Af Sadaputa Dasa

Følgende artikel er hentet fra Back To Godhead januar/februar 1993. Blev den skrevet i dag, ville Sadaputa Prabhu utvivlsomt have tilføjet eller ændret nogle ting, for mange relevante videnskabelige og historiske kendsgerninger er kommet for dagens lys siden dengang. Ikke desto mindre er det interessant læsning, hvor Sadaputa opridser de store rammer i diskussionen af den vediske kulturs alder, som igennem årene er blevet behandlet i Nyt fra Hare Krishna i talrige andre artikler.

Sadaputa Dasa (Richard L. Thompson) var den mest fremtrædende videnskabsmænd inden for ISKCON indtil sin død i 2008. Han var oprindeligt matematiker med en Ph.D. fra Cornell University og forfatter til talrige bøger.

Fra 1800-tallet frem til begyndelsen af 1900-tallet kom europæiske forskere og videnskabsmænd i kontakt med Indiens kultur. Mange blev imponeret over den vediske civilisations høje alder og den dybe åndelige og materielle viden, der findes i den vediske litteratur. Men andre europæiske intellektuelle var forfærdede over denne udvikling. For eksempel skrev den engelske professor John Bentley om sin konflikt med videnskabsmanden John Playfair, der var en beundrer af indisk kultur:

  • ”Ved hans [Playfairs] forsøg på at insistere på hindubøgernes alder på trods af absolutte kendsgerninger støtter han dermed alle de rædselsfulde krænkelser og bedragerier, der findes i dem, under den påtagede sanktion af alder … Ja, hans mål går endnu videre, for med de samme midler forsøger han at vælte den mosaiske redegørelse og underminere selve grundlaget for vores religion. For hvis vi skal tro på hindubøgernes umådelige alder, som han ønsker, vi skal gøre det, er den mosaiske redegørelse blot en fabel eller fiktion.”

For Bentley, der var en svoren kristen, var sagen enkel. Den mosaiske redegørelse i Biblen fortæller, at Jorden blev skabt omkring 4.004 f.Kr, hvilket modsiges fuldstændigt af de vediske skrifter. Derfor må enten Biblen eller de vediske tekster være falske.

Bentley og banebrydende indologer som Sir William Jones og Max Muller arbejdede hårdt og med ret stort held for at overbevise folk om, at de vediske skrifter er intet andet end fabler og fiktion. De startede en åndsretning, der er solidt grundfæstet på de moderne universiteter i både Vesten og selve Indien. En af grundtankerne inden for denne skole er, at hele den vediske litteratur fra Rg Veda til Puranaerne er i bund og grund et bedragerisk sammenrod, der er skrevet i nyere tid.

I indologiens tidlige dage udtrykte forfattere som Bentley åbent den opfattelse, at forfatterne til de vediske skrifter var bedragere, svindlere og overtroiske fjolser. I dag udtrykker akademikere generelt disse konklusioner med et mere behersket sprog, der ofte giver indtryk af, at de er imødekommende over for den vediske kultur. Men konklusionerne er de samme. For eksempel underviser Clifford Hospital på Queens University i Kingston i Canada, hvor han har været rektor på det teologiske fakultet siden 1983. I et nyligt interview med vaisnava-forskeren Steven Rosen diskuterer han alderen på Srimad-Bhagavatam:

Steven Rosen: Og den [Srimad-Bhagavatam] går forud for Vopadeva?

Dr. Hospital: Ih ja. Helt sikkert. Som en sidebemærkning er det dog interessant, at deres [J. A. B. van Buitenens og Friedholm Hardys] undersøgelser giver en detaljeret analyse af forholdet mellem visse dele af Bhagavatam og den sydindiske alvar-tradition. Jeg mener, at de leverer et stærkt argument for, hvad folk længe har haft en mistanke om: Mange af ideerne i Bhagavatam kommer fra den sydindiske tradition.”

Pointen her er, at hvis mange af ideerne i Srimad-Bhagavatam kommer fra den middelalderlige alvar-tradition fra Sydindien, blev Srimad-Bhagavatam ikke skrevet for 5.000 år siden af Vyasadeva. Siden Srimad-Bhagavatam ifølge sin egen tekst blev forfattet af Vyasadeva, svarer Dr. Hospitals kommentar til at sige, at Srimad-Bhagavatams virkelige forfatter var en bedrager. Men Dr. Hospital siger det pænt uden at bruge et grimt sprog.

Alle indologer, historikere og arkæologer på de moderne universiteter er enige om, at der ingen civilisation fandtes i Gangesbækkenet for 5.000 år siden. At påstå, at der var en sådan civilisation, anses for helt uholdbart. Det betyder, at ingen moderne forsker kan hævde, at Krishnas aktiviteter, som de fortælles i Srimad-Bhagavatam og Mahabharata, virkelig fandt sted. Ifølge de accepterede akademiske konklusioner eksisterede civilisationen, hvor disse aktiviteter skulle være foregået, simpelthen ikke. Historierne om den civilisation er mytologiske og blev gradvist opfundet igennem århundrederne, hvilket begyndte med tidlige versioner af Mahabharata i det tredje århundrede før Kristus og kulminerede med Srimad-Bhagavatam i det niende århundrede efter Kristus.

Indologer påstår ofte, at Oldtidens indere var tilfredse med fabler og ingen interesse havde i at nedtegne historie. Men nogle traditionelle vediske lærde er helt uenige i dette. For eksempel har Pandit Kota Vankatachela skrevet en bog, hvor han giver en ubrudt kæde af konger fra Magadha på Mahabharatas tid frem til Muhammad Ghoris invasion af Indien i 1193. Han går ud fra Puranaerne og relaterede sanskrittekster til at finde frem til tidspunkterne for disse kongers herredømme.

Ifølge Vankatachelas fremlægning går Indiens nedtegnede historie hele vejen tilbage fra Middelalderen til tidspunktet for slaget på Kuruksetra. Men hans årstal stemmer ikke overens med Vestens accepterede akademiske konklusioner. For eksempel er hans årstal for Candragupta Mauryas regeringstid 1534–1500 f.Kr. Ifølge indologerne var Candragupta Maurya samtidig med Alexander den Store, der invaderede Indien i 326 f.Kr. De afviser derfor Vankatachelas liste over konger som i det store hele fiktiv.

Hvad er sandheden? For at finde ud af dette med rimelig sikkerhed kræves der omfattende forskning. Indologer har skrevet hundredvis af bøger og professionelle artikler med deres opfattelser, og det er nødvendigt at studere disse omhyggeligt. Der findes historiske oplysninger i mange sanskrittekster inklusive større og mindre Puranaer og kommentarer til Puranaerne og relaterede tekster. Andre kilder bør også granskes såsom tempeloptegnelser, Jyotisa-sastraer, kalendere, traditionelle panditaer som Vankatachela og sluttelig arkæologiske vidnesbyrd og nedtegnelser fra andre civilisationer.

Et af de tidlige indologers hovedkneb var at bruge videnskab som et våben til at vise absurditeten i de vediske tekster. De lagde mærke til, at det er vanskeligt at knække folks tro på skrifternes filosofiske og metafysiske indhold, siden disse involverer emner, der ligger uden for vores sansers rækkevidde. Men ved at vise, at disse skrifter giver en uvidenskabelig redegørelse for naturfænomener, der kan iagttages, kunne indologerne få folk til at opgive troen på alle skriftlige læresætninger. Det var Bentleys pointe i forbindelse med den astronomiske videnskab:

  • ”Det er gennem undersøgelsen af sandheden og blottelsen af brahminske bedrag, hvilket kun kan gøres gennem astronomi, at anstrengelserne fra dem, der prisværdigt forsøger at introducere sand religion og moral [dvs. kristendom] blandt hinduerne, kan få deres ægte og gavnlige effekt. Så længe bedragene og de falske påstande i hindubøgerne, som almindelige mennesker tror er skrevet af deres urgamle vismænd, får lov til at forblive uafslørede, kan kun lidt fremskridt forventes. Men lad sløret blive løftet og lad bedragene blive blottet gennem ægte og rationel undersøgelse, og skyen af vildfarelse vil forsvinde af sig selv. Da vil de ikke blot være mere parate, men også villige til at tilslutte sig og modtage sandhedens ord.”

Siden Bentleys tid har indologerne ihærdigt forsøgt at vise, at indisk astronomi består af uvidenskabelige ideer, der er opstået i Indien, og fejlrepræsenterede videnskabelige ideer, som er lånt fra grækerne og babylonerne.

Vi kan hævde, at dette ikke er korrekt, men der er brug for meget mere forskning. En begyndelse er udgivelsen af vores bog Vedic Cosmography and Astronomy.

Til syvende og sidst gav taktikken med at bruge videnskab til at miskreditere de vediske skrifter bagslag, da videnskaben også blev brugt til at bringe kristendommen i miskredit. Som et resultat deraf hælder mange af nutidens indologer til en sekulær opfattelse og til at afvise den vediske litteratur som falsk, ikke fordi den ikke stemmer overens med kristendommen, men fordi den går imod nogle grundlæggende dogmer inden for moderne videnskab. På samme måde accepterer universitetsuddannede mennesker i Indien, i stedet for at blive parat til at modtage det kristne ”sande ord”, den moderne videnskabs mekanistiske verdensbillede. Indvirkningen af moderne videnskabelig tænkning på folks forståelse af vedisk litteratur illustreres af følgende bemærkninger fra Dr. H. Daniel Smith, en professor i religion ved Syracuse University. Han kommenterer om Ramayana:

Dr. Smith: For at komme til sagen har det noget at gøre med, hvordan man forstår ordet avatara eller mere præcist, i hvilken forstand, om nogen overhovedet, Ramas avatara var historisk. Hvis ja, hvornår? Hvis ja, hvor?

Steven Rosen: De siger Treta-yuga.

Dr. Smith: Det er svaret, der gives. Og de bogstavtro kan tilmed give en dato, i juli eller noget i den retning i det og det år. Og det er fint for den troende, men det er kun ét af flere mulige perspektiver. Ser du, det er den bogstavtro helligelse til det historiske, ligesom de kristne er absolut viet til det historiske i Jesus, der er sagens kerne.

Steven Rosen: Rigtigt.

Dr. Smith: Ligesom mange kristne hævder, at Jesus virkelig eksisterede i Jerusalem i år et, siger mange hinduer det samme om Ramayana: Rama eksisterede virkeligt, og Han boede i Ayodhya, og da Han drog væk, tog Han til Lanka, og der kæmpede Han og besejrede Ravana og udslettede hele skaren af raksasaer. Så det er en virkelig knibe, folk sætter sig selv i. På den anden side er en anden måde at forholde sig til det på at sige, at det er alt sammen en myte. Misforstå mig nu ikke. Den opfattelse påstår ikke nødvendigvis, at fortællingen er fiktiv. Det, den siger, er, at Ramayana fortæller en historie, der ikke behøver at blive taget bogstaveligt i alle henseender, og at det i bund og grund er en historie, der om ikke andet fortæller en masse om menneskets natur.

Steven Rosen: Og nogle troende opfatter den sådan?

Dr. Smith: Ja, så sandelig. Temmelig mange hinduer deler det perspektiv – ikke mange, men der er helt sikkert dem, der gør det. Hvordan forholder universitetsuddannede hinduer sig for eksempel til det? Nogle holder sig helt sikkert blot til deres barndom og siger: ”Åh Rama. Velsignet være Rama.” Men andre forsøger at forstå det som mystisk betydning og bore efter dybere psykologiske sammenhænge i deres egne erfaringer.

Bemærk forsøget på at mildne slaget: en myte er ikke nødvendigvis fiktiv. Det er blot en historie, der ikke behøves at tages bogstaveligt, og som fortæller os noget om menneskets natur. Grundene, som Smith giver for at kalde Ramayana en myte, er værd at bemærke. For det første er der problemet med at påstå, at Herren Ramacandra levede i Ayodhya i Treta-yuga. Det udelukkes af den darwinistiske evolutionsteori, der påstår, at på det tidspukt for over 864.000 år siden var der ingen mennesker af den moderne slags.

Omhyggelig forskning kan imidlertid afsløre beviser, der går imod den accepterede videnskabelige opfattelse og stemmer overens med det vediske billede. Drutakarma Dasa og jeg har netop færdiggjort en bog på 900 sider, Forbidden Archeology, der giver omfattende beviser for, at mennesker af den moderne slags har eksisteret på Jorden i mange millioner år.

Et andet problem, som Smith kommer ind på, hvis vi forstår Ramayana bogstaveligt, er, at så er vi nødt til at acceptere eksistensen af væsener som raksasaer, der er udstyret med bemærkelsesværdige mystiske evner. Smith refererer til Ramayanas verden som en “Walt Disney verden” af fantasi – en verden, som videnskabeligt uddannede mennesker har svært ved at tage alvorligt. Dette problem gælder hele den vediske litteratur, der præsenterer en opfattelse af virkeligheden, der antager eksistensen af mystiske kræfter, væsener med subtile kroppe, sjælevandring og avataraer af Guddommens Højeste Personlighed.

Dette er også et område, hvor resultaterne af omhyggelig forskning støtter det vediske verdensbillede. Et stort bevismateriale inden for det paranormale underbygger eksistensen af subtilt legemliggjorte væsener og mystiske kræfter. Den officielle videnskab er tilbøjelig til at forkaste dette bevismateriale, fordi det bryder med accepterede teorier. Teoretiske rammer kan imidlertid ændre sig, og mange fremtrædende videnskabsfolk har seriøst studeret paranormale fænomener. Resultaterne af forskningen inden for det paranormale område er i overensstemmelse med det vediske verdensbillede. De giver empirisk støtte til realiteten af det vediske verdensbillede, og den vediske litteratur giver en rationel, videnskabelig ramme for forståelse af paranormale fænomener.

Fodnoter:

  1. Bentley, John, 1825, Historical View of the Hindu Astronomy, Osnabruck: Biblio Verlag, genoptrykt i 1970, s xxvii.
  2. Rosen, Steven, 1992, Vaisnavism: Contemporary Scholars Discuss the Gaudiya Tradition, New York: Folk Books, s. 71.
  3. Vankatachela, Kota, 1957, Chronology of Ancient Hindu History, Arya Vijnana Grandhamala.
  4. Bentley, s. 213.
  5. Pingree, David, 1976, “The Recovery of Early Greek Astronomy from India,” Journal of the History of Astronomy, s. 109–23.
  6. Thompson, Richard, 1989, Vedic Cosmography and Astronomy, Los Angeles: Bhaktivedanta Book Trust.
  7. Rosen, s. 42.
  8. Cremo, Michael, and Thompson, Richard, 1992, Forbidden Archeology, San Diego: Bhaktivedanta Institute.