Af Madhava Smullen
Imens de fleste ISKCON-templer verden over er lukket på grund af COVID-19 pandemien, og de fleste hengivne skal holde sig hjemme, kan hverdagen være en udfordring. Derfor kan det være godt at høre en erfaren stemme, der er velfunderet i både den praktiske verden og åndelig forståelse.
Vi talte med Vaisesika Prabhu, der er discipel af Srila Prabhupada, tempelpræsident i ISKCON Silicon Valley i Californien og en inspirerende leder for mange, og bad ham give nogle praktiske råd og opløftende ord om, hvordan man holder sig sikker og bevarer sin fornuft under en epidemi.
Tag COVID-19 seriøst og følg forholdsreglerne
“På basis af det, jeg har hørt, mener jeg, at vi ISKCON-ledere som helhed ikke tager dette seriøst nok,” begynder Vaisesika. “Jeg mener, at vi bør sætte et godt eksempel ved simpelthen at følge det, som videnskaben fortæller os om coronavirussen, og hvad vi skal gøre ved den. Vi bør ikke spekulere, hoppe på konspirationsteorier, gøre ting halvt eller affærdige den som ikke noget særligt.”
”Det finder jeg farligt, ikke bare fordi det kan være med til at sprede virussen iblandt os i vores samfund og over hele verden,” fortsætter han. “Men også fordi det giver et dårligt billede af os og viser, at vi egentlig er ligeglade, eller at vi ikke gjorde vores bedste, hvor vi kunne have gjort det.”
Fem gode råd til at arbejde hjemmefra
Vaisesikas fem råd til at arbejde hjemmefra under pandemien er:
Få dig selv et ”Vil ikke forstyrres” skilt. Hvis du har brug for tid til dig selv nu og da, skal du have lov til det.
Begynd dagen rigtigt med en stærk morgenrutine. Vaisesika råder til, at man nedskriver en erklæring eller nogle mål for dagen, reciterer et fast antal runder og læser et fast antal sider fra Prabhupadas bøger. ”Gå ikke rundt i nattøj hele dagen,” bemærker han. ”Vær reguleret.”
”Opstil spilleregler for alle i jeres område. Hav en diskussion og giv alle tid til at tale om de ting, de har brug for, hvis de skal kunne være stabile og normale.”
Hvis man arbejder derhjemme, bryder skemaer sammen. ”Det er interessant, at selv om vi alle er hjemme, ser jeg, at folk arbejder dobbelt så hårdt som før pandemien,” bemærker Vaisesika. “Ofte plejede de at slappe af, når de kørte frem og tilbage på arbejde. Men nu, da alle er hjemme, er de praktisk taget på arbejde døgnet rundt. – ’Hej, du er hjemme. Så kan du lige tale med mig på telefonen.’ – Skemalæg dine pauser igennem dagen og følg dem strengt.”
”Afsæt et område i hjemmet som det sted, hvor du arbejder, og et andet sted, hvor du har din åndelige praksis. Arranger det, så de er klart adskilt, og det hele ikke smelter sammen i en pærevælling.”
Lev i øjeblikket
“Det hjælper virkeligt at se hver dag som en selvstændig enhed,” forklarer Vaisesika. “Lev i øjeblikket, og lev i dagen.”
Han tilføjer: “For eksempel vågnede jeg denne morgen og læste mine 41 sider i Bhagavatam. Der var mange andre ting, jeg kunne have gjort, og presserende e-mails, jeg kunne have læst. Men i stedet sagde jeg til mig selv: ”Jeg tæller mine sider, og det rokker jeg mig ikke en tomme fra.” Og så snart jeg begyndte at læse, følte jeg mig befriet.”
Find dit fællesskab
Imens vi er nødt til at være fysisk isoleret, er det vigtigt ikke at være følelsesmæssigt isoleret og at finde ud af at være i selskab med andre hengivne.
“Forsøg at forbinde dig med verden udenfor igennem Internettet,” foreslår Vaisesika. “Jeg har lagt mærke til, at mere end nogensinde før rækker hengivne ud, fordi de har brug for at forbinde sig med andre. Find dit online fællesskab, deltag i det og føl dig som en del af det.”
Kanaliser din bekymring til noget praktisk
Det kan være vanskeligt ikke at blive revet med ind i det miljø af frygt, der skabes af COVID-19. ”Men,” bemærker Vaisesika, “der er bekymring, og så er der panik. Panik betyder, at man når til et niveau af irrationalitet. Man gør ting, man ikke behøver at gøre, spilder penge, tid og kræfter og roder sig selv ind i flere problemer, end man var i før.”
Bekymring kan imidlertid kanaliseres til noget praktisk. ”Lav en liste over de ting, du absolut ved, du skal gøre, og så tag dig af dem,” er hans forslag. “Hvis du for eksempel har brug for at tage dig af din økonomi, så gå online og gør noget ved det. Gør, hvad du er nødt til at gøre. Men hold op med at bekymre dig om det hele tiden. Bare gør de praktiske ting og så lad resten være op til Krishna velvidende, at du gjorde din del, og nu kan verden gå sin gang på sin egen måde.”
Løb ikke efter nyhederne
Et råd til at reducere bekymring og få mere fred i sindet: ”Vent på nyhederne og gå ikke i offensiv efter dem. Lad være med at tjekke dem hvert tiende minut. De er ikke livsvigtige for dig. Du ved, hvad du har at gøre – bliv derhjemme, vask dine hænder og lad være med at røre dit ansigt! Det er ting, du kan gøre noget ved inden for dit område. Lad være med at lytte til nyheder døgnet rundt, for det går alt for hurtigt til, at din hjerne kan følge med.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi helt skal undgå nyheder, specielt i denne tid, når der kan være livsvigtig information. Men man kan fremme sin sindsro ved at gøre intervallerne længere imellem, at man indtager sådanne nyheder. Der er ingen grund til at løbe efter dem hele tiden.”
Stil de rigtige spørgsmål
“I mine virksomhedsseminarer forklarer jeg, at der er to spørgsmål, man kan stille sig selv i vanskelige situationer,” fortæller Vaisesika. “Det ene er: ‘Hvorfor mig?’ Det spørgsmål leder os ned i den mørkeste afkrog af bekymring og angst, og det holder os der. Det er det forkerte spørgsmål at stille.
Det rigtige spørgsmål er: ‘Hvad kan jeg lære af dette?’ Hvis man bliver ved med at stille det spørgsmål – ’Hvad er læren? Hvad er læren? Hvad er læren?’ – vil det med det samme give én et højere perspektiv, uanset hvordan ting forandrer sig i ens liv.
Det er sådan, en hengiven ser ting ifølge Herren Brahma i det berømte vers i Srimad-Bhagavatam (10.14.8): tat te ’nukampam su-samaksamano. Uanset hvad der sker, selv om det virker meget ubelejligt, er der en lære i det for mig, og den kommer fra den kærlige Kilde, der forsøger at lære mig noget.”
Tag et skridt tilbage og se situationen fra et højere niveau
Imens COVID-19 og de kampe og tragedier, den forårsager, er meget virkelige, kan det somme tider hjælpe at se ting fra et mere kosmisk, filosofisk niveau.
”Den materielle natur går hele tiden til grunde og ændrer sig altid,” siger Vaisesika. “I stedet for at blive tilknyttet og klamre sig til den er det bedre bare at observere, at tingene ændrer sig, og tænke: ”Er det ikke interessant?”
”Inden for hvert eneste levende væsens liv vil der være forandringer. Og vores liv er ifølge Brahma ovre i løbet af et par minutter. Så det er ikke så vigtigt.”
”Hvad mere er,” fortsætter Vaisesika, “ingen – ikke engang under coronavirus-pandemien – dør virkelig. Vi dør ikke. Vi skifter bare kroppe. Ifølge vedisk sastra sker alting ifølge en helt præcis plan. Karma er perfekt, og Krishna, der har lagt planen, er fuldkommen kærlig.
Uanset hvad der sker, sker det af en grund. I den forstand er der i virkeligheden ingen, der dør. Vi bevæger os kun fra den ene situation til den næste. Fra et meget højere perspektiv kan vi se, at dette er blot den materielle natur, der går sin gang. Vi behøver ikke at blive alt for oprevet over det.”
Dette vil også gå over
”Fra et tredje perspektiv,” runder Vaisesika af, “kommer dette også til at gå over. Alting kommer og går. Og når man ser tilbage på det, vil man se, at dette var et meget centralt tidspunkt i historien, da i det mindste de, der drog fordel af det, var i stand til at få ny inspiration i deres liv.”
Fra ISKCON News: https://iskconnews.org/vaisesika-das-on-staying-safe-and-sane-during-a-pandemic,7317/