– Af Casey Luskin –
I National Review Online har den populære radiovært Dennis Prager en god artikel med titlen ”Hvorfor nogle videnskabsfolk tilslutter sig ’multiverset’”, hvor han fortæller om en videnskabelig konference, han for nylig deltog i:
”Det var tydeligt, at den videnskabelige konsensus var, at universet i det mindste er stærkt finjusteret med henblik på at muliggøre liv. Det virker, som om vi lever i et ”Goldilocks univers,” hvor både organiseringen af stoffet ved den kosmiske begyndelse og værdier for forskellige fysiske parametre – såsom lysets hastighed, styrken af tyngdetiltrækningen og universets udvidelsesrate – lige netop er helt rigtige for liv. Medmindre man er bange for udtrykket, ser det også ud til, at universet er designet til biogenese [opståen af liv] og menneskeliv.”
Efter at have citeret videnskabsfolk, der anerkender beviserne for finjustering – såsom Gerald Schroeder (PhD fra MIT, hvor han senere underviste i fysik), Michael Turner (astrofysiker ved University of Chicago og Fermilab), Paul Davies (professor i teoretisk fysik ved Arizona State University), Roger Penrose (professor i matematik ved Oxford) og Steven Weinberg (Nobelprisvinder i fysik og antireligiøs agnostiker) – konkluderer Prager, at ”medmindre man er en forudindtaget ateist (der er også fordomsfrie ateister), er det ikke velbegrundet på et videnskabeligt grundlag at afvise, at universet er usandsynligt finjusteret til at skabe liv for slet ikke at tale om intelligent liv.”
Så hvorfor hælder nogle videnskabsfolk til teorien om multiverset? Ifølge Prager er det netop, fordi de ønsker at undgå konklusionen om design:
”De har fremsat teorien om et multivers – ideen om, at der er mange, måske et uendeligt antal, andre universer. Denne ide gør finjusteringen meningsløs og dermed også designargumenterne. Når det kommer til stykket, er der med et uendeligt antal universer stor sandsynlighed for, at et univers med parametre, der er gunstige for liv, tilfældigt opstår et eller andet sted.”
Prager går videre:
Men der er ikke skyggen af bevis for eksistensen af disse andre universer, og det kan der heller aldrig være, siden kontakt med et andet univers er en umulighed.
Derfor kan man kun drage én konklusion: at ateister søger tilflugt til multiversargumentet, udgør en stiltiende indrømmelse af, at de har tabt diskussionen om design i dette univers. Beviserne for design i dette univers – eller om man vil, at finjusteringen ikke kan forklares med tilfældighed eller ’nok tid’ – er så overvældende, at den eneste måde at komme uden om den konklusion på er at foreslå, at vores univers kun er ét ud af et uendeligt antal universer.”
Den store ironi ved multiversteorien er selvfølgelig, at den ikke rigtigt hjælper materialisterne til at komme væk fra problemet med kosmisk finjustering. For at gøre deres postulat om mangfoldige universer plausible har fysikerne måtte formulere forskellige spekulative kosmologiske teorier, der omfatter ”universgenererende” mekanismer.
Universer formererer sig ikke uden en god grund. Derfor kræver disse ”universgenererende” mekanismer selv forudgående finjustering som en betingelse for, at de kan generere universer. Dermed slipper disse multiversteorier i sidste ende ikke af med problemet med finjustering.
Der er et andet alvorligt problem med multivershypotesen, som vi forklarer det i [bogen] Discovering Intelligent Design:
”En anden fare ved ’multivers-tænkning’ er, at dette effektivt ville ødelægge videnskabsmænds mulighed for at studere naturen. Et lille hypotetisk eksempel viser hvorfor. Lad os forestille os en gruppe videnskabsmænd, der opdager, at 100 % af befolkningen i en by på 10.000 mennesker fik kræft inden for det samme år – en ”kræftklynge”. Lad os for argumentets skyld sige, at de beregner, at chancen for, at dette skulle være rent tilfældigt er 1 ud af 1010.000. Normalt vil videnskabsfolk slutte, at en sådan lav sandsynlighed viser, at tilfældighed ikke kan være forklaringen, og at der må være en fysisk faktor, der er årsagen til kræft i byen.
Men ifølge multiverstankegangen kan man lige så godt hævde: ”Lad os forestille os, at der er 1010.000 universer, og vores univers blot tilfældigvis var det univers, hvor denne usandsynlige kræftklynge forekom – helt tilfældigt.” Skal videnskabsfolk søge efter en videnskabelig forklaring på kræftklyngen, eller skal de blot opfinde 1010.000 universer, hvorved denne slags hændelser bliver sandsynlige?
Fortaleren for multivers-forklaringen vil måske svare: ”Jamen, man kan ikke sige, at der ikke er 1010.000 universer derude, vel?” Korrekt, og det er netop pointen. Der er ingen måde at teste det på, og videnskaben bør ikke seriøst overveje teorier, der ikke kan testes. Multivers-tankegangen gør det umuligt at udelukke tilfældighed, hvilket i bund og grund undergraver selve grundlaget for at drage videnskabelige konklusioner.”
Kilde: http://www.evolutionnews.org/2013/06/dennis_prager_e073471.html. Bragt med tilladelse fra Casey Luskin.