Her fortsætter Srila Prabhupadas diskussion af Søren Kierkegaard. Hayagriva og Syamasundara fremlægger nogle af Søren Kierkegaards ideer, og Srila Prabhupada svarer på dem impromptu. Vi tager forbehold for, at fremlægningen ikke nødvendigvis yder Kierkegaard fuldstændig retfærdighed. For os er det interessante her udelukkende Srila Prabhupadas kommentarer. Bemærk også, at Kierkegaard-citaterne er oversat fra engelsk og er ikke Kierkegaards originale danske.

Syamasundara: Kierkegård anså også tro for at være en vigtig del af religion. For ham er det modsatte af tro synd, der er det samme som fortvivlelse.

Srila Prabhupada: Er man i Krishna-bevidsthed, kommer synd slet ikke på tale. Det er ikke et spørgsmål om tro, men om kendsgerning. I begyndelsen af Bhagavad-gita ville Arjuna ikke kæmpe, men valgte til sidst at underkaste sig Krishnas ordre. Det er fromhed: at tilfredsstille den højere autoritet, Gud. I den materielle verden forestiller vi os, at det ene eller det andet er syndigt eller fromt, men det er mentalt opspind. Det har ingen værdi.

Syamasundara: Kierkegård ville definere fromhed som tro på Guds ordre.

Srila Prabhupada: Det betyder, at han må modtage Guds ordre. Men hvis en person ingen opfattelse har af Gud, og hvis han opfatter Gud som upersonlig, kommer Guds ordre slet ikke på tale. Er Gud upersonlig, har Han ingen mund, Han kan tale med, og ingen øjne at se med. I så fald kommer det ikke på tale, at Han giver ordre.

Hayagriva: I sine Journaler skriver Kierkegård: ”Der findes en Gud. Hans vilje kommer til mig i hellige skrifter og i min samvittighed. Denne Gud ønsker at gribe ind i verden. Men hvordan kan Han gøre dette uden menneskets hjælp?“

Srila Prabhupada: Sadhu-sastra-guru. Vi kan nærme os Gud ved at forstå en hellig person, studere de Vediske skrifter og den ægte åndelige mesters instruktioner. Sadhu, sastra og guru skal bestyrke hinanden. En sadhu er ham, der taler i overensstemmelse med skrifterne, og guruen er den, der underviser ifølge skrifterne. En guru kan ikke fabrikere ord, der ikke står i sastraerne. Når vi får instruktioner fra alle tre, kan vi gøre fremskridt i vor forståelse af Guddommens Højeste Personlighed.

Hayagriva: Kierkegård skriver: ”Den eneste fyldestgørende måde at udtrykke en fornemmelse af Guds majestæt på er ved at tilbede Ham… Det er så let at se, at den, for hvem alt er lige vigtigt og lige betydningsløst, kan kun være interesseret i én ting: lydighed.“

Srila Prabhupada: Ja, og Gud forlanger fuld lydighed: sarva-dharman parityaja mam ekam saranam vraja (Bg. 18.66). Vor første lydighed bør være til Gud, og vi bør adlyde den åndelige mester, fordi han er Guds repræsentant. Modtager en person ikke ordrer direkte fra Gud, kan han ikke være en ægte guru. En guru kan ikke fabrikere noget som helst; han præsenterer blot det, som Gud taler i sastraerne. Når Gud kommer som en inkarnation, giver Han også referencer til skrifterne, ligesom Krishna referede til Brahma-sutra i Bhagavad-gita. Skønt Krishna er Gud, og Hans ord er det endelige og afgørende, honorerer han stadigvæk Brahma-sutra, for i den bog fremsættes åndelig viden logisk og filosofisk. Det er ikke sådan, at vi blot skal acceptere alle og enhvers proklameringer om Gud. Udsagn skal bekræftes af standardskrifterne.

Hayagriva: Kierkegård skriver, at vi bør ”..forsage alt som en handling af tilbedelse, der ofres op til Gud, og ikke fordi Han behøver at bruge os som et redskab. Men at forsage alt som den mest betydningsløse overflødighed og luksus – det er at tilbede.“

Srila Prabhupada: Ja, tilbedelse begynder med forsagelse af ydre motiver. Vor eneste opgave er at elske Gud, og et førsteklasses religiøst system lærer sine tilhængere at elske Gud uden noget ydre motiv. En sådan tilbedelse kan ikke bremses af materielle hensyn. Vi kan elske Gud under alle omstændigheder, og Gud vil hjælpe.

Syamasundara: Kierkegård beklagede kristendommens smuldren som en handlekraftig tilbedelsesform. Han anså den moderne kristendom for at være en slags sygdom, en forvanskning af Kristi oprindelige budskab.

Srila Prabhupada: Kristendom er kristendom, og man kan ikke kalde den moderne eller gammel, og man kan heller ikke sige, at Gud er moderne eller forældet. Vi siger, at enten er en person kristen, eller også er han det ikke. Enten følger man Kristi ordrer, eller også gør man det ikke. Hvis man ikke følger sin religions grundsætninger, hvordan kan man da hævde at tilhøre den religion? Dette gælder for alle religioner. For eksempel er der mange såkaldte hinduer, der ikke tror på noget som helst, men alligevel regner sig selv for hinduer og brahmanaer. Dette er en hån.

Syamasundara: Kierkegård så kristen fortvivlelse som en ‘sygdom til døden’. Ønsket om at dø er resultatet af fortvivlelse.

Srila Prabhupada: Folk forsøger at undgå resultaterne af deres syndige aktiviteter ved at slå sig selv ihjel, men dette er ikke muligt. Selvmord er blot en anden form for synd. Derfor bliver de, der begår selvmord, spøgelser.

Syamasundara: Kierkegård mente, at et menneske skal leve, som om det kunne dø hvert øjeblik. Det bør handle, som om hver handling var den sidste.

Srila Prabhupada: Dette kræver øvelse, og derfor anbefaler vi recitation af Hare Krishna uden ophør. Selvfølgelig kan døden komme hvert øjeblik, og fremsiger vi Hare Krishna, bliver den død en lykkelig død.

Syamasundara: Ifølge katolicismen kan en præst løse én fra éns synder.

Srila Prabhupada: Ja, forudsat, at man har bevidstheden til at forstå præsten.

Syamasundara: Selv hvis man har begået mange synder igennem sit liv, kan man blive løst fra sine synder på dødslejet.

Srila Prabhupada: Det er fuldt ud muligt, for en præst kan minde én om Gud i dødsøjeblikket. Éns tanker i dødsøjeblikket er meget vigtige. Der er så mange eksempler: Ajamila, Bharata Maharaja. Derfor beder Maharaja Kulasekhara, ”Lad mig dø omgående, imens jeg tænker på Krishna.“ Men medmindre vi har øvet os i det, er det selvfølgelig ikke muligt at tænke på Krishna i dødsøjeblikket, for på det tidspunkt er der mange kropslige forstyrrelser. Derfor er det nødvendigt med askese fra begyndelsen af.

Hayagriva: Kierkegård skriver: ”Det sande forhold i bøn er ikke, når Gud hører det, der bedes om, men når personen, der beder, fortsætter med at bede, til han er den, der hører, hvad Gud vil.“

Srila Prabhupada: Ja, det er virkelig fint. Igennem bøn bliver man kvalificeret til at forstå Gud, tale med Gud og modtage Hans instruktioner.

tesam satata-yuktanam bhajanam priti-purvakam
dadami buddhi-yogam tam yena mam upayanti te

”Til dem, der er konstant hengivne og tilbeder Mig med kærlighed, giver Jeg den forståelse, hvorved de kan komme til Mig.“ (Bg. 10.10). Vort yderste mål er at opgive denne materielle verden og vende tilbage til Gud. Bøn er blot en anden form for tjeneste. Der er ni grundlæggende processer, vi kan følge, når vi gør hengiven tjeneste:

sravanam kirtanam visnoh smaranam pada-sevanam
arcanam vandanam dasyam sakhyam atma-nivedanam

”At høre og lovprise Visnus hellige navn, form, kvaliteter, tilbehør og aktiviteter, at huske på disse, at tjene Herrens lotusfødder, at ofre bønner til Herren, at blive Hans tjener, at anse Herren for ens bedste ven og at overgive alt til Ham – disse ni processer accepteres som ren hengiven tjeneste.“ (Bhag. 7.5.23). Bøn er vandanam. Accepterer vi alle ni processer eller blot én af dem, kan vi gøre fremskridt i åndeligt liv. Kristne og muhamedanere fremfører bønner, og hinduer gør tjeneste i templet. Deiteterne smykkes, templet rengøres, og mad ofres. Det kaldes arcanam, og igennem denne proces kan vi engagere os i hengiven tjeneste. Gud er inde i os, og når Han ser, vi er oprigtige i Hans tjeneste, tager Han Sig af os og viser, hvordan vi hurtigt kan nærme os Ham. Gud er fuldstændig i Sig Selv. Han higer ikke efter vor tjeneste, men når vi tjener Ham, renses vi. Når vi er rensede, kan vi tale med Gud og se Ham. Vi kan tage mod Hans instruktioner personligt, som Arjuna gjorde det. (Fortsættes i næste nummer)