I 1972 mødtes et fornemt panel i Windsor, Canada, for at diskutere ”problemer forbundet med forsøg på at definere det nøjagtige dødstidspunkt”. Panelmedlemmerne inkluderede den verdensberømte hjertelæge Dr. Wilfred G. Bigelow, højesteretsdommer Edson L. Haines og J. Francis Leddy, rektor for University of Windsor. Dr. Bigelow holdt fast ved sjælens eksistens og opfordrede til en systematisk forskning for at finde ud af, hvad sjælen er, og hvor den kommer fra. Dr. Bigelow og andre af paneldeltagernes kommentarer blev senere offentliggjort i Montreal Gazette. Da artiklen faldt Srila Prabhupada i hænderne, skrev han et brev til Dr. Bigelow, hvor han gav vedisk viden om sjælen og foreslog en praktisk metode til, hvordan man videnskabeligt kan forstå den. Artiklen fra Montreal Gazette og Srila Prabhupadas svar følger her.

 

Overskrift i Montreal Gazette: Hjertelæge vil vide, hvad sjælen er

WINDSOR—En verdensberømt canadisk hjertelæge udtaler, at han tror på, at kroppen har en sjæl, der forlader kroppen ved døden, og teologer bør forsøge at finde ud af mere om den.

Dr. Wilfred G. Bigelow, leder af hjerteoperationsafdelingen på Toronto General Hospital, fortalte, at ”som en person, der tror på, at der er en sjæl,” mente han, at tidspunktet var kommet til ”at tage mysteriet ud af dette og finde ud af, hvad den er.”

Bigelow var deltager i et panel, der var mødt op foran Essex County Medical-Legal Society for at diskutere problemer, der er forbundet med at definere det nøjagtige dødstidspunkt.

Spørgsmålet er blevet livsvigtigt i en tid med transplantationer af hjerter og andre organer, hvor donorerne uundgåeligt er ved at dø.

Den Canadiske Sammenslutning af Læger har udviklet en bredt accepteret definition på døden som det øjeblik, hvor patienten er i koma, ikke reagerer på nogen form for stimuli, og der ikke registreres hjernebølger af nogen slags.

De andre medlemmer af panelet var dommer Edson L. Haines fra Ontarios Højesteret og J. Francis Leddy, rektor på University of Windsor.

Bigelow uddybede bagefter i et interview de punkter, han havde bragt op i diskussionen, og bemærkede, at hans 32 år som kirurg havde fjernet enhver tvivl i ham om, at der er en sjæl.

”Der er visse tilfælde, hvor man er så heldig at være til stede i det øjeblik, hvor folk går fra det levende stadie over i døden, og nogle mystiske forandringer finder sted.”

”En af de mest bemærkelsesværdige er den pludselige mangel på liv eller glans i øjnene. De bliver dunkle og bogstavelig talt livløse.”

”Det er vanskeligt at påvise, hvad man observerer. Ja, jeg tror ikke, det vil være muligt at dokumentere det særlig godt.”

Bigelow, der blev verdensberømt for sit banebrydende arbejde med den operationsteknik, der kaldes hypothermia (”dybfrostteknik”), og for sine hjerteklapoperationer, sagde, at teologer og beslægtede discipliner på universitetet skulle gå i gang med ”sjæleforskning”.

Under diskussionen bemærkede Leddy: ”Hvis der er en sjæl, kommer man ikke til at se den. Vi kommer ikke til at finde den.”

”Hvis der er et livsprincip, hvad er det da?” Problemet var, at ”sjælen eksisterer ikke noget bestemt sted, rent geografisk. Den er overalt, men så alligevel er den intet sted i kroppen.”

Det ville ”være fint at begynde at eksperimentere, men jeg ved ikke, hvor man tager fat på disse ting,” var Leddys kommentar. Han nævnte, at diskussionen mindede ham om den sovjetiske kosmonaut, der vendte tilbage fra rummet og fortalte, at Gud ikke fandtes, for han så Ham ikke deroppe.

”Måske,” svarede Bigelow, men i moderne lægevidenskab, ”er parolen,” når man støder på noget, der ikke kan forklares, ”at finde frem til svaret, tage det ind i laboratoriet eller tage det hen et sted, hvor man kan opdage sandheden.”

Det centrale spørgsmål var ifølge Bigelow: ”Hvor er sjælen, og hvor kommer den fra?”

 

Srila Prabhupada svarer:

Min kære Dr. Bigelow:

Jeg har for nylig læst en artikel i Montreal Gazette af Rae Corelli med overskriften ”Hjertelæge vil vide, hvad sjælen er”, og den var meget interessant. Deres kommentarer viser stor indsigt, og derfor fik jeg lyst til at skrive til Dem om det. Måske ved De, at jeg er grundlægger-acarya for Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed. Jeg har flere templer i Canada som Montreal, Toronto, Vancouver og Hamilton. Formålet med denne Krishnabevidstheds-bevægelse er specielt at lære hver eneste sjæl, hvad hans oprindelige åndelige position er.

Sjælen findes utvivlsomt i det levende væsens hjerte, og den er kilden til alle de energier, der opretholder kroppen. Sjælens energi er spredt over hele kroppen, og denne energi kaldes bevidsthed. Siden denne bevidsthed spreder sjælens energi ud over hele kroppen, kan man føle smerte og nydelse i en hvilken som helst del af kroppen. Sjælen er individuel, og han vandrer fra den ene krop til den næste, ligesom en person vandrer fra spæd til barndom, fra barndom til ungdom og derefter til slut til en fremskreden alderdom. Så finder den forandring, som vi kalder døden, sted, ligesom vi skifter vores gamle tøj ud med nyt tøj. Dette kaldes sjælevandring.

Når sjælen ønsker at nyde denne materielle verden og glemmer sit virkelige hjem i den åndelige verden, involverer han sig i denne hårde kamp for tilværelsen. Dette unaturlige liv af gentagen fødsel, død, sygdom og alderdom kan bringes til ophør, når hans bevidsthed sammenlænkes med Guds højeste bevidsthed. Det er det grundlæggende princip i vores Krishna-bevægelse.

Hvad hjertetransplantationer angår, kan de ikke lykkes, medmindre sjælen er der i hjertet. Så sjælens tilstedeværelse må accepteres. Hvis der ingen sjæl er i den seksuelle forening, sker der ingen undfangelse og ingen graviditet. Svangerskabsforebyggende midler forringer livmoderen, så sjælen ikke længere kan opholde sig der. Det strider imod Guds ordre. På Guds ordre sendes en sjæl til en bestemt livmoder, men igennem disse svangerskabsforebyggende midler nægtes han adgang til denne livmoder og er nødt til at blive anbragt i en anden. Det er ulydighed over for den Højeste. Tag for eksempel en mand, som det er meningen skal bo i en bestemt lejlighed. Hvis situationen der er så forstyrret, at han ikke kan få adgang til lejligheden, sættes han i stor forlegenhed. Dette er en ulovlig indblanding og er strafbart.

At gå i gang med ”sjæleforskning” ville afgjort være et fremskridt for videnskaben. Men fremskridt i videnskab vil ikke sætte os i stand til at finde sjælen. Sjælens tilstedeværelse kan blot erfares indirekte. De vil kunne læse om sjælen i den vediske litteratur, at den er på størrelse med en titusindedel af størrelsen på et punkt. Den materielle videnskabsmand kan ikke måle længden og bredden på et punkt. Derfor er det ikke muligt for den materielle videnskabsmand at fange sjælen. Man kan blot acceptere sjælens eksistens ved at lære om den fra en autoritet. Det, som de største videnskabsmænd opdager, har vi forklaret for længe siden. Så snart man forstår sjælens eksistens, kan man med det samme forstå Guds eksistens. Forskellen på Gud og sjælen er, at Gud er en meget stor sjæl, og det levende væsen er en meget lille sjæl, men kvalitativt er de ens. Derfor er Gud altgennemtrængende, og det levende væsen er lokaliseret. Men deres natur og kvalitet er den samme.

De bemærker, at det centrale spørgsmål er, ”Hvor er sjælen, og hvor kommer den fra?” Det er ikke svært at forstå. Vi har allerede diskuteret, at sjælen bor i det levende væsens hjerte, og at den søger tilflugt i en anden krop efter døden. Oprindeligt kommer sjælen fra Gud. Det er ligesom når en gnist springer ud fra ilden og rammer jorden, hvor den ser ud til gå ud. På samme måde kommer sjælens gnist oprindeligt fra den åndelige verden til den materielle verden. I den materielle verden falder han ned i tre forskellige tilstande, der kaldes naturens kvaliteter. Når en gnist falder i tørt græs, fortsætter dens kvalitet som ild. Når gnisten falder på jord, kan den ikke udvise sin kvalitet som ild, medmindre jorden på en eller anden måde gør det muligt. Og når gnisten falder i vand, slukkes den. Som så støder vi på tre slags livstilstande. Det ene levende væsen har helt glemt sin åndelige natur, et andet har næsten glemt den, men har stadig et åndeligt instinkt, og det tredje er fuldstændig optaget af søgen efter åndelig fuldkommenhed. Der er en autoriseret metode, hvorpå den åndelige sjælegnist kan opnå åndelig fuldkommenhed, og hvis han bliver korrekt vejledt, kan han let blive sendt hjem, tilbage til Guddommen, hvor han oprindeligt faldt fra.

Det vil være et stort bidrag til menneskeheden, hvis denne autoriserede viden fra den vediske litteratur gøres tilgængelig for den moderne verden på basis af moderne videnskabelig forståelse. Kendsgerningen er der allerede. Nu skal den blot præsenteres for den moderne forståelse.

Med venlig hilsen

A.C. Bhaktivedanta Swami