– Af Lalitanatha Dasa –
Dette er første del i en serie om varnasrama-dharma.
Srila Prabhupada bemærkede ofte, at det civiliserede menneskeliv starter med det vediske samfundssystem, varnasrama-dharma. Følger man ikke varnasrama, lever man et uciviliseret liv, ja, nærmest et poleret dyreliv, også selv om man ellers er sofistikeret, veluddannet og nydeligt påklædt.
Man kan spørge, hvorfor man skal leve civiliseret. Hvorfor ikke bare leve som dyr? Svaret er, at uden civiliserede principper vil man aldrig kunne have et harmonisk og fredfyldt menneskesamfund, ligesom vi hver især heller ikke vil kunne sætte os ud over vores lavere dyriske instinkter og opnå den selvudvikling og åndelige fuldkommenhed, der er tiltænkt menneskelivet.
Derfor fylder emnet varnasrama-dharma meget i den vediske litteratur. Ordet varna refererer til menneskesamfundets fire beskæftigelsesmæssige inddelinger – brahmana, ksatriya, vaisya og sudra – imens asrama henviser til menneskelivets fire livsstadier, brahmacari, grhastha, vanaprastha og sannyasa. Afhængig af sammenhængen kan dharma oversættes som ’religion’, ’pligt’ eller ’natur’. Tilsammen bliver de til varnasrama-dharma, der også somme tider kaldes sanatana-dharma, ’den evige religion’.
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at varnasrama-dharma ikke er det samme som det moderne indiske kastesystem, hvor man er fastlåst til den kaste, man tilfældigvis er født i. I et ægte varnasrama-samfund sker klassifi-ceringen af mennesker ikke efter fødsel, men efter kvalifikation og natur.
Varnasrama-dharma er et omfattende og meget vigtigt emne at forstå. Derfor vil jeg skrive om det i de næste numre af Nyt fra Hare Krishna i håb om at kunne hjælpe til en dybere forståelse af, hvad varnasrama egentlig går ud på.
Varnasrama er Krishnas kultur
For at forstå varnasrama-dharma er det bedste først at have i mente, hvad den åndelige verden og den materielle verden er, og hvad den oprindelige årsag til alt er, nemlig Herren Sri Krishna, alle årsagers årsag. Han er dermed også oprindelsen til menneskesamfundets varnasrama-system, som Han selv bemærker det i Bhagavad-gita (4.13). En enkel definition er, at varnasrama-dharma er Krishnas kultur.
Sri Krishna har to verdener, den åndelige verden, hvor de evigt befriede sjæle lever sammen med Krishna, og den materielle verden, der er hjem for de betingede sjæle, der ønsker at glemme deres forhold til Ham og derfor fødes og dør igen og igen i samsara, kredsløbet af fødsel og død.
Denne materielle verden forstås bedst som en forvrænget refleksion af den åndelige verden. I Bhagavad-gita (15.1) gives eksemplet med et træ, der spejler sig i vandet, hvor det rigtige træ er den åndelige verden, og spejlbilledet er den materielle verden. Alt, der findes her i den materielle verden, findes med andre ord også i den åndelige verden, men dér er det virkeligt, mens denne materielle verden blot er en midlertidig skyggeverden. Den åndelige verden er evig, fuld af viden og fuld af lyksalighed, imens den materielle verden er midlertidig, mørk og lidelsesfyldt.
Den åndelige verden er således ikke et formløst, variationsløst blændende hvidt lys, men indeholder den samme mængde af mangfoldighed, personligheder, aktiviteter, følelser osv., som findes i den materielle verden. Det betyder, at der også er kultur og samfund i den åndelige verden. Hvad er den åndelige verdens kultur og samfund da? Svaret er: varnasrama-dharma. Forskellen mellem her og dér er kun, at imens varnasrama-dharmas mest iøjnefaldende formål i den materielle verden er at civilisere animalske sjæle og bringe system i menneskesamfundet, er varnasrama i den åndelige verden kun til for Krishnas nydelse eller rasa.
Her er det vigtigt at forstå forskellen på tattva (’ontologisk’ sandhed) og rasa (personligt forhold). For eksempel er ingen Krishnas far eller mor, når vi taler om tattva, for Han er alles far og mor. Men når vi taler om rasa, er Nanda Maharaja og Moder Yasoda alligevel Krishnas far og mor, og Han er deres barn. Det er det personlige forhold, de føler over for hinanden. Ifølge tattva betyder sanatana-dharma, evig religion, at vi alle er Krishnas evige tjenere. Men i forbindelse med rasa betyder sanatana-dharma eller evig religion varnasrama-dharma, ifølge hvilken den særlige natur og tilbøjelighed, vi hver især har over for Krishna, organiseres og systematiseres efter evige religiøse principper.
Den åndelige verdens uendelige mangfoldighed af personligheder og personlige forhold er altså organiseret ifølge varnasrama-dharma, ligesom det ideelt set også bør være tilfældet i den materielle verden. Forskellen er blot, at imens varnasrama-dharma er en forudsætning for overhovedet at have et civiliseret menneskeliv i den materielle verden, tjener varnasrama-dharma i den åndelige verden intet andet end Krishnas rasa, Hans nydelse af personlige forhold. Et eksempel er den åndelige verdens højeste nydelsesværdige forhold, der eksisterer mellem Krishna og Vrindavanas unge hyrdepiger – gopierne – hvor gopierne er gift til anden side samtidig med, at de på ulovlig vis har et hemmeligt forhold til Krishna. Ægteskab er en del af varnasrama, så hvis der ikke var varnasrama og dermed ægteskab i den åndelige verden, kunne dette højeste forhold slet ikke forekomme.
Fordi varnasrama-dharma er den åndelige verdens kultur, er det vigtigt for alle, der ønsker at komme til den åndelige verden efter dette liv, at forstå varnasrama-dharma og være trænet i dens kultur. Som det siges: ”Skik følge eller land fly.” Uden at kunne følge varnasrama vil man have ikke kunne finde sig til rette eller overhovedet blive accepteret i den åndelige verden! Træning i varnasrama-dharma er altså en del af forberedelsen til at kunne komme til den åndelige verden.
At følge varnasrama er samtidig en stor hjælp, når man stræber efter selvrealisering og udvikling af hengiven tjeneste til Krishna (Krishna-bevidsthed), og det er grundlaget for overhovedet at have et civiliseret menneskesamfund. Af disse grunde optager varnasrama-dharma så stor og central en plads i den vediske litteratur. I Srimad-Bhagavatam handler hele fem kapitler i syvende bog således kun om varnasrama-dharma.
Vi bør også lige besvare et par andre udbredte misforståelser omkring varnasrama-dharma. Den ene er, at vi som vaisnavaer er hævet over og transcendentale til varnasrama. Her refereres der ofte til, at Sri Caitanya Mahaprabhu i Sin diskussion med Ramananda Raya afviste varnasrama-dharma som en ydre ting. Og jo, det er fuldstændig sandt, at overholdelse af varnasrama-dharma i den forstand er en ydre ting, der ikke i sig selv kan give én livets højeste mål, kærlighed til Krishna. Men det er lige så sandt, at Sri Caitanya Mahaprabhu Selv strengt fulgte varnasrama-dharma til punkt og prikke, selv om det ifølge Ham var en ydre ting. At noget er en ydre ting betyder ikke, at vi er hævet over at skulle følge den. For eksempel er det en ydre ting at tage dagligt bad og holde rent omkring sig. Det alene gør os ikke Krishna-bevidste. Men kan vi blive Krishna-bevidste, hvis vi ikke gør det? Nej. På samme måde kan vi ikke blive Krishna-bevidste uden at følge varnasrama-dharma.
En anden misforståelse går på, at det ikke er muligt at indføre det fulde varnasrama i den moderne verden, eller at den moderne tid er så radikalt anderledes en tid, at varnasrama er fuldstændig upraktisk og forældet. Svaret er, at det er rigtigt, at det næppe vil være muligt at indføre det fuldstændige varnasrama-samfund, som det eksisterede for tusinder af år siden. Men selv om mange detaljer omkring varnasrama er forsvundet og glemt for altid, betyder det ikke, at vi ikke kan følge de overordnede principper og de mange konkrete detaljer, som vi stadigvæk har kendskab til.
Med hensyn til, at det er upraktisk og forældet i moderne tid, er svaret, at den moderne tid ikke er så radikalt anderledes en tid end andre tider. For eksempel er mænd og kvinder stadigvæk tiltrukket til at leve sammen, som de altid har været det. Her foreskriver varnasrama, at de lever sammen i et religiøst indviet ægteskab og holder sig trofast til den samme mand eller hustru hele livet igennem uden at skilles. Man kan indvende, at i moderne tid er mennesker vant til at have frie forhold til det modsatte køn. Men selv om dette naturligvis er udbredt i den moderne verden, er det ikke desto mindre en uciviliseret adfærd, der ikke er en kilde til fred og lykke. De fleste, der har gennemgået en skilsmisse eller er skilsmissebarn, kan sikkert bekræfte dette, så hvordan kan det kaldes praktisk? Varnasrama er på ingen måde upraktisk, men til alle tider det eneste, der virker, hvis man virkelig ønsker at have det fuldstændige og tilfredsstillende liv, som vi alle i bund og grund tragter efter. (Fortsættes i næste nummer)