Da Srila Prabhupada i 1970 startede det første Hare Krishna-tempel i Japan, skrev han et brev, som hans to disciple, der blev sendt til Japan, havde med sig og kunne vise til japanerne. Brevet er skrevet i Los Angeles den 10. marts 1970.
Mine kære japanske brødre og søstre.
Modtag mine hilsener. Det er en stor mulighed, I er blevet givet, at Sriman Sudama Das Adhikari, en af mine amerikanske elever, er taget til jeres land for at sprede budskabet om Krishna-bevidsthed på ordre fra højere instans. Den oprindelige ordre kommer fra Herren Caitanya, der åbenbarede sig for 484 år siden i Navadvipa, et distrikt i Bengalen, Indien, ligesom Herren Buddha åbenbarede Sig i Gaya, et distrikt i Bihar, Indien. Vi, tilhængerne af den vediske kultur, accepterer både Herren Buddha og Herren Caitanya som inkarnationer af Gud, da de begge hævdes at være dette ifølge de autoriserede vediske skrifter.
Guddommens Oprindelige Personlighed er Krishna. Måske har de fleste af jer, der er til stede i dette møde, hørt navnet på den berømte bog Bhagavad-gita. Bhagavad-gitas lære blev givet til Arjuna af hans ven og filosof, Herren Krishna, for 5.000 år siden, og siden da har dyrkelsen af Krishna-bevidsthed historisk set eksisteret i Indien. De fleste af jer ved, at folk i Indien tilbeder Krishna som Guddommens Højeste Personlighed i mange millioner vediske templer, hvor nogle af dem er over 2.000 år gamle.
Men i virkeligheden kommer denne Krishna-bevidsthed ned til os gennem en discipelkæde fra et tidspunkt for nogle millioner år siden, for den første elev i denne dyrkelse var Vivasvan, den nuværende herskende guddom på Solplaneten. Senere lærde Vivasvan denne filosofi til sin søn Manu, der igen videregav den til sin søn, Kong Iksvaku, der herskede over denne jordiske planet. De oprindelige ksatriya-konger var alle efterkommere fra Kong Iksvaku, faderen til dynastiet, hvor Herren Ramacandra åbenbarede Sig. Det er en lang historie, der strækker sig over en periode på ikke mindre end 40 millioner år ifølge de vediske skrifter. Herren Krishna åbenbarede Sig også i den samme familie for lidt over 5.000 år siden. Og fordi dyrkelsen af Krishna-bevidsthed blev brudt, som tiden gik, genetablerede Herren til gavn for hele menneskesamfundet igen det samme system ved at undervise Sin kære ven Arjuna.
For 484 år siden prædikede Herren Caitanya denne dyrkelse af Krishna-bevidsthed på en enkel og praktisk måde, så alle kan engagere sig i den uden besvær og således blive lykkelige i dette liv såvel som i det næste. Formålet med Krishna-bevidsthed er at elske Krishna eller Gud. Vi har en generel tilbøjelighed til at elske en anden, hvilket er det grundlæggende princip i den levende tilstand. Ingen kan leve uden at elske en anden ud over sig selv. Denne tilbøjelighed til kærlighed til en anden er til stede i hvert eneste levende væsen. Selv et dyr som en tiger har denne tilbøjelighed til kærlighed i en slumrende tilstand for slet ikke at tale om menneskeheden. Men vi mangler at vide, hvor vi skal anbringe vores kærlighed, så alle kan blive lykkelige.
For øjeblikket er menneskesamfundet blevet uddannet til at elske sit land, sin familie eller sit personlige selv, men man har ingen viden om, hvor man skal anbringe tilbøjeligheden til at elske, så alle kan blive lykkelige. Det grundlæggende princip i kærlighed er, at både elskeren og den elskede eller genstanden for kærlighed og elskeren selv skal være lykkelige igennem det levende væsens kærlighedsaktiviteter. På det første stadie elsker et barn sine forældre, derpå sine brødre og søstre, og som det således dagligt vokser op, begynder det at elske sin familie, sit fællesskab, sit samfund, sit land og sin nation helt op til det punkt, hvor det elsker hele menneskesamfundet. Men tilbøjeligheden til at elske er så altomfattende, at selv ved at elske hele menneskesamfundet bliver tilbøjeligheden til kærlighed ikke tilfredsstillet på grund af ufuldkommenhed. Men denne kærlighedstilbøjelighed kan blive fuldt ud tilfredsstillet, når den anbringes hos Krishna, hvilket er summa summarum af denne Krishnabevidstheds-bevægelse.
Mine kære brødre og søstre, anse derfor ikke denne bevægelse for sekterisk eller tiltænkt et bestemt land eller samfund. I Bhagavad-gita, der er det grundlæggende princip for denne Krishnabevidstheds-bevægelse, udtaler Herren Krishna, at Han er den frøgivende fader til alle levende væsener. Der er mange millioner livsarter såsom vanddyr, træer, planter, reptiler, insekter, fugle, pattedyr og menneskeracer. Som levende væsener er de alle åndelige sjæle, men de er til stede foran os i mange varianter af form og påklædning. En lærd mand er ham, der ser alle levende væsener ligeligt som af samme kategori, uanset om det levende væsen er et meget kultiveret og intelligent menneske, eller en ko, en hund, elefant eller selv en hundeæder, der anses for at være den laveste i menneskesamfundet. Disse ting lærer vi fra de autoritative vediske skrifter.
Ideen er, at vores tilbøjelighed til at elske udbreder sig, som svingninger af luft og lys udbreder sig, men vi ved ikke, hvor den ender. Krishnabevidstheds-bevægelsen lærer os denne videnskab om, hvordan man kan elske alle levende væsener perfekt på en nem måde. Det er ikke lykkedes for os at skabe fred og harmoni i menneskesamfundet selv med så store forsøg som organisationen de Forenede Nationer, for vi kender ikke fremgangsmåden. Metoden er meget enkel, men man må holde hovedet koldt for at forstå den. Vi lærer alle mennesker at elske Krishna, Guddommens Højeste Personlighed.
Hvis man lærer at elske Krishna, hvilket er meget let, elsker man med det samme samtidigt hvert eneste levende væsen. Det er ligesom at vande træets rod og give maven mad. At denne metode med at hælde vand på træets rod eller give maven mad er videnskabelig, praktisk og universel, er blevet erfaret af os alle. Alle ved vi udmærket godt gennem praktisk erfaring, at når vi spiser noget, eller når vi med andre ord kommer mad i maven, fordeles energien, der skabes på den måde, med det samme til hele kroppen. Når man på samme måde hælder vand på træets rod, fordeles energien, der skabes ved en sådan vanding, med det samme til hele træet, uanset hvor stort det er. Men det er ikke muligt at vande træet del for del, ligesom det heller ikke er muligt at give de forskellige dele af kroppen mad hver for sig. Den, der ikke kender denne metode, går glip af hele pointen.
For øjeblikket har den menneskelige civilisatioon gjort fremskridt i at leve meget komfortabelt for så vidt angår vores materielle nødvendigheder, men vi er fortsat ikke lykkelige, for vi går glip af hele pointen. Blot og bar livets materielle bekvemmeligheder er ikke nok til at gøre os lykkelige. Det levende eksempel er USA for ikke at tale om andre lande. Verdens rigeste land, der har alle faciliteter til materiel komfort, skaber en klasse af mennesker, der er fuldstændig forvirrede og frustrerede i livet. Jeg har haft med dem at gøre på nært hold, og jeg har opdaget, at årsagen til deres ulykkelige tilstand ikke er nogen materiel mangel, men en mangel på åndelig komfort.
Det, der gælder for amerikanerne, er også sandt for alle andre nationer. Andre, mere fattige lande forsøger at blive lykkelige ved at imitere USA’s form for økonomisk udvikling. Men sådanne efterlignere overser det faktum, at i USA fremvokser der sideløbende med voldsom hastighed en misfornøjet klasse af mennesker, og rodårsagen til denne utilfredshed er, at vores slumrende tilbøjelighed til at elske ikke er blevet tilfredsstillet, selv om vi har gjort så store fremskridt i den materialistiske levemåde.
Da jeg første gang besøgte Tokyo i 1967 på min vej tilbage fra Indien til USA, var mit indtryk af byen, at den er en kopi af New York. Mine kære japanske brødre og søstre, jeg tror, jeg har ret, hvis jeg siger, at I forsøger at blive lykkelige ved at efterligne USA’s materielle rigdom. Men jeg må sige, at I kan ikke blive lykkelige på den måde. Dette betyder imidlertid ikke, at jeg fordømmer det materielle fremskridt i livet. Vi fordømmer ingen form for materialistisk liv, men vi beder blot alle om at lære, hvordan man elsker Krishna. Dette er det manglende punkt. I kan leve på en hvilken som helst måde, der er passende for et bekvemt liv, men sideløbende må I lære kunsten at elske Krishna. For nærværende udnytter vi vores tilbøjelighed til kærlighed ved at opfinde så mange andre måder, men i virkeligheden går vi glip af den virkelige pointe – Krishna. Eller med andre ord vander vi alle dele af træet, men glemmer træets rod. Eller vi forsøger på alle måder at holde vores krop sund og frisk, men glemmer at give mad til maven.
Forsøg derfor at forstå denne Krishnabevidstheds-bevægelse. Jeg har sendt tre af mine unge elever dertil for at prædike denne ædle dyrkelse i Japan. Vil I ikke være så venlige at samarbejde med dem, for så vil I blive lykkelige? Vi ønsker ingen betaling til gengæld for denne tjeneste, for vi har engageret os i Herrens tjeneste, og vi elsker alle levende væsener som uadskillelige dele af Herren. Vi er heller ikke sentimentalister uden nogen baggrund i filosofi og viden. Vi har et umådeligt skatkammer af viden og filosofi. Vi har vores bøger som Bhagavad-gita, Teachings of Lord Caitanya, Srimad-Bhagavatam, Isopanisad osv., og vi udgiver også månedlige magasiner. Men på samme tid underviser vi den brede befolkning igennem en enkel proces, nemlig sang af Krishnas hellige navn. Det er slet ikke vanskeligt. Selv et barn kan deltage i denne sang og få ophøjet fordel deraf. Syng derfor mantraet
- Hare Krishna Hare Krishna,
- Krishna Krishna Hare Hare
- Hare Rama Hare Rama,
- Rama Rama Hare Hare
og vær på den måde lykkelige. Mange tak.
A.C. Bhaktivedanta Swami