I sine diskussioner af Vestens filosoffer havde Srila Prabhupada en række samtaler om Søren Kierkegaard med sine to disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa. Syamasundara og Hayagriva fremlægger forskellige citater fra Kierkegaard, og Srila Prabhupada kommenterer dem impromptu. Der er således ikke nødvendigvis tale om en fuldstændig eller helt præcis gengivelse af Kierkegaards filosofi. For os er det interessante blot Srila Prabhupadas Krishna-bevidste bemærkninger til det, han bliver præsenteret for.

Hayagriva: Kierkegaard, en dansk filosof og kristen, kaldes ofte eksistentialismens fader. Han mente, at hvis religionens sandheder ikke er medfødte i mennesket, må de nødvendigvis komme fra en lærer. Siden mennesket ville blive skræmt og overvældet af Gud, hvis Gud Selv kom for at undervise, som Han er, kommer Gud i stedet som en tjener af Gud i menneskeform eller for en kristen som Jesus Kristus.

Srila Prabhupada: Fordi mennesker er på niveau med dyr, er der normalt brug for et eller andet undervisningssystem. Når menneskets bevidsthed er udviklet, kan det undervises i forståelsen om Gud ved at lære fra autoriteter. Det er det vediske system. I den menneskelige form er det levende væsen somme tider meget nysgerrigt og ønsker at forstå Gud. Det kaldes formelt brahma-jijnasa: Man interesserer sig for Det Absolutte. Dette er kun muligt i den menneskelige livsform. Hvis vi er ivrige efter at kende Gud, må vi gå til en guru, ellers kan vi ikke forstå Guds natur eller vores forhold til Ham. At acceptere en guru er ikke et modelune, men en nødvendighed. En guru er den, der er helt uddannet og trænet i åndelig viden eller vedisk kundskab. De vediske ord eller lyde er ikke som almindelige materielle lyde. De er helt åndelige. Hare Krishna-mantraet er for eksempel en ren åndelig lyd. Når en person er helt uddannet i åndelig lyd, er han ikke længere interesseret i det materialistiske liv. En sådan person fremtryller heller ikke guld eller jonglerer med ord for at tiltrække tåbelige mennesker og tjene penge på dem. En guru er per definition en person, der ikke længere er interesseret i materielle ting. Han har søgt tilflugt hos den Højeste Herre, og hans materielle ønsker er helt ophørte. Vi bør nærme os en sådan ægte guru, overgive os til ham, tjene ham og derpå udspørge ham om Gud og vores forhold til Gud.

Hayagriva: Har Kierkegaard ret, når han hævder, at mennesket ville blive overvældet, hvis Gud kom, som Han er, for at undervise? Kom Krishna ikke, som Han er, for at undervise i Bhagavad-gita?

Srila Prabhupada: Krishna kom, som Han er, men folk misforstod Ham, for Han viste Sig for dem som et almindeligt menneske. Fordi de ikke kunne overgive sig til Ham, kom Han senere som en hengiven, Caitanya Mahaprabhu, for at lære mennesker, hvordan man nærmer sig Gud. Det er ideen bag Sri Caitanya Mahaprabhu. Sarva-bhauma Bhattacarya forstod Hans aktiviteter og skrev omkring hundrede vers i værdsættelse. To af disse vers lyder (Caitanya-caritamrta, Madh. 6.254-255):

vairagya-vidya-nija-bhakti-yoga-
siksartham ekah purusah puranah
sri-krsna-caitanya-sarira-dhari
krpambudhir yas tam aham prapadye
kalan nastam bhakti-yogam nijam yah
praduskartum krsna-caitanya-nama
avirbhutas tasya padaravinde
gadham gadham liyatam citta-bhrngah

”Lad mig søge tilflugt hos Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna, der er nedsteget i form af Herren Caitanya Mahaprabhu for at lære os virkelig viden, Sin hengivne tjeneste og utilknytning til alt, der ikke fremmer Krishna-bevidsthed. Han er nedsteget, fordi Han er et hav af transcendental barmhjertighed. Lad mig overgive mig til Hans lotusfødder.”

”Lad min bevidsthed, der er ligesom en honningbi, søge tilflugt ved lotusfødderne på Guddommens Højeste Personlighed, der netop har åbenbaret Sig som Sri Krishna Caitanya Mahaprabhu for at lære os det ældgamle system med hengiven tjeneste til Sig Selv. Dette system var næsten gået tabt på grund af tidens indflydelse.”

Sarvabhauma Bhattacarya forstod således, at Caitanya Mahaprabhu er den samme Krishna, der er kommet for at undervise i bhakti-yoga og forsagelsens proces. Sri Caitanya Mahaprabhu underviste i præcis den samme filosofi som Krishna, nemlig Bhagavad-gita. Men i stedet for at komme som Krishna kom Han som en hengiven af Krishna. Rupa Gosvami påskønnede også Caitanya Mahaprabhu som den mest gavmilde inkarnation, for ikke alene giver Han os Krishna, men også ren kærlighed til Krishna. Namo maha vadanyaya krsna-prema-pradaya te. For at give Sig Selv til den hengivne kræver Krishna fuldstændig overgivelse, men Caitanya Mahaprabhu giver ren kærlighed til Krishna uden at stille nogen krav. Da vi alle er Hans sønner, er Krishna, den Højeste Herre, kærlig imod os. Fordi vi rådner i denne materielle verden, kommer Krishna enten Selv eller som en hengiven og efterlader Sine instruktioner. Han er altid ivrig efter at oplyse mennesket og vise det, hvordan man vender hjem, tilbage til Guddommen.

Hayagriva: Med hensyn til Guds personlighed skriver Kierkegaard: ”Gud er helt sikker personlig, men om Han ønsker at være det i forhold til den enkelte afhænger af, om det behager Gud at være det. Det er Guds nåde, at Han ønsker at være personlig i forhold til dig. Hvis du kaster Hans nåde bort, straffer Han dig ved at opføre Sig objektivt [upersonligt] imod dig.”

Srila Prabhupada: Det er en rigtig god pointe. Som der står i Bhagavad-gita (12.5):

kleso ‘dhikataras tesam
avyaktasakta-cetasam
avyakta hi gatir duhkham
dehavadbhir avapyate

”For dem, hvis sind er knyttet til den Højestes umanifesterede, upersonlige aspekt, er det meget vanskeligt at gøre fremskridt. At gøre fremskridt i den disciplin er altid vanskeligt for dem, der er legemliggjorte.”

Hayagriva: Fordi det almindelige menneske ikke ønsker at have et personligt forhold til Gud, ”kan man i den forstand sige, at verden ikke har en personlig Gud … Der lever ikke længere mennesker, der ville kunne bære presset og vægten af at have en personlig Gud.”

Srila Prabhupada: Ja, en personlig Gud stiller krav, ligesom Krishna forlanger i Bhagavad-gita:

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evasyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

”Tænk altid på Mig, bliv Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændigt fordybet i Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.” (Bg. 9. 34)

Dette er Guds krav, og hvis vi følger dem, opnår vi fuldkommenhed. Tyaktva deham punar janma naiti mam eti (Bg. 4.9). Der står tydeligt, at når en hengiven opgiver sin materielle krop, accepterer han ikke en anden, men vender tilbage til Guddommen i sin oprindelige åndelige krop.

Syamasundara: Kierkegaard lagde mærke til tre grundlæggende stadier i et typisk liv: det æstetiske, det etiske og det religiøse. På det æstetiske stadie kan en person enten være en hedonist i jagt på nydelse og romantisk kærlighed eller en intellektuel, der er interesseret i filosofisk spekulation. Kierkegaard bemærker, at begge er uforpligtede, for de har intet endeligt mål.

Srila Prabhupada: Hvordan kan en filosof ikke have noget endeligt mål?

Syamasundara: På dette stadie er de kun intellektuelle spekulatører. De keder sig, og deres liv bliver tomme.

Srila Prabhupada: Dette er resultatet af upersonalisme og tomhedsfilosofi. Upersonalister eller tomhedsfilosoffer er ikke nødvendigvis overvældet af fortvivlelse, men de væmmes ofte over deres nuværende liv, for de kender ikke livets mål. Når man ikke har noget mål, skuffes man i livet, og det er årsagen til fortvivlelse.

Syamasundara: Kierkegaard ser, hvordan mennesker hengiver sig til sansetilfredsstillelse og intellektuel spekulation for at dække over deres grundlæggende fortvivlelse.

Srila Prabhupada: Når en mands forretning slår fejl i den materielle verden, eller når han oplever et stort chok, tyr han til beruselse for at glemme.

Syamasundara: Kierkegaard opfordrer til at lade denne fortvivlelse tjene som det første skridt mod selverkendelse. Når en person forstår, at det æstetiske liv ender i fortvivlelse, opgiver han det til fordel for det næste stadie.

Srila Prabhupada: Det giver vi ham ret i. Ifølge Vedanta-sutra begynder folk at spørge ind til selverkendelse, når de fortsat ikke har opnået livets mål på trods af at have arbejdet meget hårdt. På det tidspunkt begynder folk at tænke: ”Hvad er formålet med livet?” Det kaldes brahma-jijnasa, at spørge ind til den endelige sandhed om livet. En sådan forespørgsel er naturlig og nødvendig for yderligere udvikling.

Syamasundara: For at komme til selverkendelse må vi konfronteres med visse valg. For Kierkegaard er livet et enten/eller. Når vi erkender det, bevæger vi os fremad mod det etiske stadie. Vægten ligger her på handling.

Srila Prabhupada: For det første må vi forstå, hvordan handling eller aktivitet sker. Hvad er oprindelsen til handling? Den moderne videnskab er interesseret i at beskrive eller observere livets aktiviteter, og videnskabsmænd hævder, at liv udvikler sig automatisk på grund af naturens vekselvirkninger. Men fra Bhagavad-gita forstår vi, at bag alle disse materielle aktiviteter findes Gud. Den materielle natur er en maskine, der virker under Guds ledelse. Vedanta-sutra forklarer, at den Absolutte Sandhed er det, som alting udstrømmer fra, og Srimad-Bhagavatam diskuterer naturen af den oprindelse. For det første må vi forstå, at oprindelsen er bevidsthed. Liv opstår ikke af knogler og sten. Så snart vi forstår, at skabelsen ikke finder sted automatisk, må vi indrømme, at der findes en skaber.

Syamasundara: På det etiske stadie vil et menneske udføre fromme handliger og humanitære aktiviteter, og Kierkegaard ser dette som et skridt i den rigtige retning mod virkelig at blive sig selv. Ved at træffe de rigtige etiske valg kan vi komme til selvbevidsthed og det religiøse stadie.

Srila Prabhupada: Men hvad er det endelige valg? Hvorfor bliver folk moralske? Blot for at give mad til de fattige og blive menneskevenner?

Syamasundara: For Kierkegaard spiller det ikke så stor en rolle, hvad vi vælger, men den kendsgerning, at vi vælger. Ved at vælge opdager vi vores egen integritet.

Srila Prabhupada: Men det er ikke klart, hvordan en person træffer de rigtige valg. Den ene mand kan vælge at slagte et dyr, og den anden kan vælge at hjælpe andre. En mand kan give velgørenhed til andre og på samme tid opfordre til at slå dyr ihjel. Hvilken etik er forbundet med det? På den ene side talte Vivekananda for at give mad til de fattige, men på den anden side foreslog han, at man bespiste dem med Moder Kalis prasadam, med okser. Så hvad er det for en etik? Hvad er værdien af etiske regler, hvis de bygger på ufuldkommen viden?

Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at ved at vende blikket indad, ville vi træffe det rigtige valg. Dette nødvendiggør viden om selvet, og at man forpligter sig.

Srila Prabhupada: Men hvad er det for en indadvendthed? Man tænker måske blot: ”Jeg vil beskytte min broder ved at slå en anden ihjel.” Hvilken etik er forbundet med det? Vi må have en standard, som vi kan lægge til grund for at træffe de rette valg. (Fortsættes i næste nummer)