– Af Lalitanatha Das –
Dette er anden del i en serie om varnasrama-dharma. Første del bragtes i forrige nummer.
Kernen i varnasrama-dharma er anerkendelsen af menneskers forskellighed med en efterfølgende systematisk inddeling af alle mennesker i forskellige kategorier efter deres natur og tilbøjelighed med særlige religiøse principper for hver kategori. Men for overhovedet at komme til niveauet, hvor man er kvalificeret til at deltage i varnasrama-dharma ud fra sin særlige plads i systemet, skal man først udvikle og overholde en række grundlæggende principper, der gælder for alle uden undtagelse. Uden at overholde disse principper vil man ikke kunne anses for at være et civiliseret menneske.
I sin gennemgang af varnasrama i Srimad-Bhagavatams 7. bog forklarer Narada Muni først, at der er 30 principper, der skal overholdes af alle (SB. 7.11.8-12):
”Disse er de generelle principper, som skal følges af alle mennesker: ærlighed, barmhjertighed, nøjsomhed, tage bad to gange om dagen, tolerance, at kunne skelne mellem rigtigt og forkert, beherskelse af sindet, beherskelse af sanserne, ikke-vold, cølibat, velgørenhed, læse skrifterne, enkelhed og ligefremhed, tilfredshed, yde tjeneste til hellige personer, gradvist opgive unødvendige beskæftigelser, være klar over det formålsløse ved menneskesamfundets unødvendige aktiviteter, forblive tavs og alvorlig og undgå unødvendig tale, overveje om man er sjælen eller kroppen, uddele mad ligeligt til alle levende væsener, se hver eneste sjæl som en del af den Højeste Herre, høre om Guddommens Højeste Personligheds aktiviteter og instruktioner, tale og synge om disse aktiviteter, altid huske på disse aktiviteter og instruktioner, forsøge at gøre tjeneste, tilbede, underkaste sig, blive en tjener og overgive hele sit selv. O Kong Yudhisthira, disse 30 kvalifikationer må man tilegne sig i den menneskelige livsform. Blot ved at tilegne sig disse kvalifikationer kan man tilfredsstille Guddommens Højeste Personlighed.”
Hver eneste af disse grundlæggende kvaliteter kan der skrives lange artikler om, hvilket det ikke er tanken at gøre her. Ikke desto mindre bør man studere disse kvaliteter og stræbe efter udvikle dem og leve efter dem. Klip dem ud, hæng dem op, mediter på dem.
I Mahabharata angiver Bhismadeva på samme måde ni principper, der skal overholdes af alle uanset status. Srila Prabhupada citerer denne passage fra Mahabharata i sin forklaring til Srimad-Bhagavatams 1. bog (1.9.26):
…. (1) ikke at blive vred, (2) ikke at lyve, (3) at uddele rigdom ligeligt, (4) at tilgive, (5) kun at få børn med sin legitime hustru, (6) at være ren i sindet og hygiejnisk i kroppen, (7) ikke at være fjendtlig over for nogen, (8) at være enkel og ligefrem og (9) at støtte og forsørge tjenere eller dem, der står under én. Man kan ikke kaldes en civiliseret person uden at have de ovennævnte grundlæggende kvaliteter.
Den centrale vigtighed af disse grundlæggende kvaliteter i varnasrama-dharma beviser, at vi har at gøre med et samfundssystem, der ikke tillader udnyttelse af nogen. De højere klassers udnyttelse af de lavere er en etikette, der hænger ved Indiens nuværende kastesystem, men som vi kan se af disse kvaliteter, er det stik imod ånden i det virkelige varnasrama. For eksempel har Bhisma det som det niende princip at støtte og beskytte dem, der er svage og står under én. Man skal dele rigdom med andre, hvis man har rigdom, man skal være ikke-voldelig, give i velgørenhed, uddele mad til alle levende væsener, gøre tjeneste, ikke være fjendtlig over for nogen, være barmhjertig osv.
Der er slet ikke plads til udnyttelse af nogen inden for varnasrama-dharma. De, der er tilbøjelige til dette eller anser position, rigdom og nydelse i denne verden som vigtige og som et mål med livet, har de laveste positioner inden for varnasrama eller falder helt uden for rammerne af, hvad det vil sige at være civiliseret. Formålet med varnasrama er selverkendelse og åndelig udvikling. Jo mere man har dette som sit livs mål, desto højere position vil man have inden for varnasrama. Derfor anses brahmanaerne for de øverste i samfundet, og som vi kommer til at se, har kvalificerede brahmanaer ingen materielle ambitioner og er ligeglade med materiel nydelse, rigdom og position.
Formålet med varnasrama er en systematisk personlig og åndelig udvikling for alle, og derfor skal alle udvikle ovennævnte kvaliteter. Disse kvaliteter vil selvfølgelig også give et fredfyldt og lykkeligt samfund, hvis alle besidder dem, men det er værd at bemærke, at grunden til, at alle skal overholde dem, er ikke blot, at så bliver samfundet fredfyldt. Den virkelige grund er, at de er afgørende for hvert enkelt menneskes personlige og åndelige udvikling.
Det er også værd at bemærke, at dette gennemhuller ideen om, at vaisnavaer er transcendentale til eller hævet over varnasrama-dharma. Er vaisnavaer eksempelvis hævet over at være ærlige, barmhjertige, nøjsomme og tage bad to gange om dagen? Nej, varnasrama er for alle. Ikke desto mindre er der forskellige principper for forskellige kategorier, og nogle særlige principper gælder kun for vaisnava-stadiet, der er det højeste stadie af selvrealisering, hvor man til fulde har erkendt sin natur som en tjener af Gud og tjener af alle og ikke har så meget som skyggen af ønske om at udnytte andre.
De forskellige klassifikationer
Efter at have set på de principper, der gælder for alle, kommer vi til diskussionen af varnasrama-samfundets forskellige kategorier og de principper, der gælder for hver af dem. Varnasrama-dharma opdeler som sagt menneskers forskellighed i fire varnaer (beskæftigelsesmæssige ordener) og fire asramaer (livsstadier). De fire varnaer er brahmana (den intelligente menneskeklasse), ksatriya (den ledende menneskeklasse), vaisya (den produktive menneskeklasse) og sudra (den tjenende menneskeklasse), imens de fire asramaer er brahmacari (elevstadiet), grhastha (familiestadiet), vanaprastha (det tilbagetrukne stadie) og sannyasa (det forsagende stadie). Der er også kategorierne mand og kvinde, der har hver deres forskellige principper på de forskellige livsstadier.
Varnasrama-dharma bygger således ikke blot på anerkendelsen af forskellighed, men nærmest en forgudelse og kultivering af forskellighed. Kultivering af forskellighed anses for at være det største lighedsprincip inden for varnasrama, hvilket sikkert lyder som en selvmodsigelse i mange moderne ører. I moderne tid er der store forsøg på at skabe lighed blandt mennesker, hvilket ofte bliver tolket som, at alle skal gøre det samme, eje det samme og vide det samme. Som en dansk politiker engang sagde: ”Hvad ikke alle kan lære, er der ingen, der skal lære.”
Om end velment anses denne moderne lighedsopfattelse ifølge varnasrama-filosofien for at være uden forbindelse med virkelighedens verden. Vi har alle forskellige materielle naturer og ønsker, og at forsøge at gøre os materielt lige er ikke blot en umulighed, men nærmest vold imod individet og vil aldrig kunne gøre mennesker lykkelige. Mennesker bliver ifølge varnasrama-filosofien tilfredse ved at kunne handle på og udvikle deres respektive forskellige tjenende naturer. Virkelig lighed er at give alle lige mulighed for at kunne udvikle deres forskellige naturer og bidrage meningsfuldt til samfundet med de forskellige tjenester, som man hver især har at bidrage med.
Et eksempel på, hvor unaturligt bestræbelsen på at skabe materiel lighed er, ser man i det moderne uddannelsessystem, der tvinger alle til at gennemgå den samme ni eller ti års skolegang og mange gange mere. Desværre er disciplinen ofte et stort problem i sådanne skoler. Mange elever er skoletrætte og uinspirerede og nedtrykte over, at de ikke kan følge med i det, de bliver undervist i, eller overhovedet forstå relevansen af det. Andre kan sagtens følge med, men keder sig, fordi de anser tempoet for alt for langsomt og ved, at de kunne lære meget mere meget hurtigere, hvis de fik lov til det.
Det ville i virkeligheden være langt bedre for mange af disse elever med en kort skolegang, hvor de efter at have lært de mest elementære ting som at læse, skrive og regne fik en læreplads i det praktiske liv ved landbruget eller som bilmekanikere, gartnere, købmandselever, arbejdsdrenge osv. Hvis de blev beskæftiget på den måde, ville de hurtigt finde sig til rette i det og blive dygtige til det, de i virkeligheden har anlæg for. Dette ville give dem en helt anden følelse af tilfredsstillelse, selvværd og mening, som de ikke oplever nu ved at blive trukket igennem noget, der strider imod deres natur.
Samtidig ville de elever, hvis natur det faktisk er at være boglige og arbejde med viden, også blomstre helt anderledes, for de behøver ikke at blive holdt tilbage, fordi andre, mindre bogligt begavede elever også skal kunne følge med. Dette eksempel illustrerer ikke blot det fejlslagne moderne forsøg på at skabe materiel lighed, men giver også en antydning om varnasrama-filosofiens ide om lighed igennem kultivering af forskellighed. (Fortsættes i næste nummer)