fuldstændig overgivelse, men Caitanya Mahaprabhu giver ren kærlighed til Krishna uden at stille noget krav. Fordi vi alle er Hans sønner, holder Krishna, den Højeste Herre, af os. Fordi vi rådner i denne materielle verden, kommer Krishna Selv eller som en hengiven og efterlader Sine instruktioner. Han er altid ivrig efter at oplyse mennesket og vise os, hvordan vi vender hjem, tilbage til Guddommen.
Hayagriva: Med hensyn til Guds personlighed skriver Kierkegaard: “Gud er helt sikkert personlig, men om Han ønsker at være det i relation til en bestemt person afhænger af, hvorvidt det behager Gud. Det er Guds nåde, at Han ønsker at være personlig i relation til én. Hvis man kaster Hans nåde væk, straffer Han én ved at opføre sig objektivt [upersonligt] over for én.”
Srila Prabhupada: Det er en rigtig god pointe. Som der står i Bhagavad-gita:
kleso ’dhikataras tesam
avyaktasakta-cetasam
avyakta hi gatir duhkham
dehavadbhir avapyate
“For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. Det er altid svært for dem, der er legemliggjorte, at gøre fremskridt i den disciplin.” (Bg. 12.5)
Hayagriva: Fordi det almindelige menneske ikke ønsker at have et personligt forhold til Gud, ”kan man i den forstand sige, at verden ikke har en personlig Gud på trods af alle beviserne herfor… Der lever ikke længere mennesker, der kunne bære trykket og vægten af at have en personlig Gud.”
Srila Prabhupada: Ja, en personlig Gud stiller krav, ligesom Krishna gør det i Bhagavad-gita (Bg. 9.34):
man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah
“Tænk altid på Mig, bliv Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændig fordybet i Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.” Det er, hvad Gud forlanger, og hvis vi gør det, opnår vi fuldkommenhed. Tyaktva deham punar janma naiti mam eti (Bg. 4.9). Der står tydeligt, at når en hengiven opgiver sin materielle krop, får han ikke en anden krop, men vender tilbage til Guddommen i sin oprindelige åndelige krop.
Syamasundara Dasa: Kierkegaard lagde mærke til tre grundlæggende stadier i et typisk liv: det æstetiske, det etiske og det religiøse. På det æstetiske stadie kan en person enten være en hedonist, der jagter nydelse eller romantisk kærlighed, eller en intellektuel, der er interesseret i filosofisk spekulation. Ifølge Kierkegaard er de begge uforpligtede, fordi de ikke har noget endeligt mål.
Srila Prabhupada: Hvordan kan en filosof ikke have noget endeligt mål?
Syamasundara: På dette niveau er de kun intellektuelle spekulanter. De keder sig, og deres liv er indholdsløse.
Srila Prabhupada: Dette er resultatet af upersonalisme og tomhedsfilosofi. Upersonlister eller tomhedsfilosoffer er ikke nødvendigvis overvældet af fortvivlelse, men de væmmes ofte ved deres nuværende liv, fordi de ikke kender målet med livet. Når man intet mål har, bliver man skuffet i livet, og det er årsagen til ens fortvivlelse.
Syamasundara: Kierkegaard oplever, at mennesker hengiver sig til sansetilfredsstillelse for at dække over deres grundlæggende fortvivlelse.
Srila Prabhupada: Vi ser i den materielle verden, at når en mands forretning slår fejl, eller når han bliver udsat for et stort chok, tyer han til beruselse for at glemme.
Syamasundara: Kierkegaard påstår, at denne fortvivlelse kan være det første skridt mod selverkendelse. Når en person forstår, at det æstetiske liv ender i fortvivlelse, opgiver han det til fordel for det næste stadie.
Srila Prabhupada: Det giver vi ham ret i. Ifølge Vedanta-sutra begynder folk at spørge ind til selverkendelse, efter at de har arbejdet meget hårdt og fortsat ikke har opnået livets mål. På dette tidspunkt begynder folk at tænke: ”Hvad er formålet med livet?” Det kaldes brahma-jijnasa, at spørge ind til livets endelige sandhed. En sådan forespørgsel er naturlig og nødvendig for yderligere udvikling.
Syamasundara: På vejen mod selverkendelse bliver vi stillet over for forskellige valg. For Kierkegaard er livet et enten/eller. Når vi forstår dette, kommer vi til det etiske stadie. Her ligger vægten på handling.
Srila Prabhupada: For det første må vi forstå, hvor handling kommer fra. Hvad er oprindelsen til handling? Den moderne videnskab er interesseret i at beskrive eller bevidne livets aktiviteter, og videnskabsfolk hævder, at livet udvikler sig automatisk på grund af naturens reaktioner, men fra Bhagavad-gita forstår vi, at Gud findes bag alle disse materielle aktiviteter. Den materielle natur er en maskine, der opererer under Guds vejledning. Vedanta-sutra forklarer, at den Absolutte Sandhed er det, som alting kommer fra, og Srimad-Bhagavatam diskuterer naturen af denne oprindelse. For det første må vi forstå, at oprindelsen er bevidsthed. Liv opstår ikke af knogler og sten. Så snart vi forstår, at skabelsen ikke finder sted automatisk, må vi indrømme, at der findes en skaber.
Syamasundara: På det etiske stadie kan et menneske udføre fromt arbejde eller gøre menneskekærlige gerninger, og Kierkegaard ser dette som et skridt i den rigtige retning imod ægte selvbevidsthed. Ved at træffe de rigtige etiske valg kan vi nærme os selvbevidsthed og det religiøse stadie.
Srila Prabhupada: Men hvad er det endelige valg? Hvorfor bliver folk moralske? Blot for at give mad til de fattige og være menneskekærlige?
Syamasundara: For Kierkegaard betyder det ikke så meget, hvad vi vælger, men blot det, at vi vælger. Ved at vælge opdager vi vores egen integritet.
Srila Prabhupada: Men det er ikke klart, hvordan en person træffer det rette valg. Den ene mand kan vælge at slagte, og en anden mand vælger måske at hjælpe andre. Et menneske kan give i velgørenhed til andre og samtidig opfordre til at slå dyr ihjel. Hvad er det for en etik, der ligger til grund? På den ene side slog Vivekananda til lyd for at bespise de fattige, men på den anden side opfordrede han til at give dem Moder Kalis prasada, oksekød. Så hvad er det for en etik? Hvilken værdi har en etik, hvis den bygger på ufuldkommen viden?
Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at vi ville træffe det rigtige valg ved at se indad. Dette indebærer at have viden om sig selv og forpligtelse over for sig selv.
Srila Prabhupada: Men hvad er det for en indadvendthed? Man tænker måske simpelthen: ”Jeg vil beskytte min bror ved at slå en anden mand ihjel.” Hvad er det for en etik, der ligger til grund? Vi må have en standard, ifølge hvilken vi kan træffe det rigtige valg.
Syamasundara: Hans standard ville være: “Vælg dig selv”.
Srila Prabhupada: Men hvordan kan man træffe det valg uden at kende sig selv? Og hvordan kan man kende sig selv, uden at man går til en, der kender tingene, som de er? De fleste folk tror, at de er kroppen. Hvad slags viden om selvet er det? Hvis man identificerer sig med kroppen, er man ikke bedre end et æsel. Hvad er da værdien af ens filosofi?
yasyatma-buddhih kunape tri-dhatuke
sva-dhih kalatradisu bhauma ijya-dhih
yat-tirtha-buddhih salile na karhicij
janesv abhijnesu sa eva go-kharah
“Et menneske, der identificerer denne krop, der består af tre elementer, med sig selv, som anser kroppens biprodukter for at være sine slægtninge, som anser sit fødeland for at være tilbedelsesværdigt, og som besøger hellige pilgrimssteder blot for at tage et bad og ikke for at møde mennesker, der har transcendental viden der, må anses for at være som et æsel eller en ko.” (SB. 10.84.13) (Fortsættes i næste nummer.)