af Vasesika Dasa / Oversat af Caroline Nordstrand
Det følgende er anden del af en oversættelse fra bogen Our Family Business af Vaisesika Prabhu, hvor han fortæller om sit første møde med Hare Krishna, Prabhupada og de hengivne. Vaisesika Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og bosat i Silicon Valley, Californien. Første afsnit bragtes i Nyt fra Hare Krishna, august 2018.
En hengiven, som har taget Srila Prabhupadas sankirtana-bogdistribution til sig og realiseret værdien af og glæden ved at udbrede Herren Caitanyas mission, ønsker at dele dette med så mange som muligt. Herren Caitanya bemærker: “Jeg er den eneste gartner. Hvor mange steder kan jeg nå? Hvor mange frugter kan jeg plukke og dele ud?” I sin kommentar til Srimad-Bhagavatam 3.21.31 skriver Srila Prabhupada: “Éns energi skal bruges på éns egeninteresse. Således bliver energien perfekt. Denne energi kan anvendes på éns sande interesse, hvis man har medfølelse. En person, som er bevidst om Krishna, en hengiven af Herren, er altid medfølende. Han er ikke tilfreds med selv at være hengiven, men forsøger at dele denne viden om hengiven tjeneste med andre. Der er mange af Herrens hengivne, som har løbet mange risici ved at distribuere Herrens hengivne tjeneste til folk generelt. Det bør man gøre.”
Man smager også dråber af nektar, hvis man tjener de hengivne, som har viet alt til sankirtana-bevægelsen. Blot en enkelt af disse dråber er en uvurderlig gave, der placerer én i Mahaprabhus transcendentale familie af hengivne, som hjælper ham med at sprede sankirtana-bevægelsen. Srila Prabhupada skriver herom i sin kommentar til Srimad-Bhagavatam 3.22.5: “Således er det reelt et faktum, at ens mission i livet er fuldendt, hvis man møder en helgenagtig person, som er totalt engageret i transcendentale pligter, og får hans velsignelse. Selv det, som end ikke kan opnås i tusinder af liv, kan opnås på et øjeblik, såfremt man møder en helgenagtig person.”
Til sin egen åndelige mester skrev Srila Prabhupada:
Message of service
thou has brought
A meaningful life
as Caitanya wrought
Unkown to all,
it is full of brace.
That’s your gift,
Your Divine Grace
(Oversættelse: ”Budskabet om tjeneste har du bragt. Et meningsfyldt liv, sådan som Caitanya levede det. Hvad ingen ved, er det fuld af styrke. Det er din gave, Din Guddommelige Nåde.”)
Jeg fik smag for livet i guddommelig tjeneste takket være ham, hvis identitet stadig er mig ukendt, den hengivne, som solgte et Back to Godhead-magasin til Richie Corsa, min intetanende gymnasiekammerat, på Telegraph Avenue i Berkeley, Californien. Richie var fuldkommen uinteresseret i Krishna-bevidsthed, men han bragte mig pligtopfyldende magasinet, fordi han vidste, at jeg var oprigtig i min åndelige søgen. Da jeg holdt magasinet i hånden, vidste jeg øjeblikkeligt, at mine bønner om åndelig vejledning var blevet hørt. Jeg studerede magasinet med fuld opmærksomhed, mens jeg praktisk talt indåndede ordene og billederne. Indholdet virkede bekendt. Det var som at blive genforenet med en god ven efter lang tids adskillelse.
Narada Muni beskriver en sådan oplevelse: “Min kære ven, selv om du ikke øjeblikkeligt genkender mig, kan du så ikke huske, at du engang havde en meget nær ven? Desværre forlod du mig til fordel for at nyde den materielle verden.”
Efter at have læst magasinet et utal af gange blev jeg fast besluttet på at flytte ind med de hengivne på 455 Valencia Street så hurtigt som muligt. Takket være mine søde forældre gik det i opfyldelse. Og jeg holdt fast i de hengivne i templet, ligesom en vildfaren elefantunge klamrer sig til sin mor i junglen. Jeg havde fundet et liv i hengiven tjeneste, og som de åndsfæller de var, forstod de min begejstring. På min anden dag i templet tildelte min højt respekterede tempelleder, Kritakarma Dasa, mig en helt fantastisk tjeneste – at vaske Herrens gryder. Han lærte mig at gøre hver centimeter af en gryde så ren, at jeg kunne se mit eget spejlbillede i den. Jo bedre jeg rengjorde gryderne, sagde han, desto renere ville mit hjerte blive. Jeg skrubbede meget hårdt.
Min opvasketjeneste fik dog en brat ende tre måneder senere, da Kritakarma hev mig til side til en snak. “Hør her, Bhakta William,” sagde han. “Opvask er alle tiders, men kunne du ikke tænke dig at få en tjeneste, som glæder Srila Prabhupada endnu mere, en tjeneste, som vil styrke dit forhold til ham?” Jeg svarede, at jeg var interesseret. Jeg følte mig som en lottovinder, der var ved at få afsløret gevinsten, så spændt var jeg på at høre mere om hans forslag. Min reaktion glædede Kritakarma. Han sagde: “Srila Prabhupada har bedt os distribuere hans bøger. Hvis du gør et forsøg, vil du ikke kun tiltrække hans opmærksomhed, men ligeledes følge i hans fodspor sammen med de andre tidligere læremestre i vores discipelrække. Du kan starte i morgen.” Jeg gav mit samtykke uden tøven og brugte resten af dagen – og natten – på at spekulere over, hvordan det mon ville være at distribuere bøger.
Det bedste arbejde i universet
Kritakarma var i godt humør, da han næste dag efter morgenmaden stak mig en stofpose med Back to Godhead-magasiner, en indsamlingsbøsse og en håndfuld røgelsespinde. Dernæst introducerede han mig for min lærer, Bhakta Roberto, en sorgløs hengiven, som kun kunne meget lidt engelsk, men til gengæld talte flydende spansk, og så blev vi ellers skubbet ud af templets trygge hoveddør.
Roberto tog mig på en femten minutters gåtur nord ad Valencia Street gennem det snuskede Missiondistrikt og ind i det larmende forretningsområde ved Market og Powell, der summede af sporvogne, turister og handlende. Bhakta Roberto begyndte sit arbejde uden for en Woolworths-forretning. Han henvendte sig til de forbigående med et urokkeligt smil og forærede dem systematisk en røgelsespind. Når den blev taget imod, holdt Roberto bøssen frem. Med sin latinamerikanske accent sagde han: “Vær så venlig, giv en donation til templet.” Når en velgørende person fiskede penge op af lommerne og listede dem ned i indsamlingsbøssen, gav Roberto ham hurtigt et Back To Godhead og takkede med et glad “Hare Krishna!”
Efter at have observeret ham et stykke tid fangede jeg den. Roberto lærte mig at huske på, hvordan vi hjalp folk på deres rejse tilbage til Guddommen. Han fortalte mig, at selv en skilling ville give permanent åndeligt fremskridt. Roberto havde fået sin velgørende indstilling fra de hengivne, som havde lært den af Srila Prabhupada, som havde modtaget den fra sin egen åndelige mester. Alle vaisnavaerne på den hengivne vej er faktisk kendt for deres gavmildhed. Af ren og skær uselviskhed er Ramanujacarya eksempelvis kendt for at have videregivet sit personlige initierings-mantra, selv om hans guru advarede ham om, at han måtte en tur i helvede, hvis han gjorde det. Et andet eksempel er Sukadeva Gosvami, som på trods af sin fuldkomne tilfredshed i sig selv talte Srimad-Bhagavatam af medfølelse med andre. Glemmes må heller ikke Herren Caitanyas nærmeste tjenere, Nityananda Prabhu og Hans tilhængere, som gik dør til dør over hele Bengalen for at distribuere Herren Caitanyas budskab.
Bhakta Roberto arbejdede i samme storhjertede ånd. Når en eller anden tog imod et magasin, nikkede han til mig og sagde: “Krishnas nåde!” Jeg kunne lide hans glade, åbne humør. Som vi stod side om side på den snoede gade tænkte jeg tilbage på, hvordan en hengiven indirekte havde gjort mig den samme tjeneste ved at distribuere Back to Godhead til min ven Richie. Nu var det mig, der havde mulighed for at gøre en forskel og gøre andre den samme tjeneste.
For tilskuerne ved Market and Powell virkede min nye tjeneste måske triviel eller endda ussel. Jeg var helt sikkert akavet i starten. På min første dag var der faktisk en slipseklædt herre i 30’erne, som spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare fik mig et arbejde. Jeg tænkte med det samme: “Jeg har det bedste arbejde i universet – jeg følger i fodsporene på min åndelige mester og alle de store bhakti-mestre før ham.”
Forfremmet
Kritakarma og en håndfuld andre hengivne tog entusiastisk imod os om aftenen, da vi kom tilbage til templet. Med hånden på min skulder spurgte Kritakarma, hvad jeg syntes om min nye tjeneste. Jeg forstod med det samme på hans spørgsmål, at jeg var blevet forfremmet.
Om udvikling i åndeligt liv skriver Srila Prabhupada: “Forfremmelse i åndeligt liv er præcis som forfremmelse i materielt liv. Forfremmelse og lønforhøjelse kommer automatisk, hvis den overordnede er tilfreds med en given persons tjeneste.”
Som Ganges-floden nedstiger fra den åndelige verden og flyder igennem utallige planeter i universet for at rense alle dem, som kommer i berøring med hendes vande, overleveres ren hengiven tjeneste på samme måde gennem generationer af Krishnas rene hengivne for at rense hjerterne på alle dem, som kommer i kontakt med den hengivne tjeneste. Anuttama Dasa, en af Srila Prabhupadas fremmeste disciple og international kommunikationsdirektør for ISKCON, skrev i sin ofring til Srila Prabhupadas vyasa-puja i 1986: “At tjene dig ved at blive en dedikeret prædikant og tjener af din mission er faktisk den mest fortrolige tjeneste, man kan gøre for dig, Srila Prabhupada. Og den er åbent tilgængelig for alle dine hengivne, fremtidige hengivne og alle fremtidige generationer af hengivne. Den er tilgængelig for mig og vil altid være det. Således kan jeg virkelig opnå dit smil, dine irettesættelser, din ømhed, din vejledning og din kærlighed. På denne måde kan vi alle lære dig at kende og mærke dig hos os på den mest fortrolige måde hvert øjeblik.”
At bogdistribution skulle være min livstjeneste gik tilfældigvis op for mig i 1975. Jeg sad på et fly på vej til den årlige festival i Mayapur, da en stewardesse gav mig en immigrationsformular, som skulle udfyldes for at få ophold i Indien. Kortet bad mig oplyse min beskæftigelse. Da min eneste beskæftigelse var at distribuere Srila Prabhupadas bøger, kom ordet “budbringer” til mig.
“Hvem kan være uenig i det?” tænkte jeg, som jeg sad der og kiggede ud af vinduet. “Når alt kommer til alt, er vi jo alle sammen en eller anden slags budbringer.” Nogle er professionelle budbringere såsom cykelbudene, der skærer igennem New Yorks trafik for at levere hastebreve til forretningsfolk. For andre såsom postvæsnet er levering af breve deres levebrød. Hvad end man er professionel eller ej, har vi alle sammen travlt med at videregive et eller andet budskab. Politikere, forfattere eller papegøjer – alle har de et budskab. Krishna Selv agerede som budbringer for Pandavaerne, da han plæderede for fred ved Kuru-hoffet.
“Budbringer”. Jeg blev forbløffet, som jeg sad der og igen kiggede på min titel på immigrationsformularen. Jeg var virkelig heldig at være budbringer for min åndelige mester, den store general i Herren Caitanyas sankirtana-bevægelse. Skæbnen kunne lige så godt have villet, at jeg var blevet budbringer for Staten eller et eller andet firma med et dårligt motiv om personlig vinding. I stedet lod det til, at jeg officielt og takket være en ren vaisnavas nåde var blevet autoriseret repræsentant for Srimad-Bhagavatam, Bhagavad-gita og Caitanya-caritamrta, der hver især var blevet forstærket med Srila Prabhupadas guddommelige kommentarer og udsmykket med pragtfulde malerier, som åbnede et vindue til den åndelige verden. (Fortsættes)