Her fortsætter Srila Prabhupadas samtaler om Søren Kierkegaard med hans to disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa. Syamasundara og Hayagriva fremlægger forskellige ideer fra Kierkegaard, og Srila Prabhupada kommenterer dem. Der er altså ikke tale om en fuldstændig eller nødvendigvis helt præcis gengivelse af Kierkegaards filosofi. Her interesserer vi os blot for Srila Prabhupadas Krishna-bevidste bemærkninger til det, han bliver præsenteret for.
Bemærk, at citaterne fra Kierkegaard er oversat fra engelsk og således ikke er Kierkegaards oprindelige danske tekst. Vi sluttede i sidste nummer med, at Srila Prabhupada vil frem til, efter hvilken standard Kierkegaard mener, at man skal træffe sine valg.
Syamasundara: Hans standard ville være: ”Vælg (dig) selv.”
Srila Prabhupada: Men hvordan kan man træffe et valg uden at kende sig selv? Og hvordan kan man kende sig selv, medmindre man henvender sig til den, der kender tingene, som de er? De fleste folk tror, at de er kroppen. Hvad slags selv-viden er det? Hvis man identificerer sig med kroppen, er man ikke bedre end et æsel. Hvad er da værdien af ens filosofi?
yasyatma-buddhih kunape tridhatuke
sva-dhih kalatradisu bhauma ijya-dhih
yat-tirtha-buddhih salile na karhicij
janesv abhijnesu sa eva go-kharah
”Et menneske, der identificerer denne krop, der er lavet af tre elementer, med sit selv, som anser kroppens biprodukter for at være sine slægtninge, der anser landet, hvor det er født, for tilbedelsesværdigt, og som rejser til pilgrimssteder blot for at tage et bad i stedet for der at møde mennesker, der har transcendental viden, må anses for at være som et æsel eller en ko.” (SB. 10.84.13)
Syamasundara: Kierkegaard betoner selve det, at der vælges, og ikke hvad der vælges.
Srila Prabhupada: Men hvis vi ikke kender livets mål, hvordan kan vi da træffe det rigtige valg? Det er barnligt at hævde, at vi bliver oplyste ved at vælge, ligegyldigt hvad vi vælger. Et barn vælger somme tider at lege med det ene legetøj og somme med det andet, men hvordan bliver det oplyst af det? Dyr træffer også deres valg. Æslet beslutter sig for at æde en tot græs og arbejde hele dagen med at bære byrder. Hvis det, der vælges, ikke er vigtigt, hvorfor så ikke vælge ubegrænset sansetilfredsstillelse?
Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at ubegrænset sansetilfredsstillelse i sidste ende fører til kedsomhed og fortvivlelse.
Srila Prabhupada: Men hvis vi tror, at det er livets mål, er det ikke kedeligt. Hvis vi vælger efter vores luner, kan vi vælge hvad som helst. En mand på Bowery kan beslutte sig for at købe en flaske whiskey, så snart han får nogle penge.
Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at i det tilfælde er der ikke nogen forpligtigelse til en højere etik. På det etiske niveau må vi engagere os i en højere sag og træffe beslutninger ud fra den.
Srila Prabhupada: Men sådanne gode sager er relative. Hvem afgør, hvad der er en god sag?
Syamasundara: Hvis vi begynder at se frem til døden, vil vi træffe den rigtige beslutning i lyset af, at denne handling kunne være vores sidste. På denne måde vil sandheden blive åbenlys.
Srila Prabhupada: Ja, et menneske bør tænke: ”Jeg ønsker ikke at dø, men døden kommer til mig. Hvad er grunden til det? Hvad skal jeg gøre?” Ingen ønsker at dø, men døden overvinder alle. Ingen ønsker at være syg, men sygdom er uundgåelig. Disse er menneskers virkelige problemer, som man ikke får bugt med ved blot at træffe nogle lunefulde valg. Vi bør beslutte os: ”Jeg ønsker ikke at lide, men lidelse kommer til mig. Nu må jeg finde en vedvarende løsning på dette problem.” Dette er den virkelige beslutning: at gøre en ende på lidelse for altid. Vi bør forstå, at kroppen eksisterer i nogle få år og derefter er dømt at gå til grunde, at kroppen er en ydre ting, og at vi ikke bør træffe vores valg på grundlag af kroppen, men på grundlag af sjælen.
Syamasundara: For Kierkegaard er et menneske, hvis bevidsthed er ulykkelig, fremmedgjort over for både fortid og fremtid. Han vil gerne glemme fortiden, og fremtiden rummer intet håb. I den rette bevidsthed, når personen er integreret, er fortid og fremtid forenet, og vi kan træffe de rette valg.
Srila Prabhupada: Ens valg bør være baseret på den kendsgerning, at man er en uadskillelig del af Krishna. Krishna fortalte Arjuna, at han eksisterede i fortiden, og at han ville fortsætte med at eksistere i fremtiden. Vores valg bør være baseret på sjælens platform.
Syamasundara: Kierkegaard ser selvet som det, der forener fortid og fremtid og etablerer dermed sin fuldstændighed som et integreret hele. Da er selvet i stand til at vælge.
Srila Prabhupada: Hvis man kommer til selvets platform, må man acceptere den kendsgerning, at selvet er evigt, hvis man vil integrere fortid, nutid og fremtid.
Syamasundara: Ja, det er det højeste stadie, det religiøse. På dette stadie forpligter man sig selv over for Gud og adlyder Gud.
Srila Prabhupada: Det ville være stadiet af Krishna-bevidsthed.
Syamasundara: Kierkegaard troede, at på det religiøse stadie er der voldsom lidelse, der kan sammenlignes med Jobs lidelse.
Srila Prabhupada: Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor skulle man lide, hvis man er Krishna-bevidst?
Syamasundara: Tja, Kierkegaard var kristen. Kristus led for vores synder, og processen med at få bugt med synd er en slags lidelse.
Srila Prabhupada: Men det er en forkert teori. Hvorfor skulle Kristus lide, hvis han er Gud eller Guds søn? Hvad slags Gud er underkastet lidelse? Hvorfor skulle enten Gud eller mennesket lide? Hele pointen er, at hvis der er lidelse, må man bringe den til ophør. Mange såkaldte kristne tror, at fordi de har en kontrakt med Kristus, fordi Kristus led for deres synder, kan de fortsætte med at synde. Er det nogen særlig god filosofi?
Syamasundara: Som eksistentialist troede Kierkegaard, at eksistens går forud for essens, og for at opnå selverkendelse må vi gå igennem disse forskellige stadier.
Srila Prabhupada: Det er korrekt. Vi vandrer gennem forskellige arter og kommer til sidst til den menneskelige form, hvor vi kan forstå livets formål. På det fuldkomne stadie bliver vi Krishna-bevidste. Derfor går eksistens forud for essens.
Syamasundara: For Kierkegaard er kulminationen på forpligtelse det religiøse liv, der er indbegrebet af lidelsens indadvendthed.
Srila Prabhupada: Lidelse opstår, fordi vi identificerer os med kroppen. Når en person har et biluheld, lider han måske i virkeligheden ikke, men fordi han identificerer sig selv med materie, dvs. med kroppen, lider han. Fordi Gud altid er i fuldstændig viden og altid er transcendental til den materielle verden, lider Gud aldrig. Det er et spørgsmål om viden, hvorvidt der er lidelse eller ej.
Syamasundara: Men indebærer askese og selvtugt ikke lidelse?
Srila Prabhupada: Nej. For dem, der er avanceret i viden, er der ingen lidelse. Selvfølgelig kan der være en eller anden kropslig smerte, men en person i viden forstår, at han ikke er kroppen. Hvorfor skulle han derfor lide? Han tænker: ”Lad mig gøre min pligt. Hare Krishna.” Det er det avancerede stadie. Lidelse skyldes uvidenhed.
Syamasundara: Men opgiver man ikke kropslige bekvemmeligheder, når man tjener Gud?
Srila Prabhupada: Rupa og Sanatana Gosvami var højtplacerede regeringsministre, men de opgav deres materielle rigdom for at udvise barmhjertighed over for folk i almindelighed. Derfor accepterede de et blot og bart lændeklæde og sov under et nyt træ hver nat. Tåbelige folk kan selvfølgelig tro, at de led, men de var opslugte af et hav af transcendental lyksalighed, altimens de skrev om Krishnas lege med gopierne. De engagerede deres sind i tanker på Krishna og gopierne, og de skrev bøger dag efter dag. Der var ikke tale om, at de led, selv om en tåbe kan tro: ”Åh, disse mænd var ministre og højt placerede regeringsembedsmænd, og de havde det så bekvemt med deres familier og hjem. Nu har de intet hjem og går omkring i lændeklæder og spiser kun lidt.” En materialist kan tro, at de led, men de led ikke. De nød livet.
Syamasundara: Nogle kristne betoner værdien af lidelse og tror, at opgivelse af verdsligt liv er at opgive glæde og lide.
Srila Prabhupada: Det skyldes deres ringe viden. De har udviklet denne filosofi efter Jesu Kristi bortgang. Den er mere eller mindre et opspind.
Hayagriva: Bortsert fra lidelse betonede Kierkegaard vigtigheden af kærlighed i det religiøse liv. I sin bog Kjerlighedens Gjerninger anser han Gud for at være den skjulte kilde til al kærlighed. ”Gud må man elske i betingelsesløs lydighed,” skriver han. ”Selv hvis det, Han kræver af én, kan virke skadeligt for én … for Guds visdom er uden sammenligning i forhold til ens egen … ”
Srila Prabhupada: Ja, det er også Bhagavad-gitas instruktion. Gud kræver, at vi opgiver alle vores planer såvel som alle andres planer og accepterer Hans plan. Sarva-dharman parityajya (Bg. 18.66): ”Opgiv alle forskellige former for religion og blot overgiv dig til Mig.” Hvis vi afhænger fuldstændigt af Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, fører Han os hjem.
Hayagriva: I sin definition af kærlighed påpeger Kierkegaard, at St. Paulus anså kærlighed for at være ”lovens fuldbyrdelse”. ”Kærlighed er et spørgsmål om samvittighed,” skriver Kierkegaard. ”Og dermed er det ikke et spørgsmål om indskydelse og tilbøjelighed og heller ikke et spørgsmål om følelse eller intellektuel beregning … Kristendommen kender i virkeligheden kun én slags kærlighed, nemlig åndelig kærlighed … ”
Srila Prabhupada: Ja, kærlighed er umulig i den materielle verden, for alle er kun interesserede i deres egen sansetilfredsstillelse. Kærligheden, der opleves imellem mænd og kvinder, er i virkeligheden ikke kærlighed, men lyst, for begge parter er interesserede i deres egen sansetilfredsstillelse. Kærlighed vil sige, at man ikke tænker på sin egen sansetilfredsstillelse, men på sin elskedes sansetilfredsstillelse. Det er ren kærlighed, og det er ikke muligt i den materielle verden. Vi ser imidlertid eksempler på ren kærlighed i de vediske skildringer af Vrindavana, en landsby, hvor mennesker, dyr, frugter, blomster, vand og alt andet kun eksisterer for at elske Krishna. De er ikke interesserede i at få noget til gengæld fra Krishna. Så det er virkelig kærlighed. Anyabhilasita-sunyam. Hvis man elsker Gud med et motiv, er det materiel kærlighed. Ren kærlighed er kun interesseret i at tilfredsstille Guddommens Højeste Personligheds ønsker. Når vi taler om kærlighed i den materielle verden, misbruger vi ordet. Lystne ønsker sættes i stedet for kærlighed. Virkelig kærlighed gælder kun for Gud – individuelt, kollektivt eller på nogen anden måde. Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, er den højeste genstand for kærlighed, og denne kærlighed kan udtrykkes gennem beundring, tjeneste eller venskab. Eller vi kan elske Ham som et barn eller som en ægteskabelig elsker. Der er fem grundlæggende forhold, der udtrykker ægte kærlighed til Guddommen.
Syamasundara: Kierkegaard anså også tro for at være en vigtig del af religion. For ham er det modsatte af tro synd, der er det samme som fortvivlelse.
Srila Prabhupada: Hvis man er i Krishna-bevidsthed, kan der ikke være tale om synd. Det er ikke et spørgsmål om tro, men en kendsgerning. I begyndelsen af Bhagavad-gita ønskede Arjuna ikke at kæmpe, men i sidste ende besluttede han sig for at følge Krishnas ordre. Det er fromhed: at tilfredsstille den højere autoritet, Gud. I den materielle verden forestiller vi os, at det ene eller det andet er syndigt eller fromt, men disse er mentale påfund. De har ingen værdi. (Fortsættes i næste nummer)