Af Bhakti Caru Swami
Det er et løbende ønske blandt mange af vores læsere at lære mere om den grundlæggende praktisering af hengiven tjeneste.
Derfor har vi haft serier som ’Introduktion til hengiven tjeneste’ og ’Krishnabevidsthed sådan!’. I fortsættelse heraf starter vi nu en serie om vaisnava-etikette, der vil berøre så godt som alle områder af praktiseringen af hengiven tjeneste. Serien vil være baseret på en bog af Bhakti Caru Swami fra 1980’erne, Vaisnava Etiquette, der igen bygger på en række forelæsninger, han gav over emnet.
Den første del er en introduktion, hvor Bhakti Caru Swami læser fra Caitanya-caritamrta og giver kommentarer ind imellem.
Jeg vil gerne byde jer alle velkommen til vores klasse om vaisnava-etikette. Jeg vil begynde med at læse nogle citater fra Caitanya-caritamrta fra Caitanya Mahaprabhus instruktioner til Sanatana Gosvami om sadacara, en vaisnavas aktiviteter.
Sri Caitanya Mahaprabhu gav Sanatana Gosvami besked om at skrive vaisnava-smrti (Hari-bhakti-vilasa) i Cc. Madhya-lila 24.324-344:
”Sanatana Gosvami foldede sine hænder og sagde: ”Min Herre, Du har givet mig ordre til at skrive en vejviser om vaisnavaers handlemåder. Jeg er en person af meget ringe herkomst. Jeg har intet kendskab til god opførsel. Hvordan er det muligt for mig at skrive autoriserede retningslinjer om vaisnava-aktiviteter?” Sanatana Gosvami bad dernæst Herren: ”Fortæl mig venligst personligt, hvordan jeg kan skrive denne vanskelige bog om vaisnava-opførsel. Vis Dig Selv i mit hjerte. Hvis Du vil være så venlig at manifestere Dig i mit hjerte og personligt lede mig i at forfatte denne bog, kan jeg gøre mig håb om at kunne skrive den, selv om jeg er af ringe herkomst. Du kan gøre dette, for Du er Guddommens Højeste Personlighed i Egen Person, og hvad end Du befaler, er perfekt.”
Sri Caitanya Mahaprabhu svarede: ”Hvad end du ønsker at gøre, vil du være i stand til at gøre rigtigt ved Herren Krishnas gunst. Han vil manifestere den virkelige betydning. Fordi du bad mig om en sammenfatning, kan du her høre disse få indikationer. I begyndelsen må man søge tilflugt hos en ægte åndelig mester. Din bog skal beskrive kendetegnene på både den ægte åndelige mester og den ægte discipel. Så kan man, før man accepterer en åndelig mester, være sikker på den åndelige mesters position. På samme måde kan den åndelige mester også være sikker på disciplens position. Guddommens Højeste Personlighed, Krishna, skal beskrives som det tilbedelsesværdige objekt, og du bør overveje (bija) mantraet for tilbedelsen af Krishna, Rama eller enhver anden ekspansion af Guddommens Højeste Personlighed.”
”Du bør diskutere de nødvendige kvalifikationer for at få et mantra [dvs. blive initieret], fuldkommengørelsen af mantraet, renselsen af mantraet, initiering, morgenpligter, ihukommelse af den Højeste Herre, renlighed og vask af mund og andre dele af kroppen. Om morgenen bør man som en fast ting børste sine tænder, tage bad, fremføre bønner til Herren og bøje sig respektfuldt og ydmygt for den åndelige mester. Man bør tjene den åndelige mester og male sin krop tolv steder med urdhva pundra (tilaka). Man bør stemple Herrens hellige navne på sin krop, eller man bør stemple kroppen med Herrens symboler såsom diskos og kølle.”
”Efter dette bør du beskrive, hvordan man skal pynte sin krop med gopicandana, gå med halskæder, samle tulasi-blade fra tulasi-træet, vaske sit tøj og gøre alteret rent, gøre rent i sit hus og lejlighed og besøge templet og ringe med klokken blot for at fange Herren Krishnas opmærksomhed. Beskriv også Deitetstilbedelse, hvor man ofrer mad til Krishna mindst fem gange om dagen. Man bør på rette tidspunkt anbringe Krishna på en seng. Du bør også beskrive processen med ofring af arati og tilbedelsen af Herren ifølge listen på fem, seksten og halvtreds ingredienser.”
”Deiteternes kendetegn bør diskuteres såvel som salagrama-silaens kendetegn. Man bør diskutere besøg til Deiteterne i templet og valfarte til hellige steder som Vrindavana, Mathura og Dvaraka.”
”Du bør forherlige det hellige navn og omhyggeligt opgive forseelser, når du siger de hellige navne. Man bør kende symptomerne på en vaisnava. Man bør opgive eller udrydde alle slags seva-aparadha, forseelser i Deitetstilbedelse.”
”Elementerne i tilbedelse såsom vand, konkylie, blomster, røgelse og lampe bør beskrives. Du bør også omtale lavmælt recitation, fremførelse af bønner, omkredsning og frembærelse af respekt og underkastelse. Alle disse bør omhyggeligt studeres.”
”Andre ting, der bør diskuteres, er metoden til udførelse af purascarana (renselse), spisning af krsna-prasada, opgivelse af al uofret mad og ikke at bespotte Herrens hengivne.”
Dette er også et meget vigtigt punkt, som hengivne bør huske. En vaisnava må ikke spise noget, der ikke er blevet ofret til Krishna. Vi bør være meget påpasselige med hensyn til det, for jeg har i praksis set over hele verden, at vi udvikler en tendens til at spise ting, der ikke er ofret. Det eneste hensyn ser ud til at være blevet, om maden er vegetarisk. Men det er meningen, at vi kun spiser krsna-prasada.
Forsøg at overhold det så meget som muligt. Når man rejser, eller hvis man er på sankirtana, er det noget andet. Men forsøg stadig at ofre alting til Krishna, før det bliver spist.
”Man bør kende symptomerne på en hengiven, og hvordan man omgås med hengivne. Man bør vide, hvordan man tilfredsstiller den hengivne ved at gøre tjenester, og man bør vide, hvordan man opgiver selskabet med ikke-hengivne. Man bør regelmæssigt høre recitationen af Srimad-Bhagavatam.”
Vi kan se, hvordan Prabhupada fulgte alle disse instruktioner til Sanatana Gosvami og indførte dem i vores samfund.
”Du bør beskrive de daglige ritualistiske pligter, og du bør også beskrive fjortendagspligterne, specielt overholdelsen af ekadasi-fasten, der kommer med fjorten dages mellemrum.”
Så her er også en vigtig ting at tænke over. Generelt tror vi, at blot ved ikke at spise korn overholder vi ekadasi. Men når vi taler om at følge ekadasi, betyder det i virkeligheden at faste, og faste betyder ikke at indtage noget. Faste betyder ikke nødvendigvis kun at faste fra korn. I begyndelsen kan hengivne selvfølgelig blot afstå fra korn på ekadasi-dagen. Men som man gør fremskridt, bør man forsøge at faste helt. Det er også blevet nævnt, at man kan forsøge at holde sig vågen i 24 timer. Bliv oppe hele dagen og hele natten.
Når jeg giver klasse om at følge ekadasi, nævner hengivne ofte, at Prabhupada egentlig aldrig gav os instruktion om at følge ekadasi på denne måde. Men i virkeligheden skriver Prabhupada i The Nectar of Devotion, at hengivne kan holde sig vågne hele natten og synge om Herrens herligheder, mens de faster. Så Prabhupada instruerede os faktisk om også at blive oppe hele natten. Det er i virkeligheden ikke så vanskeligt.
”Du bør anbefale undgåelsen af blandet ekadasi og overholdelsen af ren ekadasi.” (Cc. Madhya 24.342)
Måske har I lagt mærke til, at nogle gange faster vi ikke på ekadasi, men i stedet på dvadasi. Grunden til dette er, at ekadasien er blandet. Med andre ord overlapper dasami ind i ekadasi. Når den tiende dag overlapper den ellevte dag, er sidstnævnte blandet. Den ekadasi faster man ikke på, men faster i stedet på den næste dag, der er dvadasi, den tolvte dag. Og det er blevet beskrevet, at faste på en maha-dvadasi er tusinde gange mere kraftfuld end at faste på en ekadasi.
”Du bør også beskrive forseelsen ved ikke at følge dette. Man bør være omhyggelig, så vidt disse elementer angår. Hvis man ikke er omhyggelig, vil man blive ligegyldig i udførelsen af hengiven tjeneste.”
”Alt, hvad du skriver om vaisnava-opførsel, etableringen af vaisnava-templer og Deiteter og alt andet, bør underbygges af referencer fra Puranaerne.”
”Du bør give generelle og specifikke beskrivelser af en vaisnavas opførsel og aktiviteter. Du bør skitsere ting, der skal gøres, og ting, der ikke må gøres. Alt dette bør beskrives som reguleringer og etiketter.”
Her er nogle andre citater fra Srila Prabhupada om etikette:
”Alle Vrindavanas indbyggere er vaisnavaer. De er helt lykkebringende, for på en eller anden måde synger de altid Krishnas hellige navn.”
Så her må vi også forstå én ting, nemlig at alle ISKCON’s hengivne er vaisnavaer, for på en eller anden måde synger de det hellige navn. Prabhupada giver kvalifikationen på en vaisnava. Man bør anse alle Vrindavanas indbyggere for at være vaisnavaer. Hvorfor? Fordi de på en eller anden måde synger Herrens hellige navn. Så for slet ikke at tale om ISKCON’s hengivne skal vi være meget respektfulde over for alle hengivne velvidende, at de alle er vaisnavaer.
Den største hindring for vores åndelige fremskridt er vaisnava-aparadha. Det er i virkeligheden en meget farlig forseelse. Vi skal passe meget på ikke at begå vaisnava-aparadha.
”Selv om nogle af dem ikke strengt følger den hengivne tjenestes regler og reguleringer, er de i det store og hele Krishnas hengivne og synger Hans navn direkte eller indirekte.” (Cc Adi-lila 5.232)
Prabhupada skriver her i sin forklaring:
”Dette er en meget vigtig instruktion. I virkeligheden bygger hele vaisnava-etiketten eller hele vaisnava-kulturen på dette princip.
En vaisnava bør være tolerant som et træ og ydmyg som græs. Ikke desto mindre tolererede forfatteren til denne instruktion, Caitanya Mahaprabhu, ikke Jagai and Madhais dårlige opførsel. Da de generede Nityananda Prabhu, blev Han omgående vred og ville dræbe dem. Man bør være meget ydmyg og spagfærdig i sine personlige transaktioner, men hvis der er blasfemi imod ens guru eller en anden vaisnava, bør man blive vred som ild. Man bør ikke tolerere blasfemi imod en vaisnava, men bør straks skride til handling på én af tre måder. Hvis nogen bespotter en vaisnava, bør man standse ham med bedre argumenter og bedre logik. Hvis man ikke er dygtig nok til at gøre dette, bør man opgive livet på stedet, og hvis man ikke kan gøre det, skal man forsvinde fra stedet. Men vi bør aldrig lytte til blasfemi af en vaisnava.” (Fortsættes i næste nummer)