– Af Vijay Venu Gopal Dasa og Prema Padmini Devi Dasi –
Listen med en hengivens 26 kvaliteter stammer fra Caitanya-caritamrta af Krishnadasa Kaviraja Goswami. Her i denne series femte del gennemgås de sidste seks kvaliteter. Teksten er et uddrag fra et studiemateriale, der er blevet oversat til dansk i forbindelse med bhakti-vriksa-programmet, hvor den indgår i diskussionsmaterialet til de ugentlige møder.
21) En hengiven er alvorlig (gambhira)
Ifølge The Nectar of Devotion: ”Den, der ikke betror sit sind til alle, eller hvis mentale aktiviteter og handlingsplaner er meget vanskelige at forstå, kaldes alvorlig.”
En hengivens følelser og koncentration rives ikke med, fordi hans sidemand er fjantet eller gnaven. Han føler sig ikke tvunget til med det samme at vende sig fra sin meditation på Krishna for at sige en masse sludder. Selv om han ikke er asocial, skal han først og fremmest altid huske på Krishna. Det er den vigtigste regel: altid at huske Krishna og aldrig glemme Krishna. En hengiven tænker, at hvis han overhovedet skal hjælpe en anden person, kan han kun gøre det, hvis han selv er fokuseret på Krishna.
Hvis man hører Guddommens Højeste Personligheds dybsindige ord, bliver man alvorlig. Hvis man på samme måde omgås med seriøse hengivne, bliver man også seriøs og alvorlig. Der er mange sorgløse øjeblikke i Krishna-bevidsthed, men at opgive sit materielle liv og vende tilbage til Guddommens Højeste Personlighed er ingen vittighed for den betingede sjæl. Det er et meget dybt formål. Og når en hengiven ved at chante og høre erkender noget af det hellige navn og Srimad-Bhagavatam, uddybes hans filosofiske syn på tingene mere og mere.
22) En hengiven er medfølende (karuna)
The Nectar of Devotion beskriver medfølelse: “En person, der er ude af stand til at tolerere en andens lidelse, kaldes medfølende.” For at give Krishna-bevidsthedsbevægelsens barmhjertighedsarbejde en praktisk form gav Srila Prabhupada os fire retningslinier: 1) essensen er at prædike, 2) renhed er styrken, 3) bøger er grundlaget, og 4) praktisk anvendelighed er princippet.
Essensen af medfølelse er at prædike. Men styrken, der driver prædikeringen fremad, er renhed. At prædike hviler på de hengivnes oprigtige, rene hjerter og sind. Når en hengiven overgiver sig til Krishna, velsigner Krishna hans bestræbelser. Da siger vi, at en hengiven er bemyndiget eller har fået kraft til at prædike. At prædike er ikke blot et spørgsmål om at komme i fjernsynet sammen med en stor person eller mase sig op ved siden af en verdensberømt person, så pressen kan tage ens billede og sætte det i avisen. Den hengivne, der skal prædike, må faktisk være ren.
Når vi siger, ”Bøger er grundlaget,” mener vi Srila Prabhupadas bøger. Srila Prabhupadas bøger er ikke blot og bar oversættelser. De er transcendentale bøger, der skal lede en hel verden de næste 10.000 år. Det mest barmhjertige arbejde er at tage del i udgivelsen og distributionen af disse Krishna-bevidste bøger på forskellige sprog over hele verden.
Aforismen ”Praktisk anvendelighed er princippet” sigter til at bruge materielle ting i Krishnas tjeneste. Når en hengiven forstår, at han kan sprede Krishna-bevidsthed i hvert eneste land ved at justere efter tid, sted og omstændighed uden at ændre paramparaen (discipelrækken), bliver han oplivet og videre oplyst med hensyn til, hvordan han skal sprede Krishna-bevidsthed. Alt efter hans hengivenhed giver Krishna ham intelligens til, hvordan han i praksis skal prædike på en bestemt måde. Det Krishna-bevidste territorium har ingen grænser. Den Krishna-bevidste prædikant, der forstår dette, er den største forsager.
Ved at lægge sig efter ånden i Srila Prabhupadas fire aforismer kan arbejderne i Krishna-bevidsthedsbevægelsen udvikle medfølelse med alle. Medfølelse er ikke forbeholdt nogle få helgenagtige personer. Tværtimod er døren til at være virkelig helgenagtig nu ved Herren Caitanyas nåde blevet åben for alle, der ydmygt lægger øre til og engagerer sig i sankirtana-bevægelsen.
23) En hengiven er en ven (maitra)
En hengiven er en ven, for han leder os direkte til Krishna. Krishna er alle levende væseners bedste ven.
Selv om den hengivne er en ven i kraft af, at han peger hen på Krishna, er hans venskabelige handlinger ikke blot formelle som en politimand, der viser os vej i trafikken. Den hengivne ven har alle en vens gode kvaliteter i den mest ægte betydning af venskab. Hengivne bor sammen, synger, deler og trøster hinanden i åndelig fortrolighed. Fordi der ingen sansetilfredsstillelse er i Krishna-bevidsthed, ødelægger hengivne ikke deres venskaber med ydre motiver.
Venner i Krishna-bevidsthed kan hjælpe hinanden ligesom piloter på landjorden, før de flyver. De deler deres erfaringer og strategier, for når de er oppe i luften i deres flyvemaskiner, kan den ene pilot ikke hjælpe den anden. At gå i luften alene i en flyvemaskine er en metafor, der beskriver sjælens isolerede rejse efter døden. På det tidspunkt kommer vi hver især til at stå over for resultatet af vores individuelle karma. Men hvis man har brugt tiden rigtigt i Krishna-bevidsthed, vil man have fanget essensen af at huske på Krishna og kunne vende hjem, tilbage til Guddommen, på dødstidspunktet. Venskab i Krishna-bevidsthed er derfor evigt, for alle rene hengivne mødes til sidst ved bestemmelsesstedet i den åndelige verden.
24) En hengiven er poetisk (kavi)
Krishnas kvaliteter lægger op til, at de beskrives i de mest udsøgte digteriske vendinger. Den hengivne er denne opgave voksen, for Krishna sætter ham i stand til at være det. De, der har skrevet sastraerne (skrifterne), er ikke almindelige mennesker, og sastraerne er ikke deres egne skriverier, men blev dikteret af Krishna Selv. Ikke alle vaisnava-digtere i discipelrækken skrev dybt litterære sanskritvers. Narottama Dasa Thakura skrev sine sange på et jævnt bengalsk sprog, men den store lærde Visvanatha Cakravarti Thakura accepterede senere Narottamas sange som lige så gode som de vediske mantraer. Essensen af vaisnava-digtning er derfor hengivenhed til Krishna.
Bortset fra at skrive poetiske tekster er en hengiven en digter i kraft af sit poetiske øje. Han er ikke sløv. Han oplever Krishna som smagen i det rene vand og ser Solen som Krishnas øje. Han bruger sproget til at beskrive Gud. Han ser for sig i sit sinds øje et syn af intens skønhed, Krishnas transcendentale form, Guddommens Højeste Personlighed. Alt imens en hengiven altid hører de transcendentale ord, der kommer ned fra fortidens store digtere, hele tiden reciterer Hare Krishna-mantraet, danser og synger i ekstase og stræber efter at glæde Krishna, lever han fra det ene minut til det andet i evigfrisk Krishna-bevidsthed. Han er en sand digter.
25) En hengiven er dygtig (daksa)
Hengivne anvender mange færdigheder i Krishna-bevidsthed. Med henblik på Krishnas tjeneste kan en hengiven af og til deltage i en undervisning eller studere noget for at tilegne sig en bestemt færdighed såsom hvordan man bruger en computer eller en trykpresse. Men for det meste lærer hengivne ”på stedet”, hvordan de bliver dygtige for Krishna. En færdighed kan læres gennem praksis, for Krishna sidder i hjertet og kan lære én det, der er brug for. Krishna underviser i virkeligheden alle, for det er Ham, der giver hukommelse og intelligens. ”Jeg giver dem den intelligens, hvormed de kan komme til Mig.” Vi ser derfor hengivne anvende deres færdigheder til at bygge templer, lære sig håndværk og forskellige fag, gå ind i forretningsverdenen, lave mad, male osv.
Men hengivne er ikke de eneste, der er dygtige til sådanne ting. I virkeligheden er der på de fleste områder mange ikke-hengivne, der er dygtigere end hengivne. At en hengiven er dygtig, kan derfor ikke alene sigte til, at han blot anvender visse praktiske og intellektuelle færdigheder i Krishnas tjeneste.
Den rene hengivnes virkelige dygtighed er, at han er i stand til at vikle sig selv og andre ud af mayas komplekse net. For os er den nødvendige færdighed helt ligetil: vi skal holde fast i Herren Caitanyas Krishna-bevidste praksis. At finde veje og måder til at prædike Krishna-bevidsthed på og dermed befri andre fra mayas forviklinger er en anden af den hengivnes færdigheder. Den hengivnes største færdighed er oprigtig overgivelse. Hvis Herren Krishna leder vores handlinger, er vi helt sikkert i sikre hænder. Vi bør omhyggeligt lære kunsten at overgive os til Krishna og praktisere den rent.
Srila Prabhupada sagde: ”En hengiven er dygtig. Det betyder, at han er villig til at gøre hvad som helst. Han siger ikke, at fordi han er en brahmana, kan han ikke gøre et stykke praktisk arbejde.” Endnu engang sigtes der til overgivelse i den betydning af ordet ’dygtig’. Med denne definition opmuntrede Srila Prabhupada os til at engagere os i en hvilken som helst opgave, der skulle gøres, i Krishna-bevidsthed. Evnen til at overgive sig og gøre det, der er nødvendigt, er tegn på en dygtig hengiven.
Srila Prabhupada var uden tvivl en af de dygtigste vaisnavaer i enhver henseende. Han opfordrede os på samme måde: ”Bliv dygtige.” Vi må også lære, hvordan vi giver Krishna til dem, der er ”dygtige” til at undgå Hans nåde. Vi må finde veje og midler til det. Der er intet alternativ. Krishna vil ikke være tilfreds, hvis vi fortsætter med at være uduelige. Vi skal blive dygtige.
26. En hengiven er tavs (mauni)
En hengiven siger aldrig noget meningsløst. Det er hans tavshed. Mauni refererer ikke til et løfte om slet ikke at tale eller kommunikere, som det praktiseres af nogle yogier. Men hvis en person ikke kender Krishna, er det selvfølgelig bedre, at han tier stille. Derfor vil en guru sommetider bede en pjanket hengiven, hvis tunge er ude af kontrol, om at praktisere fuldstændigt mauna.
Den hengivne kan tale om Krishnas herligheder og præsentere Krishna-bevidst filosofi hele dagen lang. En hengiven ønsker hele tiden at synge og recitere
Hare Krishna, Hare Krishna,
Krishna Krishna, Hare Hare,
Hare Rama, Hare Rama,
Rama Rama, Hare Hare
Hvorfor skulle han være tavs?
Den hengivne har helt sikkert en trang til hele tiden at tale om Krishna, men hvis for eksempel en tåbelig person vil have ham til at svælge i Krishnas fortrolige aktiviteter eller drage fordel af ham på en eller anden måde, er han ikke forpligtet til det. Da kan det være, at en hengiven benytter sig af lejligheden til at være tavs.
Til andre tider kan en hengiven være i en ekstatisk tilstand, hvor han ikke kan tale. Herren Caitanya lyttede i tavshed til Sarvabhauma Bhattacarya, mens denne talte Vedanta-filosofi i syv dage. På denne måde viste Herren Caitanya respekt for den store lærde såvel som demonstrerede dramatisk Sin misbilligelse. Herren Caitanyas tavshed var også en demonstration af Hans tolerance.