Nyt fra Hare Krishna er tilbage. Først undskyld for, at vi desværre ikke var i stand til at udgive et blad i oktober. Vi er ved at lave et nyt oplag af den danske Bhagavad-gita. I den forbindelse var det nødvendigt at give bogen en omfattende korrekturlæsning, og der blev simpelthen ikke tid til at lave et Nyt fra Hare Krishna.
Vi har under alle omstændigheder givet os selv lov til at springe over to gange om året, eller med andre ord lover vi at udkomme mindst ti gange årligt. Har vi tid, bliver det også til elleve eller tolv. Normalt informerer vi om det, når vi ikke udkommer, men denne gang kom det så pludseligt, at det ikke var muligt.
Bemærk flere store dage i november. Fredag den 17.11 er det månedens vigtigste dag, Srila Prabhupadas bortgangsdag. Mandag den 13.11 er det Diwali, og tirsdag den 14.11 fejres Govardhana Puja. Bemærk, at i København afholdes Diwali-festen dagen før om søndagen fra kl. 15 i stedet for om mandagen.
Forsiden prydes af Kesava Priya Devi Dasi, en af de ældste danske hengivne. I serien om ISKCON Danmarks historie bringer vi et interview med hende om hendes oplevelse af hendes første tid i Hare Krishna i 1980 og 1981. God fornøjelse med læsningen af det plus alt det andet, der er i dette blad. Ld.