Af SB Kesava Swami
Nogle gange virker det umådelig vanskeligt at ændre ting. Den ”lavere natur” vender tilbage for at hjemsøge os, vi glider hurtigt tilbage i dårlige vaner, og irriterende lyster og behov (som vi troede var både døde og begravede) dukker på én eller anden måde op igen.
Det er frustrerende og skuffende, når vi ikke lever op til de åndelige idealer, vi efterstræber. Vi ved, hvor vi ønsker at være, men det virker som en fjern realitet. Vil jeg nogensinde nå den standard af renhed, jeg inderligt søger? Er disse beskrivelser af den perfekte karakter blot utopiske idealer? Hvordan kommer jeg nærmere fuldkommenhed?
Heldigvis for os er Bhagavad-gita en bog, der indeholder suveræn optimisme. Selv når man står over for skuffelse eller fiasko, er der stadig grund til at tage imod og smile. Hvordan det? På det laveste stadie af ”ubevidst inkompetence” volder ens modbydelige kvaliteter, destruktive behov og egenrådige vaner ikke engang bekymring. Først når man når videre til stadiet af ”bevidst inkompetence”, bliver man opmærksom på sine fejl og mangler og føler bevidst behovet for at forbedre sig. Det er et virkeligt stort spring. Selv om ens adfærd ikke har ændret sig, er ændringen i værdisættet i sig selv et tegn på stort fremskridt.
Det bør imidlertid i sidste ende modnes til en decideret karakterændring. Fra stadiet af ”bevidst inkompetence” strækker man sig dernæst mod niveauet af ”bevidst kompetence”. Her yder man en ihærdig indsats for at handle på den rette måde – ofte mekanisk og med tvang træner man sig selv i en måde at leve på, som afspejler det, man aspirerer til. Selv om det kan føles fremmed og kunstigt, lærer man med tiden at være naturlig.
Endelig på niveauet af dyb åndelig modenhed vækkes den rette adfærd og holdning indefra, og man lever ubesværet og med glæde naturligt efter sine idealer. Dette perfektionerede niveau kaldes “ubevidst kompetence”.
”Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for sanseobjekter består. Men afholder man sig fra sansenydelse ved at opleve en højere smag, bliver man fast forankret i sin bevidsthed.” (Bhagavad-gita 2.59)