Af Kartamasa Dasa – Oversat af Mahabharata Dasa

I år er det 10 år siden, at Hendes Nåde Yamuna Devi Dasi forlod kroppen. Det skete på Saphala Ekadasi, der i år [2021] falder på den 30. december. Yamuna Devi var en af Prabhupadas tidligst initierede disciple, og hendes forhold til Srila Prabhupada var utrolig tæt.

Yamuna Devi rejste i 1967 til San Francisco og var der med til at åbne det andet ISKCON-tempel i verden. Senere blev hun sendt til Toronto og derefter England for at åbne templer. I England forsøgte de hengivne at få kontakt til The Beatles, og da det lykkedes, inviterede George Harrison de hengivne til at indspille et album. De kaldte gruppen The Radha Krishna Temple og indspillede forskellige bhajanaer i samarbejde med George Harrison. Særligt et nummer fra albummet nød Srila Prabhupada i en sådan grad, at han besluttede, at alle templer om morgenen skulle spille de berømte Govindam Adi Purusham-bønner med Yamuna Devi som sanger.

Yamuna Devi var også en anerkendt og anmelderrost kok. Fra sit første møde med Srila Prabhupada blev hun instrueret og engageret i madlavningskunsten. Mange år senere udgav hun efter at have rejst Indien rundt og samlet traditionelle opskrifter en anmelderrost vegetarisk kogebog, The Art Of Indian Vegetarian Cooking.

Til ære for Yamuna fortæller Kartamasa Dasa, hvordan et møde med hende fuldstændigt ændrede hans liv.

Kartamasa Dasa: Den første gang, jeg mødte Yamuna Devi, forandredes mit liv for evigt. Jeg var i Saranagati [ISKCON’s landbrugssamfund i British Colombia, Canada] i juleferien i 2000 for at gense mine nærmeste barndomsvenner. Vi var alle i begyndelsen af tyverne og havde for nylig færdiggjort vores universitetsuddannelser og begyndt at arbejde. Vi brugte vores tid sammen på at genleve barndomsminder. En dag besluttede vi os for at have kirtana, men på en mere uformel måde gjorde vi grin med den smarte, kunstfærdige vokal- og instrumentstil, vi absorberede, da vi voksede op i ISKCON.

Efter en sådan parodi på kirtana, mens vi alle grinte af os selv, stod Yamuna over os. Jeg kan ikke helt huske, om hun introducerede sig selv (jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg vidste, det var Yamuna).

Jeg husker hende bare sige: ”Oh, I laver kirtana?”

“Åh nej, nej! Vi laver bare sjov.”

“Og I kan spille harmonium og mridanga,” sagde hun.

“Åh nej. Vi lader bare som om.”

”Hvorfor kommer I ikke over til vores asrama og har kirtana der?”

”Uuuuuhhh.”

Vi unge fyre kiggede forlegne og tøvende på hinanden. Selv uden at vide noget om hende ud over ”Yamuna, kokken og hende, der synger Govindam-bønnen, bor her nu,” kunne jeg fornemme en form for kompromisløs renhed fra hende, selv om hun var så jovial. Det fik mig til at føle mig fåret.

”Vi har æblekage,” tilføjede hun. Hendes stædighed sammen med vores unge appetit ændrede vores udtryk til interesserede smil.

”Så kan I være der kl. 4:15?” Således begav vi fire kl. 4:15 os på vores første tur til Banabehari Mandir. Atmosfæren satte omgående tonen. Det var allerede ret mørkt udenfor, og asramaen var kun oplyst med stearinlys. Lige i midten af asramaen var en brahmasthan (en kuppel over et ovenlys), og direkte derunder var der planter og stearinlys. Sofaer og stole var stillet på en cirkulær måde rundt om dette midtpunkt. Vi blev sat der og serveret varm te og lækker æblekage på små porcelænstallerkner.

Jeg kan ikke huske noget af samtalen, der fandt sted der. Da jeg talte med mine venner om det flere år senere, kunne vi kun huske, at Yamuna og hendes veninde Dina lod til at være oprigtigt interesserede i os, og den ægthed skabte en sjælden følelse af respekt i os (for på det tidspunkt søgte vi med konkurrencedygtig stolthed at finde hykleri og uoprigtighed i folk).

Hvad der er for evigt ætset i mit sind, er den kirtana, der fandt sted derefter. Yamuna og Dina sad begge direkte over for mig, og Dina begyndte at spille på en tamboura og nynne. Så begyndte de at synge sammen – kun de to – hele mangalacaranam-bønnen. Deres øjne forblev lukkede.

Jeg har aldrig været med til en kirtana som den. Der var ingen andre instrumenter. Vi blev heller ikke bedt om at spille noget. Vi blev ikke engang bedt om at synge. Vi lyttede bare. Og det forandrede mit liv for evigt, for mens jeg lyttede, begyndte jeg at føle noget. Jeg mærkede ikke noget inde i mig selv (jeg var lige så bevidstløs som en sten). Jeg kunne bare ”føle” noget, som de følte. Med andre ord blev jeg mærkbart rørt og bevæget af det, de følte, mens de sang.

På præcis det tidspunkt besluttede jeg, at jeg ville føle det, som de følte. Det var ægte – alt, hvad jeg havde hørt og læst om at synge Hare Krishna, da jeg voksede op som hengiven, men som dog havde undveget mig, som var det en myte. Her var det soleklart lige foran mig i virkelige levende mennesker.

På et par sekunder var alle mine samlede drømme, bestræbelser, ambitioner, prioriteter og hierarkier forsvundne og erstattet uomstrideligt med den overvældende lyst til at smage det, som de smagte i denne utroligt dybe, fredfyldte, andægtige kirtana.

Det rystede hele min verden. Det vækkede mig bogstaveligt talt fra en sløvhed, der var mindst et årti stærkt. På mystisk vis blev mine sanser pludselig skærpet.

For eksempel blev jeg pludselig opmærksom på duften af røgelse, som jeg ikke havde bemærket for få minutter siden. Planterne i midten af rummet var jeg nu overbevist om var tulasi-planter. ”Det er det her,” tænkte jeg. ”Det her er Vrindavana. Det her er kirtana. Det her er Krishnabevidsthed.”

Jeg havde aldrig før haft den tanke i hele mit liv. Så lukkede jeg også mine øjne og lyttede opmærksomt til kirtanaen igen. Jeg elskede det. Imod hvad der virkede som slutningen på kirtanaen, tror jeg, at vi mumlede med, næsten uhørligt, til maha-mantraet, siden ingen af os var vante til seriøs kirtana. Derudover følte jeg mig en smule ude af min liga ved bare at være med i samme kirtana som disse to hengivne. Kirtanaen varede omkring 45 minutter. Jeg bemærkede det, for jeg var vant til at deltage i kirtana i fem eller ti minutter, og 45 minutter var noget helt nyt for mig.

Jeg husker ikke at gå eller andre udvekslinger den aften. Jeg havde trukket mig tilbage ind i mig selv, og samtalerne omkring mig var et svagt lydspor bag mit nye formål med livet. Ikke bare mit nye formål. Det var mit første formål i livet. Og nu og for evigt er det mit eneste formål – at smage kirtana på den måde, som Yamuna og Dina gjorde det. Jeg kan ikke forstå noget højere end det, og jeg behøver heller aldrig, for det var ægte Krishnabevidsthed.

Da jeg vendte tilbage til Alachua fra min ferie i Saranagati, var jeg fast besluttet på at udforske kirtana. Intet var mere interessant for mig. Jeg havde tilbragt det meste af de forrige otte år på at spille i bands fra jazz til heavy metal, men jeg havde aldrig rørt kirtana siden min barndom. Nu var det en mission, alt sammen inspireret fra denne ene kirtana med Yamuna og Dina. Jeg kan ikke huske, om det blev nævnt af enten dem eller mig, men jeg følte, det var en instruktion fra dem til at prøve at have mere kirtana. Jeg havde måske fortalt dem, at når jeg kom tilbage til Alachua, ville jeg prøve at have mere kirtana med mine venner. Uanset hvad følte jeg mig i hjertet forpligtet til at udforske kirtana.

Jeg samlede alle mine mest musikalske og talentfulde venner. Jeg forklarede dem, at i stedet for at prøve at lave fantastisk moderne musik, skulle vi prøve at lave fantastiske bhajanaer. De fulgte alle med på ideen, nok mest fordi jeg var så entusiastisk omkring den. Vi valgte at øve på bhajanaen Gay Gaura Madhur Sware, fordi den havde så meget musikalsk potentiale. Vi havde et par meget sjælfulde sangere, harmonium, mridanga, karatalaer, violin, og jeg spillede guitar. Der var muligvis flere instrumenter. Alt var minutiøst koreograferet og indøvet som et band, der øver.

Vi ville imidlertid varme op med enkle, spontane maha-mantra kirtanaer. ”Øvelserne” varede kun omkring tre sessioner. Uden at nævne vores tidligere planer blev vi enstemmigt enige om at mødes ugentligt til flere spontane bhajanaer. Vi skiftedes til at lede og opmuntre hinanden med en masse kærlighed og tålmodighed. Derefter blev ikke-musiske venner også inviteret, og kort efter det åbnede vi op for alle, der var interesserede i at være med. Det var begyndelsen på Alachuas ”onsdag aften bhajanaer”, der stadig forsætter regelmæssigt, mens jeg skriver dette, og som faldt sammen med en global interesse i bhajanaer blandt unge hengivne. For mig var min rolle som arrangør at holde øje med lydsystemet og berolige mine naboer og udlejere.

Men energien og målet til at medvirke i og smage kirtana kom direkte fra Yamuna og Dina Mataji. Selv om jeg nød disse kirtanaer utrolig meget, følte jeg, at jeg kun tog mit første spæde skridt på en meget lang rejse. I mit hjerte kunne jeg ikke vente med at vende tilbage til Saranagati og have mere kirtana med Yamuna og Dina.

Hør f.eks. Yamuna Devi synge her: https://www.youtube.com/watch?v=TjMs5uWFqR8