Her følger anden del af Indradyumna Swamis beretning fra Polens Woodstock-festival 2017, der også er Europas største Hare Krishna-begivenhed. Første del bragtes i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna (9.2017).

Ti minutter senere stod jeg foran Rathayatra-vognen, da den igen langsomt bevægede sig ned igennem den tæt pakkede gade, hvor den blev trukket mere af festivaldeltagerne end af de hengivne. Efter tre kvarter med buldrende kirtana kom en ung mand, der kun var iført snavsede cowboybukser og bogstaveligt dækket fra top til tå af alle mulige underlige tatoveringer, pludseligt løbende og faldt ned foran mig på maven i udstrakt position, som om han tilbød sin dandavat. Imens Ratha-vognen hurtigt bevægede sig fremad, bad jeg nogle af mændene om at flytte ham.

“Nænsomt,” formanede jeg.

Så snart han blev løftet op fra jorden, gik han fremad og gav mig en tæt omfavnelse. Det var tydeligt fra kombinationen af snavs, smuds og lugten fra hans krop, at han ikke havde taget et bad i flere uger.

“Fjern ham!” kommanderede en af mændene til en hengiven, der stod tæt på os.

“Nej,” svarede jeg. “Det gør ikke noget.”

Jeg fortsatte med at lede kirtanaen i et minut eller to, mens han hang på mig. Omsider gav han slip og begyndte at gå ved siden af mig, imens han dinglede fra side til side, tydeligvis under indflydelse af alkohol eller et andet stof.

Tyve minutter senere, da jeg standsede for at synge på et sted, faldt han igen ned på maven foran mig. Denne gang kunne jeg høre ham sige noget. Jeg mente, at jeg tilmed hørte ordene ”krsna prestaya bhutale”.

“Nej, det kan ikke være rigtigt,” konkluderede jeg.

Da han var tilbage på fødderne, omfavnede han mig igen tæt og til alle de hengivnes skræk kyssede mig på kinden. Igen kom sikkerhedsfolkene styrtende frem.

”Det er i orden,” afviste jeg. ”Han er ikke farlig.”

En time senere gik han stadig ved siden af mig, da jeg rundede af og var klar til at give mikrofonen videre til en anden sanger. Pludselig greb han mikrofonen fra min hånd og begyndte at synge maha-mantraet inderligt med lukkede øjne.

“Hvordan er det muligt?” spurgte jeg mig selv.

Efter nogle få strofer tog jeg mikrofonen tilbage. Selv her på Woodstock virkede det underligt med en mand som ham med hver eneste synlig kvadratcentimeter på kroppen dækket af spøgelsesagtige tatoveringer.

Da jeg gav mikrofonen videre til en anden hengiven, gik jeg lidt væk derfra for at få vejret tilbage. Ud af øjenkrogen kunne jeg se den berusede fyr følge efter mig.

“Undskyld,” sagde han på engelsk, da han omfavnede mig endnu engang.

I et øjeblik var jeg målløs.

“Undskyld hvad?” sagde jeg næsten spørgende.

“Ja,” svarede han med sænket hoved. ”Jeg er din faldne discipel, Bhakta Rafal. For mange år siden boede jeg på gården Ny Santipur i det sydlige Polen. Jeg plejede at tjene dig, når du kom på besøg. I mit hjerte valgte jeg dig som min åndelige mester. Du kan ikke genkende mig nu med alle mine tatoveringer,” forklarede han. ”Red mig, Guru Maharaja!”

“Det er i orden, Rafal,” svarede jeg. ”Vær ikke ked af det. Deltag i alle kirtanaerne i dag og i morgen og spis masser af prasadam. Prøv at få din smag for Krishna-bevidsthed tilbage. Vi kan tale mere senere i dag. Men lad os gå tilbage til optoget nu.”

Da vi gik tilbage, klamrede han sig tæt til mig. I mit sind bad jeg: ”Srila Prabhupada, vær god at frelse denne mand.”

Alting gik glat hele dagen igennem i vores landsby. Da aftenen nærmede sig, kom Rasikendra Dasa hen til mig.

“Srila Gurudeva,” sagde han. ”Vi har lavet næsten 26 tons mad. Jeg tror, vi kommer til at servere over 150.000 tallerkner med prasadam, før Woodstock er ovre. Vi løb tør for ris her til morgen. Jeg gik fra butik til butik og købte hvert eneste riskorn i hele byen! Forretningsejerne er meget glade for os!”

”Ja, alt er lykkebringende ved Krishnas nåde,” svarede jeg.

Da jeg hurtigt gik tilbage til Mantra Yoga-teltet i min iver efter at være med til BB Govinda Maharajas kirtana, kom en ung mand hen til mig.

“Hr., må jeg ikke nok få fem minutter af din tid?” bønfaldt han.

“Jamen, jeg prøver at komme over til kirtana-teltet … ,” svarede jeg utålmodigt.

“Må jeg ikke nok?” spurgte han og greb min arm.

Da jeg fornemmede hans oprigtighed, standsede jeg op og svarede roligt: ”Helt sikkert, hvad er der?”

“Sidste år til Woodstock kom min ven til dig med flere spørgsmål. I talte sammen på engelsk. Da jeg ikke kunne engelsk, kunne jeg ikke forstå noget. Men efter Woodstock-festivalen så jeg så utrolige ændringer i min ven, hvilket han tilskrev sin samtale med dig.

For mit eget vedkommende er jeg gået igennem et meget vanskeligt år. Da jeg ikke anede mine levende råd, vendte jeg mig til åndelighed for at håndtere krisen i mit liv. En dag huskede jeg, hvordan du havde hjulpet min ven. Ved du, hvad jeg så gjorde?”

”Nej, hvad gjorde du så?” spurgte jeg.

”Jeg tog et kursus i engelsk, så jeg frit kunne tale med dig på Woodstock-festivalen i år. Jeg gik til tre lektioner om ugen i det meste af et år. Jeg var tilmed i London i to uger for at øve på mit engelske.”

”Godt da,” sagde jeg og tog hans hånd. ”Lad os sætte os derovre på græsset og have en lang samtale …”

På Woodstocks sidste dag var alle de hengivne udmattede. Men det afholdt dem ikke fra at gøre deres tjenester. Hver eneste af dem var oplivet over at se, hvor meget folk elskede Krishnas Village of Peace.

Da kirtanaerne startede den sidste aften i Mantra Yoga-teltet, kom en hengiven fra Kroatien hen til mig.

“Maharaja, må jeg stille dig et spørgsmål?” spurgte han.

“Helt sikkert,” svarede jeg.

”Dette er min første gang til Krishnas Village of Peace i Woodstock,” begyndte han. ”Jeg har bemærket ting her, jeg ikke har set til andre hengivnes festivaler.”

“Hvad for eksempel?” spurgte jeg.

“Tja, for det første er der hver aften ikke-hengivne orkestre, der spiller i jeres store telt. Tusinder af mennesker kommer. Men jeg undrer mig over, hvor Krishna-bevidst det er at spille karmi-musik i landsbyen.”

”Det er selvfølgelig ikke for de hengivne,” svarede jeg. ”Og vi tillader ingen umoralske sange eller brug af dårlige ord.”

”Men … ,” afbrød fyren.

”Lad mig stille dig et spørgsmål,” fortsatte jeg. ”Hvor går alle de tusinder af unge mennesker hen efter koncerterne?”

Han tænkte sig om et øjeblik og svarede: ”De fleste af dem går over til Food for Peace-teltet for at spise prasadam.”

“Og derefter?” spurgte jeg.

“Tja, mange af dem ender derefter i Mantra Yoga-teltet.”

“Og hvad gør de der?” spurgte jeg.

“De synger Hare Krishna og danser løssluppent i timevis,” svarede han med et smil.

“Ja,” sagde jeg. ”Det er alt sammen i forlængelse af et vers af Rupa Gosvami, som Srila Prabhupada citerede mange gange:

yena tena prakarena manah krsna nivesayet
sarve vidhi-nisedha syur etayor eva kinkarah

’En åndelig mester skal udtænke måder, hvorpå folk på en eller anden måde kommer til Krishna-bevidsthed. Alle regler og reguleringer er underordnet dette princip.’ (Bhakti-rasamrta-sindhu 1.2.4 )

En prædikant er nødt til at være opfindsom, når han skal sprede budskabet om Krishna-bevidsthed i henhold til tid, sted og omstændighed uden at gå på kompromis med traditionen,” konkluderede jeg.

“Jamen, hvad med de hengivne kvinder, der leder dansetrinene nede foran scenen?” spurgte han. ”Hele mængden følger dem. Det har jeg ikke set noget andet sted.”

“Det er igen noget, vi kun gør til Woodstock og på vores festivaler langs kysten,” svarede jeg. ”Det hjælper folk til at koncentrere sig med det resultat, at de synger og danser sammen med os i timevis.

Srila Prabhupada ville have os til at finde på nye måder at sprede Krishna-bevidsthed på. Det er ret kendt, at han engang sagde: ’Vrid jeres hjerner for at sprede denne bevægelse.’

Hans åndelige mester, Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati, gik til store yderligheder og var meget opfindsom for at få folk involveret i Krishna-bevidsthed.”

Jeg fandt min telefon frem, søgte igennem mine noter og læste en af mine yndlingspassager fra en bog af Bhakti Vikas Swami om Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis liv og lære:

“Hans [Srila Bhaktisiddhanta Saravatis] udstilling var inddelt i to sektioner, den åndelige og den sekulære, med ting hentet fra alle steder i Indien. Hele udstyrsstykket dækkede mere end to og en halv kvadratkilometer. Den sekulære sektion demonstrerede forskellige områder inden for menneskelig bestræbelse som medicin, uddannelse, landbrug, kunst og håndværk, kvæghold, børneopdragelse, atletik og underholdning. Flere provinsregeringer sendte materialer til udstillingen. Andre attraktioner var sportsopvisninger med gymnastik, brydning, boksning, sværd- og stokkekampe og jujitsu. Der var musikkonkurrencer, dramaer, film, skuespil, et cirkus og, som det blev formuleret i The Harmonist, ‘andre former for uskyldig underholdning’. Der blev givet priser, medaljer og certifikater til fortjenstfulde udstillere og optrædende.

Den åndelige sektion var endnu mere gennemført. Et museum havde statuer af Visnu and Krishna og andre religiøse objekter såsom mindeværdige genstande, der tidligere havde været anvendt af berømte sadhuer. En bogudstilling havde forskellige bøger, der var udgivet af forskellige religiøse sekter på forskellige sprog, og manuskripter af sjældne, ikke-udgivede værker. Der var fotografier og billeder af fremtrædende sadhuer og forskellige hellige steder. Et stort trækplaster var et enormt reliefkort over Indien, der optog næsten et par tusinde kvadratmeter. Det var opført med sten, cement og mursten og viste berømte hellige steder, placeringen for alle Gaudiya Mathas centre og ruterne for Sri Caitanya og Herren Nityanandas vandringer. Dioramaer i over 50 stande viste Indiens mangfoldige religiøse praksiser med fokus på Caitanya Mahaprabhus lære. Praktiseringen hos rene vaisnavaer, pseudo-vaisnavaer og andre religiøse sekter blev illustreret af dukker i virkelig legemstørrelse foran baggrunde af dertil passende malede scenerier, hvor mange repræsenterede hændelser i Herren Caitanyas aktiviteter. En anden nyhed for mange af de besøgende var den strålende oplysning af hele området med den for nyligt installerede elektricitet.” [Sri Bhaktisiddhanta Vaibhava, ‘Theistic Exhibitions’, ss. 355 – 356 ]

Madhava Prabhus kirtana den nat fortsatte til den næste morgens solopgang som toppen af kransekagen på den bedste Woodstock-festival i 23 år.

Jeg vågnede med røde øjne og udmattet.

”Jeg skal op!” prædikede jeg til mig selv. ”Vi skal have gjort rent og nedtaget hele vores festival i dag og være tilbage til Østersøen om to dage til tre uger mere med vores normale festivaler.”

Da jeg kom omkring kl. 9, havde 30 hengivne allerede travlt med at tage vores landsby ned. Uden for vores landsby strømmede folk væk fra festivalen for at nå busser og tog til deres hjemtur.

”Hvordan bærer disse hengivne sig ad?” spurgte jeg mig selv. ”Det kan kun være Gaura-sakti, Sri Caitanya Mahaprabhus indre energi.”

Da jeg gik forbi Food for Peace-teltet, der næsten var blevet helt taget ned, kom nogle hengivne hen til mig.

“Srila Gurudeva,” spurgte én af dem. ”Vi fandt en gryde med ris og en gryde med halavah, der på en eller anden måde ikke blev distribueret. Hvad skal vi gøre med det?”

Jeg tænkte mig om et øjeblik og svarede: ”Lad os stille et lille bord op på fortorvet derude og give prasadam ud til folk, der er på vej herfra. Find en pæn dug, gør jer selv rene, find nogle tallerkner og skeer, sæt et lille skilt op …”

De udmattede hengivne så vantro på mig med poser under deres trætte øjne.

”Der er kun nok til 30 eller 40 tallerkner, Srila Gurudeva,” indvendte en hengiven. ”Vi distribuerede 150.000 tallerkner de sidste fem dage. Hvad forskel gør det, hvis blot nogle få mere får prasadam?”

“Kom lidt tættere på og sæt jer ned,” sagde jeg. ”Lad mig fortælle jer en kort historie:

To mænd gik engang på stranden efter en voldsom storm. Tusinder og atter tusinder af små fisk var blevet skyllet op og baskede hjælpeløst i sandet. Imens mændene gik der, bukkede den ene af dem sig ned og samlede tre fisk op. Med en hurtig armbevægelse kastede han dem tilbage i vandet.

Overrasket standsede hans ven op og spurgte: ”Hvorfor gjorde du det? Der er tusinder af fisk på stranden. Hvad forskel gør det, at du kaster disse tre tilbage i havet?”

Den første mand smilede og svarede: ”For dem gør det en forskel!””

Historien fik de hengivne til at springe op og med ny entusiasme samle materialerne til at distribuere de sidste dråber nåde til Woodstocks folk.

“Jeg bukker mig ned for Gaura, Moder Sacis smukke søn, der tilbedes med sangen af de hellige navne i Kalis tid. Han er Nanda Maharajas tilbagevendte søn, Jordens usædvanligt skinnende smykke, hvis forskellige prædikemetoder passer til folk i denne verden af fødsel og død, hvis bevidsthed er forankret i meditation på Hans form som Vrajendra-nandana Krishna, og som tilbedes sammen med Sin Bolig i Sri Navadvipa Dhama.” [Sarvabhauma Bhattacarya, Sri Saci-sutastakam (otte bønner, der forherliger Sri Saci Devis søn), tekst 7]

Billeder kan ses her: http://www.iskconphotos.com/p1008099639