Hele verden er delt i fraktioner, og alle beskylder de hinanden for at være skøre. Men hvis der intet kriterium er for, hvad der er normalt, hvem kan da afgøre det? Srila Prabhupada diskuterer dette i følgende artikel, der først blev bragt i Back to Godhead nr. 66.
man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah
“Tænk altid på Mig, engager din krop i min tjeneste og overgiv dig til Mig. Ved at være fuldstændigt absorberet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” (Bg. 9.34)
Her udtaler Krishna, at man altid bør tænke på Ham, være Hans hengivne og tilbede Ham. Dette er den hengivne tjenestes proces. Den er ikke særlig vanskelig, og alle kan udføre den ved at tænke på Gud, bukke sig ydmygt og respektfuldt for Ham og tjene Ham på en eller anden måde. Generelt identificerer folk sig med et eller andet parti, enten socialt, politisk, økonomisk eller religiøst. I USA er der republikanske og demokratiske partier, og på international skala er der kapitalister og kommunister. Religiøst identificerer folk sig med et parti som kristen, muslim, hindu osv. I Indien er der også sociale partier som brahmanaer og ksatriyaer. Kort sagt er det ikke muligt ikke at tilhøre et eller andet parti. Åndelighed betyder imidlertid, at vi identificerer os med Guds parti.
På den platform er der også partipolitik i den forstand, at åndelige mennesker kalder materialister skøre, og materialisterne kalder de åndelige skøre. Vi har dannet et Samfund for Krishna-bevidsthed, og de, der ikke kan lide det, siger, at vi er skøre. På samme måde ser en person i Krishna-bevidsthed en person, der handler i materiel bevidsthed, som skør. Hvem er da i virkeligheden den, der er skør? Hvem afgør det? Hvordan er de partier, der er involverede, i stand til at afgøre det? Hele verden er opdelt i partier, der hver især beskylder hinanden for at være skøre, men hvis der ikke er noget kriterium for, hvad der er normalt, hvem kan da afgøre det?
Hvis vi spørger en hvilken som helst almindelig mand på gaden, hvad han er, vil han svare: ”Jeg er denne krop.” Han vil måske forklare videre, at han er kristen, hindu eller jøde, eller at han er Hr. sådan-og-sådan eller hvad som helst, men alle disse er blot betegnelser, han knytter til kroppen. Med andre ord udspringer de alle fra kroppen. Når en person hævder, han er amerikaner, refererer han til kroppen, fordi han på en eller anden måde eller af en eller anden grund er født i Amerika og dermed får titlen amerikaner. Men det er kunstigt, for landet er hverken amerikansk, fransk, kinesisk, russisk eller noget som helst – land er land. Vi har blot kunstigt skabt nogle grænser og sagt: ”Dette er Amerika, dette er Canada, dette er Mexico, Europa, Asien eller Indien.” Det er vores opfindelse, for vi finder ikke, at disse lande oprindeligt var opdelt på denne måde. For tre eller fire hundrede år siden var dette land ikke kendt som Amerika, og det var heller ikke beboet af hvide mennesker fra Europa. Selv for et tusinde år siden var Europa beboet af andre folk og hed noget andet. Det er betegnelser, der hele tiden ændrer sig. Fra den vediske litteratur kan vi forstå, at hele denne planet var kendt som Ilavrta-varsa, og en konge, Maharaja Bharata, der herskede over hele planeten, ændrede navnet på planeten til Bharata-varsa. Gradvist blev planeten delt yderligere op, og forskellige kontinenter og sektioner blev kendt under forskellige navne. Selv inden for nyere tid blev Indien delt op i flere lande, imens Indien tidligere i århundredet inkluderede Burma, Ceylon og Øst og Vest Pakistan. I virkeligheden er landet hverken Bharata-varsa, Indien, Europa, Asien eller hvad som helst. Vi giver det blot disse betegnelser under påvirkning af tid og omstændigheder.
Ligesom vi giver landet betegnelser, giver vi også vores kroppe betegnelser, men ingen kan sige, hvad deres betegnelse var, før de blev født. Hvem kan sige, at han var amerikaner, kineser, europæer, eller hvad det nu var? Vi tror, at efter at have forladt denne krop vil vi fortsætte som amerikaner, inder eller russer. Men selv om vi bor i Amerika i dette liv, kommer vi måske til at være i Kina i det næste, for vi skifter hele tiden vores kroppe. Hvem kan sige, at han ikke skifter kroppe? Når vi fødes fra vores moders mave, er vores krop meget lille. Hvor er den krop nu? Hvor er den krop, vi havde som dreng? Vi kan have fotografier, der minder os om, hvordan kroppen så ud for mange år siden, men vi kan ikke sige, hvor den krop er blevet af. Kroppen ændrer sig, men alligevel har vi følelsen af, at vi ikke ændrer os. ”Jeg er det samme menneske,” tænker vi. ”Og i min barndom så jeg sådan ud.” Hvad er der blevet af disse år? De er forsvundet med kroppen og alt andet, der kom i kontakt med den.
Men selv om alting ændrer sig hvert øjeblik, holder vi stadig fast ved vores kropslige identifikation, så når vi bliver spurgt, hvem vi er, giver vi et svar, der på en eller anden måde er relateret til denne krop. Er det ikke skørt? Hvis en person identificerer sig med noget, han ikke er, anses han for skør. Konklusionen er, at den, der identificerer sig med kroppen, ikke kan anses for virkelig at være normal. Det er således en udfordring til hele verden: Enhver, der gør krav på, at Guds ejendom eller Jorden tilhører hans krop, der konstant ændrer sig, kan kun anses for at være et skørt menneske. Hvem kan i virkeligheden bevise, at dette er hans ejendom, eller at dette er hans krop? Ved naturens luner anbringes en person i en krop og dikteres af den materielle naturs love, men under illusion tror vi, at det er os, der er herre over naturen. Derfor siger Krishna i Bhagavad-gita:
prakrteh kriyamanani
gunaih karmani sarvasah
ahankara-vimudhatma
kartaham iti manyate
“Den forvirrede åndelige sjæl anser under indflydelse af det falske ego sig selv for at være den, der udfører handlinger, der i virkeligheden gøres af den materielle naturs tre kvaliteter.” (Bg. 3.27)
Prakrteh kriyamanani: Den materielle natur trækker alle rundt ved øret, ligesom en streng lærer trækker rundt med en elev. Hver individuel person står under den materielle naturs diktat og anbringes somme tider i den ene krop og somme tider i den anden. Vi er nu heldige at have fået en menneskekrop, men vi kan let se, at der er mange andre slags kroppe (8.400.000 ifølge Padma Purana), og ved naturens love kan vi blive anbragt i en hvilken som helst slags krop ifølge vores arbejde. Derfor er vi helt og aldeles i den materielle naturs magt. Selv om vi i dette liv kan være heldige at have en menneskekrop, er der ingen garanti for, at vi næste gang ikke vil få en krop som hund eller et andet dyr. Alt dette afhænger af vores arbejde. Ingen kan sige: ”Efter min død vil jeg igen tage fødsel i Amerika.” Den materielle natur vil tvinge os ind i den ene eller den anden krop. Siden vi ikke er autoriteter, fortæller Bhagavad-gita os, at alting styres af de højeste naturlove, og det er det tåbelige mennesker, der tror: ”Jeg er noget særligt. Jeg er fri.” Ahankara-vimudhatma: Dette er falsk logik. Selv om det levende væsen er forskelligt fra kroppen, tænker det: ”Jeg er denne krop.” Derfor prædikede Sankaracarya i bund og grund det samme budskab om og om igen: aham brahmasmi, “Jeg er ikke denne krop. Jeg er Brahman, åndelig sjæl.” (Fortsættes i næste nummer)