Af Janardana Dasa
Den hellige by Udupi ligger ved Det Arabiske Hav i den sydindiske delstat Karnataka. Byen er et berømt pilgrimssted på grund af Sri Krishna Matha-templet. Det blev grundlagt af Sripada Madhvacarya (1238-1317), en af de største hengivne filosoffer i Indien.
Udupi siges at have opnået status som Vaikuntha, fordi Guddommens Højeste Personlighed kom og blev der som svar på ønsket fra Sin rene hengivne Sripada Madhvacarya.
I en del år har min hustru og jeg selv ved Sri Krishnas nåde kunnet tilbringe vinteren her væk fra kulde, regn og blæst. Hvert år distribuerer jeg bøger omkring templet, hvor folk stadig valfarter til fra nær og fjern. Selv om Krishna tilbedes her, er langt fra alle, der kommer hertil, hengivne af Krishna. Der er faktisk megen forvirring omkring, hvem Gud er, selv i Indien. Ingen andre end vores egen Srila Prabhupada har formået at give siddhantaen, lærdommen, om Sri Krishna og bhakti-yoga. Derfor er det en vidunderlig mulighed at kunne tilbyde de tilrejsende i Udupi Srila Prabhupadas bøger. Videnskaben i Prabhupadas bøger er blevet forfattet og nedskrevet af vores discipelrækkes store acaryaer, læremestre, deriblandt Sripada Madhvacarya, igennem hundredvis af år, med det formål at skulle videregives. Det bliver påskønnet af mange, jeg møder. Det er Srila Prabhupadas barmhjertighed, at en dansker kan stå på et helligt sted i Indien og videreformidle denne tidsløse visdom til endnu en generation.
Allerede før Madhvas tid var Udupi kendt som et helligt sted. Folk fra hele Sydindien tog ofte dertil på pilgrimsrejse, fordi det var et centrum for vedisk videnskab og stedet for to gamle templer, Sri Ananteshvara og Sri Candramauleshvara. I Sri Ananteshvara-templet, det mest berømte af de to, tilbedes Herren i en kombineret form af Ananta Sesa og Sri Parasurama i linga-form.
Sri Candramauleshvara er et Siva-tempel, der er navngivet, fordi han bærer halvmånen (candra) på sit hoved. Ikke meget andet er kendt om Udupi før Madhvas fremkomst bortset fra, at byen er opkaldt efter Herren Siva. ”Udupi” er afledt af ”Udupa”, et andet navn på Herren Siva, der betyder ”den, der bærer Månen på sit hoved”.
Srila Madhvacarya var i årene, før han grundlagde Sri Krishna Matha, tilknyttet Sri Ananteshvara-templet. Her plejede han at holde publikum tryllebundet med sin indsigt i videnskaben om Krishnabevidsthed. I templet holdt han regelmæssigt debatter med mayavadier om bhakti og vedisk filosofi. Madhva tabte aldrig en debat. Efter at have grundlagt Sri Krishna Matha gjorde Madhva det til centrum for alle sine aktiviteter. Pilgrimme går først til Candramauleshvara og giver deres respekt til Herren Siva, derefter til Ananteshvara for at vise deres respekt for Herren Visnu og til sidst over til Sri Krishna Matha for at tilbede Krishna. Sri Krishna tilbedes her som en kohyrdedreng. I den ene hånd holder Krishna en stang til at kærne smør med, og om livet har Han et reb til at binde køernes ben med, når de skal malkes.
Oprindeligt kommer denne form af Krishna fra Dvaraka i Nordvestindien, hvor Krishna boede med Sine mere end 16.000 dronninger. Krishna kom til Udupi skjult i en stor klump gopicandana-ler ombord på et handelsskib. Skibets besætning havde uden at vide, at Krishna befandt sig i tilaka-blokken, bragt den med fra Dvaraka og brugte den store lerblok som ballast på båden.
På skibets rejse mod syd lige ud for Udupis kyst blæste en storm skibet på grund på en sandbanke. Samme dag var Srila Madhvacarya i færd med at komponere Dvadasha-stotra, hans berømte digt, en lovprisning af Herren Krishna. Han var gået til stranden for at bade eller, som nogle siger, for at modtage Herren. Da Srila Madhvacarya så skibet og hørte nødskrigene fra sømændene, viftede Srila Madhvacarya sit safranklæde. Dette neutraliserede stormen og det stormfulde hav, og skibet rev sig løs fra sandbanken. Madhva førte derefter fartøjet i sikkerhed. I påskønnelse af Madhvas hjælp tilbød kaptajnen ham, hvad han ønskede sig af skibets last. Madhva valgte den tunge klump gopicandana-ler.
Klumpen af ler var for tung til, at flere fuldvoksne mænd kunne løfte den, men Madhvacarya kunne alene bære den uden besvær. Sripada Madhvacarya er en inkarnation af halvguden Vayu, som besidder enorme kræfter. Ikke langt fra stranden brød klumpen af tilaka i to og afslørede formerne af Herren Krishna og Hans bror Herren Balarama indeni. Et Balarama-tempel blev opført på dette sted, og Krishna blev bragt til Udupi. På vejen færdiggjorde Madhvacarya de resterende syv dele af Dvadasha-stotra og reciterede versene højt.
Tilbage i Udupi badede Madhva Herren i søen, der er kendt som Madhva-sarovara, og installerede Ham i Sri Krishna Matha. Srila Madhvacarya indførte strikse standarder for tilbedelse af Sri Krishna, og hver gang, han var i Udupi, udførte han personligt de tretten daglige tilbedelsesceremonier for Herren.
Hvordan Bala Krishnas Deitet var blevet begravet i Dvaraka, er genfortalt i Prameya-navamalika-tika, et værk fra det syttende århundrede af Raghuvarya Tirtha, en acarya i rækkefølgen fra Srila Madhvacarya. Engang beklagede Moder Devaki sin nød til Herren over aldrig at have været vidne til Herrens barndomsaktiviteter i Vrindavana. Hun bønfaldt Herren om at vise Sin Bala Gopal form og barndomslege for hende.
Blot for at glæde Sin rene hengivne antog Guddommens Højeste Personlighed med det samme skikkelsen af et lille barn og klatrede rundt på Devakis skød. Senere, da Devaki gik ud for at kærne smør, brød Krishna krukken med smør og både spiste af det og smurte det over Sin transcendentale krop. Efter nogen tid antog Herren igen Sin sædvanlige form. Moder Devaki var overordentlig begejstret, og senere kom det Dronning Rukmini for øre, hvad der var sket. Hun bad Sri Krishna, sin ægtemand, om også at få lov til at se den samme form. Det indvilgede Krishna ikke i, da den form kun er ment for Krishnas mødre. I stedet blev Visvakarma, de himmelske planeters arkitekt, sat til at hugge to former af henholdsvis Krishna og Balarama, som Rukmini kunne tilbede regelmæssigt.
Senere, efter at Herren var vendt tilbage til den åndelige verden, deponerede Arjuna murtierne af Krishna og Balarama på et sted, der hedder Rukminivana. I løbet af århundreder blev Deiteterne fuldstændig dækket af ler og forblev i den tilstand nær Dvaraka, indtil handelssømænd bragte lerblokken til Madhvacarya ved Udupi.