Af Srila Prabhupada

Dette er fortsættelsen og afslutningen på en artikel, der oprindeligt bragtes i februar 1972 i Dharmaprakash, et magasin, der blev udgivet af Madhva-sampradayaen i Madras. Første del af den danske oversættelse kunne læses i forrige nummer af Nyt fra Hare Krishna (november 2019).

Hele sagen forklares meget enkelt i Bhaga-vad-gita (7.14):

daivi hy esa gunamayi,
mama maya duratyaya
mam eva ye prapadyante,
mayam etam taranti te

Det vil med andre ord sige, at den materielle naturs kvaliteter, der er kendt som gunamayi maya, er meget stærke, og det er meget vanskeligt at komme ud af forviklingen. Men Herren giver på samme tid midlet, at enhver, der overgiver sig til Ham (mam eva ye prapadyante), eller enhver, der frivilligt overgiver sig til Krishna (isvarah paramah krsnah), kommer ud af kløerne på den materielle forvikling. Overgivelsesprocessen er i virkeligheden det, der skaber den menneskelige civilisation, overgivelsesprocessen er menneskesamfundets virkelige dharma, og den er det grundlæggende princip i den vediske kultur, som det bekræftes af Herrens udtalelse. Vedais ca sarvair aham eva vedyo (Bg. 15.15).

Denne vediske kultur bliver nu udbredt under navn af Krishnabevidstheds-bevægelsen, der er videnskabelig, autoriseret og praktisk. Vi har praktisk erfaring af dette. For fire eller fem år siden vidste ingen i den materielle verden, hvad Krishna er. I flere hundrede år har Bhagavad-gita været kendt i Vesten, og næsten alle lærde og religiøse mennesker er interesseret i at læse den store kundskabsbog, Bhagavad-gita. Men igennem den viden, der bliver præsenteret af mayavadi­-skolen, bliver Krishna aldrig forstået. For nærværende præsenterer vi Bhagavad-gita som den er uden nogen såkaldt klog fejlfortolkning, og overalt i verden bliver denne bevægelse accepteret, specielt af den yngre generation, hvilket betyder, at denne bevægelse har en stor fremtid for sig og kan blive accepteret af alle. I Srimad-Bhagavatam (6.3.22) anbefales det, at dharma i sin fortrolige og essentielle form bør prædikes som følger:

etavan eva loke ’smin,
pumsam dharmah parah smrtah
bhakti-yogo bhagavati,
tan-nama-grahanadibhih

Dette er den førsteklasses måde at prædike dharma på, nemlig bhakti-yogo bhagavati, der begynder med at synge Herrens hellige navn, tan-nama-grahanadibhih. Den samme ting bekræftes i Bhagavad-gita (9.14):

satatam kirtayanto mam,
yatantas ca drdha-vratah
namasyantas ca mam bhaktya,
nitya-yukto upasate

Derfor prædiker vi essensen af dharma, nemlig sang af Herrens hellige navne eller mahamantraet: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.

Denne bevægelse er nu generelt kendt over hele verden som Hare Krishna-bevægelsen. Det bekræftes i Brhan-Naradiya Purana:

harer nama harer nama,
harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva,
nasty eva gatir anyatha

Enhver, der er seriøs med hensyn til virkeligt at prædike denne bevægelse, vil blive accepteret i Amerika, Europa, Japan, Australien, Afrika, Sydamerika og selv i Rusland. Hvis Indien gerne vil være berømt, må hun finde tilbage til sin oprindelige åndelige kultur, der er at kende livets mål. Folk tror, at de kan blive lykkelige gennem materielle justeringer. Men vi har set, at ingen i fortiden nogensinde er blevet lykkelige gennem sådanne forsøg, og derfor kan det konkluderes, at de aldrig vil blive lykkelige i fremtiden gennem sådanne forsøg. Vi forsøger at sprede denne Krishnabevidstheds-bevægelse på vores egen ydmyge måde, og hvis bare en eneste betinget sjæl derigennem bliver befriet fra mayas kløer, vil vi anse vores bevægelse for vellykket. Vi mener derfor, at alle religiøse samfund verden over bør tage del i denne bevægelse. Hvis de synes, at det ikke er nemt, kan de benytte sig af de snesevis af vores tykke bøger såsom:

  • Bhagavad-gita som den er
  • Srimad-Bhagavatam
  • Teachings of Lord Caitanya
  • Nectar of Devotion (Bhaktirasamrta-sindhu)
  • Krishna, Guddommens Højeste Personlighed
  • Sri Isopanisad
  • Easy Journey to Other Planets
  • Krishna-bevidsthed: Det højeste yoga-system
    osv. osv.

Vores eneste bøn til alle religiøse samfund er, at de prøver at forstå denne bevægelse og tager del i den.

Supplement

Virkelig dharma betyder at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed. Sarva-dharman parityajya, mam ekam saranam vraja (Bg. 18.66). Sa vai pumsam paro dharmo, yato bhaktir adhoksaje (SB. 1.2.6). Desværre kan de, der er berøvet virkelig viden, ikke følge denne virkelige dharma, som det bekræftes i Bhagavad-gita (7.15):

na mam duskrtino mudhah,
prapadyante naradhamah
mayayapahrta-jnana,
asuram bhavam asritah

”De skurke, der er groft tåbelige, som er de laveste blandt mennesker, hvis viden er stjålet af illusion, og som deler dæmonernes ateistiske natur, overgiver sig ikke til Mig.”

Her står der, at blot ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed, Krishnas, lotusfødder, kan man overvinde den materielle naturs strenge love. Hvordan kan det da være, at uddannede filosoffer, videnskabsmænd, forretningsfolk, administratorer og lederne af almindelige mennesker så ikke overgiver sig til Sri Krishna, den almægtige Guddommens Personligheds, lotusfødder? Mukti eller befrielse fra den materielle naturs love er blevet efterstræbt af menneskehedens ledere på forskellige måder og med store planer og udholdenhed i rigtig mange år og liv. Men hvis den befrielse er mulig blot ved at overgive sig Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder, hvorfor vælger disse intelligente og hårdt arbejdende ledere så ikke denne enkle metode?

Bhagavad-gita besvarer dette spørgsmål meget ærligt og ligefremt. De virkelige lærde ledere af samfundet som Brahma, Siva, Kapila, Kumaraerne, Manu, Vyasa, Devala, Asita, Janaka, Prahlada, Bali og senere hen Madhvacarya, Ramanuja, Sri Caitanya og mange andre, der alle er solide filosoffer, politikere, lærere, videnskabsmænd osv., overgiver sig til den Højeste Person, den almægtige autoritets, lotusfødder. De, der ikke virkeligt er filosoffer, videnskabsmænd, lærere, administratorer osv., men som udgiver sig for at være det for at opnå materiel vinding, accepterer ikke den Højeste Herres plan eller vej. De har intet begreb skabt om Gud. De opfinder blot deres egne verdslige planer og komplicerer følgelig den materielle tilværelses problemer i deres forgæves forsøg på at løse dem.

Disse duskrtinaer eller skurke følger fire forskellige adfærdsmønstre. Mudhaerne er dem, der er groft tåbelige ligesom hårdtarbejdende lastdyr. De vil selv nyde frugterne af deres arbejde og ønsker derfor ikke at give dem til den Højeste. For det meste påstår de, der arbejder hårdt dag og nat for at klare byrden af deres selvskabte pligter, at de ikke har tid til at høre om det levende væsens udødelighed. For sådanne mudhaer er materiel vinding, der er forgængelig, livets et og alt på trods af, at mudhaerne kun nyder en uanseelig lille del af deres eget arbejdes frugter. Somme tider tilbringer de søvnløse dage og nætter for en eller anden frugtstræbende vindings skyld, og selv om de har mavesår eller fordøjelsesbesvær, stiller de sig tilfredse med praktisk taget ingen mad. De er udelukkende optaget af at slide hårdt dag ud og dag ind til gavn for illusoriske herrer. Desværre overgiver de sig aldrig til Herren over alle herrer, og de afser heller ikke tid til at høre om Ham fra de rette kilder.

Naradhamaerne er menneskehedens laveste eller de, der ikke følger nogen form for religiøse principper. Selv de, der er socialt og politisk udviklede, men ikke har nogen religiøse principper, må anses for at være naradhamaer. Formålet med den civiliserede form for menneskeliv er, at mennesket skal genoplive sin tabte bevidsthed om sit evige forhold til den Højeste Sandhed, Guddommens Personlighed, Sri Krishna, og den, der lader denne mulighed gå fra sig, klassificeres som en naradhama.

Den næste klasse af duskrtina kaldes mayayapahrta-jnana eller de personer, hvis store lærdom gøres til skamme under indvirkningen af den illusoriske materielle energi. De er for det meste nogle meget kloge fyre som store filosoffer, digtere, forfattere, videnskabsmænd osv., men den illusoriske energi vildleder dem, og derfor adlyder de ikke den Højeste Herre. Der findes rigtig mange sådanne personer, som for øjeblikket udgiver sig for at være såkaldte lærde i Bhagavad-gita. I Bhagavad-gita bliver det på et jævnt og ligefremt sprog forklaret, at Sri Krishna er Guddommens Højeste Personlighed, kilden til alting, og alle rådes til at overgive sig til Ham. På trods af disse klare udtalelser nedgør mayayapahrta-jnanaerne den Højeste Herre for blot at være et menneske. De overgiver sig ikke til Hans lotusfødder eller underviser andre i at følge dette princip.

Den sidste klasse af duskrtina kaldes asuram bhavam asrita, de, der er af dæmoniske principper. De er åbenlyst ateistiske og hævder, at den Højeste Herre aldrig kan nedstige til denne materielle verden, eller at Han er underordnet det upersonlige aspekt, selv om der står det modsatte i Bhagavad-gita. Fordi ateisten er misundelig på den Højeste Herre, lancerer han en masse uægte inkarnationer, der ikke er andet end hans eget hjernespinds frembringelser.

Disse fire slags personer overgiver sig aldrig til Guddommens Højeste Personlighed.