– Af Patita Pavana Dasa Adhikary –

Patita Pavana Dasa er discipel af Srila Prabhupada. Her fortæller han om en af sine gudsbrødre, en anden discipel af Srila Prabhupada, Srila Gour Govinda Maharaja. Selv om det nu er over 20 år siden, han gik bort, er han stadig lidt af en legende, specielt i Orissa, hvor han startede to store ISKCON-templer.

Mødet

Vrindavana 1974-75: Det kan have været den altid glade engelske brahmacari Gunarnava eller måske den filosofiske skotske hengivne Smara Hari, der kom til mig med nyheden. ”Hej Patit,” kaldte han. ”En sadhu har netop bedt Srila Prabhupada om initiering.” ”Nåda, held og lykke til den sadhu,” kluklo jeg pessimistisk. Når det kom til stykket, havde vi begge været Prabhupadas disciple i nogle år og været i Indien længe nok til at vide, at de fleste sadhuer foretrak at holde afstand til os ”fremmede bhaktaer”.

Ganske rigtigt påskønnede de fleste yogier og sannyasier, at vi gjorde det så godt, vi kunne, men de holdt sig tilbage fra at blande sig med os, hvilket måske heller ikke var uden grund. Der gik de vildeste rygter om, at vi var fremmede spioner eller holdt mærkelige fester til langt ud på natten, men jeg tvivler på, at nogen intelligent person tog dette seriøst.

Jeg tror, at det, der virkelig holdt de ægte sadhuer en armslængde fra os, var, at vi var nye til en ældgammel kultur. Og sandt at sige var det blandt Indiens og hele verdens brede mangfoldighed egentlig kun Prabhupada, der vidste, hvordan man skulle tæmme den vilde hvide mand og skabe hengivne fra primitive mlecchaer. Måske havde andre såkaldte guruer, der prædikede i Vesten, en vis tilslutning, men generelt udstillede de blot deres vesterlandske elever, ligesom drengespejdere skilter med præstationsmærker.1

Selv om antallet af vores hindu-velønskere i Indien voksede, specielt blandt vaisyaerne, forblev brahmanaerne og sadhuerne skeptiske. Og hvem kunne bebrejde disse fromme sadhuer og brahmanaer for det? Når det kom til at prædike vedisk filosofi, var vi amerikanere og europæere ofte overmodige og tilmed ubehøvlede. For nogle af os betød prædiken ikke meget andet end den universelle irettesættelse: ”Du er i maya!” Hinduer undrede sig naturligvis over det arrogante i fremmede, der fortalte dem om en kultur, som de selv mente ”flød i deres blod”, imens vi syntes, at de havde kompromiteret og forkastet værdien af deres vediske arv.

Selv om vi havde lært noget om pracara (prædiken), manglede vi acara – en standard for adfærd, der kunne accepteres af indiske følelser. Vi havde set nogle få sadhuer slutte sig til os for kun at dreje om på hælen og forlade os inden for en uge, når de blev bedt om at vaske gulvet i asramaen eller gøre gryderne rene. Så jeg kunne ikke bebrejdes for at være skeptisk, da jeg hørte, at en sadhu var kommet til Srila Prabhupada for at blive initieret. Imidlertid advarede min gudsbroder mig imod forhastede konklusioner. ”Ikke så hurtig, Prabhu. Han virker oprigtig. På en eller anden måde er han anderledes.”

Som tingene udviklede sig, var denne sadhu, der kom til Prabhupada, og som hurtigt ville blive kendt som Srila Gour Govinda Swami, slet ikke som de andre, der var kommet og forsvundet igen. Den vandrende pilgrim, der påmønstrede sig som en Srila Prabhupadas mænd, var hverken en mayavadi eller tør forsager, der var fordybet i abstrakt meditation. Jeg blev benovet, da jeg opdagede, at hans eneste motiv var betingelsesløs overgivelse og tjeneste til lotusfødderne af Herren Caitanya Mahaprabhus bemyndigede repræsentant.

Som jeg mange år senere fandt ud af det, kom Gour Govinda Maharaja fra en familie i Orissa af gaudiya-vaisnavaer med berømte kirtana-ledere, hengivne mystikere og store forsagere. Der i Vrindavana havde han efter en lang, lang tids søgen med det samme genkendt Srila Prabhupada som acaryaen, selve legemliggørelsen af Herren Caitanyas verdensomspændende bevægelse. Fuldstændig overgivelse tog kun et øjeblik. Hengivne kom til at se ham stige op til posten som guru i sin egen ret. Han hævede sig fra de menige medlemmer og blev en sejrrig prædikant og et nutidigt sampradaya-led og beviste sit værd i ilden af bhakti-yoga.

På det tidspunkt, da han pludselig forlod denne verden i Mayapur i januar 1996 på Herren Sri Krishnas kald, havde han forskønnet ISKCON ved at grundlægge to store pilgrims-centre på vegne af sin tilbedelsesværdige Guru Maharaja.

Et liv i hengivenhed

Hans liv beskrives kort i den inspirerende lille bog Gopaljiu, the Beloved Deity of Gour Govinda Swami, der er skrevet af hans altid trofaste discipel Sriman Madhavananda Dasa. Ved fødslen antydede hans forældre hans fremtid ved at give ham et navn på Herren Krishna – Braja Bandhu Manik. Han fødtes i 1929 i den afsidesliggende landsby Jagannathpur i Orissa. Hans tidligste minder var af hans kærlighed til familiens Deitet, Gopaljiu, der boede i den nærliggende landsby Gadeigiri. Det var hans forhold til Sri Gopaljiu, der ledte og formede hvert eneste øjeblik i hans liv.

Otte år gammel kunne han give foredrag fra Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam. Han blev gift som 23-årig og opfostrede en stor familie, som han forsørgede som skolelærer. I 1974 tog han navneforandring til Gour Gopal og forlod sit hjem for at søge vidt og bredt over hele Indien efter en ægte åndelig mester. Pengeløs vandrede han som pilgrim fra Indiens sydspids, Kanya Kumari, hvor vandene fra tre oceaner mødes, til Himalaya, hvor han diskuterede livets mysterier og dets mål med talløse yogier. Han blev aldrig tilfreds, for på sin rejse så han, at Indiens såkaldte åndelige lærere tilsidesatte Guddommens Højeste Personligheds befaling i Hans fuldstændige avatara som Sri Caitanya Mahaprabhu. Herrens sankirtana-bevægelse blev ignoreret til fordel for dunkle åndelige praksiser, der slet ikke passer til denne tid. Han forkastede de mange upersonalister, han mødte på sin vej, og vendte omsider sine skridt imod det sted, som han var blevet opkaldt efter. Således ankom den søgende Gour Gopal til Vraja Mandala.

Ironisk nok forvekslede brahmacarierne i et Gaudiya-matha tempel i Mathura ham med en mayavadi og viste ham brysk døren. Senere i Vrindavana fik han øje på et skilt, der ledte ham til byggepladsen for ISKCON’s kommende Krishna Balarama Mandir. Der gav en hengiven ham et Back to Godhead. Da Gour Gopal bladrede igennem magasinet, blev han henrykt over at se de tre ting, han søgte efter i sin mulige guru: Sri Caitanya Mahaprabhu, mahamantraet og Srimad-Bhagavatam. Ved skæbnens gunst var Srila Prabhupada der, som om han havde ventet på ham.

Da Gour Gopal frembar sin respekt, var Srila Prabhupadas første ord: ”Har du taget sannyasa? Lad mig give dig sannyasa.” På denne måde forstod verdens-guruen med det samme den oprigtige kandidats hjerte og gav pilgrimmen det, han havde lagt sit hjem bag sig for. Mindre end et år senere gav Hans Guddommelige Nåde ham klædet og dandaen [staven], da Braja Bandhu eller nu Gour Gopal blev til Srila Gour Govinda Swami på den hellige Rama Navami-dag under åbningen af Sri Krishna Balarama-templet i Vrindavana.

Den åndelige initiering fra Srila Prabhupada forstærkede kun Gour Govinda Swamis hengivenhed til hans elskede Deitet Sri Gopaljiu hjemme i Gadeigiri. Denne landsby, Gadeigiri, blev grundlagt sidst i 1600-tallet af en af Sri Gour Govinda Maharajas forfædre ved navn Sri Gadai Giri. Gadai Giri plejede at komme ned fra Midnapur, der i dag er en del af Vestbengalen, for at gå fra dør til dør og sælge genstande af messing og metal. På en sådan tur hørte han fra junglen de lykkevarslende lyde af en fløjte, ranglende ankelklokker og en truttende konkylie sammen med sangen af forskellige fugle.

En lokal sadhu, som Gadai Giri var blevet venner med, anbefalede, at han slog sig ned på dette sted, og fortalte ham, at Herren Sri Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, måtte være til stede her. Og hvor som helst Krishna bor, opholder Gudinden Laksmi sig også. Således ville alle Gadai Giris behov blive dækket, hvis han blot blev der og tilbad den Højeste Herre. Sri Gadai Giri ryddede derfor en åbning i junglen og byggede en stråtækket hytte. Han opgav sin forretning, opførte et lille tempel til Dadhi Baman2 og engagerede sig på fuld tid i forherligelsen af den Højeste Herre igennem kirtana og studier af Srimad-Bhagavatam.

Gadai Giris eneste søn var Gopal Giri, der blev en stor hengiven af Herren Jagannatha og en mester i kirtana. Gopal Giri ønskede inderligt at tilbede en Deitet fra Vrindavana af Herren Krishna, men dengang, der var længe før tog og busser blev introduceret, havde han ingen måde at komme på pilgrimsturen til Vrajabhumi. Derfor flyttede han fra Gadeigiri til Puri i den tro, at på en eller anden måde ville Herren Krishna komme til ham der. I Herren Jagannathas tempel blev han ansat af kongen som poddar eller kasserer. I Puri mødtes han hyppigt med sadhuer, som han plejede at bede om at bringe ham en Deitet af Gopal fra Vraja, men hans ønske blev ikke opfyldt.

På den tid var der en vaisnava­-munk, der boede langt væk i Vrajabhumi og tilbad en Deitet af Herren Gopal. Når sannyasien dagligt gik rundt og tiggede almisser, ledsagede Deiteten ham i en tøjpose. En nat fik sadhuen et syn, hvor Herren Gopal gav ham ordre til at tage Ham til Puri, hvor Han ønskede at blive tilbedt af Gopal Giri. Til at begynde med ignorerede sadhuen Herrens befaling som blot en drøm. Men nogle dage senere viste Herren Sig igen og slog denne gang sadhuen på benene efter alle kunstens regler, indtil de blødte. Vaisnavaen vågnede i smerte og bad inderligt Herren Gopala om tilgivelse, fordi han havde ignoreret Hans ordre. Han begyndte med det samme den to og en halv måned lange vandring til Puri. Gopal Giri var kendt i Puri, så der havde sadhuen ingen problemer med at finde ham.

Da de mødtes, overrakte sadhuen sin Gopal-Deitet i henhold til den guddommelige instruktion. Da han viste sårene på sine ben, helbredte Gopal Giri dem blot ved at røre dem. Gopal Giri tilbød sadhuen så mange penge, han ville have, men det afslog han og bad i stedet, om han måtte blive hos Herren Gopal som Hans pujari. Gopal Giri fik lavet en Deitet af messing af Srimati Radharani til glæde for Deiteten, sagde sin stilling op og vendte tilbage til Gadeigiri for at absorbere sig i kirtana. Sadhuen gjorde seva der i 20 år. Da han forlod denne verden, blev der bygget en samadhi over ham. Gopal Giris kirtana i Sri Rasikananda og Sri Syamananda Prabhus odissi-gaudiya-stil blev så berømt, at det blev indført i historiebogen for Jagannatha-templet i Puri, at Gadeigiris kirtana-gruppe altid skulle have lov til at optræde i templet.

Traditionen med at have en sannyasi som pujari for Sri Gopaljiu i Gadeigiri fortsatte i generationer. Men midt i 1800-tallet stjal og bortførte en uærlig sannyasi, der var beskæftiget i Hans tjeneste, Deiteterne midt om natten. Imidlertid gjorde Herren Gopal i en drøm Gadai Giris tipoldebarn Bhagavat Caran opmærksom på, at Han var blevet stjålet. Ved skæbnens vilje blev den flygtende sadhu bidt på vejen af en giftig slange. Bhagavat Caran fandt den tyvagtige pujari død og returnerede Sri-Sri Radha-Gopal til templet. Derefter ansatte han kun gifte brahmanaer i Herrens tjeneste.

I begyndelsen af 1900-tallet overgik varetægten af templet til Gadai Giris tip-tip-tip-tipoldebarn, Bauri Giri. Selv regeringsembedsmænd ville komme for at have audiens med Bauri Giri, der var en paramhamsa-bhakta og efter sigende havde mystiske evner til at helbrede sygdomme ved Herren Gopaljius nåde. En vicemagistraet ved navn Bal Mukunda Kanungo plejede at komme for at få hans darsana, og det var hans (Bauri Giris) sønnedatter, der gav sin ejendom videre til Srila Prabhupada og det fremtidige ISKCON i Bhubanesvara.

ISKCON Bhubanesvara

I sidste halvdel af det 20. århundrede overtog Bhauri Giris sønnesøn, Ghanasyama, Gopaljius seva. En dag instruerede Deiteten i en drøm Ghanasyama om at overdrage Hans seva til Gour Govinda Maharaja. Der havde været en diskussion om, at Herren Gopaljius tjeneste skulle overgå til ISKCON, men Ghanasyama havde været imod det. Nu hørte hans hustru ham fortælle Herren Gopaljiu i sin søvn: ”Jeg vil give, jeg vil give.” Da Ghanasyama vågnede, fortalte han hende, hvordan Herren Gopaljiu havde talt til ham fra vinduet.

Nogle dage efter ankom Gour Govinda Swami til Gadeigiri for at have darsana, og Ghanasayama Giri honorerede Herrens anmodning og skænkede Herren Gopaljiu, Hans tilbehør og Hans ejendom til vores kære gudsbroder. Srila Gour Govinda Maharaja overførte med det samme alting til ISKCON’s navn til glæde for Srila Prabhupada og satte derved eksemplet, at alting i en discipels besiddelse er Sri Gurus ejendom. Derefter afslørede Gour Govinda Maharaja under sin samtale med Ghanasyama Giri, at Herren Gopaljiu havde talt til ham på samme tid, som Han havde givet Ghanasyama ordre til at give Ham til ISKCON.

Srila Gour Govinda Maharajas guddommelige arv

Ligesom flere af sine mystiske forfædre forudsagde Gour Govinda Swami sin egen død, og ligesom hos mange af dem gik den i opfyldelse i den hellige måned Magha. Det er tidspunktet, hvor Solen står i uttarayana, hvilket beskrives i Bhagavad-gita som en af betingelserne for befrielse. Ligesom de andre af sit familietræs mahabhagavataer, der forlod denne verden af egen drift, accepterede vores bemærkelsesværdige gudsbroder maha-samadhi efter Gopaljius darsana. Dermed blev det i Magha 1996 efter et besøg til Gadeigiri, at Hans Hellighed Srila Gour Govinda Thakura betroede til nogle få hengivne, at han snart ville forlade denne verden. Han gik bort kort efter i Sridhama Mayapur på Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras hellige fremkomstdag.

Vores ærede gudsbroder efterlod en bemærkelsesværdig arv af tjeneste og bedrifter til glæde for sin åndelige mester og til gavn for ekspansionen af ISKCON og for hele verden. Han huskes især på det pilgrimssted, han udviklede i Bhubanesvara, der er berømt som ISKCON’s andet Sri-Sri Krishna-Balarama Mandir. Ved Srila Prabhupadas ønske er Deiteterne af den Højeste Herre og Hans ældre broder af messing, og der er også en Deitet af Herren Govinda i den samme guddommelige form som Sri Gopaljiu. Mange undrede sig over den afsides placering, som Srila Prabhupada valgte til templet. Den alvidende Srila Prabhupada svarede imidlertid med en forudsigelse om, at området ville blive en vigtig del af byen og et internationalt anerkendt pilgrimssted, hvilket nu er gået i opfyldelse. Srila Prabhupada tilbragte sytten dage i Bhubanesvara hos Gour Govinda Maharaja, hvor han boede i en hytte, som vores gudsbroder byggede til glæde for sin Guru Maharaja. På det tidspunkt opmuntrede Srila Prabhupada ham med forudsigelsen om, at Gaudiya-vaisnavismen ville spredes over hele verden fra Orissa.

Så er der selvfølgelig Deiteten, der ledte hvert eneste skridt af hans liv, og som bragte ham til Srila Prabhupada. Sri Gour Govinda Swamis smukke Radha-Gopaljiu Tempel i Gadeigiri er også blevet et af ISKCON’s vigtige pilgrimssteder.

Gadeigiri Templet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

For at glæde Srila Prabhupada føjede vores berømte gudsbroder en Orissa-variant af Gaudiya-vaisnavismen til ISKCON’s familie. Han demonstrerede, at hengiven tjeneste ikke er mekanisk, men en personlig udfoldelse af den hengivnes kærlighed til Sri Guru, hvilket kommer til udtryk gennem uforfalsket tjeneste.

Endnu vigtigere var det, at HH Gour Govinda Maharaja altid understregede nødvendigheden af at bevare Samfundet, som Srila Prabhupada ønskede det. Imens det ikke er et mål i sig selv, gør ISKCON’s grundlag og struktur ikke desto mindre fyldest som et fundament, der støtter de åndelige behov for både prædikanterne og den offentlighed, de oplyser. Maharaja var altid en standhaftig og årvågen modstander af udefrakommende påvirkninger, der kunne svække sindene og den nyfundne tro hos Samfundets medlemmer verden over. Hans Hellighed gav hengivne, der imod grundlægger-acaryaens ønske søger efter støtte og beskyttelse uden for Samfundet, dette råd i et brev:

“Det er en kendsgerning, at hvis der er en ophøjet vaisnava, bør man tage derhen og få hans selskab. Det er der intet forkert i. Men i dette tilfælde er der en fare for, at disciplinen i vor organisation vil blive påvirket på en uheldig måde. Hvis lederne går uden for ISKCON, hvordan vil de da kunne bevare disciplinen? Srila Prabhupada har etableret dette samfund, og denne trussel imod hans samfund vil kun give ham smerte.”

Så rådgav han i et andet brev på samme måde:

”Efter min mening vil Srila Prabhupada ikke være glad for disse ældre hengivne, der går uden for ISKCON. Srila Prabhupada har sagt, at alting er i hans bøger. Hvis I forsøger at forstå det, vil det ved Srila Prabhupadas nåde blive gjort klart for jer.”

Hans Hellighed bemærkede følgende i 1994:

“Der er tre ting, der er meget vigtige for mig. Den ene er, at jeg ønsker at prædike til prædikanterne. Det piner mig så meget at se hengivne falde ned og gå væk. Den anden ting er, at jeg gerne vil vise, hvordan alting er der i Prabhupadas bøger. De personer, der hævder, at Srila Prabhupada kun gav ABC, giver mig så megen smerte i mit hjerte. Og den tredje ting er, at jeg ønsker at vise dem, at alting er der i ISKCON, og at hengivne ikke behøver at gå andre steder hen for at finde en højere lære.”

Vores usædvanlige gudsbroder forfattede også sin egen bemærkelsesværdige vaisnava-litteratur. Man kan læse omtale af hans bøger såsom The Embankment of Separation og Mathura Meets Vrindavana her:

http://www.gopaljiu.org/index.php?option=com_content&view=article&id=121&Itemid=87

I dag fortsætter hans disciple fra Bhubanesvara med at prædike hans uforfalskede parampara-budskab om ren kærlighed til Gud igennem Krishna-bevidsthed. Siden han altid understregede skrifterne, var alt, som han sagde, underbygget af sastriske referencer, og han skældte voldsomt ud på dem, der ikke gjorde det. Hans disciple følger hans eksempel på, at den højeste grad af tolerance kan udvises, når sindet er anbragt ved Sri Gurus lotusfødder i en indstilling af tjeneste. De rakker aldrig ned på den samlede organisation i en forståelse af, at Samfundet ikke er stærkere end det svageste led, og at styrke strukturen afhænger af hver discipels personlige tolerance. Tidsskriftet Sri Krishna Kathamrita, der laves af hans disciple i ISKCON Bhubanesvara, er berømt som et af de bedste nuværende vaisnava-magasiner i verden. Og enhver hengiven, der læser bogen Gopaljiu, vil opleve en forvandling af hjertet.

I dag 35 år efter det kortest mulige af møder er det blevet denne gudsbroders brændende ønske en dag at besøge de to pilgrimssteder, som HH Gour Govinda Maharaja etablerede ved Srila Prabhupada og Herren Gopaljius nåde. På grund af sit eksempel og sine aktiviteter prises han af sine disciple som en moderne acarya i sin egen ret, en utrættelig prædikant af Krishna-bevidsthed og en helgen, der er kendt for sin tolerance og aldrig afveg fra sin Guru Maharajas ordre.

Hvis man vil lære mere om HH Gour Govinda Swami Maharajas værk, kan man besøge www.gopaljiu.org. Her kan man også skrive sig op til det gratis fjortendagsmagasin Shri Krishna Kathamrita Bindhu. For mere om ISKCON Gadeigiri kan man besøge www.gopaljiutempel.com. Der er også forelæsninger med Hans Hellighed Gour Govinda Swami på www.youtube.com.

1 Et vidnesbyrd om dette er, at der er udkommet hundredtusinder af sider af parampara-litteratur fra Prabhupadas vestlige vaisnavaers penne, imens de millioner af vestlige mode-yogier verden over dårligt nok har udgivet ét ord med ægte vedisk tekst. Det er værdien af parampara, der spredes via den ægte åndelige mester, der er fyldt af den store Brahma-Madhva-Gaudiya-sampradayas kraft og herlighed.

2 I Orissa er det traditionen, at når som helst Herren Jagannatha eller Krishna tilbedes uden Deiteterne af Subhadra og Balarama, kaldes Han Dadhi Baman eller Patita Pavana.