Denne samtale mellem Śrīla Prabhupāda og Dr. Gregory Benford, professor i fysik ved University of California, Irvine, fandt sted i oktober 1973 i Los Angeles’ Hare Kṛṣṇa-center.

Dr. Benford: De er sikkert bekendt med det, som Vestens teologi betegner som “det ondes problem”. Hvorfor findes der ondskab?

Śrīla Prabhupāda: Ondskab er fraværet af godhed, ligesom mørke er fraværet af sollys. Hvordan kan man være i mørke, hvis man altid sørger for at holde sig i lyset? Gud er algod, så hvis man altid holder sig i Gudsbevidsthed, er der ingen ondskab.

Dr. Benford: Men hvorfor er verden da blevet skabt med onde mennesker?

Śrīla Prabhupāda: Hvorfor blev politiet skabt? Fordi der er brug for det. På samme måde ønsker nogle levende væsener at nyde denne materielle verden. Derfor skaber Gud den. Han er som en far, der giver sine slemme børn et særligt værelse at lege i. Ellers ville de slemme drenge altid forstyrre ham.

Dr. Benford: Denne verden er således noget i retning af et fængsel?

Śrīla Prabhupāda: Ja, den er et fængsel. Derfor er der lidelse her. I fængslet kan man ikke forvente komfort, for hvis der ikke er lidelse, lærer fangerne ingenting. Det beskrives i Bhagavad-gītā: duḥkhālayam aśāśvatam. Duḥkhālayam betyder “et sted af lidelse”. Og aśāśvatam betyder “midlertidig”. Man kan ikke gå på kompromis og sige: “Godt, jeg lider, men det er jeg ligeglad med. Jeg bliver her uanset hvad.” Vi får ikke lov til at blive her. Vi bliver sparket ud. Nu tror du, at du er amerikaner, du er en stor videnskabsmand, du er lykkelig, du får en god løn. Det er helt i orden, men du får ikke lov til at blive ved med at være i den situation. Den dag kommer, hvor du bliver sparket ud. Og du ved ikke, om du bliver amerikaner eller videnskabsmand igen eller måske en kat, en hund eller en halvgud. Det ved du ikke.

Dr. Benford: Sandsynligvis bliver jeg ikke til noget overhovedet.

Śrīla Prabhupāda: Nej, det er en anden form for uvidenhed. Kṛṣṇa forklarer i Bhagavad-gītā [2.13], dehino ‘smin yathā dehe kaumāraṁ yauvanaṁ jarā/ tathā dehāntara-prāptiḥ: Først er du i en drengekrop, dernæst i en ung mands krop, og i fremtiden vil du være i en gammel mands krop . . .

Dr. Benford: Men efter jeg har været en gammel mand, bliver jeg måske til ingenting.

Śrīla Prabhupāda: Nej, nej. Tathā dehāntara-prāptiḥ: Efter døden går du over i en anden krop. Så du kan ikke sige: “Jeg bliver til ingenting.” Jo, du kan selvfølgelig sige hvad som helst, men sådan er loven ikke. Måske kender du loven, eller måske kender du den ikke. Det er ligegyldigt. Loven gælder uanset hvad. Hvis du for eksempel tror: “Jeg vil røre ved ilden, og den brænder mig ikke,” er det ikke sandt. Den brænder. På samme måde kan du tro, at der intet liv er efter døden, men det er ikke sandt.

Dr. Benford: Hvorfor ser en person som mig, der forsøger at forstå verden rationelt, ikke ud til kunne finde en måde at gøre det på?

Śrīla Prabhupāda: Du forsøger at forstå ting rationelt, men du henvender dig ikke til den rigtige lærer.

Dr. Benford: Men jeg mener, at ved at studere verden kan jeg få viden, og der er en måde at efterprøve den viden på. Vi formulerer hypoteser, vi udfører eksperimenter, vi bekræfter vores ideer, og så prøver vi at se, om vi kan bruge disse ideer i den praktiske verden.

Śrīla Prabhupāda: Det er blot en anden form for uvidenhed, for du ved ikke, at du er ufuldkommen.

Dr. Benford: Åh jo, jeg ved godt, at jeg ikke er fuldkommen.

Śrīla Prabhupāda: Hvorfor forsøger du så at studere verden på den ene og den anden måde? Hvis du er ufuldkommen, vil resultatet blive ufuldkomment.

Dr. Benford: Det er sandt.

Śrīla Prabhupāda: Så hvorfor spilder du din tid?

Dr. Benford: Men der ser ikke ud til at være nogen anden måde at få viden på.

Śrīla Prabhupāda: Selv når det kommer til materiel viden, er du nødt til at tage til et universitet og spørge en professor. Når du på samme måde gerne vil lære åndelig viden – fuldkommen viden – er du nødt til at gå til en fuldkommen lærer. Så vil du få fuldkommen viden.

Dr. Benford: Men hvordan ved man, hvornår læreren er fuldkommen?

Śrīla Prabhupāda: Det er ikke vanskeligt. En fuldkommen lærer er ham, der har lært fra en anden fuldkommen lærer.

Dr. Benford: Men det flytter blot problemet et skridt videre.

Śrīla Prabhupāda: Nej, for der er én fuldkommen lærer – Kṛṣṇa – der accepteres af alle klasser af lærere. I Indien har vi stadig den vediske kultur, der videregives af lærde vediske lærere. Alle disse lærere accepterer Kṛṣṇa som den højeste lærer. De tager undervisning fra Kṛṣṇa og videregiver den.

Dr. Benford: Så hvem som helst, som jeg møder, som accepterer Kṛṣṇa som den perfekte lærer – han er en perfekt lærer?

Śrīla Prabhupāda: Ja. Enhver, der underviser i Kṛṣṇas lære – han er en perfekt lærer.

Dr. Benford: Så alle hengivne her er perfekte lærere?

Śrīla Prabhupāda: Ja, for de videregiver kun Kṛṣṇas lære, det er alt. De er nok ikke fuldkomne, men alt, som de siger, er fuldkomment, for det kommer fra Kṛṣṇa.

Dr. Benford: Så du er altså ikke perfekt?

Śrīla Prabhupāda: Nej, jeg er ikke perfekt. Ingen af os hævder, at vi er perfekte. Vi har så mange mangler. Men fordi vi ikke siger noget ud over det, som er Kṛṣṇas lære, er vores undervisning fuldkommen. Vi er ligesom postbudet, der kommer med en check til dig på 1.000 dollars. Han er ingen rig mand, men hvis han afleverer konvolutten til dig, som den er, har du gavn deraf. Han er ikke en rig mand, men hans perfekte handlemåde – hans ærlighed – er fuldkommen. På samme måde er vi ikke fuldkomne. Vi er fuld af ufuldkommenheder. Men vi bevæger os ikke uden for det, som er Kṛṣṇas lære – det er vores proces – og derfor er vores undervisning perfekt.