– Af Amogha-drk Krishnadasa –

Dette er, hvad vi er blevet fortalt af vores samfundsledere: Vi har vi aldrig været så oplyste, udviklede og avancerede, som vi er det lige nu. Verden er fyldt med masser af magistre, professorer og andre højt uddannede mennesker. Teknologisk set har vi aldrig haft så meget avanceret legetøj som lige nu med en stadig udvikling af nye praktiske dippedutter. Det giver sig eksempelvis udslag i, at der aldrig har været så gode kommunikationsforbindelser i verden eller så veludviklet en lægevidenskab som lige nu.

Vi har heller aldrig produceret så mange lykkepiller og andre antidepressiver som lige nu. Fordi midt i denne Edens Have af fantastisk dejlig udvikling må vi desværre se i øjnene, at vi står over for et paradoks af dimensioner. Som menneskehed har vi aldrig været så ulykkelige, som vi er nu. FN’s sundhedsorganisation (WHO) oplyser, at depression er den hurtigst voksende sygdom i verden og vil være den globale folkesygdom nummer ét i 2030. Omkring 20 procent af alle børn og unge lider af psykiske problemer (BBC News, 2. september 2009).

Ikke overraskende er der derfor aldrig blevet solgt så megen psykofarmisk medicin som i disse tider. Professor Peter C. Gøtzsche fra Rigshospitalet fortæller, at hver tolvte dansker er på den form for antidepressiv medicin, der i folkemunde kaldes lykkepiller, og forbruget er næsten fordoblet på tolv år (Berlingske Tidende, 16. december 2012). Danskerne brugte i 2011 tretten procent mere antipsykotisk medicin mod skizofreni og maniodepressivitet end bare fem år tidligere ifølge recepter, der er blevet indløst på apotekerne (DR, 23. januar 2013). Og tendensen fortsætter:

”Aldrig har så mange fået psykiatriske diagnoser, og fortsætter udviklingen, vil det allerede i 2020 være den største post på sundhedsbudgettet. Smider lægerne om sig med fejlagtige diagnoser, eller er store dele af befolkningen stille og roligt ved at blive vanvittige?” spørger videnskabsjournalist Karoline Lawætz. Ifølge en Dansk Hvidbog fra 2010 om mentalt helbred har psykiske sygdomme ansvar for 35-45 procent af vores samlede fravær fra arbejde og koster 55 milliarder kroner om året i sygemeldinger, nedsat arbejdsevne og tidlig tilbagetrækning (Dansk Magisterforening, 13. marts 2013).

Derfor har vi på verdensplan aldrig været så syge og usunde som nu, både kropsligt og psykologisk. Den stadigt tiltagende galskab blandt folk hænger også sammen med den voksende vold i samfundet. De seneste 20 år er antallet af retspsykiatriske patienter femdoblet, og kriminaliteten bliver mere voldelig ifølge statistikken (Information, 24. oktober 2005).

Kort sagt har vi som mennesker (læs: ikke som udviklingsrobotter) aldrig været så indviklede i problemer, som vi er det lige nu i 2014.

Alligevel skal vi høre på propagandaen om, at nutidens menneske er kronen på evolutionens fremskridt gennem milliarder af år, og at vores forfædre var primitive abemennesker med kødben i hånden, der gradvist er blevet til det moderne superudviklede og, formoder jeg, også superlykkelige menneske (for skulle lykke ikke gå hånd i hånd med udvikling?).

Men er det ikke lige netop den omvendte situation, vi står med? Lad os sammenligne, hvad vi faktisk ser i verden i dag, med det, der er sket tilbage i historien. Ifølge den anerkendte psykologiproffesor David Myers tyder meget på, at vi lige nu befinder os i den værste af tider, for siden 1960 er skilsmisseraten blevet fordoblet, selvmordsraten blandt teenagere tredoblet, den politiregistrerede vold firdoblet, antal kriminelle i fængslerne femdoblet, og depression er måske så meget som tidoblet siden tiden før Anden Verdenskrig (Myers, D. G. (2000), The American Paradox, s.519).

Professor Myers har kaldt denne kombination af øget materiel velstand i de sidste årtier med den dalende åndelige velstand for ’Det amerikanske paradoks’, som vi lige så godt kunne omdøbe til ’Den materielle udviklings paradoks’, da situationen er den samme overalt, uanset hvor materialismen er fremtrædende.

Måske er det på tide, at vi opdaterer vores definition af, hvad udvikling egentlig er for noget?

 

Materiel versus åndelig udvikling

Det materialistiske samfund, vi lever i, definerer udvikling på grundlag af materielle ressourcer, mens udvikling i et åndeligt vedisk samfund defineres på grundlag af sjælens fremskridt i reinkarnationens evolutionsstige. Vi taler her om to diametralt modsatte måder at leve på. I den ene er præmissen materiel, i den anden åndelig. Som vi har set, fører det materialistiske paradigme os ind i en nedadgående spiral, både psykisk og fysisk.

Vi i Hare Krishna-bevægelsen foreslår et paradigmeskifte for vores alles velfærds skyld. Et første skridt i den rigtige retning ville i så fald være at opgive den materialistiske udviklingsteori til fordel for dens åndelige modstykke, som den bliver givet i de vediske skrifter, der beskriver, at vi var mest avancerede i begyndelsen af skabelsen.

”I Darwins teori er den fælles stamfader til alle skabninger den mest simple af alle organismer, men i den vediske beskrivelse er den fælles stamfader den mest avancerede af alle skabninger” (Leif A. Jensen, Darwin og Intelligent Design, s.227).

Srila Prabhupada uddyber den vediske beskrivelse i sin kommentar til Srimad-Bhagavatam 4.24.73:

”…det mest intelligente væsen, Herren Brahma, blev skabt først. Så skabte Herren Brahma andre hellige vismænd såsom Marici, Bhrgu, Atreya, Vasistha og Herren Siva. De skabte for deres vedkommende forskellige slags kroppe i overensstemmelse med karma… Således kan det fra skabelsens begyndelse ses, at den første skabning er den mest intelligente. Det er ikke sandt, at såkaldt moderne intelligens har udviklet sig gennem et gradvist evolutionsforløb. Ligesom der står i Brahma-vaivarta Purana, er der et gradvist evolutionsforløb, men det er ikke kroppen, der er genstand for evolution. Alle legemsformer eksisterer allerede. Det er det åndelige væsen eller den åndelige gnist inden i kroppen, der forfremmes ved naturens lov under opsyn af højere autoritet.”

Vi bør ikke acceptere den materialistiske udviklingsteori, da den er spoleret af uperfekt viden. Det praktiske resultat af denne uperfekte viden ender, som vi har set det, i menneskets indvikling i problemer snarere end i udvikling. Hvorfor ikke give den vediske udviklingsteori en chance? Hvad har vi at tabe?