TRIVIKRAMA SWAMI OG KADAMBA KANANA SWAMI

København fik besøg af Trivikrama Swami for første gang i måske femten år, så vi benyttede os af anledningen til at lave interview med ham såvel som tage nogle billeder af ham inklusive forsidebilledet.

Trivikrama Swami er et fænomen. 82 år gammel skulle han være gået på aftægt og otium for længe siden, men i stedet rejser han verden rundt, synger, danser og taler dagen lang, hvor han kommer. ”Det er en sund livsstil,” er hans svar, når man spørger ham om hans usædvanlige vigør. Læs mere om ham på side 11.

En anden swami har vi til gengæld ikke længere blandt os. Vi fortalte i juli sidste år, at hollandske Kadamba Kanana Swami var blevet syg med leukæmi og kun havde begrænset tid tilbage. Han gik bort her i marts 2023 i Vrindavana, Indien, på den mest Krishnabevidste og lykkebringende måde, man kan forestille sig. På side 15 og fremefter bringer vi diverse om Ka-damba Kanana Swami inklusive hans afsluttende instruktioner, der blev optaget den 25. februar på et tidspunkt, hvor han havde svært ved bare at sidde oprejst eller tale mere end nogle få ord.

Og så kan vi forresten i den løbende føljeton om ISKCON Danmarks historie denne gang fortælle om måske den første dansker, der seriøst begyndte at synge Hare Krishna allerede som 2-årig. Det var i 1967 på et tidspunkt, hvor Hare Krishna slet ikke var startet i Europa endnu, så hvordan kunne det lade sig gøre? Det kan man læse mere om på side 9. Hare Krishna. Ld.