– Af Janardana Dasa –

I februar mødtes jeg med nogle af mine gode venner i Krishna-bevidsthed for at glorificere Krishna højlydt i den nordindiske by Rishikesa. Rishikesa ligger smukt der, hvor Himalaya-bjergene flader ud i den nordindiske stat Uttarakand. Gangesfloden deler byen i to på det sted, hvor den majestætisk flyder ud på den store indiske slette. Derfra løber den 1500 km først mod øst og videre mod syd, hvor den munder ud i den Bengalske bugt.

Al trafik til de mest besøgte indiske hellige steder i denne del af Himalaya som Badrinatha, Gangotri, Kedarnatha og Yamunotri går igennem Rishikesa. Gangotri og Yamunotri er kilderne til de to mest hellige floder Ganges og Yamuna, og i Badrinatha og Kedarnatha bliver henholdsvis Narayana og Siva tilbedt. Utallige begivenheder og historier i nyere tid såvel som beskrivelser i Puranaerne berømmer disse steder. Igennem historien har store personligheder søgt til Himalaya-bjergene for at opnå åndelig erkendelse igennem meditation. Srila Vyasadeva, forfatteren af Veda-teksterne, opholder sig således fortsat i Badrinatha, hvor han er fordybet i meditation. Badrinatha regnes for en af de fire helligste byer i Bharatavarsa (Indien) sammen med Dvaraka i vest, Ramesvaram i syd og Jagannatha Puri i øst. Hvert år besøger over en million pilgrimme Badrinatha alene.

Mod syd er der udsigt til en anden af Indiens hellige byer, Haridwar. I både Haridwar og Rishikesa er kødspisning forbudt på grund af deres status som hellige byer. Haridwar er en af fire byer i Indien, hvor millioner af ivrige pilgrimme hvert fjerde år bader i Ganges i februar og marts til Kumbha–mela, hvor udødelighedens nektar faldt. Episoden er beskrevet i Srimad-Bhagavatam, der fortæller, hvordan halvguderne og dæmonerne kærnede Mælkeoceanet for at få del i udødelighedens nektar. Jeg var selv i Haridwar til Siva–ratri i 2010 blandt otte millioner andre pilgrimme, der den dag benyttede sig af det lykkebringende øjeblik til at rense legemet og bevidstheden ved at dyppe sig i Ganges.

De bedste tidspunkter at besøge Rishikesa på er fra februar til maj og perioden september til november. Efter regntiden er Rishikesa i oktober og november vældig frodig og grøn med bjerge til alle sider. Måske lige med undtagelse af Goa er Rishikesa det sted i Indien, som flest udlændinge besøger. De kommer for at gå rundt i Himalayas storslåede natur og dyrke yoga. Inderne selv valfarter også dertil på grund af stedets hellige status og beliggenhed ved Ganges. Derfor bruger vi højsæsonen i Rishikesa til at introducere disse mange valfartende til Srila Prabhupadas bøger, sangen af Hare Krishna-mantraet og prasada-distribution.

Denne gang var jeg i selskab med ti dejlige hengivne fra det meste af Europa. Der havde været lidt udskiftning i vores gruppe fra tidligere år, men hvert år er vi en gruppe, der er mødt op med et stærkt ønske om at give Krishna-bevidsthed til andre her i Rishikesa. Nogle af dem har jeg kendt i mere end tyve år, deriblandt Navina Nirada og Mahabhavi. Vishnujana fra Slovakiet mødte jeg for første gang på en anden af mine ture til Gangotri for seks år siden.

De fleste af dem, vi møder, kender os selvfølgelig fra andre steder i verden, for størstedelen af de besøgende er i et eller omfang åndeligt søgende. Rishikesa regnes af mange for at være verdens yoga-hovedstad. Haridwar og Rishikesa har traditionelt været stederne, hvor yogier og rishier drog hen for at meditere i al stilfærdighed. Derfor ser vi vores tilstedeværelse som meget vigtig der for at hjælpe folk til at forstå, at Krishna-bevidsthed er den højeste form for yoga, sådan som Krishna konkluderer det i sidste vers i Bhagavad-gitas kapitel 6: yoginam api sarvesam mad-gatenantar-atmanah. Krishna-bevidsthed er den højeste form for yoga, for målet med yoga er at udvikle kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed. Alle søger kærlighed, men den rene form må læres ved at tilbede Sri-Sri Radha-Krishna eller Sita-Rama. Krishna er nedsteget i denne vinterens tidsalder som Caitanya Mahaprabhu for at sprede kærlighed til Gud igennem højlydt sang af Krishnas navne i fællesskab. Det er det, vi gerne vil nå ud med til folk i Rishikesa.

Hver dag efter et lidt kondenseret morgenprogram, hvor vi efter at have læst et vers fra Srimad-Bhagavatam skiftedes til at dele vores realiseringer, samledes vi to-tre timer om formiddagen og ligeledes om aftenen i harinama-formation. En gruppe af hengivne sang maha-mantraet, og andre henvendte sig til interesserede og forbipasserende. Navina Nirada Prabhu, som er initiativtageren og organisatoren af yatraen, har igennem 30 år distribueret Srila Prabhupadas bøger overalt i verden, og han stod for de fleste af de rundt regnet 1.000 bøger, der blev distribueret i år.

Med os havde vi en af ISKCON’s mest rutinerede og i hvert fald mest berejste harinama-grupper, hvis færden kan besigtiges på facebook under navnet Harinam Ruci. For hvert år bliver vi bedre til at justere gruppen, så vi i højere grad arbejder som en velsmurt maskine med alle dens separate dele. Alle personer i vores gruppe har sine styrker og arbejder uselvisk for at opnå det bedste resultat. I år kulminerede det flere gange med, at vi havde store grupper af skiftevis vesterlændinge og indere, som dansede og sang længe sammen med os. Når vi senere mødte de samme personer igen og igen, solgte vi dem de medbragte bøger, hvilket betalte for udgifterne til transport, overnatning og prasada. Alle deltager vi ulønnet. Lønnen kommer i form af glæden ved at tjene Krishna og føle Hans kærlige udveksling med os.

Vi morer os over de oplevelser, vi deler på sådanne missioner. Der er mange vidunderlige episoder at tænke tilbage på. De fleste, vi møder under vores ophold i Rishikesa, er vældigt inspirerede over vores tilstedeværelse. Vi havde en tigger, der kastede alle sine penge efter os i sin begejstring. Jeg husker hunden, der gøede og dansede med i kirtana. Mest af alt husker jeg alle de glade, ekstatiske ansigter, jeg så i vores kirtana. Alle delte vi der og da noget vidunderligt og unikt.

 

Rishikesa og upersonalisme

Navnet Rishikesa refererer til Herren Krishna, der beskrives i Vedaerne som Sansernes Herre, Rishikesa. Rishikena rishikesa sevanam bhaktir uchate. Igennem tjeneste til Herren Rishikesa bliver ens sanser renset og en højere form for tilfredsstillelse gennem åndelig udveksling mellem sjælen og Krishna, der er Rishikesa, kan opnås. Navnet angiver, at både Gud og sjælen er personer og har form og sanser, men i vores kontakt med den materielle sanselige verden mister vi vores kendskab til dette og identificerer os i stedet med de ydre formationer og forlystelser.

Men selv om Rishikesa refererer til Guddommens Personlighed, møder vi masser af tilhængere af upersonlighedsfilosofien i Rishikesa. Mange udøvere af yoga er desværre vældig forvirrede af upersonligheds- eller mayavada-forståelsen og har svært ved at acceptere en personlig Gud. Derfor er vores tilstedeværelse i Rishikesa af stor vigtighed, så de intelligente blandt de åndeligt søgende kan hjælpes til at forstå den personlige Gudsforståelse i Krishna-bevidsthed. Lad mig derfor runde af med nogle betragtninger over upersonlighedsfilosofien.

Buddha, den niende af Krishnas inkarnationer, nedsteg for ca. 2500 år siden for at føre folk væk fra deres misbrug af Veda-teksterne. Vedaerne indeholder nogle begrænsede reguleringer for dyreofringer, men disse reguleringer blev på Buddhas tid mistolket, og slagterier var udbredt i stor stil overalt. Buddha nedsteg for at bringe dette til ophør. Han forkastede derfor Vedaerne og lærte folk ikke-vold og upersonlig meditation. Buddhismen endte med at vinde det meste af det indiske subkontinent og tilstødende områder i Asien til sin lære.

Senere omkring måske år 800 nedsteg Sripada Sankaracarya, der er en inkarnation af Herren Siva og grundlægger af den upersonlige advaita–vedanta-filosofi, for at føre Indien tilbage til Vedaerne. Sankaracarya tiltrak buddhisterne til Vedaerne ved at introducere en upersonlig Gudsforståelse, der tilsyneladende var baseret på de vediske tekster. Ideen var at få folk til at begynde at acceptere dele af eller hele Veda-teksten og derved gradvist introducere dem for bhagavat marg (vejen til Gud), som den beskrives i Bhagavad-gita. Det er denne lære fra Sankaracarya, som mange yoga-folk stadig hælder til, selv om senere acaryaer efter Sankaracaraya allerede har ført flertallet af Indiens befolkning tilbage til Vedaernes personlige Gudsforståelse.

Upersonlig Guds- og livsopfattelse er således det pure opspind, og tilhængerne er ret beset ateister i forklædning. Upersonlig meditation fører ingen steder, for i sidste ende må vi være aktive enten i den materielle eller åndelige verden. Med andre ord er den form for meditation lige så meget et tidsspilde som at forsøge at nyde sine materielle sanser. Den eneste gevinst er besværet i det arbejde, der er lagt i.

I det hele taget er det vigtigt at huske på, at i denne tidsalder er det hverken meditation, udførelse af store ofringer eller Deitets-tilbedelse, der er Vedaernes foreskrevne proces, men fællessangen af Guds navne (maha–mantraet). Vi lever ganske enkelt for kort, og verden er på alle måder blevet for uren til, at vi kan have glæde af disse andre processer. Andre processer kan måske udføres som supplement til sankirtana-processen, men sankirtana er i virkeligheden fuldstændig i sig selv og kan alene give den fuldkommenhed, som ingen andre yoga-processer kan.

Det er også sådanne tanker, der går gennem vores hoveder, når vi uden at skelne mellem nationalitet, religion eller alder deler dansen og sangen af Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Det er som om, at ens eksistens går op i et højere formål uden tanke om at ville foretage sig noget andet. Jeg føler en lethed over at have valgt Krishna og glæder mig ved tanken om at tjene Ham på denne måde resten af mit liv.

Det er i det hele taget dejligt at være på mission med så mange hengivne. Som ung rejste jeg også en del, inden jeg mødte de hengivne på New Zealand i 1992. En af de afgørende faktorer til, at jeg blev munk i Krishna-bevægelsen, var netop fælleskabet, jeg følte i udførelsen af missionen for Krishna. Da jeg kom tilbage til Danmark og lærte de hengivne at kende, rejste vi udelukkende rundt og distribuerede bøger. Intet har egentlig ændret sig. Det er dejligt at tjene Krishna, og det er dejligt at være sammen med Hans hengivne. Det er vældig tilfredsstillende, nærende og belærende, og jeg føler ikke afsavn, eller at der mangler noget.