Af Bhakti Caru Swami

I dette femte afsnit om vaisnava-etikette fortsætter Bhakti Caru Swami med at give citater fra Srila Prabhupada om, hvordan hengivne bør have gode personlige indbyrdes forhold. 

”Gør venligst jeres pligt sammen uden forstyrrelse af jeres fredelige forhold indbyrdes. Vi udbreder vores bevægelse med et budskab om en fredelig atmosfære i verden, og hvis vi viser uro i vores egen lejr, vil det ikke være et særligt godt eksempel. Derfor bør alle være overbærende, tolerante og samarbejdsvillige.” (SP-brev til Janaki 18.1.1969)

”Men én ting, I skal stoppe, er denne kamp mellem brødre. Ellers vil hele programmet blive spoleret. Dig selv, Tamala Krishna, Brahmananda, Satsvarupa – I bør gøre alting kombineret. Det er min anmodning. Gradvist vokser vi ved Krishnas nåde. Så hvis der er gnidninger mellem os, vil det være meget farligt.” (SP-brev til Gargamuni 8.9.1969)

”Dette kaldes Vaikuntha-attitude. I Vaikuntha er der faktisk ingen fejl hos nogen, men der er en anden form for konkurrence. Konkurrencen er, at en hengiven tænker om andre hengivne, hvor godt de tjener Herren. I den materielle verden er holdningen, at alle kan lide at tro, at jeg er bedre end andre. Dette er en materiel opfattelse. I den åndelige himmel er det lige modsat. Alle synes, at de andre hengivne klarer sig bedre end én selv. Vi er trænet til at tiltale gudsbrødre som Prabhu, hvilket betyder mester. Det betyder, at vi altid skal forsøge at fokusere på vores gudsbrødres tjenesteside. Nogle gange er der tvivl, men den bør vi prøve at ignorere.” (SP-brev til Brahmananda 15.11.1969)

”Det er lige meget, hvad vi er, grhasthaer eller sannyasier. Pointen er, at man skal være paramahamsa, helt overgivet til Herren Krishna.” (SP-brev til Upendra 21.1.1968)

”Brahmana, ksatriya, vaisya, sudra, brahmacari, grhastha, vanaprastha og sannyasa. Disse er alle MATERIELLE BETEGNELSER, men denne Krishnabevidsthedsbevægelse er til for at sætte sig ud over disse materielle betegnelser, og disse fyre, disse fremmede, bliver undervist ud fra den synsvinkel.” (Lilamrta, Bind 5, s. 21)

Angående grhastha-relationer

”Jeg er så glad for at høre, at din gode hustru også hjælper dig. Det er en trofast livsledsagers pligt. Hvis hustruen er hjælpsom i livets åndelige fremskridt, er hun den bedste ven og filosof. Så i Krishnabevidsthed er hustruen aldrig en byrde, men et fuldstændigt ligeværdigt sidestykke. Så sæt et eksempel for jeres landsmænd, hvordan den yngre generation kan leve fredeligt, mand og kone, når de er engageret i Krishnas tjeneste. Der er mange eksempler på ægtepar, der arbejder i vores forskellige centre for at udbrede dette ophøjede budskab.” (SP-brev til Vrndavana Candra 8.9.1969)

Angående ens guru

”Med hensyn til at bede til Herren Nityananda Prabhu har jeg skrevet til dig i mit sidste brev, at en sådan bøn er ganske passende. Vores eneste bøn bør være i forhold til at ønske yderligere udvikling af hengiven tjeneste, og en sådan oprigtig bøn bør ikke rettes direkte til Herren, men til Hans ægte tjener eller repræsentant.” (SP-brev til Madhudvisa 14.2.1969)

”Jeg tugter jer, fordi det er min pligt. Discipel er relateret til disciplin, så det er min pligt over for mine disciple. Jeg er ikke vred på nogen. Jeg gør det ganske enkelt for at disciplinere jer, fordi I er mine disciple.” (Lilamrta, Bind 5, s. 43)

”I kan være bange for jeres åndelige mester, men det betyder ikke, at I ikke skal komme og se ham … Jeg vil hive jer ud for at komme og se mig.” (Lilamrta, Bind 5, s. 196)

Disciple bør ikke forsøge at instruere deres åndelige mester:

”Uden at vide hvorfor Madhavendra Puri græd, forsøgte Ramacandra Puri at blive hans rådgiver. Således begik han en stor krænkelse, for en discipel bør aldrig forsøge at instruere sin åndelige mester.” (Cc. Antya 8.21, kommentar)

Guruer bør ikke overtræde vaisnava-etiketten:

”Jeg har modtaget et brev, der er meget deprimerende, fra Hrsikesa. Jeg forstår, at han er blevet tilskyndet af Bon Maharaja til at blive indviet af ham for at give ham ly, og denne tåbelige dreng har accepteret hans tilskyndelse. Jeg har svaret Hrsikesas brev med følgende ord: ’Min kære Hrsikesa, jeg er meget overrasket over Bon Maharajas indvielse af dig på trods af, at han vidste, at du allerede er indviet af mig. Så det er en bevidst overtrædelse af vaisnava-etiketten og en bevidst fornærmelse af mig. Jeg ved ikke, hvorfor han har gjort sådan, men ingen vaisnava vil godkende denne krænkende handling. Jeg ønsker ikke at diskutere dette punkt i dybden nu, men hvis du ønsker at vide mere om det, vil jeg med glæde give dig mere indsigt?’ Hvis Hrsikesa sender dig et brev, tror jeg, du kan undlade at svare. Jeg bryder mig ikke om hverken Hrsikesa eller Bon Maharajas krænkende handlinger.” (SP-brev til Mukunda 26.3.1968)

Ældre, yngre og jævnaldrende

gunadhikan mudam lipsed
anukrosam gunadhamat
maitrim samanad anvicchen
na tapair abhibhuyate

guna-adhikat – en, der er mere kvalificeret; mudam – nydelse; lipset – man bør føle; anukrosam – medfølelse; guna-adhamat – en, der er mindre kvalificeret; maitrim – venskab; samanat – med en ligestillet; anvicchet – man bør ønske; na – ikke; tapaih – af trængsel; abhibhuyate – at påvirkes.

Ethvert menneske bør handle således: Når man møder en person, der er mere kvalificeret end én selv, bør man være meget glad; når man møder en, der er mindre kvalificeret end én selv, bør man vise medfølelse over for personen; og når man møder nogen, der er på samme niveau som én selv, skal man slutte venskab med personen. På den måde bliver man aldrig ramt af denne materielle verdens trefoldige lidelser.

FORKLARING: Generelt når vi møder en, der er mere kvalificeret end os selv, bliver vi misundelige på ham. Når vi møder en mindre kvalificeret, håner vi ham. Og når vi møder en ligeværdig, bliver vi meget stolte over vores aktiviteter. Dette er årsagerne til alle materielle trængsler. Den store vismand Narada rådede derfor til, at en hengiven bør handle perfekt. I stedet for at være misundelig på en mere kvalificeret person bør man være glad for at modtage personen. I stedet for at være tyrannisk over for en mindre kvalificeret person, bør man være medfølende med ham alene for at hjælpe ham op til den rette standard. Og når man møder en ligemand, bør man i stedet for at vise stolthed over egne aktiviteter behandle ham som en ven. Man bør også have medfølelse med folk generelt, der lider på grund af glemslen af Krishna. Disse vigtige funktioner vil gøre én glad i denne materielle verden. (SB. 4.8.34, Narada Muni til Dhruva Maharaja) (Fortsættes i næste nummer)