Af Lalitanatha Dasa

Dette er fjerde del af psykologiserien, der er baseret på bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami. De første dele blev bragt i Nyt fra Hare Krishna 6- 7-8.2019.

Vores egentlige psykologiske problem – roden til alle andre bryderier – er, at vi er i en falsk materiel identitet. Vi tror, vi er kroppen, imens vi i virkeligheden slet ikke er materielle væsner, men åndelige sjæle, der er evige tjenere af Krishna, Guddommens Højeste Personlighed.

Selv når man ved og forstår dette, kan man imidlertid ikke med ét opgive tilknytningen til sin syge materielle natur og være helt absorberet i sin åndelige natur med dens sunde psykologiske aktiviteter. Tredje afsnit af Transcendental psykologi diskuterede, hvordan man derfor må gøre sine materielle pligter (vyavahara), imens man kultiverer sin egentlige åndelige natur (paramartha).

Man må gøre sine vyavahara-pligter som en tjeneste til Krishna og ikke længere for sin egen nydelses skyld. Samtidigt må man tålmodigt og ydmygt affinde sig med de uheldige psykologiske tilknytninger, som man ikke kan slippe af med her og nu. Handler man sådan i fuld tillid til, at Krishna allerede hjælper én og løbende mindsker de lidelser, man har forårsaget for sig selv, er man ifølge Srimad-Bhagavatam 10.14.8 garanteret opnåelse af sin sunde åndelige natur.

Ikke desto mindre er det et vanskeligt stadie. Srimad-Bhagavatam (11.28.28) bemærker:

”Ligesom en mangelfuldt behandlet sygdom vender tilbage og giver patienten gentagen lidelse, forbliver sindet, der ikke er fuldstændigt renset for sine unaturlige tendenser, knyttet til materielle ting og plager den ufuldkomne yogi gang på gang.”

I den situation er det bedste, vi kan gøre, at pleje omgang med Herrens rene hengivne og selvrealiserede sjæle og ud fra deres aktiviteter erfare, hvad sund psykologi er. Et kendt vers opfordrer os derfor til at etablere stærke forhold til hengivne, der er velsituerede i hengiven tjeneste. I deres selskab bliver vi renset for vores materielle tilknytninger:

”Hver lærd person ved udmærket, at tilknytning til det materielle er den åndelige sjæls største forvikling. Men når den samme tilknytning overføres på selvrealiserede hengivne, åbner den befrielsens dør.” (SB. 3.25.20)

Det er præcis her i vores forhold til hengivne, at det bliver afgørende med en praktisk forståelse af transcendental psykologi. Hvis vi ikke er opmærksomme på, hvordan vores sind fungerer, hvis vi ikke er opmærksomme på, hvordan det gensidigt påvirker andres sind, og hvis vi ikke er opmærksomme på vyavahara-kultiveringen af personlige forhold, kan vi ikke dæmme op for vores skinsyge og misundelse. Disse stiller sig dermed som en mur imellem os og virkeligt dybe forhold til hengivne. I sidste ende vil vi ende med at ringeagte de hengivne og begå forseelser, hvilket effektivt hindrer den udrensning af lystne ønsker, som ellers ifølge sastra er et resultat af sadhu-sanga.

Her er det derfor meget vigtigt at kultivere filosofisk forståelse. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura skriver: ”En person, der er siddhanta-alasa, doven med hensyn til at forstå filosofisk sandhed, kan ikke krydse over de hindringer, hans materielt betingede natur sætter i vejen for ham.” (Fra Prakrta-rasa Sata-dusini).

I Srimad-Bhagavatam 5.14.29-30 beskrives sammenhængen imellem en ligegyldig, vildledt og doven indstilling med hensyn til at forstå Vedanta-filosofi og fremkomsten af lyst, misundelse og forseelser i ens samvær med hengivne:

”Pseudo-swamierne, –yogierne og -inkarnationerne, der ikke tror på Guddommens Højeste Personlighed, kaldes pasandier. De er selv faldne og bedragede, for de kender ikke den virkelige vej til åndeligt fremskridt. Hvem som helst, der kommer til dem, bliver igen med sikkerhed bedraget.

Når man således bedrages, søger man somme tider tilflugt hos de vediske princippers virkelige tilhængere (brahmanaer eller dem, der er Krishna-bevidste), der lærer alle at tilbede Guddommens Højeste Personlighed ifølge de vediske forskrifter. Men da sådanne slyngler ikke er i stand til holde fast ved disse principper, falder de igen ned og søger tilflugt blandt sudraer, der er dygtige til at lave arrangementer med henblik på seksuel tilfredsstillelse.

…På denne måde blander abernes efterkommere sig med hinanden…Uden at tøve lever og bevæger de sig frit uden at kende til livets mål. De besnæres blot af hinandens ansigter, der minder dem om sansenydelse. De er altid engagerede i materielle aktiviteter…og arbejder hårdt for at opnå materiel vinding. Således glemmer de fuldstændigt, at en dag er deres korte levetid ovre, og de synker længere ned i kredsløbet af fødsel og død.”

Ydmyghed

Sindet er konstant aktivt. Hele tiden tænker det noget, føler noget og ønsker noget. Som Krishna nævner det i Bhagavad-gita: ”Ingen kan afholde sig fra at gøre noget, selv ikke i et øjeblik.” Selv når kroppen er inaktiv, tier sindet ikke i så meget som et øjeblik, men fortsætter med at tænke alle mulige slags tanker.

Derfor kan løsningen på sindets problemer, selv om det er en naturlig indskydelse, ikke være at ophøre med at tænke, føle og ønske, for det er en simpel umulighed. Den eneste mulige løsning er at oplære sig til og vænne sig til at tænke, føle og ønske på den rigtige måde. Med ’den rigtige måde’ sigtes der til den måde, som en ren sjæl tænker, føler og ønsker på. Kun i den tilstand kan man være helt fri for psykologiske forstyrrelser.

En ren sjæl er naturligt bevidst om Herren og sin egen underordnede, afhængige position og tænker i overensstemmelse dermed. Srimad-Bhagavatam giver eksempler på, hvordan fuldkomne sjæle tænker. Prahlada Maharaja beder i Srimad-Bhagavatam (7.9.40):

”Min kære Herre, O Du Ufejlbarlige, min situation er som en person, der har mange hustruer, der alle forsøger at tiltrække ham på deres egen måde. Således tiltrækkes tungen til velsmagende retter, kønsdelene til sex med en smuk kvinde og følesansen til at røre ved bløde ting. Skønt maven allerede er fuld, vil den stadig have mere at spise, og øret forsøger ikke at høre om Dig, men er normalt tiltrukket til biografsange. Lugtesansen tiltrækkes til endnu en anden side, de hvileløse øjne tiltrækkes til steder, hvor der foregår sansenydelse, og de aktive sanser tiltrækkes til andetsteds. Hvilken forlegenhed jeg befinder mig i!”

Vi ser her, hvordan Prahladas tanker er engageret i bøn til den Højeste Herre. Han er bevidst om sin egen position og sin afhængige natur. Han forstår sin prekære situation i den materielle verden, sådan som han befinder sig omgivet af sindet og sanserne, der konstant hiver ham i alle mulige retninger og indvikler ham i den materielle eksistens. Derfor beder han hele tiden om at måtte stå under Herrens beskyttelse. Han ved, at hans eneste beskyttelse er Herren, hvilket gør ham frygtløs, for han ved, at Herren giver beskyttelse. Beskyttelsen forsvinder kun, når vi ikke beder om den og ikke er bevidste om Krishna, men tror os selv uafhængige.

Denne ydmyge sindsstemning er vores sunde psykologiske tilstand. I den kan man huske på Krishna konstant og altid mærke Hans beskyttelse. Caitanya Mahaprabhu bemærkede derfor, at hvis man altid er mere ydmyg end et græsstrå, mere tolerant end et træ og altid rede til at vise andre respekt uden at ønske nogen form for respekt til sig selv, kan man altid recitere Herrens navn konstant. Med andre ord er det i den sindstilstand, at man kan bede inderligt til Herren og hele tiden mærke Hans beskyttelse. Det er den normale, sunde sindstilstand for enhver sjæl. I tilgift er det den mest ekstatiske tilstand overhovedet.

Illusionens dualiteter

I den tilstand er man upåvirket af den materielle verdens problemer, som ellers er allestedsnærværende. Den materielle tilværelse består af intet andet end problemer. De er selve denne verdens byggesten for den betingede sjæl og giver sig til kende i, hvad Krishna kalder ”illusionens dualiteter” (Bg. 7.27), såsom godt og dårligt, varmt og koldt, ven og fjende, mand og kvinde, syg og rask, rig og fattig osv.

I virkeligheden er ideen om disse dualiteter en illusion. Det betyder ikke, at de ikke findes. De er virkelige nok, selv om de er midlertidige. Det illusoriske er værdien af god og dårlig, som vi tillægger dem. Ifølge Caitanya-caritamrta (Antya 4.176):

“I den materielle verden er alle ideer om godt og dårligt mental spekulation. Derfor er det alt sammen forkert at tale om, at ”Dette er godt” og ”Dette er dårligt” [underforstået, at i den materielle verden er alt kun dårligt].”

Selv om der ikke er nogen kategorisk forskel imellem materielt godt og dårligt (alle materielle situationer er midlertidige og lidelsesfyldte), kredser betingede sjæles tanker konstant om disse dualiteter og tror i illusion, at de kan løse deres situation ved at fjerne det dårlige og fremme det gode, dræbe deres fjender og beskytte deres venner, undgå kulde og søge varme osv.

Absorberet i dualiteter går den betingede sjæls bevidsthed ud til den ydre verden, som han tror kan indrettes på en måde, så hans problemer forsvinder. Men problemerne findes ikke i den ydre verdens dualiteter, men inde i ens sind. Herren Krishna afviser i Srimad-Bhagavatam (11.28.36-37), at den åndelige sjæls problemfyldte oplevelse af den materielle verden skulle være andet end en drøm, en illusorisk vision, som sjælen oplever inde i sine mentale lag af forurenet bevidsthed:

”Hvad end tilsyneladende dualitet selvet opfatter, er blot sindets forvirring. En sådan formodet dualitet har ingen anden basis end ens egen sjæl.

De fem materielle elementers dualitet er kun en sansning af navne og former. De, der hævder, at denne dualitet er virkelig, er pseudolærde personer, der forfængeligt opkaster fantastiske teorier, der ingen basis har i virkeligheden.”

Mental argumentation

Da vi i vores ikke-selvrealiserede tilstand har den illusoriske oplevelse af, at problemer, som er inde i os selv, ligger uden for os selv, ser vi ydre omstændigheder som vores ’fjender’ og tror, at ved at rydde disse fjender af vejen forsvinder vores problemer.

Men da vores mentale problemer ikke forsvinder på trods af vores forsøg på at ændre på vores omgivelser, ender vi ofte med at leve i en drømmeverden af vred spekulativ argumentering. Som følelsen af afmagt og vrede tiltager, finder man sig selv mere og mere involveret i vred argumentation med imaginære personligheder. Imaginære betyder ikke, at de ikke eksisterer, men at det blot er i sindet, man argumenterer med disse sine såkaldte ’fjender’, der kan være alle lige fra ens far eller mor til en person, som sagde noget, da man mødte ham, offentlige skikkelser, man er uenige med osv.

En sådan endeløs absorbering i argumentation over forskellige materielle dualiteter er symptom på mental forstyrrelse. Krishna fraråder den slags mental argumentering (SB. 11.28.1-2 og 8):

”Man bør hverken rose eller kritisere andre personers betingede natur og aktiviteter. Snarere bør man se denne verden som en kombination, hvor alt er baseret på den ene Absolutte Sandhed, af materiel natur og de nydende sjæle.

Enhver, der hengiver sig til at rose eller kritisere andres kvaliteter og adfærd afledes hurtigt fra sin egen bedste interesse ved at blive indviklet i illusoriske dualiteter.

Den, der korrekt har forstået måden, hvorpå man bliver fast forankret i teoretisk og realiseret viden, sådan som det er beskrevet af Mig her, henfalder ikke til kritik og ros. Ligesom Solen vandrer han frit igennem hele denne verden.”

Skal man tale til nogen i sindet, skal man tale til Krishna. Det kaldes bøn.

Den psykologiske behandling foreskrevet af Herren Krishna selv

Herren Krishna påstår ikke her, at de forstyrrelser af dualitet, der påvirker vores liv, skal ignoreres, fordi de blot er drømme. Han siger ikke, at vi ikke bør gøre noget ved dem. Men Han siger, at spekulation, sladder og mental argumentation ikke er løsningen.

”Så hvad skal vi gøre ved vores psykologiske problem?” lyder vores forpinte klage. Svaret er, at vi må acceptere, at vi kæmper med dualiteter (hvilket blot betyder, at vores sind giver os problemer), fordi vi er svage med hensyn til at forstå os selv som rene åndelige sjæle. Det første skridt er at tage den ydmyge position, der er vores egentlige natur. Når man synger eller reciterer Hare Krishna-mantraet, er man i sin naturlige position, for det er intet andet end en ydmyg bøn om at stå under beskyttelse af Krishnas åndelige energi ved at få lov til at tjene Ham. Krishnas navn er derfor den vigtigste medicin imod vores psykologiske sygdom.

Når man har accepteret sin ydmyge position, kan man gå videre til Krishnas instruktion om altid at huske på Ham og gøre alle sine pligter for Hans tilfredsstillelse. Krishna siger:

”Imens man altid husker på Mig, bør man gøre sine pligter for Mig uden at være impulsiv. Med sindet og intelligensen givet til Mig bør man fæstne sit sind i tiltrækning til Min hengivne tjeneste.” (SB. 11.29.9)

(Fortsættes i næste nummer)